Afsnit 9.1 Orlov for folketingsmedlemmer

Grunde til orlov, ansøgning om orlov m.v.

9.1 Orlov for folketingsmedlemmer

Grunde til at holde orlov er fastsat i forretningsordenens § 41. Reglerne går i hovedtræk ud på, at Folketinget kan meddele et medlem af Folketinget orlov og indkalde stedfortræderen i følgende tilfælde:

 

  • Graviditet, fødsel eller adoption.

  • Sygdom, pleje af alvorligt syge børn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

  • Udsendelse i offentligt hverv til udlandet eller Færøerne eller Grønland.

  • Møder i Færøernes Lagting eller Grønlands Inatsisartut.

  • Andre grunde.

  • Ministerorlov til udsendelse i offentligt hverv til udlandet eller Færøerne eller Grønland.

  • Ministerorlov for ministre, der alene ønsker at give møde i Folketinget som ministre. (Reglen er møntet på ministre fra partier med en vælgertilslutning på 10 pct. eller derunder). 

Et medlem, der ønsker orlov (se yderligere om sygeorlov nedenfor), sender en ansøgning til Lovsekretariatet via postkassen [email protected]. Den orlovssøgende stiler ansøgningen til formanden og oplyser om begrundelsen og starttidspunktet for orloven. Har medlemmet ikke selv mulighed for at skrive ansøgningen, kan den komme fra folketingsgruppens gruppeformand eller gruppesekretær.

Når formanden har modtaget en ansøgning om orlov, sættes spørgsmålet på dagsordenen til Tingets afgørelse. I praksis bevilger Tinget altid orlov i overensstemmelse med formandens indstilling. Derefter indkaldes stedfortræderen som midlertidigt medlem i orlovsperioden.

Udvalget for Forretningsordenen har i beretning nr. 4 af 1. december 2021 om dokumentation for og gradvis tilbagevenden ved folketingsmedlemmers sygdom og beretning nr. 3 af 17. januar 2024 om ændringer af ordningen for dokumentation for folketingsmedlemmers sygdom ved meddelelse af orlov opstillet retningslinjer for anmodning om og meddelelse af orlov på grund af sygdom. Retningslinjerne går ud på, at det orlovssøgende medlem via Lovsekretariatet skal sende en lægeerklæring til Folketingets formand. Lægeerklæringen skal indeholde en angivelse af sygdommens forventede varighed.

I enkelte, helt særlige tilfælde, hvor det er helt åbenlyst, at et medlem er syg og ikke kan varetage det parlamentariske arbejde vil det være muligt at få bevilget sygeorlov, uden at en lægeerklæring er fremsendt. Det vil være op til Folketingets formand i den enkelte sag at tage stilling til, om det er tilfældet. Tilsvarende vil formanden i enkelte, helt særlige tilfælde kunne fravige kravet om, at en lægeerklæring skal indeholde en angivelse af sygdommens forventede varighed.

Udvalget for Forretningsordenen opfordrede i øvrigt i beretningen fra 2021 til, at et medlem, der er meddelt orlov på grund af sygdom, udviser betydelig tilbageholdenhed med at deltage i politiske begivenheder under orloven. Som eksempler nævnes politiske tv-programmer, interview og paneldebatter.

Et medlem modtager ikke vederlag under orlov begrundet i »andre grunde« eller ved orlov for ministre, der alene ønsker at give møde i Folketinget som ministre.

Ved orlov på grund af graviditet og fødsel eller adoption er der fastsat en maksimumsgrænse på 12 måneder. Ved barsel bevilger Folketinget efter praksis ikke orlov efter barnets 1-årsfødselsdag. Ved orlov grundet sygdom er det hovedreglen, at Folketinget bevilger orlov i den sygdomsperiode, der fremgår af lægeerklæringen. Derudover indeholder forretningsordenen ikke bestemmelser om tidsmæssige begrænsninger for en orlov. Dog er der i forretningsordenen fastsat en minimumsgrænse på 7 dage for orlov. Dette betyder, at et medlem efter 7 dage altid er berettiget til at melde sig tilbage fra orlov. Dette skal ske skriftligt til Folketingets formand gennem Lovsekretariatet.