Statsrevisorerne har den 18. august 2025 afgivet beretning nr. 21/2024 om revisionen af statens forvaltning i 2024

18.08.2025

Statsrevisorerne er tilfredse med statens forvaltning i 2024, men har kritik af enkelte ministerier og forvaltningsområder

Beretning handler om statens forvaltning i 2024. Rigsrevisionen har gennem-ført 36 temarevisioner. Hver revision vedrører et tema, hvor staten har væsentlige indtægter eller udgifter eller forvalter væsentlige opgaver. 

Beretningen har været behandlet på statsrevisormødet den 18. august 2025. 

Statsrevisorerne finder det tilfredsstillende, at ministerierne i alle væsentlige henseender har forvaltet i overensstemmelse med reglerne i 22 udførte juridisk-kritiske revisioner, og at ministerierne i alle væsentlige henseender har understøttet en sparsommelig, produktiv eller effektiv forvaltning i 13 udførte forvaltningsrevisioner. 

Statsrevisorerne finder det meget utilfredsstillende, at Uddannelses- og Forskningsministeriet har haft en mangelfuld styring af udviklingen af det studieadministrative it-system Esas, som bruges på professionshøjskoler, erhvervsakademier og maritime uddannelsesinstitutioner.

Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at der har været regelbrud eller mangler på dele af Skatteministeriets og Indenrigs- og Sundhedsministeriets områder. Statsrevisorerne finder det ligeledes utilfredsstillende, at fem ud af seks ministerier har svagheder i deres styring af indkøb af it-tjenesteydelser.

Regelbruddene eller manglerne vedrører:
Skatteministeriet i 2024 har sendt nystiftet virksomhedsgæld for 5,8 mia. kr. til inddrivelse hos Gældsstyrelsen, selv om der er tvivl om, hvorvidt det er lovligt at inddrive gælden. 
Skatteministeriet har i 2024 udbetalt forkert momskompensation til almennyttige og velgørende foreninger for estimeret 21,3 mio. kr. 
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har brudt udbudsreglerne ved 5 kontrakter, og at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har brudt udbudsreglerne ved én kontrakt. 
Udlændinge- og Integrationsministeriet, Social- og Boligministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Transportministeriet og Klima-, Energi- og For-syningsministeriet har ikke i tilstrækkelig grad har sikret regeloverholdelse, styring eller begge dele i forbindelse med køb af it-tjenesteydelser. 

Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at der er konstateret en utilstrækkelig forvaltning på en række særligt udvalgte revisionsområder. 

Den utilstrækkelige forvaltning vedrører:
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Domstolsstyrelsen og Uddannelses- og Forskningsministeriet har flere mangler i it-sikkerheden i deres it-systemer.
Udenrigsministeriet har fortsat ikke rettet op på mangler i it-sikkerheden 5 år efter, at Rigsrevisionen gjorde opmærksom på det. 
Skatteministeriet har fortsat mangler i it-sikkerheden i inddrivelses systemet PSRM, som i værste fald kan medføre, at borgeres og virksomheders gæld til det offentlige ikke kan inddrives. 
Toldstyrelsen har en utilstrækkelig registrering af, hvilke varer styrelsen har tilbageholdt, og at styrelsen mangler overblik over, hvor varerne opbevares. 
Politiets opbevaring af narkotikakoster har mangler. I én ud af 4 besøgte politikredse har man ikke sikret, at narkotikakoster opbevares, så de kun kan tilgås af særligt betroede medarbejdere. I en anden af de besøgte kredse destrueres narkotikakoster, inden straffesagen er afgjort.
Forsvarsministeriet har ikke sikret, at de kan bekæmpe alle de typer af olie- og kemikalieforurening i havet ved Grønland, der følger af lovgivningen. Ligeledes foreligger der en beredskabsplan, men planen er ikke opdateret siden 2016. 

Se hele beretningen og kort fortalt – her.

Deltagere i statsrevisormødet:
Mette Abildgaard (KF), Leif Lahn Jensen (S), Mikkel Irminger Sarbo (RV), Serdal Benli (SF), Lars Christian Lilleholt (V) og Mohammad Rona (M)