Statsrevisorerne har den 18. august 2025 afgivet beretning nr. 20/2024 om revisionen af statsregnskabet for 2024

18.08.2025

Statsregnskabet for 2024 er rigtigt og uden væsentlige fejl men med forbehold for Erhvervsministeriets regnskab.

Rigsrevisionen har revideret statsregnskabet for 2024. Formålet med revisionen er at vurdere, om statsregnskabet er rigtigt, og om bevillingerne samlet set er overholdt. Beretningen skal danne grundlag for Statsrevisorernes gennemgang af statsregnskabet og Folketingets behandling af statsregnskabet.

Rigsrevisionen har revideret de enkelte ministeriers regnskaber og bevillingsoverholdelse i 2024. Ministeriernes regnskaber indgår i statsregnskabet, idet hvert ministerium har ansvaret for en del af statsregnskabet. Rigsrevisionen afgiver selvstændige konklusioner om hvert ministeriums del af statsregnskabet.

Beretningen har været behandlet på statsrevisormødet den 18. august 2025. Statsrevisorerne konstaterer, at det samlede stats­regnskab for 2024 er rigtigt og dermed uden væsentlige fejl. Statsregnskabet er udarbejdet i overensstemmelse med bevillingslovene og statens regnskabsregler. Staten har desuden brugt bevillingerne i overensstemmelse med disponeringsreglerne.

Statsrevisorerne finder det dog utilfredsstillende, at Rigsrevisionen for tredje år i træk har måttet tage forbehold for Erhvervsministeriets regnskab og at Kulturministeriet har overtrådt bevillings- og disponeringsreglerne.

Statsrevisorerne fremhæver, at der fortsat er usikkerhed forbundet med opgørelsen af værdien af borgeres og virksomheders gæld til inddrivelse i statsregnskabet, og at der er usikkerhed forbundet med en hensættelse til erstatning og kompensation til minkavlere og følgeerhverv i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris del af statsregnskabet.

Forbeholdet vedrører:

Fejl i Erhvervsstyrelsens regnskab, der i alt udgør 487 mio. kr. Forbeholdet skyldes, at indtægter og udgifter fra slutafregningen af et større antal tilskudssager vedrørende COVID-19-hjælpepakkerne mangler i regnskabet og at styrelsen mangler at afskrive tilgodehavender fra konkursramte virksomheder.

Fremhævelserne vedrører:

Skatteministeriets værdiansættelse af gæld til staten er fortsat usikker. Ultimo 2024 havde borgere og virksomheder gæld til staten for ca. 155,5 mia. kr. Skatteministeriet vurderer, at det vil være muligt at inddrive ca. 41,3 mia. kr. af gælden. Dermed udgør gæld til en værdi af ca. 114,3 mia. kr. et potentielt tab for staten. Der er særlig usikkerhed forbundet med at opgøre værdien af gældsposter, hvor det er usikkert, om der er fejl og mangler i Skatteministeriets oplysninger, der knytter sig til gældsposten. Det drejer sig om ca. 10 % af den samlede gæld til staten, svarende til 15,4 mia. kr.

Der er usikkerhed forbundet med en hensættelse i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris del af statsregnskabet. Hensættelsen vedrører erstatning og kompensation til minkavlere og følgeerhverv. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har opgjort hensættelsen til 9,2 mia. kr. ultimo 2024. Ministeriet forventer, at de samlede udgifter til erstatning og kompensation til minkavlere og følgeerhverv samt til myndighedsopgaver vil udgøre ca. 29,2 mia. kr.


Se hele beretningen og kort fortalt – her.

Deltagere i statsrevisormødet:
Mette Abildgaard (KF), Leif Lahn Jensen (S), Mikkel Irminger Sarbo (RV), Serdal Benli (SF), Lars Christian Lilleholt (V) og Mohammad Rona (M)