Ny sekretariatschef hos Statsrevisorerne

01.11.2023

Statsrevisorerne har ansat en ny sekretariatschef, som får ansvar for betjening af Statsrevisorerne

Statsrevisorerne har ansat Michala Krakauer som ny sekretariatschef. Hun afløser Gitte Korff, som går på pension efter 18 år i stillingen.

Michala Krakauer (50) er uddannet cand.scient.adm. fra Roskilde Universitet og kommer fra en stilling som kontorchef i Rigsrevisionen, hvor hun har været siden 2000. 

I sin stilling vil Michala Krakauer få ansvaret for ledelsen af Statsrevisorernes Sekretariat, betjeningen af Statsrevisorerne og samarbejdsrelationerne til ministerier, Rigsrevisionen og Folketingets Udvalg og Administration.

»Statsrevisorerne står for mig som en helt særlig institution, som varetager en meget vigtig del af den parlamentariske kontrol. Fra min tid i Rigsrevisionen har jeg gennem mange år arbejdet med statslig revision og bidraget med beretninger til Statsrevisorernes arbejde. Derfor er det med stor glæde, at jeg nu selv bliver en del af arbejdet hos Statsrevisorerne. Jeg ser frem til at bistå de 6 Statsrevisorer i deres arbejde og til samarbejdet med ministerier, Rigsrevisionen og Folketingets Udvalg og Administration.«, siger Michala Krakauer.  

Den nye sekretariatschef tiltræder den 1. december 2023.