Skifteretternes tilsyn med dødsboer med bobestyrer er utilstrækkeligt

19.03.2021

Statsrevisorerne har den 19. marts 2021 afgivet Beretning 13/2020 om skifteretternes behandling af dødsboer med bobestyrer med denne bemærkning

Statsrevisorerne har anmodet om denne undersøgelse af skifteretternes behandling af klager over bobestyreres behandling af dødsboer.

Af de ca. 54.000 dødsfald, der er i Danmark om året, behandles ca. 6.000 dødsboer af en bobestyrer, der typisk er en advokat med autorisation. Et dødsbo behandles af en bobestyrer, hvis skifteretten har udpeget en sådan, hvis det fremgår af testamentet, hvis arvingerne har besluttet det, eller hvis boet antages at være insolvent. Arvinger og andre parter i sagen kan klage over bobestyreren til en af Danmarks 24 skifteretter. Klagen kan bl.a. omhandle bobestyrerens sagsbehandling, salær og habilitet. Der kan klages til landsretterne over skifteretternes afgørelser over klager over bobestyrere. 

Statsrevisorerne konstaterer, at der i perioden 2009-2019 årligt er klaget over bobestyrerne i gennemsnitligt 2,7 % af alle bobestyrersager, og at skifteretterne giver klagerne fuldt eller delvist medhold i 25 % af de realitetsbehandlede klager.

Statsrevisorerne finder, at skifteretternes stikprøvebaserede tilsyn med, om bobestyrerne overholder gældende regler, har været utilstrækkeligt i perioden 2016-2020. Dette begrundes i, at tilsynet alene har omfattet 1,3 % af bobestyrersagerne, på trods af at mere end hvert 3. tilsyn har ført til kritiske bemærkninger til bobestyreren. Hertil kommer, at landsretterne i 18 % af klagerne over skifteretternes afgørelser har givet klagerne fuldt eller delvist medhold eller hjemvist klagen til fornyet behandling hos skifteretten. Der er således risiko for, at bobestyrerne i flere tilfælde ikke overholder gældende regler, og at dette ikke opdages.

Statsrevisorerne bemærker, at der er store forskelle med hensyn til, hvor ofte skifteretterne har gennemført stikprøvebaserede tilsyn i perioden 2016-2020, varierende fra en tilsynsprocent på 5,2 % til 0 %. En stor del af skifteretterne – 10 ud af 24 skifteretter – har ikke udtaget en stikprøve minimum hvert 2. år, og 4 skifteretter har ikke udtaget en stikprøve inden for 4 år.

Ministerens svarfrist 2 måneder

Deltagere i statsrevisormødet:
Henrik Thorup (DF), Klaus Frandsen (RV), Frank Aaen (EL), Britt Bager (V), Mai Mercado (KF), Jesper Petersen (S)

Gitte Korff
Sekretariatschef
Telefon: 3337 5985