Begrænset kontrol med arbejdsklausuler i statens kontrakter

04.06.2020

Statsrevisorerne har den 4. juni 2020 afgivet Beretning 16/2019 om statens brug af og kontrol med arbejdsklausuler med denne bemærkning

Arbejdsklausuler skal sikre, at leverandøren og eventuelle underleverandører giver deres ansatte løn, arbejdstid og arbejdsvilkår, der ikke er mindre gunstige end dem, der gælder i henhold til en kollektiv overenskomst på området. 

Staten køber årligt ind for ca. 42 mia. kr. Statens institutioner skal i henhold til cirkulære om arbejdsklausuler i offentlige kontrakter skrive en arbejdsklausul ind i deres kontrakter med private leverandører. Erfaringsmæssigt er der størst risiko for social dumping og brud på arbejdsklausuler inden for brancher, der beskæftiger ufaglærte og udenlandske arbejdstagere. 

Rigsrevisionen har som de første undersøgt statens brug af og kontrol med arbejdsklausuler i statslige kontrakter inden for brancher med størst risiko for brud på arbejdsklausuler.  

Statsrevisorerne finder det meget utilfredsstillende, at 26 % af departementerne og 39 % af styrelserne i staten – i strid med reglerne – ikke har skrevet en arbejdsklausul ind i de kontrakter, de har indgået med private leverandører på bygge- og anlægsområdet og på det grønne område. 

Statsrevisorerne finder det meget utilfredsstillende, at 78 % af departementerne/styrelserne i perioden 2015-2019 – i strid med reglerne – ikke har ført den nødvendige kontrol med overholdelsen af arbejdsklausuler inden for brancher, hvor der er størst risiko for brud på arbejdsklausuler. 

Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at det er uklart, om det er Økonomistyrelsen eller ministerierne, der har ansvaret for kontrollen med overholdelsen af arbejdsklausuler og eventuel sanktionering i aftaler under Statens Indkøbsaftaler.

Statsrevisorerne bemærker:

  • At der på 4 ud af 5 udvalgte indkøbsaftaler i perioden 2015-2019 slet ikke er ført kontrol med overholdelsen af arbejdsklausuler på områder såsom vagtordninger, flytning, konference samt trykkeri, kopi og print. På én af indkøbsaftalerne - rengøringsaftalen - har en begrænset andel af departementerne og styrelserne (14 %) kontrolleret, om arbejdsklausulerne blev overholdt.
  • At ministerierne ikke har nedskrevne vurderinger af risikoen for brud på arbejdsklausulerne for deres kontrakter, hvilket må anses som en forudsætning for at kunne afgøre, hvor og hvordan kontrollen skal udføres.
  • At Økonomistyrelsen ikke har sikret, at der er en klar ansvarsfordeling mellem Økonomistyrelsen og ministerierne om, hvem der skal kontrollere overholdelsen af arbejdsklausulerne og sanktionere ved eventuelle brud på klausulerne. 

Ministrenes svarfrist: 3 mdr.

Deltagere i statsrevisormødet:
Henrik Thorup (DF), Klaus Frandsen (RV), Villum Christensen (LA), Frank Aaen (EL), Britt Bager (V), Flemming Møller Mortensen (S)

Gitte Korff
Sekretariatschef
Telefon: 3337 5985

Sideansvarlig: Jannie Sølvsteen