Fejl og mangler i forsvarets indkøb

06.12.2019

Statsrevisorerne har den 6. december 2019 afgivet Beretning nr. 8/2019 om indkøb hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse med denne bemærkning:

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse brugte i 2018 ca. 590 mio. kr. på at gennemføre vedligeholdelsesprojekter på Forsvarsministeriets bygninger og anlæg i Danmark. 

Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at Forsvarets indkøb på vedligeholdelsesområdet er forvaltet i strid med gældende regnskabsregler og ikke lever op til helt basale krav om registrering, dokumentation og kontrol af indkøb. Rigsrevisionens gennemgang af 64 vedligeholdelsesprojekter har vist, at der var helt basale fejl og mangler i 54 af projekterne, fx manglende funktionsadskillelse, mangelfulde forretningsgange og mangel på intern kontrol. 

Der er således høj risiko for, at der begås fejl, svig og berigelsesforbrydelser, når Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse foretager indkøb på vedligeholdelsesområdet – uden at Forsvarsministeriet efterfølgende kan opdage det. 

Statsrevisorerne er bekendt med, at der i én sag ved retten er rejst tiltale mod 2 tidligere medarbejdere fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse samt medarbejdere hos leverandører og underleverandører om mandatsvig, bedrageri og bestikkelse, og at der i en anden sag er indgivet politianmeldelse af yderligere 2 medarbejdere i styrelsen.

Statsrevisorerne kritiserer, at Forsvarsministeriet på dette område ikke har levet op til sit ansvar for at tilrettelægge regnskabs-væsenet og kontrollere, at reglerne overholdes. Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at ministeriet ikke i tide har underrettet Rigsrevisionen om konstaterede uregelmæssigheder. 

Statsrevisorerne finder det helt uacceptabelt, at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i flere tilfælde har givet Rigsrevisionen ufuldstændige og urigtige oplysninger. Statsrevisorerne påtaler, at dette er i strid med lov om revisionen af statens regnskaber m.m, § 12.


Ministerens svarfrist: 2 mdr.

Deltagere i statsrevisormødet:
Henrik Thorup (DF), Klaus Frandsen (RV), Villum Christensen (LA), Frank Aaen (EL), Britt Bager (V), Flemming Møller Mortensen (S)

Gitte Korff
Sekretariatschef
Telefon: 3337 5985

Sideansvarlig: Jannie Sølvsteen