Beretningen handler om effekten af aktivering af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. De ikke-arbejdsmarkeds-parate kontanthjælpsmodtagere har problemer ud over ledighed og indgår ikke i ledighedsstatistikken.
Formålet med undersøgelsen har været at vurdere, hvorvidt aktivering af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere har en positiv beskæftigelseseffekt. Rigsrevisionen har undersøgt, om Beskæftigelsesministeriet har sikret sig viden om effekten af aktivering af de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Rigsrevisionen har endvidere undersøgt, om aktivering bringer de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere i beskæftigelse i perioden 2006-2009.
Undersøgelsen er sat i gang på Rigsrevisionens initiativ.
Statsrevisorerne afgav beretningen og deres bemærkning til Folketinget 13. oktober 2010.