Betænkning afgivet af
Indfødsretsudvalget den 25. maj 2022
1. Ændringsforslag
Marie Krarup (UFG) har stillet 2
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, SF, RV, EL og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret. Flertallet vil stemme imod de
stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (DF og Marie Krarup (UFG)) indstiller lovforslaget til
vedtagelse med de stillede
ændringsforslag. Såfremt de stillede
ændringsforslag ikke vedtages, vil mindretallet stemme imod
lovforslagets endelige vedtagelse.
Et andet
mindretal i udvalget (NB) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Liberal Alliance, Frie Grønne,
Alternativet, Kristendemokraterne, Moderaterne, Inuit Ataqatigiit,
Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Venstre
Venstres medlemmer af udvalget finder, at
det danske statsborgerskab er noget helt unikt. Det er den fineste
gave, man kan modtage af det danske samfund, og det er en gave, man
skal gøre sig fortjent til. Derfor skal der stilles strenge
krav til dem, der ønsker at være en del af det danske
fællesskab. Af den grund medvirkede V i den politiske aftale
om nye regler for tildeling af statsborgerskab, der blev
indgået den 20. april 2021. Her skærpedes kravene til
eksempelvis beskæftigelse og vandel, og der blev
indført et fornyet fokus på danske værdier,
hvilket V finder fornuftigt. V støtter lovforslaget.
Radikale Venstre
Radikale Venstres medlem af udvalget
gratulerer de kvinder, mænd og børn, som har opfyldt
alle de svære krav og nu er kommet på lovforslaget.
Det fremgår af den nye
indfødsretsaftale, som regeringen har indgået med
Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance, at
»Regeringen forpligter sig med aftalen til i fremtidige
lovforslag om indfødsrets meddelelse på baggrund af
ansøgernes statsborgerskab at anføre ansøgerne
i områdegrupperne nordiske lande, andre vestlige lande,
MENAP-lande samt Tyrkiet og andre ikke-vestlige lande.«
Nærværende lovforslag
indeholder således særskilte afsnit med oplistning af
statsborgerskabsområderne »lande i Norden«,
»andre vestlige lande end lande i Norden«,
»statsløse eller statsborgere i MENAP-lande eller
Tyrkiet« og »andre ikkevestlige lande end MENAP-lande
og Tyrkiet«.
Oplysningerne er fremgået af
tidligere lovforslag om indfødsrets meddelelse, så det
er selve kravet om gruppering, der nu er fastslået i
indfødsretsaftalen.
Vi har jo alle vidst, at aftalen er blevet
affyringsrampe for et muligt ændringsforslag om opdeling af
lovforslaget. Vi har også alle vidst, at
spørgsmålet nu er, om der i Folketinget er flertal for
at stemme for ændringsforslagene om at udskille godkendte
statsborgerskabsansøgere, der kommer fra muslimske lande,
således at de ikke får statsborgerskab.
Det fremgår af
statsborgerretskonventionens artikel 5, at »En kontraherende
stats regler vedrørende statsborgerret må ikke
indeholde forskelle eller omfatte praksis, der indebærer, at
der finder forskelsbehandling sted på grund af køn,
religion, race, hudfarve, national eller etnisk
oprindelse.«
Udlændinge- og
Integrationsministeriets jurister har i et notat af 24. februar
2021 vurderet, at staten kan ifalde erstatningsansvar ved en
opdeling af lovforslag om indfødsrets meddelelse efter lande
eller områder. Dette forudsat, at et flertal konsekvent
stemmer nej til lovforslag med MENAPT-landeansøgere -
så vil disse personer kunne rejse et erstatningskrav mod
Danmark for at handle i strid med Danmarks internationale
forpligtelser.
I RV er vi rystet over
indfødsretsaftalen, og vi er chokeret over
ændringsforslagene om udskillelse af godkendte
ansøgere fra MENAPT-lande.
Men vi vil i RV blive ved med at arbejde
for, at Danmark overholder retsprincipper og konventioner, og
arbejde for, at Folketinget ikke kommer til at ulejlige
skatteyderne med at skulle betale erstatninger via
fælleskassen.
Endelig skal det tilføjes, at der
desværre er et oprydningsarbejde, som RV er noget skuffet
over at ministeren ikke har foretaget:
- Der mangler
begrundelse ved afslag fra Indfødsretsudvalget, jf.
statsborgerretskonventionens artikel 11.
- Ministeren
ved, at der er medlemmer i udvalget, der har udtalt, at de stemmer
imod tildeling af statsborgerskab på baggrund af
ansøgers religion og ansøgers oprindelsesland.
- Ministeren ved
også, at der ved afslag fra Indfødsretskontoret eller
udvalget ikke i alle tilfælde orienteres om
forelæggelse for Indfødsretsudvalget eller mulighed
for indbringelse for de ordinære domstole.
Så spørgsmålet er
selvfølgelig, om ministeren agerer efter forvaltningslovens
§ 7 om vejledningspligt eller i det hele taget bekymrer sig om
forvaltningsloven.
RV ønsker hermed at minde ministeren
om, at det har vist sig, at når flertal skifter ved
folketingsvalg, kan der opstå et flertal, som går op i,
om forvaltningsloven er overholdt.
Men tillykke til dem, som nu ifølge
dette lovforslag rent faktisk er godkendte
statsborgerskabsansøgere. RV støtter hermed forslag
til lov om indfødsrets meddelelse.
Dansk Folkeparti
Dansk Folkepartis medlem af udvalget
bemærker, at der er opført personer på
lovforslaget, der ifølge de foreliggende oplysninger
offentligt tilkendegiver støtte til islamistiske
synspunkter, organisationer og repræsentanter, herunder
religiøse forkyndere, der har indrejseforbud i Danmark, og
fængselsdømte islamister. DF støtter bl.a.
på den baggrund de stillede ændringsforslag, der
indebærer, at ansøgere fra MENAPT-lande udskilles fra
lovforslaget. Såfremt ændringsforslagene ikke vedtages,
vil DF være nødsaget til at stemme nej til
lovforslaget ved 3. behandling, eftersom loven i uændret
udgave vil bidrage til tildeling af statsborgerskab til personer
fra en række mellemøstlige lande og en yderligere
islamisering af Danmark. DF ønsker at stoppe islamiseringen
af Danmark.
4. Ændringsforslag med
bermærkninger
Ændringsforslag
Til § 3
Af Marie Krarup
(UFG), tiltrådt af et mindretal
(DF og NB):
1)
Paragraffen udgår.
[Udskillelse af personer, som er
statsløse eller statsborgere i MENAPT-lande]
Til § 8
2)
Paragraffen udgår
[Udskillelse af personer, som er
statsløse eller statsborgere i MENAPT-lande, og hvis
tildeling af statsborgerskab er betinget af deltagelse i en
grundlovsceremoni]
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Ændringsforslaget indebærer, at
§§ 3 og 8, som indeholder statsløse personer og
personer, der er statsborgere i MENAPT-lande, udgår af dette
lovforslag med henblik på at sætte dem på en
særskilt lov. Marie Krarup (UFG) ønsker at behandle
tildeling af statsborgerskaber til personer fra islamiske lande i
særskilt proces, da Marie Krarup (UFG) ikke ønsker en
islamisering af Danmark, men et loft over antallet af personer fra
disse lande.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 28. april
2022 og var til 1. behandling den 5. maj 2022. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i
Indfødsretsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 7 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
27 spørgsmål til udlændinge- og
integrationsministeren til skriftlig besvarelse, og ministeren har
besvaret spørgsmål 1-26. Spørgsmål 27
forventes besvaret inden 2. behandling af lovforslaget.
Birgitte Vind (S) Camilla
Fabricius (S) Lars Aslan Rasmussen (S) Malte Larsen (S) Rasmus
Stoklund (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Carl Valentin (SF) Susan
Kronborg (RV) Pernille Skipper (EL) Anne Rasmussen (V) nfmd. Morten Dahlin (V) Kim Valentin
(V) Mads Fuglede (V) Marie Krarup (UFG) fmd. Peter Skaarup (DF) Marcus Knuth
(KF) Mette Thiesen (NB)
Liberal Alliance, Frie Grønne,
Alternativet, Kristendemokraterne, Moderaterne, Inuit Ataqatigiit,
Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke
medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 10 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Frie Grønne, Danmarks Nye
Venstrefløjsparti (FG) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Moderaterne (M) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 9 | |