B 60 Forslag til folketingsbeslutning om kortlægning af forfølgelsen af kristne i de lande, som Danmark samarbejder med.

Udvalg: Udenrigsudvalget
Samling: 2020-21
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 30-10-2020

Fremsat den 30. oktober 2020 af Morten Messerschmidt (DF), Lise Bech (DF), René Christensen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Peter Skaarup (DF)

20201_b60_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 30. oktober 2020 af Morten Messerschmidt (DF), Lise Bech (DF), René Christensen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om kortlægning af forfølgelsen af kristne i de lande, som Danmark samarbejder med

Folketinget pålægger regeringen efter britisk model at udarbejde en rapport, der minutiøst kortlægger forfølgelsen af kristne i de lande, som Danmark samarbejder med, og igangsætter en uafhængig undersøgelse af Udenrigsministeriets arbejde for tros- og religionsfrihed.

Bemærkninger til forslaget

Ifølge organisationen Åbne Døre er antallet af forfulgte kristne de seneste år steget fra 280 til 310 millioner. Især i Nordkorea, Afghanistan, Somalia, Sudan, Pakistan, Eritrea, Libyen, Irak, Yemen og Iran er forholdene alvorlige. Og det kalder på handling, ikke mindst fordi Danmark enten gennem samhandel, ulandsbistand og/eller almindeligt diplomati har en kontakt til de ansvarlige regeringer og har indflydelse på deres regeringsførelse. Ligesom Danmark har en økonomisk interesse i at sikre den økonomiske stabilitet og udvikling i de lande, vi deler økonomiske interesser med, har vi som folk og nation en moralsk pligt til at støtte og bistå andre kristne rundt om i verden. Der er derfor brug for i langt højere grad at indtænke en dansk politik til støtte for forfulgte kristne verden over horisontalt i vores udviklings- og udenrigspolitik. Forslagsstillerne ønsker derfor, at Udenrigsministeriet lader sig inspirere af Storbritannien, hvor det britiske udenrigsministerium i 2019 udgav en rapport om kristenforfølgelser (»Bishop of Truro's Independent Review of the Foreign Secretary of FCO Support for Persecuted Chritians«, Bishop Philip Mounstephen, July 2019). Den anglikanske biskop af Truro i Cornwall, Philip Mounstephen, har haft ansvaret for at udarbejde rapporten, der systematisk dokumenterer overgreb på og forfølgelser af kristne verden over.

Også i Danmark har rapporten om kristenforfølgelser vagt opsigt. Eksempelvis har biskop emeritus Karsten Nissen gjort opmærksom på, hvordan rapporten rummer alarmerende meldinger om en verden, hvor det er stadig vanskeligere at være kristen. Forslagsstillerne ønsker, at denne bekymring også tages alvorligt politisk. Som formand for Tænketanken for Forfulgte kristne har den tidligere biskop Karsten Nissen beskrevet, hvordan kristne i eksempelvis Egypten og Sri Lanka er blevet udsat for terrorangreb under påskefejringen, mens lignende forfølgelser også ses i andre lande i Mellemøsten, Afrika og Asien. Der henvises til artiklen »Danmark har et medansvar for forfølgelse af kristne«, https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE11662140/danmark-har-et-medansvar-for-forfoelgelse-af-kristne/, Karsten Nissen, Jyllands-Posten den 9. oktober 2019. Forslagsstillerne ønsker, at Danmark følger i briternes fodspor og ikke mindst i de lande, Danmark samarbejder med, for at få overblik over situationens alvor. Biskop Mounstephens rapport beskriver en dybt bekymrende situation, hvor millioner af kristne årligt udsættes for diskrimination over en bred kam - fra uddannelses- og erhvervsmuligheder, over arve- og familieret til direkte voldelige forfølgelser, hvor tusindvis af kristne årligt mister livet, alene fordi de er kristne. Dette må ikke passere upåtalt.

Rapporten indeholder desuden på side 130 og 131 en række konkrete anbefalinger om, hvordan man kan styrke den politiske indsats for beskyttelse af forfulgte kristne, som Udenrigsministeriet bør lade sig inspirere af (»Bishop of Truro's Independent Review of the Foreign Secretary of FCO Support for Persecuted Chritians«, Philip Mounstephen, July 2019, side 130-131).

Med nærværende beslutningsforslag pålægger Folketinget følgelig regeringen efter britisk model at udarbejde en rapport, der minutiøst kortlægger forfølgelsen af de kristne i de lande, som Danmark samarbejder med, og at igangsætte en uafhængig undersøgelse af Udenrigsministeriets arbejde for tros- og religionsfrihed.

Skriftlig fremsættelse

Morten Messerschmidt (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om kortlægning af forfølgelsen af kristne i de lande, som Danmark samarbejder med.

(Beslutningsforslag nr. B 60)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.