- 61 udvalgsmøder
- behandling af 9 lovforslag og 2 beslutningsforslag
- 47 samrådsspørgsmål fra udvalget
- 871 udvalgsspørgsmål fra udvalget
- 4 skriftlige henvendelser til udvalget
Behandling af bevillingsansøgninger kaldet aktstykker udgør en betydelig del af udvalgets arbejde. Med et aktstykke får en minister bevillingsmæssig hjemmel til en ny eller ændret disposition i løbet af finansåret. Aktstykker behandles på de ugentlige møder i udvalget. Antallet af aktstykker var i folketingsåret 422 (inklusive de fortrolige aktstykker), hvilket er det hidtil højeste antal nogensinde. Antallet var også højt i folketingsåret 2020-21, nemlig 394, mens det tidligere har ligget på mellem 160 og 200 aktstykker om året. Det høje antal kan i nogen grad tilskrives håndteringen af coronapandemien og krigen i Ukraine.
Møder
Udvalget havde møder med de økonomiske vismænd den 12. oktober 2021 og den 2. juni 2022, hvor man drøftede vismændenes halvårlige rapporter om dansk økonomi. Herudover mødtes udvalget den 25. november 2021 med Nationalbankens direktion for at få en orientering om aktuelle økonomisk-politiske problemstillinger.
Udvalget havde sammen med Skatteudvalget møde med Statsrevisorerne og Rigsrevisionen den 22. september 2022, hvor beretning om revisionen af statsregnskabet for 2021 og beretning om revisionen af statens forvaltning i 2021 blev drøftet.
På EU-siden blev der afholdt fælles møder med Europaudvalget om det europæiske semester den 2. december 2021, den 11. februar 2022 og den 15. juni 2022.
Teknisk gennemgang
Den 2., 6., 7. og 8. september 2022 holdt udvalget teknisk gennemgang af finanslovsforslaget for 2023 med deltagelse af de relevante ministre og embedsmænd fra ministerierne. Alle ministerområder med undtagelse af Statsministeriet og Kirkeministeriet blev gennemgået.
Rejse
Udvalget var på studietur til Berlin og Warszawa den 26.-29. juni 2022. Rejsen blev gennemført i lyset af krigen i Ukraine og i forlængelse af aftalen »Nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik« af 4. marts 2022 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti.
Rejsen gav udvalget indsigt i, hvordan de økonomiske konsekvenser af den nuværende sikkerhedspolitiske situation, herunder øgede forsvarsudgifter, den stigende inflation, stigende energiog fødevarepriser m.v., håndteres og finansieres i henholdsvis Tyskland og Polen.