Finansministeriets udstedelse af 30-årige statsobligationer har været utilfredsstillende

22.04.2022

Statsrevisorerne har den 25. april 2022 afgivet Beretning 15/2021 om Finansministeriets udstedelse af 30-årige statsobligationer i 2008 med denne bemærkning

Statsrevisorerne har anmodet Rigsrevisionen om at udarbejde denne undersøgelse af, om Finansministeriets udstedelse af 30-årige statsobligationer i 2008 var velbegrundet og i overensstemmelse med målsætningerne for statsgældspolitikken. Statsrevisorerne har også anmodet om en undersøgelse af, om finansministeren har videregivet alle relevante oplysninger om udstedelsen og begrundelsen herfor til Folketinget.

I Danmark forvalter Nationalbanken statsgælden på vegne af Finansministeriet. Ifølge aftalen om arbejdsfordelingen på statsgældsområdet har Finansministeriet det overordnede og politiske ansvar for statens låntagning og gæld, herunder relationerne til Folketinget, mens forvaltningen af statsgælden varetages af Nationalbanken på vegne af Finansministeriet. 

Nationalbanken har i 2008 udstedt i alt 87,6 mia. kr. i 30-årige statsobligationer, som udløber i november 2039. Det var primært forsikrings- og pensionssektoren, der købte de 30-årige statsobligationer.

Statsrevisorerne konstaterer, at Finansministeriet i oktober 2008 har begrundet den første udstedelse af 30-årige statsobligationer på op til 60 mia. kr. i overensstemmelse med statsgældspolitikken, idet begrundelsen bl.a. var at understøtte den danske fastkurspolitik. Dette gør sig dog ikke gældende for udvidelsen af udstedelsesomfanget til 80 mia. kr. i november 2008, som alene var begrundet i en fortsat kraftig efterspørgsel, eller for udvidelsen til 90 mia. kr. i december 2008, som hverken var begrundet eller dokumeneret. 

Statsrevisorerne finder det meget utilfredsstillende, at Finansministeriet ikke har begrundet udstedelsen af 30-årige statsobligationer for 27,6 mia. kr. ud af i alt 87,6 mia. kr. ud fra formål i statsgældspolitikken. Udstedelsen af 30-årige statsobligationer for 27,6 mia. kr. har samtidig påført staten højere renteudgifter end nødvendigt. 

Statsrevisorerne finder det endvidere meget utilfredsstillende, at finansministeren ikke videregav alle relevante oplysninger om udstedelsen af de 30-årige statsobligationer i 2008 til Folketinget ved det åbne samråd i 2017. Først efter Statsrevisorernes undersøgelsesanmodning har finansministeren i november 2021 sendt flere dokumenter til Folketinget, der belyser korrespondancen mellem Nationalbanken og Finansministeriet om udstedelsen i 2008.

Statsrevisorerne hæfter sig særligt ved følgende resultater fra undersøgelsen:

  • Finansministeriet har ikke dokumenteret, hvornår udstedelsesomfanget af 30-årige statsobligationer blev øget fra  80 mia. kr. til  90 mia. kr.
  • Udstedelsen af 30-årige statsobligationer i 2008 for op til 60 mia. kr. skete på baggrund af forslag fra Nationalbanken og var begrundet med behov for at styrke valutareserven og med efterspørgsel fra pensionssektoren. Udstedelsen af 30-årige statsobligationer for yderligere 27,6 mia. kr. var alene begrundet med et efterspørgselsbehov uden saglig forklaring på, hvorfor staten havde en interesse i at øge udstedelsesomfanget.
  • De samlede omkostninger frem til 2039 med udstedelsen af i alt 87,6 mia. kr. i 30-årige statsobligationer er ca. 119,5 mia. kr.
  • Udstedelsen af 30-årige statsobligationer for yderligere 27,6 mia. kr. betyder, at statens renteudgifter efter udstedelsen blev ca. 1,24 mia. kr. højere p.a., end hvis der kun var blevet udstedt 30-årige statsobligationer for 60 mia. kr.
  • Finansministeren oplyste ikke i januar 2017 og ej heller i februar 2021 Finansudvalget om al den relevante kontakt, der var mellem Nationalbanken og Finansministeriet i forbindelse med udstedelsen af de 30-årige statsobligationer i 2008.
  • Finansministeren har ikke oplyst over for Folketinget, at der i 2008 forelå en forståelse mellem ATP og Nationalbanken om at styrke valutareserven. 

Ministerens svarfrist: 2 mdr.

Deltagere i statsrevisormødet:
Henrik Thorup (DF), Klaus Frandsen (RV), Frank Aaen (EL), Mette Abildgaard (KF), Leif Lahn Jensen (S), Troels Lund Poulsen (V)

Gitte Korff
Sekretariatschef
Telefon: 3337 5985

Sideansvarlig: Jannie Sølvsteen