Beretning nr. 15/2007 om viden om effekter af de sociale indsatser

Status: Afsluttet

Om Statsrevisorenes beretning

Beretningen handler om Velfærdsministeriets arbejde for, at de sociale indsatser bliver baseret på viden om effekt. Rigsrevisionen har selv igangsat undersøgelsen. De sociale indsatser har ofte stor betydning for de berørte borgeres liv, og det er derfor væsentligt at vide, hvilke indsatser der virker, og hvilke der ikke gør. I dag er der imidlertid begrænset viden om effekterne af de sociale indsatser. Formålet med beretningen er at vurdere, om Velfærdsministeriet i højere grad end tidligere medvirker til, at de sociale indsatser baseres på viden om, hvad der virker.

Velfærdsministeriet kan direkte medvirke til at sætte rammerne for de sociale indsatser gennem det lovforberedende arbejde, fx i tilknytning til serviceloven, og gennem administrationen af satspuljerne. Det er kommunerne, der har ansvaret for den praktiske gennemførelse af de sociale indsatser. Ministeriet kan dog påvirke kommunernes tilrettelæggelse og udførelse af de sociale indsatser gennem vejledning, opsamling og formidling af viden om effekt.

Rigsrevisionen har derfor undersøgt, om Velfærdsministeriet har en strategi for sit arbejde med at basere de sociale indsatser på viden om effekt. Rigsrevisionen har endvidere undersøgt, om Velfærdsministeriet medvirker til, at sociallovgivningen fremover kan baseres på viden om effekt, om Velfærdsministeriet sikrer et større fokus på effekter i forvaltningen af satspuljerne til socialt udsatte grupper, samt om Velfærdsministeriet medvirker til, at kommunerne fremover kan basere de sociale indsatser på viden om effekt.

Statsrevisorerne afgav beretningen og deres bemærkning til Folketinget 16. juni 2008.

Beretning om viden om effekter af de sociale indsatser

SR1507 (pdf-version)
Html-version