Ministeren vil ikke blande sig i Flygtningenævnets afgørelse, men det, ministeren som udlændingeminister kan og bør blande sig i, er selvfølgelig, hvad det er for en udlændingepolitik, vi fører i Danmark. Det er ikke nogen hemmelighed, at Dansk Folkeparti mener, at den her afgørelse fra Flygtningenævnet er en regulær udlændingepolitisk katastrofe. Statsløse palæstinensere er ubetinget den gruppe, der klarer sig dårligst i alle tænkelige statistikker. Det gælder alt lige fra forsørgelse til kriminalitet og generel kulturel tilpasning. Eksempelvis lavede man tilbage i 1992 palæstinenserloven, hvor Pia Kjærsgaard stod som den eneste og råbte til Socialdemokratiet og De Radikale, at det var en regulær katastrofe. Alligevel indførte man den med den konsekvens, at 30 år efter er størstedelen af de statsløse palæstinensere, der dengang fik opholdstilladelse i Danmark, dømt for lovovertrædelser efter straffeloven. Det er da dybt, dybt uholdbart.
Synes ministeren ikke, at det er vanvittig bekymrende, at mennesker nu får ret til at komme ind i Danmark og formentlig få permanent ophold resten af deres liv? For når du er statsløs palæstinenser og eksempelvis får børn i Danmark, arver de børn et statsborgerskab uden at skulle leve op til et eneste krav i vores indfødsretslovgivning, og forældrene får formentlig også lov at blive på grund af diverse tilknytningskrav og på grund af menneskerettighedskonventionens artikel 8, og jeg ved ikke hvad. De mennesker ender med aldrig nogen sinde at forlade Danmark, og det er de mennesker, der klarer sig absolut dårligst i stort set samtlige statistikker.
Det her kan få fatale konsekvenser for trygheden og sikkerheden for Danmark i det hele taget, og ministeren trækker lidt på skuldrene og siger, at han ikke blander sig i Flygtningenævnets afgørelse. Jeg vil gerne spørge ministeren: Hvad har han helt konkret tænkt sig at gøre, for at vi indretter vores udlændingelovgivning på en sådan måde, at de her mennesker aldrig nogen sinde kommer til Danmark?