L 20 Forslag til lov om ændring af lov om luftfart.

(Luftfartøjers adgang til luftfart inden for dansk område, delegation til private af visse opgaver på droneområdet og ændring af rammerne for Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbanes undersøgelser m.v.).

Af: Transportminister Thomas Danielsen (V)
Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 30-11-2023

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 30. november 2023

20231_l20_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 30. november 2023

Forslag

til

Lov om ændring af lov om luftfart

(Luftfartøjers adgang til luftfart inden for dansk område, delegation til private af visse opgaver på droneområdet og ændring af rammerne for Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbanes undersøgelser m.v.)

§ 1

I lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 1149 af 13. oktober 2017, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 2399 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer:

1. § 2 affattes således:

 »§ 2. Luftfart inden for dansk område kan kun finde sted med luftfartøjer, som har

a) dansk nationalitet,

b) nationalitet i et EU- eller EØS-land,

c) nationalitet i et tredjeland, der har en overenskomst med Danmark om ret til luftfart inden for dansk område, eller

d) særlig tilladelse fra transportministeren.

Stk. 2. Når et luftfartøj som nævnt i stk. 1, litra b, primært anvendes til privatflyvning inden for dansk område i en periode på mere end 2 måneder, skal ejeren eller brugeren give meddelelse til Trafikstyrelsen herom. Meddelelsen skal indeholde meddelerens kontaktoplysninger, oplysninger om luftfartøjets type og registrering og oplysning om, hvor i Danmark luftfartøjet har base.

Stk. 3. Tilladelse som nævnt i stk. 1, litra d, meddeles med sådanne vilkår, som i det enkelte tilfælde findes påkrævet for at sikre, at luftfarten foregår på betryggende måde, eller som i øvrigt findes nødvendige af almene hensyn.«

2. I § 20, stk. 3, ændres »litra c« til: »litra d«.

3. I § 21, stk. 2, ændres »litra b« til: »litra c«.

4. I § 21, stk. 3, ændres »litra c« til: »litra d«.

5. I § 130, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 3, ændres »litra c« til: »litra d«.

6. I § 130, stk. 3, ændres »litra b« til: »litra c«.

7. I § 134 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »Havarikommissionen« til: »Kommissionen«, og i 2. pkt. ændres »Havarikommissi‍onen benævnes« til: »Kommissionen benævnes«.

8. I § 136, stk. 1, nr. 3, udgår »og«.

9. I § 136, stk. 1, nr. 4, ændres »undersøgelsen.« til: »undersøgelsen, og«.

10. I § 136, stk. 1, indsættes som nr. 5:

»5) havarier, hvor civile luftfartøjer med en maksimal startvægt på 2.250 kg eller derunder er indblandet, når de finder sted over eller på dansk territorium, og hvor der opstår fatal eller alvorlig tilskadekomst, dog ikke havarier, hvor udelukkende faldskærm, dragefly, glideskærm eller paratrike er indblandet.«

11. I § 136, stk. 3, § 137, stk. 1, § 138, stk. 2, § 139, stk. 1, § 140, stk. 5, § 142, stk. 1, 1. pkt., og § 144 b, stk. 2, ændres »havarikommissionen« til: »Havarikommissionen«.

12. I § 138, stk. 1, 2. pkt., § 142, stk. 2, 1. pkt., og § 144 b, stk. 1, ændres »kommissionens« til: »Havarikommissionens«.

13. I § 138, stk. 1, 2. pkt., § 139, stk. 1 og 2, § 143, stk. 1 og stk. 3, 1. pkt., § 144 a, stk. 1 og 2, og § 144 b, stk. 5, ændres »kommissionen« til: »Havarikommissionen«.

14. I § 140, stk. 3, § 142, stk. 2, 2. pkt., § 143, stk. 2, § 144 og § 144 b, stk. 6, ændres »Kommissionen« til: »Havarikommissionen«.

15. I § 144 a, stk. 1, ændres »Kommissionens« til: »Havarikommissionens«.

16. § 144 b, stk. 7, affattes således:

»Stk. 7. Transportministeren kan anmode Havarikommissionen om at foretage yderligere undersøgelser i en sag.«

17. I § 149, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »§ 2, stk. 1«: »og 2«.

18. I § 152 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Ministeren kan overlade beføjelser til at træffe afgørelser på droneområdet, som efter loven er tillagt ministeren eller Trafikstyrelsen, eller som efter EU-forordninger på droneområdet er tillagt den kompetente eller bemyndigende myndighed, til

1) andre offentlige myndigheder,

2) private organisationer,

3) virksomheder eller

4) sagkyndige.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

19. I § 152, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres »endvidere« til: »i øvrigt«.

20. I § 152, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter »stk. 2«: »og 3«.

21. § 153 b affattes således:

 »§ 153 b. Transportministeren kan fastsætte regler om, at ansøgninger, klager og andre henvendelser vedrørende luftfartsområdet, herunder EU-forordninger på luftfartsområdet, skal sendes til Trafikstyrelsen ved anvendelse af en digital løsning, som Trafikstyrelsen stiller til rådighed. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at ansøgninger, klager og andre henvendelser, der ikke sendes ved anvendelse af en digital løsning, som Trafikstyrelsen stiller til rådighed, kan afvises af Trafikstyrelsen, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvordan en borger eller en virksomhed, der ikke kan anvende en digital løsning, kan sende en ansøgning, klage eller henvendelse.

Stk. 3. Transportministeren kan fastsætte regler om, at Trafikstyrelsen helt ekstraordinært kan undlade at afvise en ansøgning, klage eller henvendelse, der ikke er sendt ved anvendelse af en digital løsning, som Trafikstyrelsen stiller til rådighed.

Stk. 4. En digital ansøgning, klage eller henvendelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for Trafikstyrelsen.

Stk. 5. Transportministeren kan fastsætte regler om, at adgang til de digitale løsninger, som Trafikstyrelsen stiller til rådighed, skal foregå via elektroniske identifikationsordninger.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2024.

Stk. 2. Tilladelser meddelt efter den hidtil gældende § 2, stk. 1, litra c, i lov om luftfart bevarer deres gyldighed, indtil disse tilladelser udløber.

Stk. 3. Regler fastsat i medfør af § 152, stk. 3, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 1149 af 13. oktober 2017, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af § 152, stk. 4, i lov om luftfart, jf. denne lovs § 1, nr. 18.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.