L 72 A Forslag til lov om ændring af sømandsbeskatningsloven, tonnageskatteloven og forskellige andre love.

(Tilpasning af DIS-ordningen og tonnageskatteordningen til EU-retten på baggrund af krav fra Kommissionen m.v.).

Af: Skatteminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 17-12-2019

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 17. december 2019

20191_l72a_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 17. december 2019

Forslag

til

Lov om ændring af sømandsbeskatningsloven, tonnageskatteloven og forskellige andre love

(Tilpasning af DIS-ordningen og tonnageskatteordningen til EU-retten på baggrund af krav fra Kommissionen)

§ 1

I sømandsbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 839 af 9. august 2019, som ændret ved § 2 i lov nr. 1886 af 29. december 2015 og § 3 i lov nr. 359 af 29. april 2018, foretages følgende ændringer:

1. Overskriften før § 5 affattes således:

»Beskatning ved arbejde om bord på skibe, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister eller skibsregistre i andre EU- eller EØS-medlemsstater«.

2. Efter § 5 a indsættes:

»§ 5 b. § 5 finder tilsvarende anvendelse for personer, der er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 2, eller kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2, og som erhverver lønindkomst ved arbejde om bord på et udenlandsk skib, der er registreret med hjemsted i en EU- eller EØS-medlemsstat og sejler under et flag fra en EU- eller EØS-medlemsstat, såfremt skibet udelukkende anvendes til formål, der vil kunne omfattes af tonnageskattelovens § 6 eller § 8 a, nr. 1 eller 2 eller nr. 3, 1. pkt., hvor betingelsen i 2. pkt. ikke finder tilsvarende anvendelse, eller nr. 4-6.

Stk. 2. Skattefritagelse efter stk. 1 er betinget af, at arbejdsgiveren er godkendt af told- og skatteforvaltningen efter § 11 a. Det er endvidere en betingelse, at skibet ikke anvendes til sejlads med passagerer mellem danske havne. 2. pkt. gælder dog ikke ved fart til og fra havanlæg.«

3. § 7 affattes således:

»§ 7. Ved arbejde om bord på et skib, som sejler i regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU- eller EØS-medlemsstater, finder § 5 kun anvendelse på personer, der er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 2, og som er statsborgere i en EU- eller EØS-medlemsstat. Det er en betingelse, at skibet er registreret med hjemsted i en EU- eller EØS-medlemsstat og sejler under et flag fra en EU- eller EØS-medlemsstat.«

4. Efter § 11 indsættes:

»§ 11 a. En arbejdsgiver med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark skal være godkendt af told- og skatteforvaltningen til at udbetale skattefri nettoløn efter §§ 5-8. Godkendelsen må ikke være tilbagekaldt, jf. stk. 3.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen godkender en arbejdsgiver efter stk. 1, når følgende betingelser er opfyldt:

1) Arbejdsgiveren skal være berettiget til at udbetale nettoløn efter §§ 5-8.

2) Arbejdsgiveren skal opfylde de betingelser, der stilles til en tilsvarende arbejdsgiver med skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, og indvillige i at påtage sig de forpligtelser, der påhviler en tilsvarende arbejdsgiver med skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister.

3) Det skal være muligt i medfør af Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF som ændret ved Rådets direktiv 2014/107/EU af 9. december 2014, Rådets direktiv 2015/2376/EU af 8. december 2015 og Rådets direktiv 2016/881/EU af 25. maj 2016 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet, Rådets direktiv 2016/2258/EU af 6. december 2016 for så vidt angår skattemyndighedernes adgang til oplysninger indberettet i henhold til hvidvaskreguleringen og Rådets direktiv 2018/822 af 25. maj 2018 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet i forbindelse med indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger, en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden aftale om udveksling af oplysninger at verificere arbejdsgiverens dokumentation vedrørende forpligtelserne som nævnt i nr. 2.

Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen tilbagekalder en godkendelse efter stk. 1, hvis betingelserne for godkendelse ikke længere er opfyldt. Tilbagekaldes godkendelsen, ophører arbejdsgiverens mulighed for at udbetale skattefri nettoløn efter §§ 5-8 på tidspunktet for tilbagekaldelsen.

Stk. 4. Omregning fra fremmed valuta i forbindelse med indberetning af nettoløn efter §§ 5-8 sker til Nationalbankens middelkurs på forfalds- eller udbetalingstidspunktet.

Stk. 5. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse af arbejdsgivere med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark efter stk. 1 og 2, herunder om indberetning, oplysning og hæftelse, samt om tilbagekaldelse efter stk. 3.«

5. Efter § 16 indsættes før overskriften før § 17:

»§ 16 a. Fra og med indkomståret 2017 til og med indkomståret 2018 finder § 5 ikke anvendelse ved arbejde om bord på skibe, der udfører virksomhed omfattet af tonnageskattelovens § 8 a, nr. 1-3, virksomhed omfattet af tonnageskattelovens § 8 a, nr. 4, med nedlægning, inspektion og reparation af rørledninger på havbunden, herunder rendegravning i den forbindelse, eller virksomhed omfattet af tonnageskattelovens § 8 a, nr. 5 eller 6.«

§ 2

I tonnageskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 945 af 6. august 2015, som ændret ved § 1 i lov nr. 1886 af 29. december 2015, § 24 i lov nr. 1555 af 19. december 2017 og § 8 i lov nr. 1726 af 27. december 2018, foretages følgende ændringer:

1. I § 6, stk. 1, 2. pkt., ændres »Danmark« til: »en eller flere stater, der er medlem af EU eller EØS«.

2. I § 6 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Hvis den bruttotonnage, som et rederi i gennemsnit over et indkomstår udlejer eller videreudlejer uden besætning (bareboatcharter), er større end 50 pct. af den samlede bruttotonnage fra rederivirksomhed, jf. stk. 1, beskattes indkomst fra den overskydende del efter skattelovgivningens almindelige regler. Den overskydende indkomst beregnes som den andel af den samlede positive bruttoindtjening før afskrivninger og finansielle poster opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler, som svarer til forholdet mellem den overskydende del af den udlejede bruttotonnage og den samlede bruttotonnage fra rederivirksomhed, som rederiet har til rådighed. For rederier, der skal træffe samme valg, for så vidt angår tonnageskatteordningen, jf. § 3, stk. 1, gælder bestemmelserne i 1. og 2. pkt. for de koncernforbundne rederier under ét. Ved vurderingen af, om grænsen på 50 pct. er overholdt, jf. 1. pkt., medregnes ikke udlejning eller videreudlejning uden besætning, der sker mellem koncernforbundne selskaber, der er hjemmehørende i en EU- eller EØS-medlemsstat.«

3. I § 10, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »omfattet af tonnageskatteordningen«: », jf. dog stk. 3«.

4. I § 10 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Hvis omsætning ved tilknyttet virksomhed som nævnt i stk. 2 udgør 50 pct. eller mere af den samlede omsætning, beskattes indkomst fra den overskydende del efter skattelovgivningens almindelige regler. Den overskydende indkomst beregnes som den andel af den samlede positive bruttoindtjening før afskrivninger og finansielle poster opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler, som svarer til forholdet mellem den overskydende del af omsætningen ved tilknyttet virksomhed og den samlede omsætning. Ved anvendelsen af 1. og 2. pkt. sidestilles avance ved afhændelse af skibe m.v. som omhandlet i stk. 2, nr. 9, med omsætning ved tilknyttet virksomhed.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

5. I § 10, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1-3«.

6. I § 21 a, stk. 2, 2. pkt., ændres »en EU-medlemsstat« til: »en eller flere stater, der er medlem af EU eller EØS«.

7. I § 22, stk. 1, indsættes som 4. pkt.:

»Rederiet skal desuden hvert år vedlægge oplysning om, hvorvidt samtlige betingelser for tonnageskatteordningen er opfyldt.«

8. I § 22, stk. 4, indsættes som 4. pkt.:

»Operatørselskabet skal desuden hvert år vedlægge oplysning om, hvorvidt samtlige betingelser for tonnageskatteordningen er opfyldt.«

§ 3

I kildeskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 117 af 29. januar 2016, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 1310 af 6. december 2019, foretages følgende ændring:

1. I § 44, litra b, indsættes som 2. pkt.:

»Uanset 1. pkt. anses skattepligtig indkomst fra arbejdsgivere godkendt efter sømandsbeskatningslovens § 11 a for A-indkomst.«

§ 4

I lov nr. 1886 af 29. december 2015 om ændring af tonnageskatteloven og sømandsbeskatningsloven (Udvidelse af tonnageskatteordningen med en række specialskibe), som ændret ved § 5 i lov nr. 359 af 29. april 2018, foretages følgende ændringer:

1. § 2, nr. 2, ophæves.

2. § 3, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Loven har virkning for indkomstår, der begynder den 1. januar 2017 eller senere.«

§ 5

I lov nr. 359 af 29. april 2018 om ændring af kildeskatteloven, ligningsloven, sømandsbeskatningsloven og tinglysningsafgiftsloven (Bedre vilkår for tildeling af medarbejderaktier, udvidelse af DIS-ordningen med søfolk, der arbejder om bord på en række specialskibe, afskaffelse af registreringsafgiften for skibe i danske skibsregistre, ændret forrentning ved opkrævning af personers skat m.v.) foretages følgende ændringer:

1. § 3, nr. 6, ophæves.

2. § 5 ophæves.

§ 6

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2020, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 1, nr. 5, og §§ 4 og 5. Ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft på forskellige tidspunkter.

Stk. 3. § 1, nr. 1, 2 og 4, og § 3 har virkning fra og med indkomståret 2020.

Stk. 4. § 1, nr. 3, har virkning for ansættelsesforhold, der påbegyndes den 1. januar 2020 eller senere.

Stk. 5. § 2 har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2020 eller senere.

Stk. 6. Ved opgørelsen af den kommunale slutskat og kirkeskat for indkomståret 2020 efter § 16 i lov om kommunal indkomstskat korrigeres den opgjorte slutskat for den beregnede virkning af de ændringer i udskrivningsgrundlaget for kommuneskat og kirkeskat for 2020, der følger af denne lovs § 1, nr. 2 og 3.

Stk. 7. Den beregnede korrektion af den kommunale slutskat og kirkeskat efter stk. 6 fastsættes af social- og indenrigsministeren på grundlag af de oplysninger vedrørende indkomståret 2020, der foreligger pr. 1. maj 2022.