L 101 Forslag til retsplejelov for Færøerne.

Af: Justitsminister Nick Hækkerup (S)
Udvalg: Færøudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 05-02-2020

Skriftlig fremsættelse (5. februar 2020)

20191_l101_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (5. februar 2020)

Justitsministeren (Nick Hækkerup):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til retsplejelov for Færøerne

(Lovforslag nr. L 101)

Det er vigtigt at sikre, at der i alle dele af rigsfællesskabet består en moderne og effektiv retspleje. Den gældende færøske retsplejelov blev vedtaget i 1988 og er siden da kun ændret ganske få gange i sammenligning med den danske retsplejelov. Den nuværende færøske retsplejelov er derfor ikke længere tidssvarende.

På den baggrund og efter særligt ønske fra de færøske myndigheder er der blevet udarbejdet et forslag til en ny retsplejelov for Færøerne.

Lovforslaget er udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet, der bl.a. har bestået af repræsentanter fra Færøernes Landsstyre, Færøernes Politi og Den Færøske Advokatforening.

Lovforslaget indeholder mere end 1100 paragrafer. Det er derfor et af danmarkshistoriens største og mest omfattende lovforslag, som jeg i dag kan fremsætte for Folketinget.

Siden vedtagelsen af den nuværende færøske retsplejelov er der i den danske retsplejelov indført en række ændringer, der har haft til formål at effektivisere behandlingen af de civile retssager. Med den foreslåede lov lægges der op til at overføre disse ændringer til den færøske retsplejelov.

Justitsministeriet og arbejdsgruppen har herudover haft særlig fokus på, at der sikres en færøsk forankring af retsplejen. Det foreslås bl.a. derfor, at Rigsombudsmanden på Færøerne skal behandle de ansøgninger om fri proces, som i dag behandles af Civilstyrelsen.

Ligeledes foreslås det, at Procesbevillingsnævnet tiltrædes af en færøsk advokat ved behandlingen af færøske sager om appeltilladelse, samtidig foreslås det, at det kommer til at fremgå af retsplejeloven, at Østre Landsret og Sø- og Handelsretten som udgangspunkt skal sættes på Færøerne, når retterne behandler sager efter den færøske retsplejelov.

Med lovforslaget lægges der desuden op til, at politireformen fra 2007 gennemføres på Færøerne. Herved ligestilles Færøernes Politi med de øvrige politikredse. Endvidere lægges der op til, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed skal behandle adfærdsklager og anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale på Færøerne.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.