B 79 Forslag til folketingsbeslutning om ret til hjemmedyrkning af cannabis til eget forbrug.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 28-02-2018

Fremsat den 28. februar 2018 af Torsten Gejl (ALT), Josephine Fock (ALT) og René Gade (ALT)

20171_b79_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 28. februar 2018 af Torsten Gejl (ALT), Josephine Fock (ALT) og René Gade (ALT)

Forslag til folketingsbeslutning

om ret til hjemmedyrkning af cannabis til eget forbrug

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingssamling at foretage de nødvendige lovgivningsmæssige ændringer og initiativer, således at det lovliggøres for personer over 18 år at dyrke cannabis i deres bolig eller have til privat forbrug.

Bemærkninger til forslaget

Uagtet den nuværende lovgivning kan cannabis sælges og købes stort set alle steder i Danmark. Markedet er især styret af rockere og bander, som omsætter for milliarder af kroner på handel med cannabis. Det betyder, at de mange tusinde danskere, der anvender cannabis, er nødt til at købe det af kriminelle netværk i et marked, hvor der ikke er kontrol med produkternes indhold og sundhedsmæssige kvalitet. Det er muligt for sælgere af cannabis og hash undertiden at tilsætte andre narkotiske stoffer eller tilsætningsstoffer til produktet for at skabe afhængighed eller øge volumen og dermed indtægten fra salget.

Med forslaget om ret til hjemmedyrkning til eget forbrug for danskere over 18 år ønsker Alternativet at skabe et lovligt alternativ til det ulovlige marked. Som supplement til ovenstående bemærker forslagsstillerne, at flere undersøgelser viser, at et flertal i befolkningen ønsker at legalisere cannabis. Ifølge en gallupundersøgelse fra juni 2016 mener 45 pct. af danskerne, at det skal være tilladt at indtage hash, mens 41 pct. ønsker at bevare et forbud (»De fleste danskere vil have fri hash - men regeringen siger nej«, b.dk, 26. juni 2016). En nyere undersøgelse fra oktober 2017 foretaget af Epinion viser, at 53 pct. af de adspurgte synes, at man bør legalisere cannabis, mens 27 pct. er imod (»Halvdelen af danskerne vil gøre cannabis lovligt«, dr.dk, 1. oktober 2017).

Alternativet ønsker at legalisere cannabis fuldt ud, således at både hjemmedyrkning, brug og salg af cannabis lovliggøres under statslig regulering. Men på nuværende tidspunkt synes der dog ikke at være opbakning til dette fra et flertal af partierne i Folketinget. Derfor vil dette forslag kun gøre det lovligt for personer over 18 år at dyrke cannabis til eget forbrug på egen bopæl eller i egen have. En sådan tilladelse til at dyrke cannabis til eget forbrug vil som minimum medføre:

- At danskere over 18 år lovligt kan dyrke cannabis til eget forbrug i stedet for at skulle købe det i kriminelle miljøer.

- At brugerne af cannabis selv kan fremstille ren cannabisblomst i stedet for at skulle købe cannabis i form af hash eller andre produkter, hvor man ikke nødvendigvis kan være sikker på produktets indhold og kvalitet.

- At cannabisplanten afkriminaliseres, så det bliver lettere at gå i dialog med misbrugere - ikke mindst yngre misbrugere - om, hvordan man undgår misbrug.

- At de kriminelle miljøer mister en væsentlig indtægt fra salget af cannabis.

Forslagsstillerne er indstillet på, at den nærmere udformning af lovgivningen skal ske i dialog med de relevante ministre og de partier, der støtter forslaget. Alternativet peger dog allerede nu på, at der i det lovforberedende arbejde, som skal iværksættes med henblik på at lovliggøre hjemmedyrkning af cannabis, er en række punkter, der bør afklares, f.eks.:

1) Hvor mange planter må den enkelte person dyrke, og hvor mange af disse må samtidig være i blomst, herunder om det opgøres både for eventuelle indendørs og udendørs planter.

2) Hvor mange høstede planter må man opbevare i sit hjem?

3) Hvor meget cannabis må man besidde i det offentlige rum?

4) Må man forære hjemmedyrket cannabis væk, og i så fald hvor meget?

Under det lovforberedende arbejde kan man med fordel lade sig inspirere af modeller fra udlandet, f.eks. den konkrete model for ret til hjemmedyrkning, der kendes fra Alaska. I Alaska har brug af cannabis været tilladt siden 24. februar 2015 for borgere over 21 år. Her er det derfor tilladt at besidde op til en ounce (28 gram) marihuana (Alaska Statutes Title 17. Food and Drugs, § 17.37.040. Restrictions on medical use of marijuana). Desuden er det tilladt at dyrke op til 6 planter på sin bopæl, men det er dog kun tilladt at have 3 planter, som er modne og blomstrer på samme tid. Sidst, men ikke mindst, er det ikke tilladt at have mere end 12 planter - hvoraf 6 eller færre af dem er modne eller blomstrer - på en ejendom/bolig uanset antallet af personer over 21 år (Alaska Statutes Title 17. Food and Drugs, § 17.38.020. Personal use of marijuana). Forslagsstillerne er endvidere indstillet på, i samarbejde med de relevante ministre og de partier, der støtter forslaget, at finde en eventuel finansiering, afhængigt af om forslaget udmøntes på en måde, der medfører udgifter. Eventuelle udgifter kan f.eks. dækkes af de besparelser, som ret til hjemmedyrkning medfører hos politiet, i og med at ret til hjemmedyrkning vil reducere det illegale salg af cannabis.

Skriftlig fremsættelse

Torsten Gejl (ALT):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om ret til hjemmedyrkning af cannabis til eget forbrug.

(Beslutningsforslag nr. B 79)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.