Det sidste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 6:

Forslag til folketingsbeslutning om ret til efterværn til voldsudsatte kvinder efter ophold på krisecenter.

Af Pernille Skipper (EL) m.fl.

(Fremsættelse 06.10.2016).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er social- og indenrigsministeren.

Tak for det, formand. Forslagsstillerne bag B 6 foreslår, at regeringen inden udgangen af folketingsåret fremsætter et lovforslag, der sikrer voldsudsatte kvinder retten til efterværn i forlængelse af et ophold på et krisecenter. Formålet med B 6 er at forebygge en lang række sociale konsekvenser af volden for både kvinder og børn samt at forebygge en gentagelse af vold ved at styrke kvinderne i etableringen af en normal hverdag uden den voldelige partner.

Jeg vil ligesom i forbindelse med den forrige behandling, vi netop har afsluttet, indlede med at slå helt fast, at det er fuldstændig uacceptabelt, at nogle mennesker skal opleve at blive udsat for vold af deres nærmeste. Det kan vi ikke, og det skal vi ikke acceptere. Regeringen er enig med forslagsstillerne i, at vi som samfund har et ansvar for at hjælpe og støtte de kvinder og mænd, som får mod til at forlade deres voldelige partner. Personer, som er udsat for vold, er en meget sårbar gruppe, og den voldelige relation kan medføre langvarige psykiske følgevirkninger, og derfor deler vi også intentionen bag beslutningsforslag B 6 om at støtte kvinder, der har haft ophold på et krisecenter, i at vende tilbage til en hverdag uden vold.

Den støtte kan man også få i dag, og den støtte skal man også have i dag. Vi har nemlig i det her land, vil jeg mene, udviklet et fintmasket setup bestående af indsatser, som har til formål at hjælpe kvinden videre til en ny og tryggere hverdag uden vold. Krisecentrene er en helt central del af den her indsats, hvor den voldsramte kvinde og hendes eventuelle børn kan få beskyttelse, kan få sikkerhed og omsorg og støtte til at bearbejde voldsoplevelsen. Men overgangen fra et krisecenter til en ny hverdag kan være svær, måske også særlig hvis man har haft et længerevarende ophold på et krisecenter, og det var også det, der var baggrunden for, at vi sidste år ændrede i lovgivningen. Vi ændrede i servicelovens § 109, som netop vedrører kvindekrisecentre.

Ændringen betyder, at alle kvinder på krisecentre nu har ret til at få en indledende og koordinerende rådgivning fra en kommunal medarbejder. Det er en klar opgaveplacering, og det er indiskutabelt, at opgaven er der, og at loven er der, og loven skal overholdes. Formålet med det her er lige præcis at skabe langt bedre forudsætninger for kvindens udflytning fra krisecenteret og også at hjælpe kvinden i den svære overgang fra krisecenteret til en ny tilværelse fri af volden.

Indholdet af den koordinerende rådgivning skal være tilpasset den enkelte kvindes situation og behov, og den skal gives både i forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen osv. Rådgivningen skal altså understøtte de enkelte dele i kommunens øvrige tilbud, og den skal iværksættes, senest når forberedelsen til udflytningen påbegyndes, og den skal gives, indtil kvinden og eventuelle børn er etableret i egen bolig. Det er klokkeklart beskrevet i lovgivningen, det er gentaget her, og det vil jeg også meget gerne tydeliggøre over for kommunerne. Lige nu og her afprøves der en særlig metode for tilrettelæggelsen af den koordinerende rådgivning i en række kommuner. Metoden kaldes CTI, og den har tidligere været afprøvet med nogle ret gode resultater over for andre målgrupper, bl.a. over for hjemløse. Formålet med at afprøve det her er at få understøttet kvinden i at få etableret et liv uden vold, men jo også at reducere de skadevirkninger, der kan være efter volden.

Så vil jeg vende tilbage til det, vi også har haft en debat om i forbindelse med behandlingen af det sidste beslutningsforslag, altså at vi i satspuljekredsen netop er blevet enige om et markant løft og en markant indsats på hele voldsområdet generelt set. Det er et løft med godt 65 mio. kr. over de næste 4 år til en række initiativer, som skal forbedre den eksisterende indsats. Der er altså tale om en ret ambitiøs pakke af initiativer, som betyder, at indsatsen på voldsområdet bliver mere vidensbaseret, men at den også bliver mere helhedsorienteret, og at der sættes et bredere fokus på indsatsen til voldsudsatte personer. Det gælder både i forhold til målgruppen, hvor vi med de nye indsatser sikrer, at der også er fokus på begge køn, når det gælder hjælp til voldsudsatte, men vi breder sådan set også fokus ud ved at se på den store gruppe af voldsudsatte mænd og kvinder, som ikke finder vej til et krisecenter, og det gør vi jo bl.a. ved at afsætte midlerne til en videreførelse og udbredelse af ambulante tilbud til personer, som lever med vold i nære relationer.

Et af de ambulante tilbud, som vi har besluttet at udvide, og som også er blevet nævnt i forbindelse med behandlingen af det sidste beslutningsforslag, er Mødrehjælpens projekt »Ud af Voldens Skygge«, som jo netop også i beslutningsforslaget her fremhæves som et eksempel på et efterværnsprojekt. Aftalen indeholder også et initiativ om netop en efterværnsindsats i form af sociale netværksgrupper, som både skal henvende sig til voldsudsatte kvinder, mænd og deres børn.

Men det er også vigtigt at få sagt, at de her netværksgrupper skal skabe et rum, hvor den enkelte voldsudsatte sammen med andre i en lignende situation får hjælp til at bearbejde voldsoplevelsen og hjælp til det med at begynde en ny fase i livet, et liv uden vold. Og netværksgrupperne skal jo altså ikke kun henvende sig til voldsudsatte kvinder på krisecentrene, men de skal også henvende sig til alle voldsudsatte, altså både mænd og kvinder, og de skal desuden, som det også blev drøftet under et tidligere forslag, have deltagelse af en psykolog. Det initiativ forankres i en national enhed mod vold i nære relationer, som bl.a. også skal stå for den nationale hotline og den juridiske rådgivning til voldsudsatte. Så de her tilbud kan altså også hjælpe personer, der har været på et krisecenter, med støtte, vejledning og juridisk bistand i tiden efter krisecenteropholdet og på den måde bidrage til at hjælpe den enkelte til et trygt liv uden vold og uden trusler. Det nye satspuljeinitiativ her er et vidnesbyrd på, at vi sammen – et bredt flertal i Folketinget – deler intentionen om at støtte de personer, som har haft ophold på et krisecenter, i at vende tilbage til en hverdag uden vold.

Men i regeringen mener vi ikke, at en ret til efterværn er den rette vej at gå, fordi der netop allerede i dag er igangsat en række af de tiltag, som er målrettet til at hjælpe voldsramte kvinder i overgangen fra et krisecenter til en selvstændig tilværelse uden vold. Som nævnt er det en ret til en indledende koordinerende rådgivning, afprøvning af CTI-metoden for kvinder, som fraflytter et krisecenter, og så generelt det her markante løft af indsatsen til personer udsat for vold i nære relationer, bl.a. med midlerne til den her efterværnsindsats i den nye satspuljeaftale.

Så med de ord vil jeg ende med at konkludere, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet. Værsgo.

Ja. Jeg sidder med satspuljeaftalen her, og under det punkt, der hedder nationale enhed mod vold i nære relationer, står der, at der er støtte til efterværnsaktiviteter til voldsudsatte mænd og kvinder samt børn i form af sociale netværksgrupper med deltagelse af psykolog. Er det ministerens vurdering, at det sådan set indkapsler det, der også er i B 6? Altså, er det ministerens vurdering, at det løser det problem, som B 6 vil løse?

Ministeren.

Nej, det er det ikke alene. Jeg mener faktisk, at det vigtigste overhovedet i forhold til løsningen omkring tiden efter et krisecenterophold lige præcis er den klare beslutning, den klare lovgivning, vi har i § 109 i serviceloven om lige præcis kommunens forpligtelse til den her koordinering, den her kontakt. Det tror jeg i høj grad på er det vigtigste element i forhold til livet efter opholdet på et krisecenter.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Det fremgår ikke af beslutningsforslaget, hvad det koster. Det er jo vigtigt at få at vide, for selv om man beslutter det, skal der jo falde nogle penge. Jeg kan se, at Enhedslisten selv har forsøgt at bede ministeren komme med en vurdering af, hvad det koster. Det spurgte Enhedslisten om den 28. april i år, så ministeren har jo i hvert fald haft lidt over 7 måneder til at regne på, hvad Enhedslistens forslag vil koste. Hvis nu vi vedtager det her i dag, skal det jo betales. Hvad er ministerens og ministeriets vurdering af, hvad det vil koste, hvis vi siger ja til det her forslag? Det skal vi jo gerne vide.

Ministeren, værsgo.

Det har jeg ikke på stående fod et estimat på. Jeg ved, at vi afsatte permanente midler i forbindelse med satspuljeaftalen, da vi lavede ændringerne i lovgivningen om kommunernes pligt til lige præcis at lave den her koordinerende indsats, og frit fra min hukommelse mener jeg, at det er omkring 13 mio. kr. årligt til den forpligtelse. Så i hele diskussionen om så at betragte ret til efterværn som en del af krisecenterindsatsen er vi i den situation i Danmark, at taksten, altså det, som det offentlige betaler for opholdet på krisecentrene – for en kvinde har jo også en egenbetaling, omkring 3.000 kr. i udgangspunktet, hvis man har mulighed for selv at betale til opholdet – ligger på imellem 30.000 og 60.000 kr. om måneden, når en kvinde har ophold på et krisecenter, og det er jo en finansiering, der deles mellem kommuner og stat, så staten finansierer 50 pct. af opholdet.

Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Nu svarede ministeren godt nok lige til sidst på, hvad det koster at have et ophold på et krisecenter, og ikke på, hvad det koster at være i efterværn, altså at indføre sådan en ret til efterværn. Men jeg kan nærmest forstå, at hvis vi stiller spørgsmålet en gang til, vil ministeriet lave beregningerne for os. Så det vil vi sende skriftligt over med hensyn til forslaget her.

Ministeren siger, at regeringen ikke kan støtte forslaget med henvisning til den koordinerende rådgivning, der er hos kommunerne. Der må man bare sige, at der jo i det ikke ligger en psykologisk hjælp. Altså, det er ikke et efterværn, som indebærer en psykologhjælp. Det er heller ikke forankret i de krisecentre, som kvinderne flytter ud af. Det er det, der er et helt afgørende problem med § 109 set ud fra vores synspunkt. Det vil jeg gerne have ministeren til at kommentere, i øvrigt også kommentere det, at bl.a. Dannerhuset selvfølgelig har rost initiativet i satspuljen, som netop indebærer en støtte til efterværnsgrupper med tilstedeværelse af psykolog, men samtidig også kritiserer, at det ikke er det, man gør til en ret, sådan at det er permanent. Det er det, der er det helt, helt afgørende med det her forslag, nemlig om det bliver en permanent rettighed, som kvinder i al fremtid kan læne sig op ad i serviceloven, eller om vi skal blive ved med løst fra satspuljen til satspulje at få det indført?

Ministeren, værsgo.

Jeg er jo helt bekendt med, hvad Enhedslistens ønske er omkring rettigheder – ret til det ene, ret til det andet, ret til det tredje. Og hver gang man siger, at ret til dit og dat, jamen så skal man beregningsteknisk jo tage udgangspunkt i, at så er det alle, der skal omfattes af det, og dermed bliver initiativer dyrere. I det forrige, vi diskuterede, om retten til psykologhjælp på krisecentre, er påstanden, at det nok koster 4 mio. kr. Nej, det gør det ikke, når man laver det til en rettighed. Så er det et større beløb, det er et højere beløb.

Det er derfor, jeg synes, det er vigtigt at have med i den her diskussion, hvad det egentlig er, der bliver brugt af penge på de her initiativer bredt set, og hvad det egentlig er, der er pligt til i lovgivningen lige præcis med hensyn til koordineringen, som for mig at se er en meget, meget afgørende indsats og en meget, meget afgørende forpligtelse i forhold til kommunens kerneopgave med at hjælpe mennesker, som slås med forskellige sociale problemstillinger.

Tak til ministeren. Så er det fru Pernille Skipper. Værsgo.

Jeg snupper lige 30 sekunder mere, hvis jeg må. Tak. Det, jeg hører ministeren sige, er, at det er afgørende, hvad man bruger af penge på det. Selvfølgelig skal alting finansieres. Det er også derfor, det er lidt mystisk, at vi ikke kan få svar på, hvad regeringen estimerer det vil koste. Vi sender et skriftligt spørgsmål en gang til, og så er jeg sikker på, at vi får et svar med et estimat den her gang. Vil ministeren ikke godt forholde sig til, at krisecentrene beder om et efterværn, der ikke bare er koordinerende, men også med psykosocial støtte, ret til psykologhjælp inde i efterværnet – og at det bliver indskrevet som en rettighed? Så vil det netop være sådan, at alle de kvinder, der har behov for det, får ret til det, og ikke kun dem, der lige er råd til i den her omgang.

Ministeren.

Jeg svarer gerne på de spørgsmål, jeg modtager, og laver beregninger på, hvad tingene koster. Så må man også være meget specifik på, hvad det er. Det, jeg egentlig synes er lidt trist og lidt mangelfuldt i den her debat, vi har i dag, både med det her beslutningsforslag og også det tidligere, vi havde, er i virkeligheden det her meget snævre fokus på, hvad der sker på et kvindekrisecenter, når man ser på, hvor mange mennesker der er voldsudsatte. Jeg mener, at vi har taget et rigtig, rigtig godt initiativ med vores satspuljeaftale, hvor vi i det hele taget taler langt mere forebyggende, og hvor vi også er fokuseret på lige præcis vejen ud fra de voldsrelaterede partnerskaber, man måtte have. Tak.

Tak for det. Hr. Rasmus Horn Langhoff, værsgo.

Tak for det. Der er jo rigtig mange gode elementer i det her beslutningsforslag, B 6, som Enhedslisten har fremsat. Og det er jo ikke noget nyt, altså et forslag, der lige er blevet fremsat oven på satspuljeaftalen. Det er jo et, der er blevet fremsat for længe siden, og noget, som Enhedslisten har snakket om i et godt stykke tid og har forsøgt at finde beregninger på, og så er satspuljeaftalen kommet her for 1 uge siden. Men det er så sådan, vi arbejder. Det er jo noget, der har været i gang længe, ligesom det gælder det tidligere beslutningsforslag.

Det, der er intentionen med det her beslutningsforslag, er jo, at det i forhold til den indsats, der bliver lavet, ikke bare handler om at styrke den voldsramtes muligheder for at bryde med volden, men også for at fortsætte med at være væk fra volden, altså så man ikke, efter at man har brudt med volden, og efter at man har fået behandling, vender tilbage til det samme voldelige forhold eller et andet voldeligt forhold. Det er den her efterværnsindsats, som omtales.

Det er jo et meget, meget vigtigt fokus at have. Det var også derfor, at jeg blev begejstret over satspuljeaftalen. Der var mange ting, jeg blev begejstret for. Jeg ville selvfølgelig gerne have haft, at det med psykologhjælp på krisecentre også havde været med i satspuljeaftalen, men når det nu ikke var der, var der heldigvis mange andre ting at blive begejstret for i satspuljeaftalen.

En af de ting, jeg er begejstret for, er det afsnit – og nu læser jeg op fra teksterne her – om efterværnsaktiviteter for voldsudsatte mænd og kvinder samt børn i den sociale netværksgruppe. Altså, den her enhed får til opgave at etablere efterværnsindsatser i form af sociale netværksgrupper for voldsudsatte samt deres børn. De skal altså hjælpe voldsudsatte med at bearbejde voldsoplevelsen og få skabt et bedre fundament for at komme videre med et liv uden vold. Og i de her netværksgrupper skal der også deltage en psykolog.

I mine ører lyder det til at kunne det samme i forhold til de problemstillinger, som bliver rejst i Enhedslistens beslutningsforslag, eller at kunne løse nogle af de samme problemer. Så jeg mener sådan set, at vi nu lige skal se det an og følge det til dørs, og så kan det være, at det rent faktisk vil virke, hvilket jo er intentionen. Og så må man selvfølgelig som med alt andet, vi laver, løbende følge op på, om tingene virker, som de skal. Så det gør altså, at Socialdemokratiet ikke nu og her kan give opbakning til B 6.

En anden ting er jo det element, som jeg selv spurgte til, og som Enhedslistens ordfører også har spurgt til nogle gange efterhånden, nemlig at vi er nødt til at have en beregning af det her. Det må vi jo så få via udvalgsarbejdet eller ved, at ordføreren for Enhedslisten, altså forslagsstilleren selv, ligesom får gravet ind i det. Vi er nødt til at vide, hvad tingene koster, mener jeg. Vi kan jo ikke sidde og beslutte ting her uden at vide, hvad prisen er; det mener jeg ikke vil være ansvarligt. Så det skal vi selvfølgelig også lige have en beregning af.

Men grundlæggende synes jeg egentlig, jo mere jeg dykker ned i den her satspuljeaftale, at den dækker nogle af de intentioner, som er i det her udmærkede forslag.

Tak. Fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg er sådan set glad for, at Socialdemokratiet bakker op om intentionen i forslaget. Jeg er fuldstændig enig i, at det, som der er aftalt i satspuljen til efterværn, er rigtig, rigtig godt, og vi hører det jo sådan set også rost af bl.a. Dannerhuset, som har kørt kampagner og underskriftsindsamlinger for netop at få sådan et efterværn. Det, de så skrev til alle ligestillings- og socialordførerne i går – og jeg er ret sikker på, at hr. Rasmus Horn Langhoff har læst den e-mail – er, at de rigtig, rigtig gerne vil have, at det efterværn bliver en permanent rettighed, man har som voldsramt, især kvinde, altså at man ved, at man kan læne sig op ad det, og at man ikke skal være afhængig af, at det skal køres igennem og gentages år efter år i en satspuljeaftale, for at man er sikker på, at det er der.

Skal jeg forstå de ellers rosende ord sådan, at Socialdemokratiet – hvis det viser sig at virke; igen, skal jeg hilse og sige – vil overveje at gøre et efterværn til en rettighed i serviceloven?

Værsgo til ordføreren.

Nej, vi kommer ikke med nogen opbakning til, at nogen af de nuværende aftaler, der er lavet tidligere, skal ændres.

I forhold til det med e-mailen vil jeg sige, at jeg også læser mine mails, og jeg har i det hele taget også en, synes jeg, rigtig god og fast dialog med rigtig mange inden for det område, også med krisecentrene, og jeg har også én gang eller måske 100 hørt ønsket om at få det her og altså komme væk fra den her frustration over aldrig rigtig at vide, om man er købt eller solgt efter nytår – altså det der med, at man kan fortsætte sit arbejde på en mere fast drift, komme på finansloven, så der bliver noget mere sikkerhed om det arbejde, man laver. Det forstår jeg sådan set godt. Det kan være, at det kan imødekommes på andre måder, men jeg forstår det godt, for de skal jo også overveje, om de skal til at afskedige folk, eller om de skal opsige lejemål. Altså, den måde, det her er konstrueret på, er altså en meget svær måde at arbejde på, og de fortjener, at der kommer nogle løsninger på det. Jeg er ikke sikker på, at det her forslag vil løse den overordnede problemstilling, men det håber jeg den vil blive på et tidspunkt.

Værsgo til fru Pernille Skipper.

Jeg behøver nok ikke at sige til hr. Rasmus Horn Langhoff, at Enhedslisten ikke er med i satspuljen af den grund, at pengene til det her efterværn, som er rigtig godt, er taget fra nogle af de mest udsatte i vores samfund i forvejen – folkepensionister, kontanthjælpsmodtagere og alle mulige andre. Det er den ene ting.

Den anden ting er, som hr. Rasmus Horn Langhoff netop selv siger, at man ikke ved, om man er købt eller solgt. Gør man dog efterværnet til en rettighed, får det den yderligere effekt, at kvinder kan læne sig op ad den rettighed, støtte ret på den, kræve den – også hvis puljen er løbet tør det år. Og det er derfor, jeg så inderligt håber, at vi får overtalt Socialdemokratiet en dag til, at det her skal skrives ind i serviceloven, så man har ret til det som voldsramt kvinde.

Ordføreren.

Hvis jeg skulle drive et krisecenter en dag, ville mit meget målrettede ønske være at komme på finansloven, for der ville komme en helt anden politisk stabilitet omkring det, og det ville gøre det meget nemmere at passe sit arbejde og ikke skulle gå hele tiden og kigge på kalenderen og have ondt i maven over det, men i virkeligheden bruge mere energi på at passe sit arbejde. Så vi ville gøre mange en tjeneste, hvis vi fik skabt noget mere sikkerhed omkring det.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Med fare for, at mine ordførertaler ligner lidt hinanden og er i samme tråd med det beslutningsforslag, vi behandlede tidligere, nemlig B 1, vil jeg selvfølgelig sige, at vi i Dansk Folkeparti er meget optaget af at hjælpe voldsudsatte kvinder, voldsudsatte mænd og voldsudsatte børn. I forhold til det har vi jo lige lavet en god aftale, som netop har fokus på en helhedsorienteret indsats. Som ministeren var inde på, blev der den 1. juli 2015 indført et lovkrav om, at kommunerne skal tilbyde rådgivning til alle kvinder på krisecentre. Endvidere er der også gang i en projektafprøvning, som undersøger, om den kommunale rådgivningsforpligtelse kan gøres endnu mere effektiv ved at afprøve CTI-metoden over for kvinder, som fraflytter et kvindekrisecenter, for CTI-metoden har nemlig også vist rigtig gode resultater på hjemløseområdet.

I forhold til den aftale, vi netop har indgået, har vi også, som forslagsstillerne henviser til, besluttet at styrke den ambulante rådgivning til personer udsat for vold i nære relationer gennem en videreførelse og udbredelse af Mødrehjælpens projekt »Ud af Voldens Skygge«, som netop har leveret rigtig gode resultater, hvor formålet også er at hjælpe dem, som i dag ikke er på krisecenterophold. Derfor synes jeg, at vi har gjort en række gode tiltag.

I forhold til det med efterværn er det jo også en diskussion, vi har generelt på børne- og ungeområdet, når børn og unge fraflytter deres plejefamilier, døgninstitution eller noget andet. Det er selvfølgelig vigtigt, at man hjælper børn og unge, men også at man hjælper kvinder, mænd og deres børn videre i forløbet, når det er, de er færdige på et kvindekrisecenter.

Når man tænker på hele den her indsats vedrørende kvindekrisecentrene, må der jo også være en dialog med kommunerne. Gudskelov synes jeg, vi i dag har en god servicelov i forhold til at hjælpe. Vi har jo også retssikkerhedslovens § 5, hvor kommunerne er forpligtede til at kigge på både sociallovgivning, men også på anden lovgivning på hele området. Hvad angår servicelovens § 129, som også er det, der indgår i det, har vi fra Dansk Folkepartis side et stort ønske om netop at få indskrevet mænd i servicelovens § 109, for i forhold til hele ligestillingsperspektivet skal mænd også tilbydes de her samme muligheder, som kvinder får tilbudt.

Vi er optaget af at hjælpe i Dansk Folkeparti, og det synes vi også vi har gjort med netop den indgåede aftale. Hvis det, som jeg også tidligere sagde i min ordførertale, viser sig, når vi evaluerer det her, at vi skal skrue på nogle ting og gøre noget andet, er vi også villige til at kigge på den del.

Det var mine ord herfra.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Carl Holst, Venstre. Værsgo.

Med det her beslutningsforslag ønsker Enhedslisten, at man får sat fokus på kvinders ret til efterværn efter ophold på krisecenter. Intentionen bag forslaget er sympatisk, og ingen kan være uenig i, at kvinder i en så udsat situation har ret til efterværn.

Men på trods af enigheden om dette kan Venstre ikke støtte op om beslutningsforslaget, og det skyldes to ting, dels at den eksisterende indsats i vores optik er grundig og ambitiøs, dels at vi derudover i den netop indgåede satspuljeaftale for 2017 har afsat mere end 60 mio. kr. til at styrke den eksisterende indsats på voldsområdet. Altså, der findes allerede i dag en række tiltag, der hjælper voldsramte kvinder i perioden efter et ophold på et krisecenter. Dermed ikke sagt, at vi ikke fortsat har fokus på at styrke området. Det understreges bl.a. af den satspuljeaftale, der netop blev præsenteret i sidste uge. Her har vi et konkret initiativ om en efterværnsindsats i form af sociale netværksgrupper.

Jeg har noteret mig, at de danske kvinder grundlæggende er meget tilfredse med krisecentrenes tilbud og indsats. Det viser den evaluering, som socialstyrelsen offentliggjorde sidste efterår, som har været omtalt flere gange både på dette dagsordenspunkt og det foregående, en undersøgelse, der bl.a. fremhævede, at krisecentrene efter de adspurgte kvinders opfattelse fungerer som et frirum efter endt ophold. Det er en glædelig tilbagemelding og en positiv tilbagemelding for de kvinder, der benytter krisecentrene, og den opfattelse skal vi også fremadrettet sikre at de voldsramte har.

Men som sagt, intentionen bag forslaget er sympatisk, absolut, men på baggrund af de opridsede argumenter og bevæggrunde mener Venstre, at den eksisterende indsats og de fremtidige initiativer er tilstrækkelige, hvad angår voldsramte kvinders ret til efterværn.

På den baggrund kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget, og jeg skal hilse fra De Konservative og meddele det samme fra dem.

Tak for det. Der er spørgsmål fra fru Pernille Skipper. Og det ville egentlig være vældig godt, hvis ordførerne rykkede lidt heropad, når de ved, de er den næste ordfører. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil sådan set bare prøve på at pille det en lille smule fra hinanden. Regeringen har jo selv – den regering, som Carl Holsts parti selv er en del af – indgået en satspuljeaftale, hvor man sådan set laver det efterværn, der efterlyses af kvindekrisecentrene, og som Dannerhuset har kørt kampagner for og bedt folk skrive under på skal laves, og brugt, jeg ved ikke hvor meget energi på at prøve på at presse os herinde til at få gennemført som en rettighed. De siger jo netop, at det er hamrende ustabilt, at man skal hoppe fra tue til tue for at lave det her efterværn. De siger, at det er så vigtigt, at det er forankret på krisecentrene, sådan at overgangen fra krisecenteret til den virkelige verden, som er det, der skal tages hånd om, bliver så let som muligt. Og de siger, at det er vigtigt, at det bliver en rettighed, man kan støtte sig op ad som kvinde, hvis man er voldsramt. Hvorfor vil Venstre ikke lige præcis den forankring?

Værsgo til ordføreren.

Fordi Venstre ønsker at se tiden an og se på, hvad det er for nogle erfaringer, vi får, og se på, hvad det er for nogle bud, der kommer ind.

Fru Pernille Skipper.

Men det har jo eksisteret før. Altså, jeg mener det helt oprigtigt: Det psykosociale efterværn forankret i krisecentrene har man jo netop prøvet og haft enorm succes med. Og det er på baggrund af de erfaringer, kvindekrisecentrene siger: Permanentgør det, gør det nu til en rettighed, lad os nu få det forankret, så vi er sikre på, at det kan køre videre. Hvor mange års erfaringer skal der til?

Værsgo til ordføreren.

Tilgangen fra Venstre er, at det væsentligste for os ikke er, hvem der driver det, men hvad der kommer ud af det. Og det er den proces, vi nu ser frem til, altså hvordan vi får tilrettelagt arbejdet med udmøntningen af den her del af satspuljeaftalen på en måde, som gør, at vi får opfyldt det, vi helst vil, bedst muligt på efterværnsområdet, og ikke hvem, men hvad vi får ud af det.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Danny K. Malkowski, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak, formand. I Liberal Alliance er vi enige med forslagsstillerne i, at man skal gøre meget for at prøve at bryde den onde cirkel af vold i de nære relationer. Måske er et bedre efterværn et rigtig godt værktøj til at gøre op med de uheldige mønstre. Derfor er det også glædeligt, at man har prioriteret det med satspuljen, som vi har hørt rigtig mange gange i dag. Vi synes, det er rigtig fint, at man nu starter med en tidsbegrænset ordning i regi af satspuljen. Viser det sig så, at ordningen er en bragende succes, er vi selvfølgelig også villige til at se på, om man bør gøre den permanent enten i sin nuværende form eller i en modificeret form. Men når vi nu har en løsning i årene frem, synes vi, det ville være underligt at beslutte at vedtage en permanent ordning allerede nu, inden vi har haft mulighed for at evaluere den løsning, som er der nu, efter prøveperioden. På den baggrund kan Liberal Alliance ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Nej, fru Pernille Skipper har lige en kort bemærkning. Værsgo.

Tak. Jeg er både glad og forundret. Jeg er på den ene side glad for, at man siger, at man er åben over for at permanentgøre efterværnsindsatsen ud fra de erfaringer, man gør sig med det, der nu er aftalt i satspuljen. Det er skrevet ned, det er noteret, og vi vender tilbage. Det, der på den anden side undrer mig – det var også derfor, det undrede mig, at Venstres ordfører sagde nogenlunde det samme – er, at erfaringerne jo er der. Kvindekrisecentrene har gjort det her før. Det er ikke første gang, man har givet satspuljemidler til sådan et projekt her, tværtimod. Så alle erfaringer siger, at det er godt, at det virker, at det lige præcis er det, der skal til, og at det helst skal forankres hos krisecentrene.

Altså, hvor mange erfaringer og over hvor mange år skal vi have? Har vi så, næste gang det udløber, nok erfaringer? Er det der, vi gør det, eller hvad?

Ordføreren.

Jeg kan bare tillade mig at gentage, hvad min kollega, ordføreren fra Venstre, har sagt. Altså, det drejer sig ikke for os om, hvem der gennemfører de her tiltag. Det drejer sig for os om, hvad vi får ud af det. Og der har vi landet en satspuljeaftale, som kigger på, hvordan vi håndterer det her – ikke kun for voldsramte kvinder i krisecentre, men også for apostater og for mænd. Det synes jeg egentlig er elskværdigt, og jeg synes, at vi skal se på, hvad resultaterne bliver for det. Og så kan vi, som jeg sagde i ordførertalen, kigge på, om vi skal permanentgøre den eller justere den, alt efter hvad rapporten om 2, 3 eller 4 år vil påpege af gode og dårlige ting. Men på nuværende tidspunkt mener vi ikke, at vi skal ud i en permanent ordning, sådan som Enhedslisten foreslår det.

Fru Pernille Skipper.

Altså, resultaterne ligger der allerede. Så jeg forstår ikke helt, hvad man mere skal have. Men jeg lader være med at blive mere polemisk omkring det. Jeg vil så bare spørge, om Liberal Alliance helt principielt ikke er afvisende over for, at man gør det til en permanent rettighed, altså om man godt kan gøre det, hvis det viser sig, at det virker godt.

Værsgo til ordføreren.

Jamen som sagt: Hvis vi kan se, at den ordning, som er sat i søen nu i kraft af satspuljeaftalen, viser sig at være en bragende succes, er vi da positive over for at permanentgøre den.

Tak til ordføreren. Den næste er hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak. Hensigten med forslaget er at etablere efterværn til voldsudsatte mænd og kvinder som en rettighed i forlængelse af et ophold på et krisecenter. Det opfordrer jo også til at omfatte mænd, det står i bemærkningerne. Det synes vi godt om i Alternativet, hvor vi prøver at sætte ligestillingen rigtig, rigtig højt. Ca. 33.000 kvinder udsættes årligt for vold. 33.000 børn under 15 år overhører den her vold, i hvert fald i 2010. Det giver i sig selv gode argumenter for at støtte det her forslag. Det er utrolig vigtigt at stoppe denne negative spiral. 79 pct. af kvinderne på krisecentrene angiver, at deres nuværende partner har været udsat for vold i barndomshjemmet.

Vi tror, at Enhedslisten har ret i, at efterværn kan være med til at bryde den her onde spiral, fordi det bl.a. gør kvinderne i stand til at forlade deres voldelige partner. Men når nu vi er i gang med at bryde mønstre, bør vi også lige runde problemets kerne bare helt kort, nemlig voldsudøverne. For selv om den voldsramte kvinde hjælpes videre i livet i stedet for at komme tilbage til voldsudøveren, forsvinder voldsudøveren ikke. Vedkommende får sandsynligvis en ny kæreste og måske flere børn, og der er en stor chance for, at han eller hun sender flere partnere af sted mod landets krisecentre med store konsekvenser for flere børn. Og her er det relevant bare helt kort at se på, om behandling af voldsudøveren er mulig, og hvilke erfaringer der er med det.

Her har vi heldigvis lidt erfaringer, der peger i den rigtige retning. En af de centrale indsatser på området er AskovFondens landsdækkende behandlingstilbud, »Dialog mod vold«. Det klare mål for behandlingen er at stoppe volden. Voldsudøveren bliver tilbudt et forløb med fokus på, at han/hun skal erkende og tage ansvar for sine voldelige handlinger. Ifølge »Dialog mod vold« virker det. 75 pct. af dem, der har været i behandling, er ikke længere voldelige ifølge »Dialog mod vold«. Derfor vil Alternativet også godt foreslå, at vi kunne tænke lidt over, om man kunne lovgive om retten til behandling til voldsudøveren, nu, da vi prøver at bryde et negativt mønster.

I Alternativet er vi glade for, at indsatsen mod voldsudøveren er en del af den overordnede indsats, som vi har været med til at støtte gennem satspuljen, men det gør jo ikke indsatsen for efterværn i krisecentrene mindre relevant. Jeg vil dog sige, at som det også er nævnt tidligere i dag, har vi netop indgået en satspuljeaftale på det sociale område, hvor efterværn indgår som et vigtigt element. Der skal oprettes en national enhed, som skal sikre, at viden og erfaring på området kan anvendes til at styrke indsatsen. Samtidig skal indsatsen være med til at etablere efterværnsaktiviteter til voldsudsatte i form af sociale netværksgrupper med deltagelse af en psykolog. Der vil altså med den indsats både være mulighed for gruppeforløb og psykologhjælp. Samtidig ligger der også i satspuljeaftalen, at det skal videreudvikles, hvad det er, der virker for den enkelte voldsudsatte.

Derfor må jeg sige i dag, at jeg og Alternativet er positivt indstillet over for beslutningsforslaget. Vi har stor sympati for dets formål. Lige nu er jeg lidt i tvivl om, hvorvidt der er behov for en decideret lovændring eller en udvidelse af § 109 i serviceloven, set i lyset af at vi netop har igangsat initiativer på området, som, uden en lovændring, muligvis vil understøtte præcis den samme indsats over for de voldsramte. Jeg ser faktisk ikke de store afvigelser mellem det foreslåede beslutningsforslag og det, vi netop har fået igennem med satspuljeaftalen.

Derfor vil jeg være positivt indstillet over for beslutningsforslaget, men jeg vil samtidig i en eventuel udvalgsproces ytre ønske om, at den løbende implementering af efterværn, som sker jævnfør satspuljen, tages i betragtning. Grundlæggende set er jeg således afventende positiv over for beslutningsforslaget og ser frem til en eventuel udvalgsbehandling. Jeg skulle hilse og sige fra SF, at de har samme holdning.

Fru Pernille Skipper for en kort bemærkning.

Jeg vil godt læse op af det brev, som Dannerhuset også sendte til Alternativet i går. De skriver, at satspuljeforliget på det sociale område blev indgået i fredags, inkl. efterværn med psykologisk behandling. Det er den helt rigtige retning, vi kan gå – jeg er enig, i parentes bemærket – men som alle ved, er satspuljen begrænset til 4 år. Det er desværre for kort tid til at nå alle de mennesker, der har brug for hjælpen. Dannerhuset mener, at psykologisk bistand til kvinder, der bor og har boet på krisecentrene, skal være en rettighed, altså en permanent mulighed, som kvinderne kan tage imod, hvis de har behov for den her støtte. Når I bakker forslaget op, kan I redde den enkelte kvinde og hendes eventuelle børn, og det fortsætter. Er Alternativet ikke enig med Dannerhuset her?

Ordføreren.

Der sparker fru Pernille Skipper måske også lidt på en åben dør, fordi en af grundene til, at vi sender så positive signaler i retning af det her forslag, er netop, at det kunne være klogt at gøre det her permanent, hvis man kan sige det sådan. Vi har ligesom andre ordførere brug for at dykke lidt nærmere ned i det for at se, om der kan være overlap, hvordan det her kommer til at fungere, og hvordan teksten omkring de her efterværnsinitiativer, som vi har satset på i den store pakke, præcis kommer til at se ud. Så tag det som et positivt signal.

Fru Pernille Skipper.

Men jeg tager det også som et positivt signal. Det gjorde jeg også, da Liberal Alliance og Venstre sagde præcis det samme. Det er noteret, og vi skriver det ind i en reminder i kalenderen i Enhedslisten. Bum, 4 år, vi stiller forslaget en gang til. Det er ikke noget problem. Jeg skal bare ligesom forstå det, fordi det, der bliver sat i værk med satspuljen, jo ikke er nyt. Det er jo ikke første gang, man laver det her efterværn. Krisecentrene har råbt op om det, i øvrigt nærmest fra før Alternativet blev dannet, og sagt, at det er det her, der virker, så jeg forundres. Hvad er det for en viden, vi mangler?

Ordføreren.

Både SF og Alternativet er jo positive over for forslaget. Som jeg også har sagt og nævnt tre gange i min tale: Vi vil godt have kigget nærmere på udmøntningen af den aftale, vi har lavet til et meget, meget stort beløb i satspuljen, før vi her i udvalgsarbejdet tager endelig indstilling.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Marianne Jelved, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Som de foregående talere har været inde på, er der sat nogle ting i gang omkring de her temaer, som vi behandler her i Folketingssalen under beslutningsforslagene B 1 og B 6.

Det, jeg vil nøjes med at sige i den her omgang, er, at jeg understreger, at vi i kredsen af satspuljepartier har pointeret stærkt, at kommunerne efter § 109, stk. 7, skal kunne tilbyde indledende og koordinerende rådgivning vedrørende bolig, økonomi, arbejdsmarked, daginstitution og sundhed, og at det skal ske senest, når udflytningen påbegyndes fra et kvindekrisecenter, indtil kvinder og børn er flyttet i egen bolig. Det er den efterværnsindsats, som er meget central, og som vi i Det Radikale Venstre vil følge hvordan fungerer. Vi ved, at ministeren for det her område vil pointere over for kommunerne, at de skal varetage den opgave, som fremgår af lovgivningen.

Vi nedsætter også en national enhed, der skal følge de initiativer, der bl.a. er iværksat via satspuljebeslutningerne, om systematisk videns- og erfaringsudveksling mellem aktører, der beskæftiger sig med vold i nære relationer, og om lovgivning, praksis og øvrige tilbud til målgruppen og informationer om opsporing m.m.

Derfor vil vi gerne afvente at se, hvad der kommer ud af den erfaringsopsamling og formidlingsindsats, som den nationale enhed skal arbejde med, og der er ikke tvivl om, at vi kan få nogle gode ideer dertil og forbedre indsatsen løbende. Så det vil vi gerne arbejde med.

Jeg har, ligesom tidligere ordførere, stor sympati for tankegangen i Enhedslistens forslag B 6, men jeg synes, at det i et vist omfang overlapper det, som vi i øvrigt har aftalt inden for satspuljeforligskredsen; så det vil vi gerne følge. Men selvfølgelig vil vi da gerne gemme Enhedslistens forslag, for det kan være godt at holde op mod de erfaringer, der gøres rundtomkring, og se, hvad der sker.

Tak til ordføreren. Og så er det fru Pernille Skipper, som er ordfører for forslagsstillerne. Værsgo.

Nu har vi jo i løbet af dagen diskuteret især voldsramte kvinder. Jeg skal bemærke, at der selvfølgelig også er voldsramte mænd, men vi taler om mange tusinde mennesker, som hvert år udsættes for vold i hjemmet, mange tusinde børn, som oplever vold mod sig selv eller deres forældre af både psykisk og fysisk karakter. Og noget af det, som gør det endnu mere forfærdeligt, når man oplever vold i familier, er, at det jo ikke kun rammer den person, det går ud over, den familie, det går ud over her og nu, men at det sætter mange og dybe spor i forhold til børnenes fremtidsmuligheder og voksenliv. Og risikoen for selv at ende som voldsudøver eller voldsramt i voksenlivet er markant større for de børn, som vokser op i hjem som dem. Så for de mennesker, det går ud over, for fremtidige generationer, er det at få brudt en voldsspiral hamrende vigtigt.

Det er også hamrende vigtigt for vores samfund, ikke kun fordi vi gerne vil passe på hinanden som mennesker og sørge for, at det samfund, vi skaber, skaber de bedste muligheder for, at man – kort sagt – kan leve et lykkeligt liv uden vold, men også fordi det samfundsøkonomisk ikke kan betale sig ikke at gøre mere for at stoppe voldsspiraler. Landsorganisationen af kvindekrisecentre vurderer, at det er omkring 95 mio. kr., der årligt går tabt i form af tabt arbejdsfortjeneste på grund af voldsramte kvinder. Vi mister millioner og atter millioner i sundhedssystemet – penge, som jo så bliver brugt på at lappe skaderne efter volden.

Gentagelsen af volden er en helt enormt vigtig faktor. Det er så vigtigt at få talt om, hvordan vold hurtigt bliver til en spiral, både i generationerne efter, men også for den enkelte kvinde. For de kvinder, som tager skridtet og får pakket deres ting og flytter på krisecenter, for nogles vedkommende midt om natten, uden at få hverken deres egne eller børnenes ting med, og tager af sted i håbet om, at han ikke finder dem, er det helt enormt svært. Rigtig, rigtig mange kvinder ender med at ende i vold igen, selv om de tager det der rigtig, rigtig svære skridt. Jeg mener, at det er omkring 10-15 pct. af de kvinder, der tager på et krisecenter, som faktisk flytter direkte tilbage til voldsudøveren. Og hver tredje, der er på et krisecenter, kommer tilbage på et krisecenter senere hen. I forhold til dem, der vender tilbage, er der ofte tale om kvinder, som er på kontanthjælp, som er arbejdsløse, som har en lavere uddannelse; så der er en socialøkonomisk slagside i volden, som vi også bør tænke rigtig meget over.

Det, som et efterværn så gør i alle teknikaliteter, og hvad vi kan kalde det, er at hjælpe med, at man får etableret sit eget liv, så man ikke ender i volden igen. Det er et spørgsmål om at sørge for at hjælpe med at finde en bolig, sørge for at hjælpe med at få søgt om skilsmisse, sørge for at hjælpe med at få undgået den catch 22, der er i, at hvis man er gift med en mand, er det ham, der har forsørgerpligten for en, og det vil sige, at man ikke kan få kontanthjælp, medmindre man bliver skilt fra ham – men det er jo for filan ham, man er flygtet fra. Der er rigtig mange praktiske ting. Det er den ene del af et efterværn.

Den anden del af et efterværn er at sørge for, at man får psykologisk bistand til at håndtere det, man har været igennem, enten via et gruppeforløb eller individuelt – at man kan få bearbejdet det, at man kan lære at tale med sine børn om det, at man kan lære at leve med det, at man kan komme videre med det. Hvis man ikke får den hjælp, risikerer vi, at man ender der en gang til. Og det er derfor, at kvindekrisecentrene har råbt op om efterværn i årevis og vi har diskuteret det her i årevis.

Enhedslisten havde det med til fire forskellige finanslovsforhandlinger under S-R-SF-regeringen sidst og blev afvist hver gang. Og nu står vi så her igen og får at vide, at det ikke kan blive en rettighed for voldsramte kvinder at få sådan et efterværn, for nu har man sat et satspuljeforsøg i gang. Og jeg vil rigtig gerne rose det satspuljeforsøg; jeg synes, det er rigtig fint. Men jeg synes, det er forfærdeligt, at man tillader sig at finansiere satspuljen ved at skære i folkepensionen, i den kontanthjælp, som går til nogle af de voldsramte kvinder. Det tror jeg de fleste ordførere herinde godt ved. Men jeg synes, at selve initiativet er godt. Det, jeg ikke begriber, er, hvordan man kan afvise det, med henvisning til at man lige vil se, om det virker, at man lige vil se resultaterne. Altså, resultaterne har været der; krisecentrene har prøvet det, og de ved, at det virker. Så jeg forstår det ikke – det må jeg indrømme.

Jeg vil opfordre til, at man tager på besøg på kvindekrisecentrene og bruger de næste 4 år på at snakke med dem om alle de erfaringer, de allerede har gjort sig om efterværn, og snakke med dem om, hvorfor det er, at de råber op om, at det skal være en rettighed, som både er permanent, så de ikke skal hoppe fra tue til tue i forhold til økonomien, men også en rettighed, som man kan læne sig op ad som kvinde, så man ikke skal være usikker på, om man kan få den her hjælp eller ej. Og her kan man i øvrigt også få at vide, hvorfor det er så vigtigt, at indsatsen er forankret i krisecentrene. For det er jo nemlig ikke ligegyldigt, som der er flere ordførere, der har været inde på her.

Vi har noteret datoen. Vi har i Enhedslisten allerede ventet mere end 4 år på at prøve på at få det her igennem. Vi bliver ved – lidt endnu. Og vi har sat en reminder i kalenderen om, hvornår vi skal vende tilbage til det. Jeg kan ikke helt love, at I slipper for os så længe, men vi vil blive ved med at prøve på at overbevise jer om, at det her er en bragende god idé – ikke bare at gøre det via satspuljen, men også at permanentgøre det og gøre det til en rettighed i serviceloven.

Jeg bliver nok nødt til at sige, at »for filan« vistnok bliver betragtet som et snydebandeord – for at være lidt mild. (Pernille Skipper (EL): Beklager.)

Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Somme tider tænker jeg også, det er lidt nemmere at være medlem af Enhedslisten: bare fremsætte en masse beslutningsforslag uden finansiering og uden at ville være med til at finde noget finansiering. Jeg skal bare lige høre: Hvad er Enhedslistens opfattelse i dag, i forhold til hvad barriererne i dag er for, at krisecentrene i samarbejde med kommunerne kan sikre en bedre efterværnsindsats?

Pernille Skipper.

Jeg forstår ikke den der bemærkning. Enhedslisten vil da gerne finansiere efterværnsindsatsen. Det er da derfor, vi har haft den med på fire forskellige finanslove. Det er da netop for at sørge for, at det ikke er sådan noget, man klatter ned i en satspulje eller i øvrigt finansierer ved at skære ned over for nogle af de mennesker, som har det sværest i vores samfund. Det er derfor, vi har haft det med i fire forskellige finanslove. Har Dansk Folkeparti det med i finansloven i år? Altså, det kan godt være lidt nemt at være medlem af Dansk Folkeparti en gang imellem på den der måde.

Det, som vi hører fra krisecentrene, er, at det er rigtig vigtigt, at det her permanentgøres, at det bliver en rettighed, man kan støtte sig op ad, og selvfølgelig at pengene er der. Det er det, som Dannerhuset også har skrevet til Dansk Folkepartis både ligestillingsordfører og socialordfører. Og jeg mener, brevet kom i mailbakken i går, så det kan man jo eventuelt læse.

Fru Karina Adsbøl.

Nu bliver ordføreren lidt fræk, for undertegnede har selvfølgelig læst og også besvaret henvendelsen allerede i går aftes.

Hvis Enhedslisten har haft det her med på finansloven, må Enhedslisten jo også vide, hvad det koster. Ordføreren sagde jo tidligere, at man ikke kendte beregningerne og sådan noget, men hvis Enhedslisten har haft det med på finansloven tidligere, må man da også vide, hvad det koster at fuldføre en efterværnsrettighed.

Værsgo.

Altså, vi har spurgt Social- og Indenrigsministeriet, om de ville være søde at regne på det, men det har de ikke villet. Men nu er der jo sat nogle penge af til satspuljen, og så kan vi se, hvad man dér antager at det koster.

Jeg forstår igen ikke pointen. Selvfølgelig skal det da finansieres. Det er der da ikke nogen der har sagt noget andet om. Spørgsmålet er, og det, der er uenigheden, er, om det er okay, at vi finansierer det ved at skære ned på overførselsindkomster – kontanthjælp, folkepension, førtidspension – og det synes jeg ikke, det synes Dansk Folkeparti måske, eller om vi skal finde finansieringen et andet sted og gøre det permanent som en rettighed.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.