Spm. nr. US 15

Jeg vil heller ikke forsømme lejligheden til at kvittere for den tale, som statsministeren holdt i søndags. Jeg vil særlig hæfte mig ved en ting, som også er blevet draget ind i debatten her i dag og senest i svaret til hr. Uffe Elbæk, og som jeg synes er utrolig velvalgt, nemlig at præcisere det, som statsministeren kaldte en ond og falsk skillelinje mellem Vesten og islam.

Jeg tror, det er helt afgørende, at man holder fast i, at det også er et politisk ansvar at bidrage til, at der ikke bliver skabt falske skillelinjer. Statsministeren talte selv tidligere i svaret til fru Mette Frederiksen om det vigtige dilemma i terrorbekæmpelsen, nemlig balancen mellem at værne om den frihed, som vi står for, og som er en grundlæggende del af vores samfund, og så de tiltag, man tager i brug for at beskytte den.

Derfor vil jeg også sige på Radikale Venstres vegne, at vi har bidraget og også gerne igen bidrager til målrettede tiltag mod terrorisme. Det gælder i udenrigspolitikken, hvor vi bidrager, og det gælder også, hvad angår de tiltag, vi tager herhjemme.

Til gengæld er vi altid på vagt over for symbolske tiltag, som begrænser hele eller dele af befolkningen med hensyn til at tænke, tro, tale og forsamles, og det er den balance, vi skal finde. Og der synes jeg ikke der er plads til panik eller falske skillelinjer. Hr. Søren Espersens udtalelse står vel for sig selv, særlig efter i dag, hvor så mange har taget afstand fra den, og det vil jeg også gerne gøre på Radikale Venstres vegne. Det havde måske været godt, om hr. Kristian Thulesen Dahl også havde fundet plads til det, men det kommer måske ved en anden lejlighed.

Men jeg vil gerne spørge direkte: Når regeringen forleden sløjfede det udvalg, som den tidligere regering havde nedsat til at kigge på det samlede danske terrorberedskab og balancen i forhold til de grundlæggende frihedsrettigheder, fortryder man så det i dag fra regeringens side?

For jeg kan høre, at man overvejer nye tiltag i kølvandet på det frygtelige terroranslag i Paris. Men så var det måske i virkeligheden en meget god idé – for netop at sørge for, at det ikke bliver symbolsk, ineffektivt eller båret af følelser – at man så lige præcis gennemførte det udvalgsarbejde, så vi fik en samlet belysning af vores terrorberedskabs effektivitet og balancen i forhold til vores alle sammens frihed.

Tak. Statsministeren.

Tak for det. Nej, det fortryder vi sådan set ikke, og det hænger sammen med, at det udvalgsarbejde ikke rigtig var løbet i gang. Altså, nu giver jeg et svar, fuldstændig som jeg ser det. Det er jo ikke, fordi problemstillingen ikke er relevant.

Det er sådan, at i forhold til læringen fra Krudttønden og synagogen ligger der en række redegørelser og sådan noget, der umiddelbart kan handles på, og hvor der ikke er brug for udvalgsarbejde, men for handling. Og det har vi prioriteret at give energi og at trække ind i de aktuelle forhandlinger, som forhåbentlig munder ud i en aftale i løbet af i dag – det er i hvert fald mit forfængelige håb. Så må vi se, hvordan det går.

Så forbeholder regeringen sig ret til at arbejde videre, og det gør vi jo også. Altså, jeg har allerede i mit første indlæg her i dag bebudet tiltag, som er på lovprogrammet. Og jeg udelukker da heller ikke, at det kan være meningsfuldt at have arbejdsgrupper, taskforces eller udvalg, og dem vil vi så i givet fald nedsætte.

Så det har indgået i min vurdering af og stillingtagen til, hvad der skulle fortsætte af det, som den gamle regering havde sat i gang med diverse udvalg, om der havde været progression i arbejdet. Sagt på en anden måde, lige ud: Havde der været et udvalg, som havde arbejdet, så det sprøjtede fra neglene og der lå et stort set færdigt produkt, så havde det også være en del af overvejelsen, da vi skulle tage stilling til, om arbejdet skulle fortsætte. Men sådan var situationen ikke.

Tak. Hr. Morten Østergaard.

Havde man da bare set på samme måde på Irakkommissionen, men det er jo en anden diskussion.

Jeg synes i hvert fald, jeg vil notere mig, at statsministeren siger, at det ikke er, fordi problemstillingen ikke er relevant. Og derfor vil jeg bare for vores vedkommende advare mod, at man nu sådan fra tue til tue griber ideer, der måtte ryge igennem luften, også her i Folketingssalen i dag, i stedet for at få et samlet og helhedsorienteret blik på, hvordan vi får et effektivt værn mod terror, ifald vi ikke har det i dag. Der er jo mange andre lande, der har brugt tid og kræfter på det – lande, vi normalt sammenligner os og samarbejder med, f.eks. USA og England. Mange steder har man fundet ud af, at nogle af de værktøjer, man tidligere tog i brug i kølvandet på terroranslag, viste sig at være mindre effektive i forhold til nutidens trussel.

Derfor vil jeg bare advare mod, at man bare lægger nye ting til uden at overveje, om ressourcerne anvendes effektivt i dag.

Tak. Statsministeren.

Jeg er helt enig i, at når man tyr til at tage et nyt værktøj i brug, skal man jo overveje, om det er proportionalt med de mål, man er på jagt efter at opfylde, og hvad ressourceforbruget er. Det mener jeg nu også godt man kan gøre, uden at man først har et udvalg, som over en meget lang periode sidder og tygger sig igennem alle ting. Så egentlig føler jeg ikke, at der nødvendigvis er en konflikt her.

Det er jo en dynamisk ting, for det trusselsbillede, vi står med, er alvorligt og har været det hele tiden, men vi er hele tiden nødt til at se fjenden i øjnene, havde jeg nær sagt, og vurdere, hvad det er for en teknologi, fjenden har, hvad det er for nogle strukturer, fjenden arbejder efter, og så stille det skarpest mulige værn op mod det. Og der er det da vigtigt – det tror jeg vi er enige om – på et overordnet niveau, og så skal det jo stå sin prøve i det konkrete, at alt, hvad vi gør, skal balanceres op imod, at vi samtidig ønsker fortsat at leve i et retssamfund med retssikkerhed, med beskyttelse af individet.

Der er balancen jo at undgå at sælge ud af det for at beskytte os i kampen mod nogle, der sådan set ideelt ønsker, at de rettigheder aldrig havde eksisteret. Det er en balance, og det er noget, man dynamisk må tage stilling til.

Tak for det. Spørgeren, hr. Morten Østergaard. Værsgo.

Vi glæder os til, at der kommer initiativer, der måtte adressere det sidste. En

Men en anden skillelinje, der har været oppe i diskussionen her i den forgangne uge, vedrører jo reaktionerne på den svenske grænsekontrol. Der tror jeg da at der fra alle de partier, der støtter statsministerens regering, var et ønske om, at der med det samme – af frygt for, at vilkårene i Danmark skulle ændres fuldt og helt op på et øjeblik – skulle indføres grænsekontrol. Der vil jeg gerne rose statsministeren for ikke at have ladet sig gribe af den panik, der var fremherskende der.

Men når jeg så alligevel her til sidst tager det frem, er det, fordi jeg synes, det er vigtigt, at der ikke opstår en skillelinje mellem de flygtninge, der kommer til Danmark, og os, der er her i forvejen, som relaterer sig til den konflikt, de faktisk flygter fra, og til den samme fjende, som viste sit grimme ansigt her i Europa i weekenden.

Derfor vil jeg gerne appellere til, at statsministeren genovervejer at indkvartere folk i telte – efterhånden som vejrmeldingerne viser, at den første sne er på vej mod Danmark – og at passivisere asylansøgere i lejre, med henblik på, vil jeg tro, at det skulle bidrage til, at der kom færre asylansøgere. Det fører kun til én ting, og det er det modsatte af det, statsministeren tidligere har talt om, nemlig en hurtig integration, hvor folk hurtigst muligt forsørger sig selv. Det kan vi gøre bedre, og det bør statsministeren genoverveje for ikke at dyrke en falsk skillelinje.

Tak. Statsministeren.

Det er vi jo helt åbenlyst ikke enige om. Jeg tror sådan set, at vi på mange måder er enige om grundholdningen, men vi er helt åbenlyst ikke enige om metoden.

Jeg er meget, meget enig i, at vi skal løse udfordringen med det asylpres, der er på Danmark, og tage vores del af ansvaret på en måde, som ikke skaber skel i befolkningen. Jeg tror, at til det hører – og det er vi så måske uenige om – at løse den ekstraordinære opgave, vi har, på en måde, som kan håndteres økonomisk, praktisk, logistisk, og også på en måde, der er, havde jeg nær sagt, mindst muligt indgribende i danskernes hverdagsliv. Det tror jeg.

For jeg tror, at hvis vi vælger en anden strategi, hvor man f.eks. ikke turde benytte et telt, før man havde beslaglagt den sidste håndboldhal, så ville vi risikere at skærpe en reaktion i befolkningen. Det er vi åbenlyst ikke enige om, og sådan er det nok.

Men jeg vil bare gerne lige understrege, at mine motiver er at finde en balance, der sikrer, at antallet er et, vi kan håndtere, og at den måde, vi håndterer det på, også er håndterbart i forhold til at sikre, at danskernes hverdagsliv fortsat kan fungere. Det tror jeg er den langsigtede forudsætning for, at danskerne tager den her opgave på sig, uden at vi ender i den rene polarisering.

Tak for det. Tak til spørgeren, og tak til statsministeren.

Den næste er fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.