Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 10:

Forslag til folketingsbeslutning om genetablering af Irak- og Afghanistankommissionen.

Af Eva Flyvholm (EL) m.fl.

(Fremsættelse 08.10.2015).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver først ordet til justitsministeren. Værsgo, hr. minister.

Tak. Med beslutningsforslaget søges det pålagt regeringen at genetablere Irak- og Afghanistankommissionen. Kommissionen skal efter forslaget genoptage arbejdet på samme grundlag, som den oprindelig blev nedsat på, sådan at den kan færdiggøre det påbegyndte arbejde med at undersøge og redegøre for baggrunden for Danmarks deltagelse i Irakkrigen samt danske myndigheders handlinger i forbindelse med tilbageholdelse af personer i Irak og Afghanistan.

Flere af mine ministerkolleger og jeg har tidligere besvaret en række folketingsspørgsmål om regeringens beslutning om at nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen. Som jeg tidligere har sagt, finder regeringen, at de forhold, kommissionen skulle undersøge, er tilstrækkeligt belyst. Der har naturligvis hele vejen igennem været forskellige politiske holdninger til Danmarks krigsdeltagelse, men den politiske diskussion bør ikke gøres juridisk. Det er en politisk beslutning at nedsætte en undersøgelseskommission – den var også omstridt – ligesom det er en politisk beslutning at nedlægge en undersøgelseskommission.

Samtidig finder regeringen, at man så vidt muligt skal udvise fornuft ved forbrug af skatteborgernes penge. I forhold til historikken og Danmarks deltagelse i internationale krige finder regeringen, at danskernes penge bruges bedre på at tage hånd om nogle af de mennesker, der er kommet hjem med ar på krop og sjæl, end på et mangeårigt kommissionsarbejde. Det er derfor, regeringen har besluttet at nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen og i stedet ønsker at bruge de afsatte midler til en styrkelse af indsatsen for danske veteraner.

Derudover skal man erindre, at en række af de spørgsmål, som blev rejst forud for kommissionens nedsættelse, allerede bliver adresseret fremadrettet fra forsvarets side. Når forsvaret i dag udarbejder direktiver i forbindelse med deltagelse i internationale missioner, bliver der trukket indgående på erfaringerne fra de sidste 10-15 år. Forsvarsministeren har endvidere oplyst, at Forsvarsministeriet i 2012 igangsatte et omfattende arbejde med at udarbejde en dansk militærmanual. Militærmanualen skal bidrage til yderligere at styrke forsvarets uddannelse i og anvendelse af den humanitære folkeret og krigens love. Den pågældende manual forventes færdig i løbet af 2016.

Som jeg har sagt i dag og tidligere, finder regeringen altså, at de forhold, kommissionen skulle undersøge, er tilstrækkeligt belyst. Regeringen har i stedet valgt at bruge skatteborgernes penge til en styrkelse af indsatsen for danske veteraner. Vi skal tage bedre hånd om dem, som kommer hjem med ar på krop og sjæl. Desuden bliver der i dag trukket på tidligere erfaringer i forbindelse med internationale missioner. Der blev i øvrigt igangsat et omfattende og vigtigt arbejde i 2012. Resultatet heraf foreligger i løbet af næste år med en militærmanual. Der bliver således løbende gjort meget for at gøre en bedre indsats. På den baggrund er der ikke behov for et mangeårigt kommissionsarbejde, og regeringen kan dermed ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ministeren. Der er korte bemærkninger. Den første er til hr. Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten.

Tak for det, og tak til forsvarsministeren. Der var jo flere ting, der skulle undersøges i den her kommission, bl.a. behandlingen af fanger. Det er et emne, som jeg også ved har ligget Venstre på sinde tidligere. Det var jo faktisk sådan, at Venstre iværksatte en undersøgelse af det i 2010 under forsvarsminister Gitte Lillelund Bech. Den her undersøgelse blev så en del af Irak- og Afghanistankommissionen og indgik dermed i det arbejde.

Nu står vi jo så i en situation, hvor der ikke bliver lavet nogen undersøgelse af mishandling af fanger, fordi regeringen nedlægger kommissionen. Er det sådan, at Venstre har ændret standpunkt i den her sag og ikke mener, det er relevant at få undersøgt noget, som man ellers i 2010 igangsatte et undersøgelsesarbejde omkring?

Hr. Nikolaj Villumsen kom til at kalde justitsministeren for forsvarsminister ( Nikolaj Villumsen (EL): Beklager), men skal vi ikke bare sige »ministeren«, så kan man i hvert fald være sikker på at ramme rigtigt.

Ministeren.

Tak for det, og det er måske også derfor, hr. Nikolaj Villumsen adresserer spørgsmålets egentlige materielle indhold til den forkerte, for det, jeg skal stå og svare på i dag, er selvfølgelig spørgsmålet om, hvorfor – vil jeg da tro – regeringen har nedlagt den pågældende kommission. Det materielle indhold om dansk krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan, herunder altså spørgsmålet om tilbageholdelse af personer under denne krigsindsats, hører rettelig til under Forsvarsministeriet.

Det får mig jo til at sige, at den her diskussion i realiteten handler om noget helt andet. Det, man ønskede, da man med meget stor præcision nedsatte den pågældende kommission, var at se Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller og Søren Gade og andre borgerlige politikere rende op og ned ad en trappe, mens der skulle ske afhøringer, og bedrive politik på noget. Det var det, man ønskede. Det handlede for så vidt ikke engang om Irakkrigen. Det handlede om at bedrive politik. Det er det, man er nødt til at fastholde i denne sammenhæng, og det medvirker regeringen selvfølgelig ikke til. Nedsættelse af undersøgelseskommissioner er en alvorlig sag.

Hr. Nikolaj Villumsen for anden korte bemærkning.

Jeg skal selvfølgelig beklage, at jeg ikke kaldte justitsministeren for justitsministeren. Det vil jeg selvfølgelig gøre fremover. Men der er jo heller ingen tvivl om, at justitsministeren står her, fordi justitsministeren selvfølgelig står på mål for regeringens beslutning i den her sag. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre et svar fra justitsministeren på, hvorfor det er, at regeringen i modsætning til den tidligere VK-regering ikke ønsker en undersøgelse af behandlingen af fanger og bl.a. derunder en undersøgelse af, om danske soldater overværede tortur af irakiske fanger, hvad den tidligere VK-regering jo iværksatte en undersøgelse af, og hvilket vi nu ikke får klarlagt.

Ministeren.

Som jeg har sagt før: Konkrete spørgsmål om tilbageholdelse af personer under krigsindsats hører rettelig til under forsvarsministerens ressort.

Den næste til en kort bemærkning er fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

Mange tak. Justitsministeren peger på, at grundlaget skulle være fuldt belyst. Jeg har meget svært ved at se, hvordan det hænger sammen med, at der umiddelbart efter nedlæggelsen af Irakkommissionen fremkom helt nye oplysninger om brugen af bl.a. lejesoldaterne i Blackwater, helt nye oplysninger om, hvordan databaser over fanger var forsvundet, og helt nye oplysninger om, hvordan Anders Fogh Rasmussen tidligere har lovet Pentagon, at Danmark nok skulle bakke op i Irak.

Jeg synes, der er meget, der peger på, at tingene bestemt ikke har været fuldt belyst på det tidspunkt, man nedlagde kommissionen, og det er jeg meget, meget bange for de stadig væk heller ikke er i dag. Så hvordan vil ministeren forklare, at den her lange række af ting er kommet frem, efter at ministeren har sagt, at alt var fuldt belyst?

Ministeren.

Fru Eva Flyvholm repræsenterer jo et parti, der tit og ofte er bekymret for, at alting ikke altid er kommet frem i fuldt omfang i alle mulige sammenhænge. Og dertil kan jeg sige, at det udtryk, jeg med megen og i øvrigt vanlig omhu bruger, er, at det er tilstrækkeligt belyst.

Det hænger sådan set meget nøje sammen med det, jeg startede med at sige, nemlig at undersøgelseskommissionen i sig selv var politiseret nedsat, hvilket Dommerforeningens formand i øvrigt også bemærkede, dengang den blev nedsat. Og vi må jo bare sige, at det blev politiseret. Man søgte ikke et bredere mandat, man forankrede det ikke i Folketinget, og man spurgte ikke sig selv, om man f.eks. kunne have kigget på al dansk krigsindsats, og om man kunne være gået helt tilbage til konflikten på Balkan og egentlig have fået en redelig, ordentlig undersøgelse af de her forhold. Men det var jo ikke det, man gjorde, og derfor blev det politiseret.

Så kan man selvfølgelig godt sige, at man ønsker hver eneste detalje i det hele belyst. Det er ikke det afgørende for os. Vi mener, sagen er tilstrækkeligt belyst. Sagens forhold var lagt frem for Folketinget, og et flertal i Folketinget traf en beslutning.

Fru Eva Flyvholm, anden korte bemærkning.

Nu mener jeg jo, at det også er et demokratisk spørgsmål at sikre, at sandheden kommer frem. Vi har jo stadig væk nogle uklarheder om, hvorvidt Folketinget f.eks. er blevet vildledt i forbindelse med Irakkrigen, og det vil jeg gerne have undersøgt nærmere.

Bekymrer det virkelig slet ikke justitsministeren, at man her ikke får mulighed for at tale med de relevante, at det ikke bliver muligt at afhøre Anders Fogh Rasmussen under vidneansvar for at høre, hvad der egentlig foregik dengang? Er det ikke af interesse for demokratiet? Og så vil jeg også spørge: Vil justitsministeren virkelig lægge hovedet på blokken for, at der ikke kommer flere problemer frem i forbindelse med krigene i Irak og Afghanistan?

Ministeren.

Der kom sandheden jo for en dag: Det, det handlede om, var at afhøre tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen under vidneansvar om en politisk beslutning, som et legitimt flertal i det danske Folketing traf i fuld åbenhed over for den danske befolkning. Fru Eva Flyvholm sagde det selv, men tilføjede så ovenikøbet, at jeg skulle lægge hovedet på blokken. Det er så også det, der er hensigten. Det er jo det, det handler om:

Det er simpel politisering og udstilling og forsøg på at undergrave et legitimt demokratisk flertal i det danske Folketing, hvor der blev truffet en åben beslutning, som havde været til drøftelse i Folketingssalen. Det medvirker vi altså ikke til.

Så er det fru Trine Bramsen til en kort bemærkning.

I Politiken fra den 2. juli i år kan man læse, at daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, ifølge et klassificeret notat fra Statsministeriet allerede fra begyndelsen af 2002, altså et år før Irakkrigen begyndte – i hvert fald vores deltagelse – drøftede en mulig invasion af Irak med den amerikanske viceforsvarsminister. Kan vi ikke få oplyst, hvor lang tid der gik, fra den daværende statsminister gav sin støtte til Irakmissionen, til Folketinget blev oplyst om det?

Ministeren.

Spørgsmål om det mere formelle omkring hele forløbet er spørgsmål, man skal stille til forsvarsministeren. Og så vil jeg i øvrigt sige, i forhold til det her med at prøve på at politisere, hvornår en statsminister forhandler med allierede om hvad i et klassificeret dokument, at det selvfølgelig heller ikke er noget, jeg vil sige noget om her fra Folketingets talerstol.

Fru Trine Bramsen.

Det er bare, fordi det undrer mig lidt, for ministeren står jo og siger, at alt er belyst. Det sagde han i sin tale, og hvis alt er belyst, må man jo også vide, hvornår Folketinget fik den her information om en så vigtig beslutning. Men lad det stå som et stort spørgsmål.

Jeg vil gerne høre ministeren, om han ikke synes, det giver stof til eftertanke, at ledende embedsfolk i Bushregeringen, Bushrådgivere, kritiserer, at vi har nedlagt kommissionen, og mener, at Danmark bør genoplive krigskommissionen, jævnfør Information den 28. august.

Ministeren.

Det er nyt for mig, at Socialdemokraterne støtter sig til embedsmænd fra Bushadministrationen, og det er helt nyt for mig, at man følger deres anvisninger. Jeg kan bare sige, at det synes jeg er et spørgsmål for det danske Folketing, og at det er her, den drøftelse hører hjemme.

Den næste til en kort bemærkning er hr. Martin Lidegaard, Det Radikale Venstre.

Justitsministeren vil jo gerne have det her til at fremstå, som om hele ideen med at nedsætte Irakkommissionen i bund og grund var politisk drilleri. Jeg må bare sige, at det synes jeg er en anelse arrogant. Alle de stater, der har deltaget i Irakkrigen, har faktisk, så vidt det er mig bekendt, meget grundigt gennemgået deres egen krigsdeltagelse af mange grunde. Dels for at aflive myter, dels for at blive klogere. Det gælder Storbritannien, det gælder USA, og derfor er det jo mærkeligt, at Danmark som et af de få lande, der deltog i Irakkrigen, ikke ønsker at få alt frem – også af hensyn til veteranerne, som eksplicit har bedt om, at vi gjorde arbejdet færdigt. Så jeg må bare sige til det med, at det er politisk drilleri, at det synes jeg er arrogant over for de soldater, som vi sendte derned, og over for deres pårørende.

Men jeg kender jo godt regeringens holdning, og derfor er mit spørgsmål sådan set et andet. Hvis det var et spørgsmål om, at vi gerne ville udstille nogle bestemte politikere, så er der jo intet til hinder for i det mindste at offentliggøre de dele af kommissionens arbejde, som er lavet, og som ikke handler om at indkalde nogle og få nogle til at gå op ad nogle trapper, som justitsministeren siger. Er regeringen i det mindste ikke klar til at lægge det frem, som kommissionen har nået at lave, for der er åbenbart ikke noget som helst at skjule?

Ministeren.

Det er jo altid rart at blive kaldt arrogant af en radikal, for så ved man, at det kommer fra en sand kender. Men jeg vil sige, at det, at man stemte en undersøgelseskommission igennem så snært, som det skete, jo ikke ligefrem tyder på, at det her handlede om at få etableret en egentlig undersøgelse på bred basis af, hvad der foregik. Og jeg forstår den dag i dag ikke, at man ikke søgte et forlig, og at man ikke søgte at brede det her ud, sådan at et bredt flertal i Folketinget kunne samles om det.

Når det kommer til spørgsmålet om dokumenterne, er det regeringens opfattelse, at spørgsmålet om adgang til materiale må vurderes efter de generelle regler i offentlighedsloven og arkivloven. De er udtryk for en generel balance mellem på den ene side hensynet til offentlighed og på den anden side hensynet til statens sikkerhed, andre lande og den ressourcemæssige belastning af myndighederne. Og så kommer der også et hensyn til de involveredes retssikkerhed. Det taler kraftigt imod, at man skulle etablere en særlov eller anden særlig offentlighedsordning omkring dokumenterne udarbejdet af den nedlagte kommission. De pågældende har ikke mulighed for at forsvare sig mod de konklusioner, som vil blive draget ud af de fragmenterede dele af materialet, som der vil blive fokuseret på.

Hr. Martin Lidegaard.

Jeg ved ikke, om hr. Søren Pind selv kan høre, at de slutninger, han laver her, bider sig selv lidt i halen. Altså, det var vores skyld, at Venstre i sin tid ikke ønskede en kommission, selv om alle de partier, som Venstre var enige med om at gå ind i Irakkrigen, i Storbritannien, i USA og i flere andre lande, har ønsket kommissioner i deres lande. Vi kunne ikke få Venstre med, og derfor lukker man nu, og man retfærdiggør sin lukning med, at Venstre ikke ønskede at støtte det. Dernæst siger man så, at vi ikke kan offentliggøre de dokumenter, der i det mindste er kommet ud af det, fordi man ikke vil gøre hele processen færdig; fordi man ikke kan gennemføre de vidneafhøringer, som Venstre er imod.

Men jeg synes, at vi i det mindste skylder veteranerne og offentligheden, at de 10 mio. kr., vi har brugt på at undersøge det, får nogle resultater frem. Det skader da ingen mennesker overhovedet, uanset hvilket juristeri justitsministeren prøve at pakke det ind i.

Jeg minder lige for en god ordens skyld om, at ministre tiltales ved titel og ikke ved navn i Folketingssalen.

Ministeren.

Vores opfattelse er klar: Her var der tale om en politisk nedsættelse, og sagen er den, at når man nu så varmt taler for veteranernes sag, kunne man passende have bredt det her ud til at omfatte større dele af Folketinget. Og når det kommer til spørgsmålet om krigsdeltagelsen, hvilket ligger et stykke uden for mit ressort, vil jeg bare sige, at den danske krigsdeltagelse til forskel fra alle andres krigsdeltagelse ikke handlede om dårlige efterretninger, men havde et fuldstændig klarlagt andet grundsyn. Og det er jo derfor, at nogle andre lande har haft travlt med at iværksætte undersøgelser, for hvordan kunne man egentlig følge de pågældende efterretninger i den situation? Det var ikke det danske krigsgrundlag.

Den næste til korte bemærkninger er hr. René Gade fra Alternativet.

Det ligger mig meget på sinde at komme ud over partifarver her og hæmmende overbevisninger om politisering, og der tænker jeg at hr. Martin Lidegaard var inde på noget, som er væsentligt. Den her debat skal jo ikke handle om, om der er nogen, der skal udstilles. Den skal handle om, at vi får nogle svar på banen, der kan gøre os klogere og ikke mindst sætte vores veteraner i en anden situation end den, de føler sig sat i i dag, hvor de faktisk føler, at de har ansvaret for nogle af de uklarheder, der ligger efter den indsats, der har været. Så det er egentlig mere det, der er mit spørgsmål.

Når jeg stiller spørgsmålet om, hvad der skal til for at genåbne Irakkommissionen, får jeg så at vide, at der er belyst det, der skal belyses, så det vil sige, at den ikke kan blive genåbnet. Jeg har prøvet at spørge igen og netop set bort fra partifarver, herunder Alternativet, der slet ikke var i Folketinget dengang, og når jeg spørger om, hvilke alternative undersøgelser regeringen vil tilbyde de mange danske veteraner og soldater, der føler, at lukningen af Irakkommissionen skubber ansvaret for krigens uklarheder over på netop dem, får jeg igen at vide: Jamen sagen er belyst. Og jeg tænker: Lad os da endelig finde en anden vej. Jeg ville ønske, at vi kunne genåbne Irakkommissionen, men hvad er alternativet fra regeringens side, hvis vi egentlig bare ønsker at få ny viden i spil og blive klogere? Jeg synes, det er ærgerligt bare at henvise til, at det er politisk drilleri, og at man derfor ikke vil gøre noget.

Ministeren.

Der er en ting, jeg ikke forstår. Man taler om veteranerne, som om der udelukkende er tale om veteranerne fra Irakkrigen. Det er manglende respekt for veteranerne. For der er mange, mange andre veteraner, ikke mindst fra Balkan, som har været meget hårdt belastet af den indsats, man ydede dengang, men meget omhyggeligt holder man dem ude af regnestykket. Hvis man vitterlig mente det alvorligt, og jeg er helt opmærksom på, at Alternativet ikke var i Folketinget på daværende tidspunkt, så det er ikke Alternativet, jeg sigter til her, men hvis man havde ment det med veteranerne alvorligt, havde man foretaget en grundig undersøgelse. I stedet for endte det så, hvor det endte.

Det var varslet før valget; både Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance sagde til Venstre i marts, at den der kommission skal nedlægges. Og Venstre havde to overvejelser, som var enten at udvide kommissoriet, sådan at man kunne få det hele med, eller at nedlægge Irakkommissionen. Og det blev det sidste, fordi Irakkommissionen er født med en arvesynd, den var politisk betændt og ramt af, at det pågældende flertal i virkeligheden begik en form for politisk magtmisbrug, dengang man nedsatte den.

Hr. Gade

For at udnytte tiden bedst tænker jeg at jeg kan undlade at gå dybere ind i det her, for det kan vente til min ordførertale, og i stedet for spørge justitsministeren om, hvad vi så kunne gøre. Er det helt i regeringens og justitsministerens interesse måske at lave en undersøgelse, der netop går tilbage til Kosova, for at få en bred afklaring af, hvad vi har lært af de danske indsatser, som kan være til hjælp for, hvordan vi agerer i fremtiden?

Ministeren.

Det ligger helt ærligt uden for mit ressort at tilkendegive det. Altså, det, jeg kan svare på, er de formelle forhold omkring nedlæggelse af den pågældende kommission. De drøftelser, som hr. René Gade beder mig om at forholde mig til, ligger simpelt hen uden for justitsministerens ressort at tilkendegive min mening om.

Hr. Holger K. Nielsen for en kort bemærkning

Jeg lagde mærke til, at ministeren sagde, at det er en alvorlig sag at nedsætte en sådan kommission, men det er jo også en alvorlig sag at gå i krig. Det er det for de soldater, der sætter deres liv på spil, og det er det for et samfund, der bliver dybt påvirket af det.

Det er jo også derfor, at man i andre lande – USA og Storbritannien ikke mindst – er meget optaget af at få undersøgt Irakkrigen til bunds. Og i den sammenhæng er det ikke noget argument, at krigsgrundlaget ifølge regeringen var anderledes her i Danmark. Det var trods alt den samme krig, vi deltog i, de samme problemer, de danske soldater var udsat for, som de britiske og de amerikanske. Og derfor forstår jeg simpelt hen ikke, at man er så, hvad jeg vil kalde arrogant i forhold til den her diskussion.

Er der eksempler, minister, på, at andre regeringer har handlet på samme måde, at de har lukket en kommission, der var i gang? For det karakteristiske her er, at der faktisk i det her land er en tradition for, at når en regering nedsætter en kommission, og den er i gang med arbejde, så får kommissionen lov til at arbejde videre efter et folketingsvalg, og så bliver den ikke udsat for den politisering, som den her regering jo har udøvet over for den.

Ministeren.

Det er jo simpelt hen lodret forkert. Jeg nedsatte selv som integrationsminister en kommission, der skulle kigge på, om man kunne forandre dansk udlændingepolitik, og det sekund, den nye regering kom til, blev den pågældende kommission nedlagt. Så det er simpelt hen forkert.

Hr. Holger K. Nielsen.

Jo, men jeg vil stadig væk godt have en kommentar til, hvorfor regeringen ikke kan se, at det er en meget, meget alvorlig sag at få det her undersøgt, både i forhold til de soldater, der har sat deres liv på spil, men også i forhold til diskussionen her i Folketinget. Et eksempel, der har været oppe, er, at Anders Fogh Rasmussen ifølge et dokument skulle have givet det løfte til Wolfowitz ca. et år før krigen om, at vi ville støtte amerikanerne. Det er da en særdeles relevant oplysning med hensyn til hele optakten til Irakkrigen. Skal det ikke undersøges? Det er da rigtigt, at det kan vi ikke stå og diskutere her på talerstolen, men det er jo derfor, man har nedsat en kommission, hvor man netop kan komme til bunds i den slags problemstillinger.

Ministeren.

Jamen hr. Holger K. Nielsen og jeg kan jo bruge mange kræfter på at diskutere, hvorfor den pågældende kommission blev nedsat. Jeg er ikke enig i hr. Holger K. Nielsens vurdering. Hvis man havde haft de interesser, som hr. Holger K. Nielsen tilkendegiver, havde man søgt et bredere mandat i Folketinget. Nu blev det et tæt partipolitisk slagsmål, nedsættelsen var omgærdet af politisering. Og når man ikke har villet lave et forlig, når man ikke har villet lave en aftale om forholdene, må man selvfølgelig, når flertallet skifter, kunne tåle, at det nye flertal agerer i overensstemmelse med den politisering, den urfejl, som den pågældende kommission blev udstyret med. Og det var i øvrigt varslet for alle vælgerne og tilkendegivet i god tid før valget.

Hr. Peter Hummelgaard Thomsen for en kort bemærkning.

Tak for det. Det er interessant at høre, at ministeren ligesom støtter sig på, at i det daværende beslutningsgrundlag for hele Danmarks krigsdeltagelse havde Danmark ikke støttet sig op af de samme efterretninger, al den stund at vi ikke henviste direkte til masseødelæggelsesvåbnene, men mere til hensynet til at skabe demokrati i Irak. På trods af det stod den daværende udenrigsminister jo adskillige gange under debatter i Folketingssalen og henviste til lige præcis de efterretninger fra både USA og Storbritannien, som viste sig at være så forkerte. Man henviste adskillige gange i de debatter, der var, både her i Folketingssalen, ude i offentligheden til netop tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben i Irak.

Samtidig siger ministeren nu her i debatten, nærmest sådan med en form for afsky, at han ikke er interesseret i en debat om vores krigsdeltagelse dengang, som er politiserende. Men sagen er jo den, at det er dybt politisk, og det er det stadig væk den dag i dag. Der er jo rigtig mange iagttagere, der mener, at den Pandoras æske, som vi selv var med til at åbne tilbage i 2003, også er det, der har ført til borgerkrig i Syrien bl.a. Det er stadig væk en stor diskussion i USA. Så sent som den anden dag kaldte den 41. præsident, gamle Bush, henholdsvis Cheney og Rumsfeld for, og jeg citerer ordret og beklager på forhånd: »jernrøve«. Gør det ikke indtryk på ministeren, at det stadig væk er i en debat, der foregår, og at vi også har brug for at lære lige præcis, hvad erfaringerne er, inden man træffer så alvorlig en beslutning?

Justitsministeren.

Nu er det jo ikke sådan, at det ligger inden for justitsministerens kompetence at lukke den offentlige debat ned. Den foregår jo heldigvis i bedste velgående. Jeg kan også høre her i salen, at man citerer fra klassificerede dokumenter, så det er jo heller ikke sådan, at adgangen til nogle bestemte dokumenter er helt forsvundet. Det lykkedes åbenbart dygtige medier og andre at tilvejebringe ting, som hr. Peter Hummelgaard Thomsen og andre finder interessante. Samtidig har vi jo altså regler, både i arkivloven og offentlighedsloven, som man kan anvende forskningsmæssigt, eller hvad man nu har lyst til i den sammenhæng. Så det der indtryk af, at man har dræbt den offentlige diskurs, er jo ærlig talt ikke rigtigt.

Hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Men hvis det var i ministerens interesse! Nu har han jo flere gange henvist til, at grunden til, at man nedlagde kommissionen, var, at man ikke synes, mandatet var bredt nok. Ministeren kalder det at politisere, på trods af at jeg synes, der næsten ikke er noget, der er mere politisk end valget om at sende soldater i krig og invadere et land osv. – lad det ligge 2 sekunder. Men gør det så alligevel ikke indtryk på ministeren, at det her er en diskussion, der foregår og har været belyst meget, meget grundigt i stort set alle andre lande, som i sin tid valgte at sende tropper i krig, og gør det heller ikke indtryk på ministeren, at hans parlamentariske grundlag, Liberal Alliance, sådan set også i hvert fald i offentligheden har støttet, at man burde genåbne Irakkommissionen og se grundigt på det her?

Ministeren.

Det tror jeg altså er misforstået. Jeg må sige, at hvis man går tilbage til de udtalelser, der faldt forud for regeringsdannelsen, vil man kunne se, at Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance krævede Irakkommissionen nedlagt, og hvor Venstre havde vaklet imellem et bredere kommissorium eller en decideret nedlæggelse, og det endte så i en nedlæggelse – i øvrigt tilkendegivet til vælgerne før valget.

Når jeg siger det med politisering, handler det jo netop om, at ja, krig er en alvorlig sag, og derfor bør man ikke misbruge det politisk til at fremme sin egen sag, men netop søge afklaret, hvad dansk krigsdeltagelse har gjort. Hvordan er det gået med veteraner etc.? Men det var jo ikke det, der var hensigten. Hensigten var den snævre, det var i Irakkrigen, det var Anders Fogh Rasmussen, det var Per Stig Møller, det var Søren Gade etc. Det var det, der var hensigten. Havde man tænkt sig bedre om, havde Irakkommissionen, som så skulle have heddet noget andet, ikke været nedlagt i dag.

Fru Marie Krarup har bedt om en kort bemærkning.

Tak. Det er blevet fremhævet af visse debattører, at danske veteraner helst havde set kommissionens arbejde fortsat, og det er også rigtigt, at enkelte veteraner, der har deltaget i debatten, har ønsket det. Men jeg vil gerne spørge justitsministeren, om han er klar over, at Veteranalliancen, der er en bred paraplyorganisation for veteranorganisationer i Danmark, har skrevet i deres leder: I Veteranalliancen synes vi, det er positivt, at regeringen endelig prioriterer rigtige mennesker med rigtige problemer, og som efterlyser rigtige løsninger, frem for et årelangt kommissionsarbejde, som ingen af os kan bruge til noget konkret.

Så der er en stor veteranorganisation, der støtter beslutningen om at nedlægge kommissionsarbejdet. Var justitsministeren klar over det?

Ministeren.

Jeg vil nu gøre noget meget sjældent. Jeg vil indrømme, at jeg som minister ikke var bekendt med det, fru Marie Krarup så hermed offentliggjorde i Folketingssalen. Det viser jo netop bare, hvad jeg siger, nemlig at den frie opinionsdannelse også kan frembringe ny viden hos flere.

Fru Krarup har ikke yderligere bemærkninger. Så er det fru Josephine Fock fra Alternativet.

Tak for ordet, og tak til ministeren for ministerens tale og redegørelse. Egentlig havde jeg forberedt et andet spørgsmål, men nu hørte jeg lige ministeren fra talerstolen sige, at ministeren faktisk syntes, at det var relevant at undersøge, hvordan vi gør det bedre fremadrettet, hvordan vi sikrer veteranerne og sådan nogle ting, så jeg vil da rigtig gerne lige spørge ind til, om ministeren så kan redegøre for, om ministeren i tankerne har planer om andre undersøgelser, for det synes jeg da er rigtig interessant.

Ministeren.

Næh, altså det, jeg har sagt, var, at det var åbenlyst, at der var nogle overvejelser i mit parti om, hvorvidt man skulle gå den ene vej eller den anden vej. Vores erkendelse var så i sidste ende, også efter drøftelse med de partier, som stod bag regeringsdannelsen, at Irakkommissionen simpelt hen i sig selv var for kontamineret. Og så er der så nogle forhold, som man i øvrigt er i færd med at undersøge, og der kommer en ny militærmanual til næste år. Hvad der så i øvrigt skal ske, må jo være til åben drøftelse i Folketinget.

Fru Josephine Fock.

Tak for det. Så tror jeg jeg vil gå tilbage til mit oprindelige spørgsmål, for noget af det, som jeg synes er rigtig ærgerligt, når vi sidder her i Folketingssalen og følger den her debat, er, at det der ord politisering i virkeligheden bliver brugt begge steder. Det bliver både brugt, i forbindelse med at vi gik i krig i Irak, og det bliver brugt i forbindelse med nedsættelse af kommissionen. Jeg synes, det er så ærgerligt, at vi nedlægger den her kommission, fordi den faktisk kunne bibringe os viden til, at vi bliver klogere, i forhold til hvordan vi fremadrettet skal gå i krig, hvad jeg jo forudser vi kommer til også fremover.

Så er der ikke nogen muligheder for, at ministeren alligevel vil overveje ikke at nedlægge Irakkommissionen?

Ministeren.

Jeg tror, jeg bliver nødt til at sige det relativt firkantet så. Irakkommissionen er nedlagt – den er nedlagt. Så den kan ikke fortsætte. Svaret på det spørgsmål er jo også, som man vil se, hvis man kigger i regeringsgrundlaget, et nej.

Dermed er der ikke yderligere spørgsmål til ministeren, så vi siger tak. Den næste ordfører er fru Trine Bramsen fra Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Forleden dag læste jeg en meget interessant artikel, som var et indlæg i Information af Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet. Den hedder »Ikke se, ikke høre, bare tale selv«. Jeg vil starte med lige at citere fra den: Der er lige så mange bud på, om vi har tabt eller vundet i Afghanistan, som der er eksperter, politikere og kommentatorer. Alle konstruerer deres egen virkelighed og argumenterer ud fra den.

Jeg vil anbefale alle at læse denne artikel, for den skitserer meget godt den debat, vi har i dag.

Det er en stor fejltagelse, at regeringen har nedlagt Irakkommissionen set med Socialdemokratiets øjne. Venstre skaber lukkethed, hvor der er brug for åbenhed, og som demokratisk samfund skal vi som den største selvfølge lære af et af de mest skelsættende sikkerhedspolitiske forløb i nyere tid. Det er ikke sandt, når Venstres justitsminister påstår, at alt er tilstrækkeligt belyst. Det fik vi også understreget meget godt i debatten her tidligere, hvor der var en række spørgsmål, som han ikke var i stand til at svare på.

De soldater, vi sender ud på internationale missioner for at kæmpe under dansk flag, skylder vi den største respekt og taknemmelighed. Når man sætter livet på spil for frihed og fred, giver man det dyrebareste, man har, som menneske. Det samme gælder de pårørende, der hver dag vågner op med frygten for, at den værst tænkelige besked kommer. Hvis respekten og anerkendelsen af vores soldater skal være mere end bare flotte ord, hvis vi politikere for alvor skal vise vores taknemmelighed, skylder vi soldaterne og deres pårørende at undersøge grundlaget for vores krigsdeltagelse til bunds. Politikere må tage deres egen medicin. Med den største selvfølge kræver vi jo af vores forsvarsansatte, at deres ageren undersøges i detaljer, hvis der hersker den mindste tvivl om, hvorvidt der er civile tab eller begået andre fejl – ikke mindst for at kunne gøre det bedre en anden gang. Det er soldaterne indforstået med, og det sætter de ikke spørgsmålstegn ved.

I et demokrati er det fuldstændig afgørende, at vi som Folketing og befolkning kan holde regeringen fast på sit ansvar. Det kræver, at en regering er klar til at undersøge sig selv, også selv om det er politisk ubekvemt. Det kræver, at en regering ejer modet til at blive kigget efter i sømmene og blive klogere, så demokratiet ikke svækkes. Det kræver, at en regering er klar til at kigge beslutninger, der historisk er truffet, efter i sømmene. Det var netop ud fra de argumenter, at Irak- og Afghanistankommissionen blev oprettet, og det er baggrunden for, at vi Socialdemokrater støttede den.

De ubesvarede spørgsmål er mange, og over sommeren er behovet for kommissionens arbejde blevet aktualiseret yderligere, ikke mindst da det, som jeg nævnte, i Politiken gennem lækkede dokumenter kom frem, at daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, ifølge et klassificeret notat fra statsministeren allerede i marts 2002, altså 1 år før Irakkrigens begyndelse, drøftede en mulig invasion af Irak med den amerikanske viceforsvarsminister. Det er da dybt relevant at få frem, altså om Folketinget på nogen måde var informeret om denne påståede opbakning til krigsdeltagelsen, eller om landets statsminister handlede på helt egen hånd. Og det giver også mig stof til eftertanke, når både USA og England ikke har holdt sig tilbage med at undersøge grundlaget for deres deltagelse, og når tilmed amerikanske topembedsmænd, der bidrog til USA's beslutning om at gå i krig i Irak, opfordrer til at genoplive Irakkommissionen.

Hvis man tager kommissoriet frem og gennemgår det punkt for punkt, burde Venstre kunne anvise svar på hvert enkelt spørgsmål. Men det kan de ganske enkelt ikke. Derfor er det ikke sandt, når de påstår, at alt er belyst, og hertil kommer de mange modsatrettede udtalelser og oplysninger om sagen vedrørende Danmarks deltagelse, som er kommet fra forskellige ministre.

Med de ord vil jeg gerne meddele, at vi Socialdemokrater støtter beslutningsforslaget her i dag. Vi mener, det er vigtigt at få den her sag undersøgt til bunds.

Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Peter Juel Jensen fra Venstre.

Tak. Ordføreren tog alle veteraners ord i sin mund og sagde, at soldaterne kræver svar osv. Men har vi ikke lige hørt fra fru Marie Krarup, at der er nogle veteraner, som hellere ser, at vi ikke fortsætter med at snakke, men hellere går ind og kigger på det, vi tilbyder veteranerne, når de kommer hjem, og at Veteran Alliancen faktisk i bund og grund hellere ser, at vi bruger de penge, som en kommission koster, til at investere i bedre forhold for vores veteraner?

Så er det i bund og grund ikke ordføreren for Socialdemokratiet, som i den grad strækker nogle veteraners udsagn utrolig langt og tager dem alle sammen under en hat? Er det en fair måde at behandle de danske veteraner på?

Ordføreren.

Jeg gav såmænd udtryk for Socialdemokratiets holdning, og det mener jeg jeg er i min gode ret til som ordfører. Vi Socialdemokrater mener, at vi skylder soldaterne, veteranerne og deres pårørende at undersøge det her til bunds.

Så må jeg også sige, at for mig er det ikke et enten-eller; det er et både-og. Selvfølgelig skal der være ordentlige vilkår for vores veteraner, og selvfølgelig skal vi undersøge grundlaget for at gå i krig til bunds.

Peter Juel Jensen.

Jamen så er jeg bare forvirret, måske på et højere niveau, for jeg syntes da, at ordføreren i begyndelsen af sin tale brugte ordet soldater hele vejen igennem. Og så må jeg bare til at vænne mig til, at man i Socialdemokratiet internt omtaler hinanden som soldater og ikke som kampkammerater.

Ordføreren.

Det spørgsmål giver jo ikke rigtig nogen mening. Det, som jeg både sagde i min tale, og som jeg lige har gentaget, er, at det er Socialdemokraternes klare holdning, at vi skylder vores soldater, veteraner og deres pårørende at undersøge den her sag til bunds. Det er Socialdemokratiets holdning.

Den næste for en kort bemærkning er fru Marie Krarup.

Det skurrer i mine ører, når ordføreren taler om, at man skylder veteraner og pårørende til veteraner at genoplive kommissionen. Jeg er mor til en veteran, jeg er dermed selv pårørende, og jeg føler, at jeg bliver taget som gidsel i en politisk sag. Så jeg vil spørge ordføreren, om ordføreren ikke godt vil erkende, at der bredt i Veteran Alliancen, der er en paraplyorganisation for en lang række veteranorganisationer, er en glæde ved, at kommissionen er blevet nedlagt, fordi man derved kan frigøre nogle midler til veteranområdet.

Jeg vil derfor spørge ordføreren, om vedkommende ikke godt vil holde op med at gøre, som om Socialdemokraterne bygger på et bredt krav fra veteraner og pårørende om at fortsætte arbejdet, for det er slet ikke tilfældet.

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at fru Marie Krarup ikke har patent på at være pårørende til en veteran. Det er der også Socialdemokrater der er – som er kærester, søstre, brødre, ægtefæller eller forældre til veteraner. Der er mange holdninger til det her spørgsmål, Socialdemokraternes holdning er klar: Vi ønsker grundlaget belyst. Vi mener, det vil være respektfuldt over for vores veteraner, vores soldater og deres pårørende.

Fru Marie Krarup.

Jeg mener, det er respektløst over for veteraner at bruge penge på et nytteløst, politiserende udredningsarbejde i stedet for at bruge dem på veteranerne. Og jeg anmoder venligst ordføreren om at lade være med at gøre, som om vedkommende skylder alle veteraner og pårørende det. Nej, der er visse veteraner, som formentlig eller måske er Socialdemokrater, og som har deltaget i debatten, der ønsker dette. Men der er mange, der ønsker det modsatte. Og det er ikke okay at gøre, som om man taler på alle veteraners vegne, som om man skylder alle veteraner noget. Man skylder i høj grad veteranerne noget, men ikke at der er en kommission, der bruger 14 mio. kr. på et efter min mening unødvendigt arbejde.

Ordføreren.

Jamen der er vi jo så uenige. Vi Socialdemokrater mener, at vi skylder vores soldater, vores veteraner og deres pårørende at undersøge det her til bunds. Dansk Folkeparti mener ikke, at man skylder nogen at undersøge Danmarks deltagelse i krig til bunds, mener ikke, at det er relevant, heller ikke for de soldater, veteraner og pårørende, der giver udtryk for, at det her vil være en vigtig beslutning, vil være et vigtigt undersøgelsesarbejde. Der er vi så uenige.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i talerrækken er fru Marie Krarup fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. I Dansk Folkeparti kan vi ikke se et behov for, at Irak- og Afghanistankommissionen skal genåbnes. Vi synes, det var en fornuftig beslutning at nedlægge den og især at bruge de frigjorte midler på veteranområdet. Vi mener, at de områder, som Kommissionen skulle behandle, er blevet så rigeligt behandlet i pressen og i den offentlige debat. Der er mange vigtige politiske spørgsmål, man har taget fat på og haft en god debat om, men de er netop politiske og bør ikke forsøges omgjort til juridiske spørgsmål. Det drejer sig f.eks. om spørgsmålet om muligheden for at gå i krig og om konventioners betydning for krigsførelse. Kommissionens arbejde kan ses som et forsøg på at omgøre politiske spørgsmål til juridiske spørgsmål. Det giver ikke nogen mening, og det ville risikere at lukke den sunde politiske debat om emnerne.

Jeg vil derfor opfordre alle til at deltage i den debat, der stadig foregår, om krig og om Danmarks indsats i den, men uden at bruge dyrebare skattepenge på projektet. Dansk Folkeparti kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning. Det er hr. René Gade fra Alternativet. Værsgo.

Vi er vist alle sammen meget enige om, at veteranerne har fortjent at få god behandling, så det vil jeg ikke grave dybere i.

Jeg tænker, at når vi siger, at det er en meget, meget dyr kommission, og at der er andre ting at bruge millionerne på, kan jeg ikke lade være med at sætte det i relation til det flyindkøb, vi er i gang med at foretage – ikke at jeg skal vurdere, om det er rigtigt eller forkert – men her taler vi om en 30 mia. kr.s-investering. Kunne vi ikke i Alternativet, Dansk Folkeparti og måske flere partier blive enige om, at de 14 mio. kr., vi taler om her, ikke behøver at gå fra veteranerne, at det ikke er det, vi taler om. Jeg synes, det er pærer og bananer at sige, at hvis vi vælger at genåbne Irak- og Afghanistankommissionen, går der noget fra veteranerne. Jeg synes ikke, vi skal tage dem som gidsel i det spil.

Ordføreren.

Altså, det er jo netop et udtrykkeligt ønske fra regeringens side, at man skal bruge de her penge på veteranområdet. Så hvis Alternativet kunne finde en masse ekstra penge, kunne man sige, at så var problemet der ikke.

Men der er stadig væk et politisk problem i det. Der er det politiske problem, at kommissionen forsøger at juridicere nogle emner, som bør være politiske. Det er et problem, fordi det lukker den politiske debat på lang sigt. Derfor er der principielle årsager til det. Det er ikke udelukkende af økonomiske årsager.

Jeg synes, det er meget tiltalende, at man nedlægger en unødvendig kommission, som nogle påstår er skabt for veteranernes skyld – men det er så falske ord, som det kan være – og så tager man de penge og giver til veteranområdet. Det synes jeg er en rigtig beslutning.

Hr. René Gade.

Det er meget muligt, at det er mine spørgsmål og de andre i salens spørgsmål, der simpelt hen ikke er gode nok, men jeg synes, det er svært at få de svar, vi efterspørger her i salen. Derfor tænker jeg, at en kommission eller et andet organ, som jeg ikke er den rigtige til at beskrive, kunne være interessant. Jeg synes godt nok ikke, vi kommer ret langt i den her diskussion om, hvorvidt det er fornuftigt at genåbne den, og om det kan lade sig gøre. Vi får egentlig bare at vide, at det ikke er noget, ministeren kan vurdere.

Er det acceptabelt for Dansk Folkeparti, at den debat, der egentlig efterspørges – også fra Dansk Folkeparti side – om, hvordan vi bliver bedre i fremtiden og lærer af fortiden, i hvert fald ikke eksisterer i salen i dag?

Ordføreren.

Det kan godt være, den ikke er her i dag, men debatten har jo været her løbende i meget lang tid. Der har været en lang debat om grundlovens § 19, stk. 2, altså om det er Folketinget, der beslutter, om vi skal i krig, eller hvem det ellers er. Der har været en lang debat om behandlingen af krigsfanger. Der har været retssager om behandlingen af krigsfanger, Annemette Hommels sag osv. Der har været så meget; vi har fået belyst hvert et hjørne.

Men der er selvfølgelig sager, man ikke kan få belyst: Hvad tænkte Anders Fogh Rasmussen den og den dato på det og det tidspunkt? Det kan man ikke få belyst. Og der er nogle ting, som ligger uden for muligheden for at få dem belyst. Der tror jeg simpelt hen man har for store forventninger i nogle partier om, hvad man kan belyse.

Der er yderligere to, der har bedt om korte bemærkninger. Den første er fru Eva Flyvholm fra Enhedslisten.

Mange tak. Jeg vil gerne spørge ordføreren, om ikke ordføreren vil bekræfte, at netop veteraner er mange forskellige mennesker, og at det er pårørende også. Så derfor synes jeg sådan set, det er upassende, at ordføreren netop fremhæver – det mener jeg Dansk Folkepartis ordfører gjorde – at man har nedlagt kommissionen for at bruge pengene på veteraner. Altså, Veteran Alliancen er jo bare én ud af mange veteranorganisationer. Så jeg vil gerne høre, om ordføreren kan bekræfte, at der har været en lang række veteranorganisationer og andre organisationer fremme, som har sagt, at man var ked af, at Irakkommissionen blev nedlagt.

Ordføreren.

Det er jo der, vi skal hen – altså hvor vi skal erkende, at der er nogle, der siger det, og så er der nogle, der siger det andet, og derfor skal vi lade være at generalisere og sige, at alle veteraner ønsker dit og dat, for det er ikke tilfældet. Veteraner er jo også politisk engagerede, og der er formentlig også nogle, der er medlemmer af ordførerens parti – jeg var lige ved at sige desværre, men det må man sikkert ikke her fra Folketingets talerstol, for det er jo tilladt også at være medlem af Enhedslisten. Men vi skal lade være med at lade, som om vi taler på alle veteraners vegne. Det er der i hvert fald nogle partier der skal holde op med, når de siger, at det er en ulykke, at Irak- og Afghanistankommissionen er blevet nedlagt, for der er mange veteraner, der synes, det er en rigtig god idé, sådan som jeg netop gjorde opmærksom på ved at læse det her citat højt fra Veteran Alliancen, der jo er en paraplyorganisation for en lang række organisationer på veteranområdet.

Fru Eva Flyvholm.

Som jeg har forstået det, er det ikke den største organisation, men lad nu det ligge.

På samme måde må man så sige at ordføreren vel også må tage det meget, meget alvorligt, når der samtidig er en række veteraner, som siger, at de gerne vil have sagen undersøgt. Og jeg kan ikke forstå, at det ikke er noget, der vejer tungere hos Dansk Folkeparti, som jeg også tit hører ligesom forsvare veteraners vilkår. Der synes jeg at man skulle lytte til den del, der ønsker undersøgelsen gennemført.

Men jeg vil bare gerne spørge: Når man hellere vil bruge pengene på et veterancenter nu, hvorfor sikrede Dansk Folkeparti og de andre partier, der sendte folk i krig dengang, ikke en ordentlig behandling af veteranerne dengang? Er det ikke forfærdelig lang tid at vente? Jeg synes, det er meget rimeligt at sætte penge af, men jeg synes ikke, det retfærdiggør nedlæggelsen af kommissionen. Jeg synes, man skulle have brugt midlerne langt tidligere.

Ordføreren.

Man skal selvfølgelig altid lytte både til alle veteraner og alle politikere – jeg lyttede f.eks. tålmodigt til fru Eva Flyvholms spørgsmål lige nu – det skal man selvfølgelig, og man skal tage debatten. Så sådan er det. Men man skal vel ikke sige, at de veteraner, der støtter fru Eva Flyvholms synspunkt, er meget, meget vigtigere end dem, der støtter det andet synspunkt.

Hvorfor har man ikke sikret veteraner i forvejen? Der er ét at sige. Man har lært undervejs; man har udfoldet en veteranpolitik, mens det foregik, fordi man faktisk ikke var klar over, hvor voldsomt det var. Og der er efterhånden kommet en meget, meget fornuftig veteranpolitik, men der kan altid bruges flere penge – der kan altid bruge flere penge på det område, og vi har jo lange lister, som vi diskuterer på forligskredsmøder, over projekter, som vi ønsker at støtte, og vi har aldrig penge nok til at støtte dem alle sammen. Så derfor er alle midler jo altid velkomne.

Hr. Holger K. Nielsen til en kort bemærkning.

Nu drejer det her sig jo ikke om veteranpolitikken, det drejer sig om at få nogle erfaringer på baggrund af den danske krigsdeltagelse i specielt Irak, men også Afghanistan. Forleden dag var Dansk Folkeparti imod vores Maliengagement. Man havde en række overvejelser om, hvor svært det var, og hvor problematisk det var osv. Hvorfor er man så lemfældig omkring Irakkrigen? Hvorfor har man hele tiden været det – både da vi gik med i krigen i sin tid, men også i forhold til den efterfølgende bearbejdning? Og hvorfor kan en undersøgelseskommission ikke komme til bunds i nogle af de problemstillinger, som man jo er nødt til at bearbejde efter enhver krigsdeltagelse, som man har gjort det i Storbritannien, som man gør det i USA, og som man har gjort det i en lang række lande? For der tager man dette alvorligt, der er man ikke så lemfældig, som Dansk Folkeparti er i forhold til krigsdeltagelse.

Ordføreren.

Nu tror jeg ikke, jeg helt forstår, hvad ordføreren lægger i ordet lemfældigt. Altså, der står i grundloven, at det er Folketinget, der beslutter, om man skal gå i krig, og det var det, der skete, det var et politisk spørgsmål. Der er skrevet tonsvis af artikler, der er lavet bøger, der er lavet tv-udsendelser, der er lavet, jeg ved ikke hvad om Irakkrigen, og det er glimrende. Der er så meget at debattere, og det er en ekstremt vigtig debat, om Danmark er et suverænt land med mulighed for selv at beslutte, hvornår man vil deltage i en krig eller ej; det er en vigtig debat, som vi skal fortsætte for at have noget at bygge på i fremtiden, når vi skal tage stilling til øvrig krigsdeltagelse. Så det kan jeg kun støtte, det synes jeg ikke er lemfældigt, det synes jeg er meget, meget fornuftigt.

Hr. Holger K. Nielsen.

Ja, vist er der skrevet meget, men man var ikke gået i gang med den meget dybtgående undersøgelse, før den her kommission kom i gang. Og det var karakteristisk, at formanden for kommissionen sagde, efter man havde besluttet at nedlægge kommissionen, at det var han ked af, for man var faktisk ved at komme frem til nogle meget interessante ting. Der var nogle frugter, man kunne plukke, men det fik man ikke lov til nu. Og i betragtning af hvor mange dokumenter der efterfølgende er kommet frem, synes ordføreren så ikke, at det er relevant for det danske samfund, for vores demokrati, at det bliver bearbejdet på en ordentlig måde, frem for at det kommer frem gennem tilfældige lækager og bliver bearbejdet i forskellige artikler?

Ordføreren.

Skal jeg forstå ordføreren sådan, at det ikke er en ordentlig måde, når man har en offentlig debat, når der bliver skrevet bøger og journalister og historikere debatterer og behandler et område, men at det kun er ordentligt, hvis det er en juridisk undersøgelseskommission, der sidder med det? For i så tilfælde er vi meget, meget uenige om, hvad en ordentlig debat er.

En ordentlig debat er, at alle kan deltage, og at alle, der har ekspertise, også kan deltage, og det synes jeg er fint. Det er nødvendigt for, at vi kan danne en fornuftig holdning, når der kommer lignende spørgsmål i fremtiden. Det er det, som demokratiet hviler på, altså en oplyst debat, og det er det, vi har.

Hvis vi juridicerer det og dermed dømmer noget ude og siger, at noget af det her er en klippefast sandhed, som vi slet ikke kan vige fra, så gør vi vold mod den demokratiske og den offentlige debat. Det kan man ikke med historiske spørgsmål.

Der er en ekstra, der har meldt sig til korte bemærkninger. Det er fru Trine Bramsen fra Socialdemokraterne.

Jeg vil gerne høre ordføreren, om hun overhovedet ikke mener, at der er noget som helst, vi kan lære af Danmarks deltagelse i Irak- og Afghanistankrigene. Er der intet som helst, vi kunne have nytte af at få viden om i forhold til vores demokrati og vores krigsdeltagelse, så vi kunne gøre det bedre en anden gang?

Ordføreren.

Vi har masser af viden, vi har lært, vi lærer hele tiden, og det er sådan, det skal være. Der er ikke behov for en kommission, der yderligere gennemarbejder det. Det er et ganske overflødigt arbejde. Som jeg netop har nævnt, har der været masser af debat; der har været retssager på området; der er blevet skrevet bøger og artikler, og der har været tv-udsendelser osv. Vi har lært en masse af det, og det er rigtig, rigtig godt.

Fru Bramsen.

Jamen så vil jeg godt lige tage et citat frem af formanden for den allerstørste fagforening for medarbejdere i forsvaret, nemlig Centralforeningen for stampersonel. Han siger:

»Når der er tvivl om legaliteten af den danske krigsførelse, falder det tilbage på soldaterne og det, de gør ude i verden. Det er vores holdning, at alle sten bør vendes, så vi kan få det frem i lyset, hvis der er noget, som ikke har været i orden.«

Jeg forstår så, at Dansk Folkepartis ordfører mener, at det ikke er et argument – de her soldater skal man ikke lytte til. Man skal lytte til dem, der ikke vil have undersøgt grundlaget. Men gør det ikke indtryk på ordføreren, at formanden for den største fagforening siger sådan?

Ordføreren.

Prøv lige at høre her: Det er jo to forskellige ting. Spørgsmålet er jo, om det skal endevendes i et juridicerende lys, eller om det skal endevendes i en politisk debat. Det skal endevendes i en politisk debat, og det er jeg stærk fortaler for. F.eks. bør vi have debatteret de internationale konventioners indflydelse på mulighederne for krigsførelse. Det er virkelig en debat, der skal tages; det er et politisk område, det er ikke et juridisk område.

Så jo, alt skal endevendes her, det er der da overhovedet ingen tvivl om. Det skal absolut bare ikke gøres i en kommission, som er nedsat med et juridisk formål.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Peter Juel Jensen fra Venstre.

I Venstre mener vi, at grundlaget for den danske deltagelse i Irakkrigen og forholdet omkring danske soldaters tilbageholdelse af personer under den danske krigsdeltagelse i henholdsvis Irak og Afghanistan allerede er tilstrækkelig belyst.

Det, som Enhedslisten gerne vil med beslutningsforslag B 10, er at lave en sammenblanding af politik og jura. Det var en juridisk kommission, der blev nedsat, men det var altså en politisk beslutning, dels at gå i krig – og den var i fuld overensstemmelse med grundloven – dels at nedsætte en kommission, der efterfølgende skulle se på det her.

I Venstre mener vi, at vi har et godt, solidt grundlag for at udarbejde en militær manual, som er under udarbejdelse. Det er jo en erfaringsopsamling på de indsatser, som danske soldater har været ude i, og det vil selvfølgelig blive brugt til, at vi kan gøre tingene endnu bedre fremadrettet.

Når det her så er sagt, kan man jo godt undre sig lidt over, at der stort set ikke findes den personlighed på venstrefløjen, der inden for de sidste 10 år ikke har givet klart udtryk for, at de synes, den her krig var ulovlig. Og hvis man fra venstrefløjens side er så sikker i sin sag, hvorfor er det så nødvendigt at bruge millioner af skattekroner på at undersøge det nærmere?

Igen, det var en politisk beslutning i overensstemmelse med grundloven at gå i krig, og det var en politisk beslutning at nedsætte en kommission, og det var en politisk beslutning at fjerne den igen.

Venstre støtter ikke beslutningsforslaget.

Der er korte bemærkninger. Den første er fra fru Eva Flyvholm fra Enhedslisten.

Mange tak. Jeg vil gerne spørge ordføreren fra Venstre, om han virkelig mener, at alt er belyst i forhold til det, der handler om de fanger, der er blevet taget i Afghanistan og Irak. Vi ved jo nu, at der kører en retssag om fanger fra Irak, som er blevet udleveret til tortur. Vi ved, at det efter Irakkommissionens nedlæggelse kom frem, at arkiver med de her fanger, oversigter over dem, simpelt hen var forsvundet. Det er ting, som vi fra Enhedslistens side har spurgt til i årevis og ikke har kunnet få svar på. Nu kommer det så frem, at her er der faktisk forsvundet meget, meget centrale dokumenter, som jo skulle have været fremlagt. Mener ministeren virkelig, at der er redegjort for alt i forhold til den måde, Danmark håndterede og tog fanger på i Irak og Afghanistan?

Ordføreren.

Jeg vil gerne starte med at glæde mig over, at spørgeren kalder mig for ministeren. Men vi krydser fingre begge to. Skal vi ikke sige det?

Jeg mener faktisk, at når man ser på det antal spørgsmål, der er stillet, når man ser på den store erfaringsopsamling, der har været internt i forsvaret, og som skal bruges til udarbejdelse af militærmanualen, så må man sige, at vi altså har tilstrækkelig viden om, hvordan vi skal gøre det her – og gøre det bedre – i fremtiden. Spørgeren ved jo også, at da vi sad til samme møde i begyndelsen af ugen ovre i Forsvarsministeriet, fremgik det, at det var nogle af de forhold, som militæret var blevet rigtig, rigtig skarpe på.

Altså, man skal bare passe på, at man ikke tager nogle politiske holdninger og putter dem ind i en juridisk kommission, for det kan vi altså ikke stå på mål for. Det var en juridisk kommission, men det var en politisk beslutning at gå i krig, og den var i overensstemmelse med grundloven, ligesom det var en politisk beslutning at nedsætte kommissionen og en politisk beslutning at fjerne kommissionen igen.

Fru Eva Flyvholm.

Så vil jeg bare gerne høre, om ordføreren kan bekræfte, at det i høj grad er et juridisk spørgsmål, om Danmark har levet op til sine internationale forpligtelser, til menneskerettighederne og folkeretten, på den måde, man har håndteret spørgsmålet om fanger; at det er et juridisk spørgsmål, om ministre har vildledt Folketinget i den besvarelse, der er givet på spørgsmål; og at det er et juridisk spørgsmål, hvordan centrale dokumenter bliver opbevaret for eftertiden, og om vi har styr på, hvad der sker med de fanger, der tages. Er det et juridisk spørgsmål? Det mener jeg det er.

Jamen altså, der sker en erfaringsopsamling løbende igennem det her forløb. Der er blevet svaret på mange af de spørgsmål, som spørgeren stiller. Der ligger jo også skriftlige svar på dem. Men det her er en politisk beslutning om at nedlægge en politisk nedsat kommission.

Så er det fru Trine Bramsen for en kort bemærkning. Værsgo.

Jeg håber, Venstres ordfører kan hjælpe mig lidt, for lige før lød det fra talerstolen fra ordføreren for Venstres største støtteparti, fru Marie Krarup fra Dansk Folkeparti, at hun er fuldstændig enig i, at alt skal endevendes, men det skal bare ikke være en kommission. Kan Venstres ordfører hjælpe mig lidt på vej? Hvordan skal det så undersøges, hvis det ikke skal være en kommission, der undersøger alt til bunds?

Ordføreren.

Det vil sige, at ordføreren for Socialdemokratiet beder mig om at forklare det, som Dansk Folkepartis ordfører stod og sagde – i mine ører ganske tydeligt – heroppefra. Den galej vil jeg ikke begive mig ud på. Jeg vil gerne svare på mit partis vegne og ikke på Dansk Folkepartis vegne.

Fru Trine Bramsen.

Vi må jo bare gå ud fra, at når nu Dansk Folkeparti er større end Venstre og er det største støtteparti til, at Venstre kan sidde på regeringsmagten, så må man have en vis form for koordination, ikke mindst når der er et krav, som vi jo tydeligvis hørte, om, at alt skal undersøges til bunds, bare ikke i en kommission. Så må man jo forvente, at der er et svar på, hvordan det så skal undersøges.

Ordføreren.

Der er da ingen tvivl om, at partierne selvfølgelig snakker sammen. Men jeg glæder mig på Enhedslistens vegne, hvis ordføreren for Socialdemokratiet er kommet dertil, at der skal snakkes bedre sammen og tingene skal koordineres, for det tror jeg da Socialdemokratiet kunne have lært meget af under den tidligere regering.

Man skal vi ikke holde fast i herinde, at spørgsmål, som er stilet til bestemte partier, stilles til repræsentanter for de partier og ikke til personer fra andre partier?

Hr. Holger K. Nielsen for en kort bemærkning. Værsgo.

Hvad angår formalia, går jeg ud fra, at ordføreren er enig i, at man har kommissionsundersøgelser i forhold til politiske problemstillinger. Og derfor var det fuldstændig relevant, at man nedsatte den her kommission til at undersøge Irakkrigen.

Derudover vil jeg sige, at når ordføreren bliver ved med at argumentere med grundloven og grundlovens § 19, så ved han jo godt, at det ikke er det, det handler om i forbindelse med grundlaget for Irakkrigen. Det handler om, om det folkeretligt var i orden. Og hvor næsten betændt det er, viste sig jo, da den nye forsvarsminister kom til lige efter sommerferien og skulle lægge sin argumentation frem for, hvorfor man skulle nedlægge den her kommission, for han sagde, at man jo godt vidste, at der ikke var masseødelæggelsesvåben. Det vidste alle jo at der ikke var. Straks måtte han sættes på plads af andre, der sagde: Nej, nej, det er slet ikke vores argumentation formelt osv.

Men det, som er realiteten, er jo, at man kørte en eller anden formalistisk argumentation, som i virkeligheden var fuldstændig ude af sync med, hvad der var den reelle begrundelse for det her. Og det skal da undersøges, skal det ikke det – i forhold til befolkningen?

Ordføreren.

Nu sad jeg ikke i Folketinget i 2003. Men det, jeg kan huske ud fra den offentlige debat, er, at grunden til, at vi gik i krig i Irak, var, at Saddam Hussein ikke overholdt FN's resolutioner. Så jeg ved ikke, hvor ordføreren for SF er på vej hen. Så vidt jeg husker historien, var det grunden til, at vi gik i krig i 2003, og jeg kender ikke andre.

Hr. Holger K. Nielsen.

Jeg var her i Folketingssalen en hel dag for at diskutere de her ting. En hel dag var jeg her, og jeg garanterer for, at det eneste, man diskuterede, var masseødelæggelsesvåben. Det var det simpelt hen, og det var det, som udenrigsministeren gik ud med dengang. Det var det, som hele debatten handlede om. At man så strikkede et eller andet prokuratorkneb sammen juridisk, som blev udviklet i Storbritannien af ham der Goldsmith, er så én ting, men når selv forsvarsministeren kom i klemme, da han skulle begrunde det, så er der da grund til, at vi ser nærmere på den reelle begrundelse for den her danske krigsdeltagelse.

Ordføreren.

Altså, hvis vi holder fast i, at grunden til, at vi gik i krig, var, at der var et flertal i Folketinget, der med god ret i grundloven sikrede, at man kunne gå i krig og få gjort noget ved det her, så må vi vel også holde fast i, at begrundelsen for at gå i krig var det, der stod i det beslutningsforslag, som gjorde, at vi gik i krig. Og det var vel, at der var nogle resolutioner, som Saddam Hussein ikke overholdt. Var det ikke grundlaget for, at vi gik i krig? Vi kan jo gå tilbage og kigge i Folketingets referater og se, om det ikke var sådan, det forholdt sig.

Jeg var her ikke i 2003. Jeg glæder mig over at have en kollega, som var her i 2003, men jeg kender ikke til debatten fra dengang, for jeg sad simpelt hen ikke i Folketinget.

Hr. Peter Hummelgaard Thomsen, Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Nu er det jo også, som hr. Holger K. Nielsen sagde, at vi nedsætter kommissioner også for at belyse politiske beslutninger, men jeg kan forstå på ordføreren, at han mener, at vi har lært det, vi skulle. Det sagde han i hvert fald lige før, og derfor var der ikke nogen grund til at belyse det yderligere. Kan ordføreren så ikke delagtiggøre os i, hvad det præcis er, vi har lært? Har vi lært, at vi skal lade være med at gå i krig i fremtiden, uden at der er et meget, meget bredt mandat i Folketinget? Har vi lært, at vi skal gå i krig med alle nationer, som ikke overholder FN's resolutioner, som ordføreren henviste til før? Det kan jeg fortælle at der er rigtig mange nationer der gør. Det gør Israel bl.a. Jeg vil ikke anbefale, at vi går i krig mod Israel i morgen. Har vi lært, at det er en dårlig idé at basere vores deltagelse i den her slags ting på andre landes fejlagtige efterretninger? Kan ordføreren ikke fortælle os, hvad det præcis er, vi har lært? Jeg er lidt i tvivl om det.

Ordføreren.

Det, vi har lært, er bl.a. det, der danner grundlaget for den militærmanual, man sidder og skriver på ovre i Forsvarsministeriet. Det er nogle af de erfaringer, som skal være med til at sikre, at de, når vi sender danske soldater ud på farlige missioner i fremtiden, så har de nødvendige svar med, som gør, at man kan håndtere fanger og man kan gebærde sig på en god og ordentlig vis i henhold til konventioner osv. Det har vi lært af det.

Men ellers forholder jeg mig altså til, at det at nedsætte kommissionen var en politisk beslutning, og det er altså også en politisk beslutning at fjerne den igen. Det kan man være enig eller uenig i, men sådan siger Folketinget, fordi det er der et flertal for herinde, ligesom der var et flertal, der sagde, at vi skulle involvere os i Irak og i Afghanistan.

Hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Jo, men det er jo sådan set ganske fint, at forsvaret er i gang med at udarbejde en forsvarsmanual. Det tror jeg der er rigtig mange af de soldater, der har været til stede på landjorden, der sådan set kunne have haft brug for tidligere.

Med hensyn til det, som vi har været nysgerrige efter, har ordføreren jo fuldstændig ret i, at selvfølgelig var det en politisk beslutning, og han kan jo også sige, at det er en politisk beslutning at nedlægge den. Men hvordan er det, at vi som nation, særlig en lille nation, bliver klogere, i forhold til hvilke militærengagementer vi deltager i, og hvad det er for nogle militærengagementer, vi ikke deltager i? Der er det jo bare sådan, at man jo må konstatere, at beslutningen om at deltage i Irakkrigen var på alle tænkelige måder en ret stor fejltagelse, og det har vi ikke et ordentligt belyst grundlag for at konkludere.

Ordføreren.

Jeg synes jo, vi skal henholde os til, at det er flertallet i Folketinget, der bestemmer. Så kan man så efterfølgende sige, at det ikke var nogen klog beslutning. Man kan sige, at det var en forkert beslutning, og at det hele har slået fejl, men det er jo flertallet i Folketinget, som bestemmer, hvilke krige Danmark skal involvere sig i, og selvfølgelig skal vi tænke os rigtig godt om. Jeg er stor tilhænger af det svar, som min kollega fra Dansk Folkeparti også gav, da hun sagde, at meget af det her også måtte klares via den offentlige debat, for det, som ordføreren gerne vil have, tror jeg ikke en kommission kunne have kommet i mål med.

Hr. René Gade, Alternativet. Værsgo.

Ja, jeg håber, at både mit spørgsmål og svar vil kunne holdes uden for partifarve og politisk spil, for jeg mener virkelig, det er ærgerligt, hvis vi ikke kan tage den her debat uden at skyde hinanden i skoene, at vi er ude på at drille.

Jeg har et par gange set, at den tidligere generalsekretær Kofi Annan har sagt, at krigen var ulovlig. Rigtig mange folkeretsjurister har sagt, at det er meget svært at finde det mandat, der skulle gøre, at den var lovlig. Der er vist en enkelt, der har sagt, at der både er for og imod, at den var lovlig, så lad mig sige, at det ved jeg i hvert fald ikke selv.

Men er det ikke problematisk, at vi ikke kan finde ud af, om vi er gået i krig ulovligt? Det mener jeg ikke har noget som helst med politik at gøre. Det er ligegyldigt, hvilken regering der har truffet beslutningen, eller hvilket mandat i Folketinget som har gjort det har kunnet lade sig gøre. Men jeg synes da, det er væsentligt, at den danske befolkning finder ud af, om vi er gået i krig ulovligt, om vi har behandlet torturofre ulovligt. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvem der har gjort det, og hvem der har været ansvarlig. Det har jo været i Folketinget.

Ordføreren.

Jamen altså, hvis vi holder fast i, at vi gik i krig på baggrund af, at Saddam Hussein ikke overholdt nogen FN-resolutioner, så kan vi jo stå tilbage og se på de resolutioner, han blev bedt om at overholde. Der vil ordføreren kunne se, at dem overholdt Saddam Hussein ikke. Og ordføreren vil også kunne gå tilbage og se: Var der et flertal i Folketinget på daværende tidspunkt, der sagde, at det var en god idé, at vi gik ind i den koalition, der prøvede på at få Saddam Hussein til at overholde resolutionerne.

Vi har overholdt grundloven, jamen så har vi ikke gået i krig ulovligt. Så er jeg ikke klar over, om Kofi Annan eller andre har været ude at sige, at det var meget, meget spinkelt grundlag. Det ved jeg simpelt hen overhovedet ikke. Men jeg vil gerne lige sige, at det her ligger fuldt inden for grundlovens bestemmelser, og dermed var det lovligt.

Hr. René Gade.

Jeg er nærmest sikker på, at jeg på et tidspunkt, sikkert også fra talerstolen og i hvert fald fra den her plads, kommer til at sige et eller andet, hvor jeg bagefter finder ud af, at det faktisk var forkert og derefter bliver nødt til at gendrive det og sige, at det har jeg lært af, og at jeg er blevet klogere. Det er faktisk bare det jeg er ude efter at høre, nemlig om det ikke er det, vi skal bruge den her Irakkommission til – eller i hvert fald finde et andet middel til at blive klogere, for hvis vi siger, at det var et samlet Folketing eller i hvert fald et Folketing, der havde beslutningskompetencen, som vedtog det her, så synes jeg jo, det er interessant at finde ud af, om man vedtog det på et grundlag, der ikke var veloplyst. Og det er jo det, vi taler om her.

Ordføreren.

Hvor er det så, at vi skal parkere sandheden henne? Sandheden er vel herinde. Sandheden er vel blandt det politiske flertal. Vi kan jo gå tilbage i referaterne fra FN og se, om der var resolutioner, som gik imod Saddam Hussein. Vi kan gå tilbage og kigge i referaterne fra Folketinget, og der kan vi så se, at der var et politisk flertal. Så skifter politiske flertal en gang imellem, og så blev der nedsat en kommission, som i mine øjne måske lidt mere var ude på en klapjagt på enkeltpersoner end i at finde sandheden. Så er der et nyt politisk flertal, der fjerner den. Sandheden er herinde, og selvfølgelig kan vi alle blive klogere.

Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Det synes jeg er helt fantastisk. Altså, det er 90 mandater herinde, der bestemmer, hvad der er sandheden. Hvis 90 mandater herinde besluttede, at månen var lavet af grøn ost, så var månen lavet af grøn ost. Det er jo useriøst. Det, som hr. René Gade snakker om, er jo den internationale folkeret, som man sagde var blevet brudt. Det er derfor, man snakker om en ulovlig krig, men lad nu det ligge.

Det her er jo en virkelig alvorlig sag. Det er jo ikke politik, det er jura. Det handler om, om ministre her i Folketingssalen bevidst har vildledt befolkningen og Folketinget. Det handler om, om fanger er blevet udleveret til tortur og mulig dødsstraf på et tidspunkt, hvor danske myndigheder var klar over det.

Det er ikke politik. Det er da ikke noget, som 90 mandater herinde inklusive Dansk Folkeparti, som altid har holdt hånden under regeringen, kan beslutte. Det er jo juran, og det var jo derfor, vi nedsatte en kommission. Det var, fordi vi ikke kunne komme til bunds i det, fordi der var et flertal under den gamle regering, der holdt hånden under regeringen, så vi ikke kunne få de papirer, der kunne give svarene, og så vi ikke kunne få de oplysninger, der kunne give svarene. Der var jo hermetisk lukket. Derfor bad vi nogle af Danmarks dygtigste jurister om at undersøge: Er der foregået ulovligheder? Er der ministre, der skal drages til ansvar. Det er det, I har lukket ned for, vil jeg sige til ordføreren.

Ordføreren.

Altså, nu har ordførerens parti jo både under den tidligere regering og under den regering, der var før den tidligere regering, stillet spørgsmål til det her. Så man har jo haft al mulig lejlighed til at få svar på spørgsmålene. Der er stillet en byge af spørgsmål. Og så er det en ny oplysning for mig, at månen ikke er lavet af grøn ost.

Hr. Pelle Dragsted.

Vi stillede utallige spørgsmål, og ved ordføreren, hvilket svar vi fik? Det var: Det kan vi ikke svare på af hensyn til vores internationale relationer. Eller vi fik svar, hvor det så ud, som om der var hældt en blækdåse ud over det, fordi det hele var overstreget med sort. Det var årsagen til, at der blev nedsat en kommission, så man i et lukket rum, hvor man havde adgang til fortrolige oplysninger, kunne vurdere, om det var løgn, da hr. Anders Fogh Rasmussen sagde, at der var masseødelæggelsesvåben, om det var løgn, da regeringen sagde, at den ikke vidste, at de her fanger kunne blive udsat for tortur eller blive sendt til Guantánamo, hvor de kunne blive udsat for dødsstraf. Var det løgn? Det var det, vi skulle have undersøgt.

Stort set alle andre lande, der har været med i den her krig, har gennemført undersøgelser. Det her handler om, at vi har et regeringsparti, hvor fremtrædende medlemmer bærer et tungt ansvar. Det er derfor, I har lukket den her kommission, vil jeg sige til ordføreren.

Så er det ordføreren.

Det er nogle rimelig barske påstande, som spørgeren kommer med, og dem vil jeg ikke svare på.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til Venstres ordfører, og vi går videre i ordførerrækken til hr. Leif Mikkelsen, Liberal Alliance.

Tak for det. At sende soldater i krig er en alvorlig sag, og det er vigtigt, at det danske Folketing altid bestræber sig på at have et afgørende bredt mandat, når man gør det. Det er utrolig vigtigt, og derfor er det godt at kigge i historiebøgerne og læse om de gange, Danmark har deltaget i krig. Jeg synes, vi i de seneste debatter har afspejlet en læring om, at når danske soldater skal sendes ud – eksempelvis diskussionen om at sende soldater til Mali – så har vi et bredere fundament, og det er godt.

Det her beslutningsforslag fra rød side i salen er så til gengæld jo en naturlig konsekvens af den partipolitiske debat, der har været mellem rød og blå blok i den her sag. Det var et snævert rødt flertal, der nedsatte en kommission, og det kan man tolke meget på hvad formålet var, men det var ikke muligt at få et bredt mandat til den kommission. Dermed placerede man sig på en måde sådan, at det ret enkelt var til at forudse, at et eventuelt skifte, et andet flertal, som ikke var enig i at nedsætte kommissionen, så også kunne bruge flertallet til at ophæve den. Og det er jo sådan set det, der er sket. Vi kan så ikke støtte det her beslutningsforslag; vi var helt enige i at ophæve kommissionen.

Jeg vil så gerne føje til, at Liberal Alliance har synliggjort et synspunkt om, at vi ønsker så meget åbenhed og gennemsigtighed som muligt, og derfor er vi i dialog med regeringen om, at det sådan set er vigtigt at finde en form, så det arbejde, der er gjort frem til nu i den kommission, som allerede har kostet betydelige beløb – altså de dokumenter og beviser, der ikke er klassificerede – kan offentliggøres fra den undersøgelse, der har fundet sted, så vi netop kan lære af det. Det vil vi holde regeringen fast på.

Der skal være en åbenhed og ske en offentliggørelse af den del af det materiale, der ligger, og som med rimelighed kan forlanges og forventes offentliggjort. Så det er den dialog, vi vil have med regeringen i den kommende tid, og som vi har bedt regeringen om. Tak.

Der er en række korte bemærkninger, vi starter med fru Trine Bramsen fra Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg vil egentlig gerne spørge ordføreren, om det stadig væk er et krav fra Liberal Alliances side, at de fortrolige dokumenter i den her sag fremlægges. Jeg spørger sådan set bare, fordi Liberal Alliance jo flere gange, senest i slutningen af oktober, har været ude at stille det som et massivt krav til regeringen, at den fremlægger de her dokumenter.

Så vil jeg i forlængelse af det gerne høre, om det så ikke giver god mening, at man fastholder kommissionen, hvis man gerne vil have dokumenterne frem i lyset.

Ordføreren.

Nej, det giver ikke nogen god mening at fastholde kommissionen og et stort, dyrt og unødvendigt kommissionsarbejde. I det hele taget er der jo i historiens løb nedsat en række kommissioner, som har kostet ret mange penge. Og vi har allerede disponeret her, at de midler anvendes til vore veteraner – det er vi helt enige i er et godt valg.

Der er foretaget en del arbejde, der ligger faktisk ret mange dokumenter, og derfor er det nyttigt for eftertiden at få kendskab til dem og at finde en form, så de kan offentliggøres på rimelig vis i respekt for det, der eventuelt er klassificeret. Og det er det, vi er i dialog med regeringen om, og den dialog vil fortsætte, indtil vi får en afklaring af, hvordan vi gør det.

Fru Trine Bramsen.

Så når fru Mette Bock udtaler sig som repræsentant for Liberal Alliance, og jeg citerer: »Vi går kraftigt ind for offentlighed – og det her hører under den del af offentligheden, som regeringen med vores øjne bør give indsigt i«, så handler det altså kun om en del af de her hemmelige dokumenter og ikke om fuld offentlighed omkring de dokumenter, som det kunne være relevant at få belyst i kommissionen?

Ordføreren.

Vi er i dialog med regeringen om at få fremlagt de dokumenter, der med rimelighed kan fremlægges, og i respekt for de klassificerede dokumenter. Det er vi i dialog med regeringen om.

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre, for en kort bemærkning.

Jeg står sådan lidt med delte følelser, for på den ene side skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, det ville være bedst for alle at få gjort kommissionens arbejde færdigt. Langt de fleste penge er jo brugt. Jeg synes også, at det med at få halve sandheder frem ikke nødvendigvis tjener dem, som en fuldført kommission vel havde haft mulighed for at, kan man sige, forsvare i forhold til de sandheder, der måtte komme frem. Og derfor synes jeg, at langt det enkleste ville være at gøre det færdigt, også fordi jeg tror, vi må se i øjnene, at der kommer et nyt flertal på et tidspunkt, som så vil åbne kommissionen igen, og det kunne jo være, at Liberal Alliance kunne være den nøgle, der kunne samle et bredt flertal i Folketinget om, hvordan vi håndterer den her sag.

Men på den anden side er jeg glad for, at Liberal Alliance i det mindste vil åbne for åbenheden i forhold til nogle af dokumenterne. Men jeg vil gerne spørge direkte: Hvem skal afgøre, hvad der skal med, og hvad der ikke skal med? Vil Liberal Alliance kræve, at nogle politikere, f.eks. Det Udenrigspolitiske Nævn, der kan gøre det i fortrolig form, er med til at definere, hvilke dokumenter der så kommer med, og hvilke der ikke kommer med, eller vil man overlade det til regeringen?

Ordføreren.

Nu er vi parlamentarisk grundlag for den her regering og har en udmærket dialog med regeringen, og det vil vi også gerne leve op til at have i den her sammenhæng. Og vi har ikke noget, der på nuværende tidspunkt trækker i retning af, at vi ikke skulle have tillid til, at regeringen sådan set vil medvirke til i en positiv ånd at fremlægge det, vi kunne have ønske om at få fremlagt. Det er den dialog, der foregår, indtil vi måtte støde på en anden holdning, og så tager vi stilling på det tidspunkt.

Hr. Martin Lidegaard.

Jeg ved, at hr. Leif Mikkelsen er et meget venligt menneske, men at sige, at det her er en idé, der er født i regeringens lejr, altså at man skal offentliggøre nogle af dokumenterne, er dog, vil jeg sige, overvenligt over for regeringen. Det synes jeg Liberal Alliance skal tage æren for. Hvis ikke Liberal Alliance havde stået fast her, havde regeringen jo lagt alt væk, helt væk, ned i en mølpose. Og derfor er det jo ikke noget helt ligegyldigt spørgsmål, hvem det er, der så skal definere, hvad vi andre må kigge med i, hvad offentligheden må kigge med i, og hvem der, om jeg så må sige, skal have lov til at bestemme, hvad der defineres som klassificeret eller ej. Og der tænker jeg måske at det ville være fint at få en gruppe fra Folketinget, der er med til at kigge på det, selvfølgelig under tavshedspligt.

Ordføreren.

Ja, nu er det Liberal Alliance, der stiller de krav til regeringen, det er fuldstændig korrekt, og det fortsætter vi med. Og derfor er det også i den sammenhæng, vi får afklaret, hvordan det kan lade sig gøre, og hvem der skal afgøre hvad. Og hvis vi skulle være utilfredse med det svar, er der andre virkemidler at bruge, og så bruger vi dem. Men foreløbig er vi i en fornuftig dialog med regeringen om det.

Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo

Der bliver, så vidt jeg kan høre, talt om ikkeklassificerede dokumenter. Der må jeg bare sige, at det kan vi simpelt hen ikke bruge til noget.

Jeg har arbejdet med den her sag i 10 år, og sandheden ligger jo i meget høj grad i de klassificerede dokumenter. Altså, de andre dokumenter har vi adgang til. Vi har, som det er fremgået, stillet hundrede- måske tusindvis af spørgsmål i det lange forløb, der har været, men der, hvor vi har stødt hovedet mod muren, har jo været i forbindelse med de svar, vi ikke har kunnet få, fordi vi f.eks. ikke har måttet se de såkaldte SITREP-rapporter, altså daglige rapporter for, hvad der er foregået derude, og fordi vi ikke har måttet se en række andre ting. Det var derfor, vi nedsatte kommissionen. Det var netop for at få adgang til de ting, som vi ikke har kunnet få adgang til, fordi de var klassificerede.

Så det her er desværre en gratis omgang for Liberal Alliance. Og jeg er så skuffet over det, fordi jeg jo ved, at Enhedslisten og Liberal Alliance på mange områder deler ønsket om gennemsigtighed, åbenhed og maksimalt demokrati. Men jeg må sige, at Liberal Alliance i det her tilfælde svigter – de svigter offentligheden, og de svigter de soldater, som fremadrettet vil have den her mistanke hængende over sig.

Ordføreren.

Nu må hr. Pelle Dragsted jo selv vurdere, om han vil være tilfreds med det arbejde, Liberal Alliance gør i forhold til at skaffe den åbenhed, der er ret og rimelig i det her spørgsmål. Det vil vi ufortrødent arbejde videre med alligevel, og hvis det ikke interesserer Enhedslisten, må Enhedslisten jo vælge det standpunkt. Men vi er ret opsatte på at få så meget åbenhed som muligt, og det vil vi arbejde målbevidst på, indtil det sker, uanset om Enhedslisten mener det er totalt ligegyldigt eller ej. Det synspunkt interesserer os sådan set ikke.

Hr. Pelle Dragsted.

Mener ordføreren, at det er i orden, og at det ikke skal have nogen konsekvens, hvis ministre om grundlaget for Irakkrigen eller om udlevering af fanger, som endte med at blive slået ihjel eller tortureret, har misinformeret Folketinget? Eller mener ordføreren, at vi har brug for at få det undersøgt til bunds af uafhængige eksperter, så vi kan placere et ansvar, hvis der er et ansvar?

Ordføreren.

Jeg har ikke noget grundlag for at tro, at de informationer, hr. Pelle Dragsted nu fremdrager om bestemte ministre, skulle være holdbare og tilstedelige, så det må stå for hr. Pelle Dragsteds egen regning.

Så er det fru Eva Flyvholm, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg har også meget, meget svært ved at forstå, hvordan et parti som Liberal Alliance, der taler om maksimal åbenhed i den offentlige forvaltning, samtidig kan nedlægge en kommission, der så grundlæggende skal undersøge de her store sager. Det mener jeg ikke er et udtryk for åbenhed, og jeg ville da også ønske, at Liberal Alliance i dag ville støtte os andre partier i, at vi er nødt til at genoptage den her kommission for at få sandheden frem.

Men når det er sagt, er jeg interesseret i, om ordføreren for Liberal Alliance i dag så vil love, at vi i udvalgsarbejdet om det her forslag kan gå videre med at se på at lave en beretning om, hvordan vi kan få lagt papirerne fra det kommissionsarbejde, der allerede er lavet, frem. For hvis vi tæller Liberal Alliance, Enhedslisten, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Alternativet, har vi jo faktisk et flertal, der gerne vil have papirerne frem. Så vil ordføreren love mig, at det er sådan, vi går videre med sagen?

Ordføreren.

Jeg vil bare sige, at det jo er meget godt at vide, at der eventuelt er et flertal, hvis ikke regeringen medvirker positivt ud fra de forventninger, Liberal Alliance har i den her sag. Så har fru Eva Flyvholm nu sagt, at der er andre værktøjer. Dem har vi ikke noget behov for at anvende for nærværende. Vi har ikke noget at kritisere regeringen for. Så vi må se, hvad svarene bliver.

Fru Eva Flyvholm.

Det kan jeg ikke forstå. Hvis man mener, at man gerne vil have lagt flere dokumenter frem, så er muligheden der faktisk nu. Vi har et flertal i Folketinget for det. Hvis Liberal Alliance ikke vil gribe den mulighed, er der jo intet tilbage af løfterne eller det, man har sagt om åbenhed. Jeg håber meget, at Liberal Alliance vil indgå i det her udvalgsarbejde.

Vi kan kun strække den så langt; jeg ved ikke, hvad tidshorisonten er for jeres drøftelser med regeringen. Jeg tror ikke, der kommer så meget ud af det. Så vil Liberal Alliance ikke bare slå til nu? Så har vi i hvert fald mulighed for at lægge et meget tydeligt pres på regeringen.

Ordføreren.

Nu er det jo vigtigt, at man tager tingene i den rækkefølge, de hører til, og derfor står jeg fuldstændig ved, at vi er parlamentarisk grundlag for regeringen. Vi er i dialog med regeringen om at få skabt større åbenhed i den her sag, og det vil vi forfølge. Og støder vi på grund, må vi jo overveje, hvad en anden plan så er. Foreløbig er det en klar plan for os.

Hr. Peter Hummelgaard Thomsen, Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Altså, det er jo rart for ordføreren og for Liberal Alliance, at man er i dialog med regeringen, men det får hverken resten af Folketinget eller sådan set den danske offentlighed jo særlig meget ud af. Vi hørte justitsministeren sige før, at den overvejelse med hensyn til kommissionen, man havde i regeringen, da man trådte til, var enten at udvide mandatet eller helt at nedlægge kommissionen. Man har så valgt det sidste. Vi hørte også ordføreren selv sige, at man ikke syntes, mandatet for kommissionen var bredt nok.

Må vi så ikke spørge ordføreren, hvorfor Liberal Alliance, når man nu stod med de afgørende mandater, ikke har søgt netop at udvide mandatet og udvide kommissionens undersøgelsesrum?

Ordføreren.

Jamen vi gik ikke ind for at nedsætte kommissionen, og derfor gik vi selvfølgelig ind for at afskaffe den igen. Så enkelt er det. Vi har ikke haft noget ønske om at pille i det mandat, som et rødt flertal i Folketinget havde bestemt. Derfor.

Hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Men vi har jo alligevel hørt fremtrædende politikere fra Liberal Alliance været ude og sige, at man finder det problematisk, at kommissionen er blevet nedlagt, at man ønsker offentlighed omkring de her forskellige beslutninger, der er blevet truffet. Det var det citat fra Mette Bock, som fru Trine Bramsen bragte frem lige før.

Så igen spørger jeg bare: Kunne det så ikke have været mere interessant at udvide mandatet for kommissionen frem for helt at nedlægge den – hvor I så har en eller anden privat, hyggelig dialog med regeringen om at få nogle dokumenter, som i øvrigt ikke er de klassificerede dokumenter, som rent faktisk giver os nogle svar på de spørgsmål, som vi sådan set eftersøger svar på?

Ordføreren.

Jeg har ikke kendskab til, at fremtrædende politikere fra Liberal Alliance mener, at det er problematisk, at kommissionen er nedlagt. Liberal Alliance står fuldt og helt bag, at regeringen nedlagde denne kommission. Så de antydninger, Peter Hummelgaard Thomsen kommer med, har jeg ikke kendskab til.

Så er det hr. René Gade, Alternativet. Værsgo.

Jeg har noteret mig, at Liberal Alliance vil knokle videre for at få regeringen til at skabe åbenhed om de her dokumenter. Jeg må sige, at jeg nærmest får kuldegysninger, når jeg hører hr. Pelle Dragsted fortælle om den årrække, han har arbejdet med det her, for som ny mand herinde tænker jeg, at jeg kun kradser i overfladen lige nu. Og jeg tænker lidt på, hvordan befolkningen, der har stemt x partier i Folketinget, sidder og tænker lige nu. Bl.a. Liberal Alliance og Alternativet er partier, der er blevet stemt ind, fordi folk håber på noget nyt og noget bedre.

Jeg har meget stor respekt for eksempelvis Venstre og Socialdemokraterne og mange andre partier, der har taget ansvar igennem mange år som regeringspartier, men derfor hviler der også et ansvar på dem. Vi bliver nødt til at finde ud af, hvad det egentlig er, der er sket, og det må man så tage på sig. Så jeg tænker, om ordføreren ikke vil prøve at fortælle mig, om Liberal Alliance synes, at vi lever op til den tillid, vælgerne har vist bl.a. Alternativet og Liberal Alliance – i forhold til at vi skal noget mere, at vi skal skabe mere involverende demokrati, og at vi skal skabe større tillid mellem borgere og politikere – når vi ikke ønsker at få klarhed over det her.

Ordføreren.

Jo, og præcis derfor er det jo, at Liberal Alliance måske adskiller sig fra de andre i blå blok, nemlig ved at pege på, at det arbejde, der er gjort i den kommission indtil nu, selvfølgelig skal bruges, og dermed skal der ske en offentliggørelse af det arbejde, så vi kan lære af det. Der adskiller vi os klart. Det er måske det, man får for at stemme nye partier ind i Folketinget.

Hr. René Gade.

Som jeg også tidligere spurgte justitsministeren om, tænker jeg, at debatten om den her Irakkommission er lidt fastlåst i dag, og at vi i stedet for kunne prøve at bevæge os op og tænke på, hvordan vi så kan gøre, hvis vi ønsker den her åbenhed. Hvad siger Liberal Alliance til at lave en undersøgelse, der går helt tilbage til Kosovo? Det er ikke noget, som vi har talt om tidligere, men hvis problemet er, at man tænker, at det handler om partifarver og politisk spil, så må vi jo få den debat i gang.

Ordføreren.

Ja, det kunne være fint, hvis man fik en debat i gang om, at det ikke skal være et partipolitisk spil, når det er så alvorlig en sag, som når vi sender soldater i krig. Jeg er helt enig med ordføreren i, at en ny orden i det her Folketing i de her alvorlige sager kræver, at man til enhver tid bør bestræbe sig på at have et meget bredt fundament. Det skylder vi dem, vi sender ud, og som sætter livet på spil for Danmark. Så det vil være rigtig godt, hvis den anstrengelse bliver større i det danske Folketing.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er det Alternativets ordfører, hr. René Gade.

Vi har været vidt og bredt rundt i dag, og det synes jeg på alle måder der har været grund til. I Alternativet støtter vi fuldt op om Enhedslistens forslag om at få genåbnet Irakkommissionen. Den debat har dog været meget, meget fastlåst, og jeg er ærgerlig over, at vi ikke har kunnet få klare svar fra justitsministeren, i forhold til hvad man kunne gøre. Jeg synes, den er blevet parkeret, i forhold til at det ligger i andre ressortområder. Så må vi jo på en eller anden måde få adgang til de ressortområder og stille spørgsmålene bedre – det må jeg jo så være den første til at tage på min kappe, altså at der er nogle spørgsmål, der ikke er blevet stillet godt nok. Men når jeg hører hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten m.fl., der fortæller, at det måske er hundredvis, op mod tusindvis af spørgsmål, der er blevet stillet, så er det, ligesom om det ikke rigtig længere er spørgsmålene, den er gal med, tænker jeg.

I stedet for kunne jeg godt tænke mig, at vi finder ud af, hvordan vi kommer videre herfra. Så hvis der ikke kan være opbakning til at få Irakkommissionen åbnet, og hvis Liberal Alliance, som måske kunne være tungen på vægtskålen, ikke føler, at det bl.a. er derfor, man er blevet stemt ind i Folketinget, altså for at få skabt en åbenhed, som der kunne komme, ved at vi ikke – som vi hører fra Venstres ordfører – tror på, at det er de 90 mandater, der sidder her i salen og beslutter noget, der har sandheden, men at det derimod er os herinde, der repræsenterer en befolkning og et ansvar for at finde frem til sandheden ved måske at nedsætte en kommission, der er fuldstændig uvildig, hvor det ikke har noget at gøre med partipolitiske farver eller politisk spil, som diskussionen bliver lukket med i dag, så synes jeg simpelt hen, at vi bliver nødt til at løfte den her igen og så forlange af regeringen, at den, om ikke for Folketingets skyld og de borgere, der har stemt de politikere ind, der sidder her, så i hvert fald for veteranernes og soldaternes skyld, dem, som vi sender i krig, og som vi også fremover skal sende ud til fredsbevarende indsatser.

Jeg synes, det er meget, meget svært som freds- og forsvarsordfører for Alternativet at tage stilling til, om vi skal sende soldater og fredsbevarende styrker til Mali lige om lidt. Jeg har tidligere fra talerstolen og også i udvalget tilkendegivet, at vi er meget positive over for og bakker op om en FN-mission i Mali, men jeg må også bare tage op til overvejelse, om jeg kan forsvare over for Alternativets vælgere, at vi bakker op om beslutninger sammen med et Folketing og en regering, der tilsyneladende ikke ønsker at blive klogere på den historie, vi selv har været med til at skabe.

Det må vi jo gå i tænkeboks med, men jeg synes, det er ærgerligt. I øjeblikket er jeg ved at få svar på 17 spørgsmål, i forhold til hvorvidt vi har det på plads, der skal til, for at vi i Alternativet kan sende styrker med til den fredsbevarende indsats i Mali. Det er noget, der bliver fikset på en uges tid i udvalget, i forhold til om der er kompetence og der er flertal til, at vi skal sende indsatsstyrker til Mali. Jeg synes, det er meget betegnende, at det sker på en uge. Og begrundelsen, jeg har fået, for, at det skal ske så hurtigt, er, at der kommer en EU-afstemning om retsforbeholdet, og så var der kun en dato tilbage. Derfor er der en del ting, vi måske ikke når at få styr på, inden vi skal træffe den her beslutning. Jeg synes, det er fornærmende, når vi hører, hvor mange år vi har knoklet med det her.

Så i stedet for at gå ind i en nærmere udredning af alle vores synspunkter, som vi har været igennem tidligere, så synes jeg bare, at vi må lægge op til, at vi finder en løsning på, hvordan vi så får åbnet den her debat igen. Nu har det været på tale, også fra min side tidligere i dag, at så må vi jo gå hele vejen tilbage til Kosovo og få lavet en undersøgelse eller få nedsat en kommission, hvis ikke der kan findes opbakning til at lave en genåbning af Irakkommissionen, fordi man mener, det er et partipolitisk spil. Jeg synes ikke, det er i orden over for de partier, der har startet kommissionen i sin tid, at sige, at det var derfor, den blev sat i værk. Jeg tænker derimod, at det var, fordi man ønskede en stor åbenhed om, hvorfor det var, vi gik i krig, og hvad det var, vi skulle lære af den krig.

Så i Alternativet bakker vi fuldt op om Enhedslistens forslag.

Tak til Alternativets ordfører. Så er det ordføreren for Det Radikale Venstre, hr. Martin Lidegaard.

Radikale Venstre kan også bakke op om forslaget. Det skyldes flere faktorer, først og fremmest at vi jo var med til at nedsætte Irakkommissionen, ikke som udtryk for et politisk drilleri, men simpelt hen fordi alle de vigtige lande, som deltog i krigen både i Irak og i Afghanistan, har besluttet at gøre både de faldne soldater og de veteraner, der har deltaget, og de pårørende den ære at lære af de succeser og de fejl, som er begået i alle krige, og som bliver begået, når man deltager i krig.

Der har også været en proces op til selve vedtagelsen her i Folketinget af at gå i krig, som hen over sommeren i år, må man sige, er blevet sat under kraftig lup af pressen. Skeletterne er væltet ud af skabene, og det står for mig helt klart, at ingen som helst, heller ikke dem, som pressen retter sit skyts imod, er tjent med, at alle de påstande bliver stående og hængende i luften – uden mulighed for at verificere, om det er rigtigt eller forkert, hvad der egentlig er foregået, uden mulighed for de mennesker, der har været involveret i at træffe de beslutninger, for at give deres version af, hvad der er foregået, og for også at kunne forsvare sig mod de beskyldninger, der kommer. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvis interesse det tjener ikke at få alle ting frem i den her sag.

Så bliver der brugt den nærmest tragikomiske begrundelse, at man vil spare penge, men langt, langt de fleste penge er jo blevet brugt. Kommissionen var jo færdig med al sin kulegravning og manglede kun afhøringerne. Så det er minimalt, hvad man sparer af penge, og alt det arbejde, der er lavet, er så faktisk spildt.

Endelig er det jo en kedelig, kan man sige, situation, at vi ikke, da vi var i regering, kunne overbevise Venstre eller nogle af de blå partier om, at Danmarks befolkning fortjente en fuld offentliggørelse. Nu er vi så i en situation, hvor regeringen igen med det snævrest mulige flertal, ligesom det var det snævrest mulige flertal, man gik i krig med, nu lukker kommissionen, og nu vil vi, tror jeg, i dag se, at når der kommer en ny regering til på et tidspunkt, vil Irakkommissionen så blive genåbnet. Det er ingen jo tjent med.

Så jeg vil gerne rette en stærk appel til regeringen om i det mindste at forsøge at finde en løsning med det Folketing, der sidder nu. Og hvis ikke den vil, og det kan vi jo høre den desværre ikke vil, vil jeg gerne sige direkte til hr. Leif Mikkelsen, at som jeg kender Liberal Alliance og Liberal Alliances forhold til åbenhed i forvaltningen, Liberal Alliances forhold til, at borgerne kommer før systemet, Liberal Alliances forhold til og seriøsitet i forhold til dansk udenrigspolitik, så forstår jeg ikke, at man kun vil have den halve sandhed og ikke den hele. Jeg synes, der er kommet ting frem hen over sommeren, efter at Liberal Alliance gjorde deres stilling klar i foråret, som måske kunne danne grundlag for, at Liberal Alliance genovervejede, om ikke alle parter, herunder dem, der er involveret i det her, vil stå sig bedre ved at få hele kommissionens arbejde gennemført. Men selvfølgelig er en halv sandhed dog bedre end ingen, og selvfølgelig vil vi i den grad gerne stå bag Liberal Alliance, når de nu kræver, at regeringen i det mindste får offentliggjort den del af arbejdet, som er færdiggjort. Men jeg må sige, at jeg synes, at det havde været bedst for alle, også for retssikkerheden, at vi fik gennemført hele kommissionens arbejde.

Jeg synes, det er en ærgerlig sag. Jeg synes, det er helt uforståeligt, at Venstre vil bringe os i den her situation, og det nærer jo mistanken om, at der er noget at skjule. Jeg vil gerne sige åbent, at jeg ikke er klar over, om der er noget skjule. Der er nogle af de her problemstillinger, som jeg ikke tror der findes enkle svar på. Jeg tror, at når man kaster sig ud i en krig eller en konflikt, det gælder også den i Afghanistan, som jeg selv har støttet, bliver man bragt i situationer, som er særdeles vanskelige at håndtere. Jeg er ikke ude på at pege fingre, men jeg er ude på, at hver gang Danmark går ind i en krig, lærer vi af den. Så gør vi det, at de folk, der bliver sendt ud, respekterer vi så meget, at vi i det mindste sørger for, at vi bliver endnu bedre, næste gang vi går ud. Og det troede jeg egentlig at vi kunne blive enige om i det danske Folketing.

Tak til De Radikales ordfører. Så er det ordføreren for SF, Holger K. Nielsen.

Lukningen af Irakkommissionen er en skandale. Det er skandaløst, for at sige det rent ud, og udtryk for en regering, der ikke er villig til at lære af de meget smertelige erfaringer, som vi har haft med Irakkrigen.

Irakkrigen er en af de mest kontroversielle ting, der er sket i den vestlige verden, faktisk i mange, mange år, af mange grunde: fordi den blev indledt på et ulovligt grundlag, fordi den fik store konsekvenser for de lande, som deltog i krigen, andre mere end Danmark, fordi den fik konsekvenser for Irak selv, fordi den fik konsekvenser for hele situationen i Mellemøsten.

Det, vi ser i dag med Islamisk Stat og det kaos, der er skabt i Syrien og Irak, er en direkte konsekvens af den fatale beslutning om at gå ind i Irak i 2003. En så kontroversiel beslutning vil jo til stadighed være genstand for diskussion. Det har den jo været her i Danmark. Det er jo fuldstændig korrekt, som det har været sagt, men jo endnu mere i nogle af de andre lande, der også var med.

I Storbritannien har man haft et meget, meget grundigt kommissionsarbejde i gang, fordi de britiske politikere og den britiske befolkning tager det her alvorligt. Man tager det alvorligt, at man med beslutningen i 2003 i den grad kom til at betræde en vej med meget, meget store konsekvenser.

Det er jo derfor, at vi er nogle, der hele tiden har ment, at det også var nødvendigt, at vi fik den samme grundige undersøgelse her i Danmark, og vi nedsatte kommissionen, der kom i gang efter meget store vanskeligheder, desværre. Jeg ved ikke, hvad baggrunden var for det. Det er jo også en skandale i skandalen, kan man sige, at det tog så lang tid, før man reelt kom i gang, men langt om længe fik man sat arbejdet i gang, og som kommissionens formand sagde: Man skulle til at høste frugterne af noget af det, man var ved at undersøge. Så blev det hele lukket ned, og det ender i ingenting.

Det er jo dér, skandalen også ligger, altså at i det øjeblik, hvor man faktisk kunne få nogle konklusioner på det, bliver det bare lukket fuldstændig ned. Det er da klart nok, og justitsministeren må jo alligevel kunne forstå, at når man ser det forløb fra regeringens side, er vi da nogle, der får den tilgang, at det jo kunne være, at der er nogle ting, man godt vil skjule. Der er nogle politikere, man godt vil dække over. Der er en Anders Fogh Rasmussen, som måske kan få nogle problemer, jeg ved det ikke, men hvis der er grundlag for, at han har problemer, skal det da frem i lyset. Skal det ikke? Er det ikke det, man gør i et demokratisk samfund?

Men det er jo det, som justitsministeren argumenterer imod. Han vil under ingen omstændigheder have noget som helst frem i lyset af det her i den her kommissionsundersøgelse. Så kommer der lækager her og lækager der. Det er jo glimrende, at vi har en god presse, som det også blev sagt af justitsministeren. Men hør en gang: Er det ikke bedre for alle parter, at man får en grundig bearbejdning af det her, som en kommissionsundersøgelse jo gør, at man virkelig får det her bearbejdet, så vi kan lære af det efterfølgende, frem for det, der kører nu? For jeg kan garantere for, at der jo til stadighed også vil komme nye spørgsmål om de her ting, fordi det er interessant, fordi det var kontroversielt, det var vigtigt, og det er vigtigt at få afklaret, hvilke erfaringer vi kan drage af det.

Så vi kan kun håbe på, at der er nogle, der bliver klogere i regeringen og blandt de borgerlige partier. Om det sker, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald er der grundlag for, at de overvejer en ekstra gang, hvordan vi som nation i højere grad vil kunne lære af det her.

Der er en kort bemærkning fra hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg synes, det er spændende at stille nogle spørgsmål til hr. Holger K. Nielsen, som var en af dem, der var med dengang i 2003 som vel en af de få her i salen, og som dengang var dybt involveret i diskussionen.

Et spørgsmål, jeg længe har undret mig over som udenforstående i forhold til debatten her i Folketinget, har været det her med masseødelæggelsesvåben, hvor jeg ofte har hørt venstrefløjen i en meget bebrejdende tone, også hr. Holger K. Nielsen, anklage regeringen for, at det skulle være en del af beslutningsgrundlaget dengang. Man kan affeje det med, at det ikke var officielt med i beslutningsgrundlaget – det synes jeg egentlig er ligegyldigt, det er mere det her med, at vi jo alle sammen godt ved, at det var en del af den offentlige debat dengang op til krigen – men så er det bare, at jeg længe har undret mig og godt kunne tænke mig at stille det her spørgsmål, om venstrefløjen og hr. Holger K. Nielsen selv betvivlede, at Irak havde de her masseødelæggelsesvåben, for det var jo det indtryk, som alle var efterladt med. Og var der nogen på venstrefløjen, som dengang sagde: Det tror vi ikke på?

Ordføreren.

Det spørgsmål er jeg faktisk meget glad for, for det blev også diskuteret meget dengang. Nej, vi vidste det jo ikke, men pointen var, at Hans Blix, der var chef for våbeninspektørerne, bad om mere tid til at få det nærmere undersøgt, da han gik i FN's Sikkerhedsråd. Det blev ham nægtet. Han blev nægtet at få mere tid til at undersøge, om der var masseødelæggelsesvåben. Vi vidste det ikke.

Jeg turde ikke stå og sige her, at det var der ikke, for det kunne jo godt være. Og det samme med Hans Blix. Men det er jo præcis derfor, at man bad om tid til at få det undersøgt nærmere. Det ønskede amerikanerne ikke, det ønskede briterne ikke, og det ønskede Danmark ikke. Og det var så derfor, at man kørte det igennem. Der var et flertal imod krigen i Sikkerhedsrådet, hvis der var kommet en afstemning. Den turde man ikke engang at tage. Man turde ikke engang tage en afstemning i Sikkerhedsrådet om det. Man startede krigen fuldstændig uden om det. Og det er derfor, at det var dybt ulovligt, hvad man gjorde.

Hr. Rasmus Jarlov.

Jeg spørger af helt oprigtig interesse. Jeg synes, det er interessant at høre svaret, fordi det var meget svært at tro andet, end at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, og at han i hvert fald bevisligt havde haft dem og tidligere havde brugt dem mod sin egen befolkning, havde slået tusindvis af kurdere ihjel, så vidt jeg husker, med giftgas og dermed jo helt åbenlyst havde været i besiddelse af den slags våben. Og når han fuldstændig nægtede at samarbejde med FN's våbeninspektører – det var jo ikke bare sådan, at han fik en enkelt forespørgsel eller to, men det var i måneder, han nægtede at samarbejde med dem – så er det bare, at jeg spørger, om hr. Holger K. Nielsen virkelig dengang betvivlede, at det var tilfældet, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak.

Ordføreren.

Nej, nej, men som sagt vidste jeg det ikke, men det var det, FN's våbeninspektører skulle undersøge. Omkring det med den manglende samarbejde: Det var der, jeg synes, at den danske begrundelse blev absurd, og det er derfor, at den ikke er brugt andre steder. Tony Blair forsøgte at bruge den begrundelse, men kunne ikke gøre det. Jeg tror også, at Bush forsøgte det.

Det er fuldstændig absurd, at vi kan indlede en krig på baggrund af, at et land ikke vil efterleve en FN-resolution. Det er altså meget usædvanligt, at man sådan uden videre gør det uden en ny resolution. Det var jo det, som var diskussionen: Kunne man gå i krig uden en ny resolution, fordi man ikke havde efterlevet en gammel resolution? Det er altså langt ude, hvis det er folkeretligt i orden. Det er det altså heller ikke, og det var derfor, at Danmark brugte en juridisk konstruktion, der var opfundet af en britisk jurist, der hedder Goldsmith, og som ingen andre end Danmark brugte.

Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

I den her debat har det været fremført, at det her handler om sådan noget partipolitisk fnidder, og at det er et politisk spørgsmål og sådan noget. Men kan ordføreren ikke bekræfte, at når man nedsætter en undersøgelseskommission, hvilket jo er et ganske alvorligt skridt at tage, så er det også, fordi der kan være et juridisk ansvar her, at der er tale om nogle meget alvorlige forhold, altså misinformation af Folketinget – hvilket jo er en af de ting, som i meget høj grad har været diskuteret, både i forhold til krigsgrundlaget, men i den grad også i forhold til, hvad man vidste om den tortur, der skete på de fanger, der blev udleveret til irakiske og amerikanske styrker? Og kan ordføreren ikke bekræfte, at konsekvensen af, at den her kommission er nedlagt, er, at vi højst sandsynligt aldrig får placeret et muligt politisk ansvar?

Det vil sige, at man har tørret ansvaret af på de soldater, man har udsendt, og at de eneste, som i virkeligheden er blevet straffet eller har mærket konsekvenserne her, er dem, der har været ude at fortælle sandheden. Det var Frank Grevil, det var Anders Kærgaard. De mennesker, der har prøvet at få sandheden frem, har betalt de personlige omkostninger, mens de politikere og ministre, der muligvis har misinformeret Folketinget om fuldstændig afgørende spørgsmål, kan fortsætte som ærede medlemmer herinde i det her Ting.

Så er det ordføreren.

Det er en beskrivelse, jeg deler fuldstændig. Jeg synes endda, den er særdeles præcis og også en del af det her. Derfor synes jeg, det burde give anledning til eftertanke hos de politikere her i Folketinget, der afviser at genåbne kommissionen.

Hr. Pelle Dragsted.

Kan ordføreren også bekræfte, at Danmark ved at nedlægge det her kommissionsarbejde, hvilket jo er fuldstændig historisk, gør noget, der ikke er et fortilfælde for? Jeg tror aldrig, at man har nedlagt en kommissionsundersøgelse, som er sat i gang. Det er jo sådan almindelig parlamentarisk praksis, at man respekterer, når sådan en kommissionsundersøgelse er nedsat. Det er uafhængige eksperter. Det er ikke et politisk valg. Vi kan da ikke beskylde de der jurister og andre for at agere politisk. De skulle undersøge nogle helt konkrete faktuelle forhold. I andre lande har man gennemført den slags undersøgelser. Kan ordføreren bekræfte, at det her er et fuldstændig usædvanligt skridt, som vi ikke tidligere har set her i Danmark?

Ordføreren, værsgo.

Det mener jeg i hvert fald. Jeg ved, at ministeren mener noget andet. Men jeg mener, at det er meget usædvanligt, at en kommissionsundersøgelse som den her bliver nedlagt. Jeg synes, det er enormt dårlig stil, og at det er utidigt, at man gør det. Dét er politiserende. Det er jo politiserende, at man ud fra et politisk mål om, at man vil beskytte nogle af vennerne, nedlægger en kommission, der er godt i gang med sit arbejde, og hvor formanden selv siger, at man er tæt på at kunne plukke frugterne.

Hr. René Gade, Alternativet, værsgo.

Det er egentlig bare et kort spørgsmål. Jeg vil gerne høre ordføreren, om han kan sætte sig i mit partis sted, altså når man som nyt parti egentlig ønsker at indgå i et tæt samarbejde på forsvarsområdet, og man ser frem til at se, hvad det nye forsvarsforlig kommer til at indeholde, og man så derfor betænker sig en smule ved at gå ind i det. SF har jo været stærke og er gået ind og har taget ansvar og må jo være med på det, som man nu engang har sagt ja til at være med i, i et forsvarsforlig. Men kan ordføreren forstå, at vi i Alternativet betænker os og spørger, om vi kan gå med i det her, og om vi kan gå ind og tage ansvar for de her handlinger, hvis man ikke ønsker at blive klogere?

Ordføreren.

Jo, det kan jeg godt forstå. For det er da klart, at der, når som man nyt parti kommer ind her i Folketinget, så er en masse gamle aftaler og traditioner, som det kan være lidt svært at forholde sig til. Men der er jo ikke andet at gøre – synes jeg – end at gå ind og se på det og ligesom spørge: Er det her er fornuftigt, eller er det ufornuftigt? Det er jo det, som politik i sidste ende handler om. Ja, det er i virkeligheden meget simpelt, selv om det kan være svært. Det handler jo altså om at vurdere: Giver det her mening, eller giver det ikke mening? Og det vil jeg meget opfordre Alternativet til at gøre. Vi ser meget frem til at arbejde sammen med Alternativet, også om forsvarspolitikken.

Hr. René Gade.

Jeg har ikke yderligere.

Så er det fru Trine Bramsen, Socialdemokraterne, for en kort bemærkning.

Nu er hr. Holger K. Nielsen jo en garvet mand her på Tinge og har derfor stor erfaring med kommissioner. Og derfor vil jeg gerne spørge: Hvad er forskellen på en demokratisk undersøgelse i forhold til grundlaget for at gå i krig i Irak og Afghanistan og så den kommission, som regeringen netop ønsker opbygget, der handler om at undersøge grundlaget for Tibetsagen og de fejl, der måtte være begået dér? Hvad er forskellen i forhold til kommissioner som redskab, siden man ikke ser behovet det ene sted, men man ser behovet det andet sted? Og jeg skal bare lige bemærke, at vi er tilhængere af, at undersøgelserne foretages begge steder.

Ordføreren.

Jamen jeg har da svært ved at se forskellen i det, og det synes jeg jo viser meget godt, hvor politiserende justitsministeren er i det her. Han rider sine egne kæpheste i det her, og det synes jeg da er dybt betænkeligt.

Der er ikke ønske om en yderligere kort bemærkning fra fru Trine Bramsen, og så er der ikke flere korte bemærkninger til SF's ordfører. Værsgo til hr. Rasmus Jarlov, som repræsenterer Det Konservative Folkeparti.

Som jeg tror det er velkendt fra den offentlige debat, afviser vi også at genetablere kommissionen. Vi synes jo også fra starten af, det var en politiserende handling at nedsætte den her kommission med henblik på at genere og hænge den tidligere regering ud, og vi ser det derfor også som helt legitimt, at den så blev nedlagt igen, da der kom et nyt politisk flertal. Vi har jo her den samme holdning som regeringen, altså at vi også synes, at tingene er blevet tilstrækkelig belyst.

Kommissionen havde jo to hovedformål. Det ene formål var at problematisere, at der overhovedet blev truffet en beslutning om at gå ind i Irak, og der mener vi ikke at der er behov for undersøgelseskommissioner. For det er jo en politisk debat, som finder sted på baggrund af en fuldt ud åben og offentlig debat og en fuldt ud åben debat her i Folketingssalen, hvor man jo kan finde alle referater og kigge tilbage og se fuldstændig, hvad det var for nogle argumenter, der blev brugt dengang. Så der er det vanskeligt at se, hvad man skal med en undersøgelseskommission. For det var bare et politisk valg, som venstrefløjen har været uenig i – men det betyder ikke, at der er nogen, der skal for en dommer på grund af det – og det var en lovlig politisk og demokratisk beslutning, som blev truffet af Folketinget, fuldstændig efter bogen.

I forhold til krigsfangerne mener vi, at der er blevet arbejdet meget seriøst med håndteringen af dem. Der er ved at blive lavet en manual om det, og vi har også set auditørerne gå ind i sager, hvor der er blevet rejst en begrundet mistanke. Og der finder vi heller ikke der er behov for at der sidder en kommission og arbejder med det.

Der er en kort bemærkning fra fru Trine Bramsen, Socialdemokraterne.

Jeg vil gerne spørge ordføreren, om han lytter, når Danmarks største soldaterforening tilkendegiver, at de synes, det er en dårlig idé at nedlægge kommissionen. Gør det indtryk, når den største forening, der organiserer soldater, kommer med sådan nogle meget bastante udtalelser i forhold til lukningen af kommissionen, eller er De Konservative fløjtende ligeglade med, hvad soldaterne siger i den her sammenhæng?

Ordføreren.

Vi lytter til alle indlæg, der er i debatten. Fru Trine Bramsen havde jo også den samme debat med fru Marie Krarup før, og der må jeg jo så sige, at jeg er enig med fru Marie Krarup i, at det ikke er alle veteraner, der har det på den måde. Og man kunne jo lige så godt mene, at det også er med til at problematisere og nedgøre deres indsats, at der skal sættes så store spørgsmålstegn ved den krig, som de kæmpede i.

Fru Trine Bramsen.

Så jeg skal altså forstå det således, at De Konservative ikke lytter til den største forening, der organiserer soldater og veteraner i Danmark, når de vælger ikke at lytte til dem, men at lytte til dem, der siger, at det er helt fint at nedlægge den her kommission, og at argumentet om, at det rent faktisk vil gøre en forskel, også for en del af soldaterne, veteranerne og deres pårørende at få undersøgt det her til bunds, ikke gør indtryk på dem?

Ordføreren.

Nu synes jeg, det er fru Trine Bramsen, der ikke lytter. For jeg sagde lige, at vi lytter til alle debatindlæg, også de indlæg, der er kommet fra den her veteranforening. Så selvfølgelig gør vi det.

Hr. René Gade, Alternativet.

Jeg vil gerne prøve at flytte debatten fra fortiden og til fremtiden. Vi sidder i Forsvarsudvalget, og en ting er, at vi kan være uenige om, hvad der er sket tidligere, altså om det har været politisk drilleri og et ønske om at hænge nogle tidligere ministre ud. Hvis nu vi glemmer det for en stund, kan vi sige, at det, der bliver sagt i dag i Folketinget og fra de forskellige ordføreres pladser, forhåbentlig ikke er politisk drilleri. Det er forhåbentlig, fordi der er et ønske om rent faktisk at blive klogere på noget, der er sket tidligere, så vi kan træffe nogle bedre beslutninger og netop sidde over for hinanden i Forsvarsudvalget og forsøge at træffe nogle gode beslutninger. Er det ordførerens opfattelse, at det, der foregår nu, også er politisk drilleri, når vi ønsker at få genåbnet kommissionen?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om jeg vil bruge udtrykket politisk drilleri og slet ikke fra hr. René Gades side. På den måde har jeg ikke opfattet det fra Alternativet. Men jeg synes nu altså, at det, når man hører på indlæg fra nogle af ordførerne fra SF og Enhedslisten, stråler ud af dem, at de simpelt hen bare ikke kan udstå Anders Fogh Rasmussen, og at det i virkeligheden har været det, der har været bevæggrunden for at forsøge at nedsætte den her kommission, altså for at se, om man kunne fange ham i et eller andet og så bruge en masse offentlige kroner på det. Vi synes bare ikke, at det er skatteydernes opgave at betale for den slags propagandavirksomhed, som skal være med til at kaste sådan et stort skær af mistænkeliggørelse over det, som Anders Fogh Rasmussen foretog sig.

Hr. René Gade.

Der kan jeg naturligvis kun tale på Alternativets vegne, men det er dog min opfattelse, at den stemning, der har været i dag, virkelig har været oprigtig i forhold til at nå frem til nogle nye resultater og nogle forståelser. Derfor skal også blot mit sidste spørgsmål være, om vi i Forsvarsudvalget måske med konservativ støtte kan finde frem til en ny undersøgelse, der måske går længere tilbage, så vi ikke er ude i, at det kun er en tidligere regering af en bestemt farve, der bliver undersøgt, men at det simpelt hen gælder en generel forståelse af forsvarsområdet.

Ordføreren.

Jeg vil aldrig hælde nogle ideer ned ad brættet, slet ikke som formand for udvalget. Så vi kan tage en fordomsfri diskussion af det. Men jeg må som konservativ forsvarsordfører sige, at vi synes, det er en forkert tilgang til det, altså at vi skal sidde sådan og forsøge at mistænkeliggøre krige tilbage i tiden, og så kan vi forsøge at udligne det, når nu vi har gjort alt, hvad vi kan, for at mistænkeliggøre Irakkrigen. Hvis vi så også vil forsøge at mistænkeliggøre Kosovokrigen, kan det være, at det sådan står lige. Jeg synes generelt, er det er en forkert tilgang til det. Det er lovlige demokratiske beslutninger, der er truffet her i Folketinget ud fra en fuldt åben debat, og jeg synes, man skal respektere, at det har Folketinget lov til.

Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Der bliver igen af ordføreren snakket om, at det her er blevet behandlet i fuld åbenhed i Folketinget. Men det er simpelt hen ikke rigtigt. For vores problem var jo netop, at vi ikke kunne få fuld åbenhed, og at der var så mange ting, vi ikke kunne få svar på, fordi det var fortroligt af hensyn til det ene og det andet og det tredje. Det var derfor, vi nedsatte en kommission, som jo var et lukket rum, hvor man også kunne behandle fortroligt materiale. Så det er bare et dårligt argument for at nedlægge den her kommission. Sagen er, at vi ikke kommer til bunds, uanset om Liberal Alliance så får held til at få fremlagt nogle af de ikkeklassificerede papirer. Det er virkeligheden.

Jeg ved jo, at ordførerens parti lægger meget vægt på retsfølelse, altså ret og retfærdighed osv., men de her sager vedrører jo altså mennesker i Irak, i Afghanistan, uskyldige mennesker, som er blevet revet ud af deres seng, fået bind for øjnene, og som er bragt til amerikanske militærbaser, hvor de blev udsat for tortur, eller blev afleveret til irakiske shiamilitser, hvor de blev dræbt eller udsat for månedlang tortur. Nu kører der selvfølgelig en retssag i et andet spor, men i forhold til det politiske ansvar er det sådan, at vidste man, at der var den risiko, har man jo forbrudt sig imod Genèvekonventionerne og andre internationale regler. Hvor er Konservatives retsfølelse i forhold til at få de her ting afklaret?

Ordføreren.

Alle ved jo, at der er risiko for, at der sker forfærdelige ting, når man indleder en krig, også med hensyn til krigsfanger. Det tror jeg ikke kan komme bag på nogen. Der er det bare, at vi har den holdning, at Folketinget har ret til at beslutte, at danske tropper skal deltage i krigsaktiviteter. Den debat har altså fundet sted på nogle præmisser, som er lagt helt åbent frem, og der har været en meget, meget grundig og også offentlig debat, som har kørt videre i årevis. Det er bare et spørgsmål om, om man egentlig respekterer, at vi har ret til at beslutte, at Danmark går med i krig. Det mener Enhedslisten jo grundlæggende ikke. Det er i hvert fald mit indtryk, at hver gang man går i krig, så er det dybt problematisk, og der er vi bare ikke enige. Vi mener, at det har været en fuldt legitim, demokratisk beslutning truffet af de folkevalgte her i Folketinget.

Hr. Pelle Dragsted.

Det er ikke det, vi diskuterer nu. I øvrigt har Enhedslisten støttet militære operationer. Det kan vi godt, hvis vi mener, de er kloge. Det er rigtigt, at vi er meget skeptiske over for, om krig i de fleste tilfælde er den rigtige løsning på internationale konflikter. Men det er ikke det, vi diskuterer. Der bliver sagt, at når man går i krig, sker der forfærdelige ting. Jo, jo, men vi har altså internationale konventioner, som vi skal overholde, når vi går i krig. Der er også love i krig, og spørgsmålet er, om de love er blevet brudt. Var det sådan, at den daværende regering var klar over og var informeret om, at da man udleverede fanger eller lod danske tropper udlevere fanger til amerikanerne i Afghanistan og senere shiamilitser i Irak, så kunne de risikere tortur og død? Det er altså ikke noget, der bare er sådan.

Jeg er sikker på, at Putin og andre despoter er glade for den her udmelding om, at i krig sker der forfærdelige ting. Vi skal da i Danmark holde fast i Genèvekonventionerne. Det er da så vigtigt, også som en lille stat, at vi ikke på nogen måde sælger ud der.

Ordføreren.

Vi holder fast i Genèvekonventionerne. Det skal der ikke være nogen tvivl om. I de tilfælde, hvor der er konkret, begrundet mistanke om, at de er overtrådt, så undersøger Forsvarets Auditørkorps sagerne. Det er de også gået ind i her. Så vi har nogle kontrolinstanser, som er klar til at undersøge de her sager. Det er ikke sådan, at man bare kan begå overtrædelser af Genèvekonventionen, og så sker der ikke noget. Det gør der, og vi tager det også alvorligt, og det har vi Auditørkorpset til. Her er der tale om, at man ønsker, at en kommission skal undersøge forhold, hvor der ikke er nogen begrundet mistanke, og der synes vi at det går for vidt.

Fru Eva Flyvholm for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne høre, om ordføreren også mener, at hvis man som parti sender et land i krig med alt, hvad det indebærer af menneskelige konsekvenser, så har man også et politisk ansvar for at sikre, at reglerne bliver overholdt, at der er indsigt i, hvad det er, der foregår, og at nogen f.eks. ikke kommer til at udlevere fanger til tortur osv.

Jeg synes jo, at der i den her sag er meget, der peger på, at alt ikke er blevet belyst. Efter at man nedlagde Irakkommissionen, har vi jo set, hvordan der er kommet den ene historie efter den anden frem, f.eks. at Anders Fogh Rasmussen muligvis tidligere har givet løfter om, at Danmark var klar til at gå i krig. Det har ikke noget at gøre med min personlige holdning til Anders Fogh Rasmussen. Det har noget at gøre med, om grundlaget for Irakkrigen var i orden. Det er derfor, jeg er interesseret i, hvornår man har vidst det. Der er også eksempler på, at man har brugt soldater fra det kontroversielle sikkerhedsfirma Blackwater. Mener ordføreren virkelig, at alt var belyst, da man nedlagde Irakkommissionen?

Ordføreren.

Selvfølgelig har vi et ansvar for, at vi behandler krigsfanger ordentligt, og at vi overholder Genèvekonventionen – ingen tvivl om det, overhovedet. Det ansvar skal Danmark også tage alvorligt, og det er jo også derfor, der bliver arbejdet med at få lavet en manual nu, som giver nogle mere klare instruktioner til soldaterne om, hvad de må, og hvad de ikke må, når de er indsat i internationale operationer. Det synes vi er rigtig vigtigt, og det er jo den konstruktive, fremadrettede tilgang til det. Og selvfølgelig bliver de sager undersøgt, hvor der er en begrundet mistanke om, at der er foregået noget forkert. Det har vi Auditørkorpset til.

Men det er bare sådan lidt usædvanligt, at man, når man ikke har nogen begrundet mistanke andet end Enhedslistens mavefornemmelse – uden at der er noget som helst belæg for at have den – af, at Anders Fogh Rasmussen er en skidt fyr, og at han nok har begået en hel masse forkert, så skal nedsætte en kommission til at undersøge det og bruge en masse penge på det. Det virker ikke rimeligt for mig, at fordi man har nogle politikere, man ikke kan lide, så nedsætter man en kommission for at se, om ikke man kan finde et eller andet, uden at man egentlig aner, hvad det er, den skulle lede efter, eller uden at der er nogen som helst begrundet mistanke om, at der skulle være sket noget forkert. Det synes jeg er en forkert tilgang, og den bruger vi andre heller ikke over for tidligere regeringer.

Fru Eva Flyvholm.

Mener Konservatives ordfører virkelig, at alt er belyst, i forhold til hvad der foregik i Irak- og Afghanistankrigen, og vil ordføreren sige, at hvis der kommer flere historier frem, der viser, at der var problemer med Danmarks ansvar for fanger og udlevering til tortur eller krigsgrundlaget, så vil man se på at genoptage det her kommissionsarbejde? Jeg mener stadig væk, at der er masser af ting, der ikke er belyst, og jeg kan ikke forstå, hvordan ordføreren kan være så sikker i sin sag her.

Ordføreren.

Jamen nu er der jo ikke nogen, der har brugt vendingen, at alt er belyst. Vi har sagt, at det er tilstrækkeligt belyst. Der er stor forskel. Der er ikke noget fuldt overblik over samtlige handlinger, der er foregået under en krig. Det får vi heller aldrig. Så det er der, vi står. Vi synes, at der er en tilstrækkelig kontrol med, hvad der er foregået. Vi synes, der er nogle instanser, som undersøger tingene, når der er begrundet mistanke, og det er godt nok for os, ligesom det er godt nok for os i alle andre tilfælde. Vi sidder jo heller ikke og nedsætter kommissioner inden for alle mulige andre områder, uden at der egentlig er en begrundet mistanke om, at der er begået noget forkert.

Peter Hummelgaard Thomsen for en kort bemærkning.

Nu siger ordføreren, at han mener, at den væsentligste årsag til, at vi gerne vil have belyst, hvad det politiske og det juridiske grundlag var, da man gik i krig – optrådte man i overensstemmelse med Genèvekonventionerne m.v.? – er, at vi har en mavefornemmelse eller sådan et eller andet, der gør, at vi ikke kan lide den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, eller at vi sådan set afskyr ham.

Der kan jeg fortælle ordføreren, at det sådan set overhovedet ikke er det, der er bevæggrunden. Bevæggrunden er at undersøge, hvad det var, der i Danmark – som i stort set alle andre vestlige samfund, der deltog aktivt i Irakkrigen og i Afghanistan for den sags skyld – egentlig var den politiske diskussion. Hvad var det for nogle argumenter, der blev lagt frem? Holdt de argumenter stik? Hvad er det, vi har lært? Overholdt vi Genèvekonventionerne, da vi sendte soldater i krig?

Det handler jo alt sammen om som samfund at have en eller anden større refleksion over den alvorlige beslutning, det er at sende soldater i krig, slå andre mennesker ihjel og udsætte sine egne landsmænd for fare. Det jo det, det handler om.

Der kunne det være interessant at høre ordføreren: Mener ordføreren virkelig, at vi har lært tilstrækkeligt om bevæggrundene dengang – også set i et fremadrettet lys?

Ordføreren.

Jeg fastholder altså min mistanke om, at det, der ligger bagved her, er et forsøg på at hænge Anders Fogh Rasmussen ud. Det er mit klare indtryk, og jeg hører det også på tonefaldet i de indlæg, der har været i den her debat.

Venstrefløjen kan ikke udstå Anders Fogh Rasmussen, og jo mere man kan kaste et dårligt skær over hans regeringsperiode jo bedre. Det er det ældste trick i bogen, man som opposition bruger her: Man vil nedsætte en kommission, som kan arbejde længe, for det efterlader et eller andet indtryk af, at der nok er noget galt – uden at man har noget at have det i.

Jeg synes, det er en forkert måde at agere over for tidligere regeringer på, og når hr. Peter Hummelgaard Thomsen siger, at vi skal have belyst, hvilke politiske argumenter der lå bag krigen, så vil jeg sige, at det jo er belyst. Det ved alle da. Vi havde da en kæmpe, kæmpe offentlig debat om, om vi skulle gå i krig, eller om vi ikke skulle gå i krig, og den er også fortsat efterfølgende. Der er vel næppe noget emne eller nogen politisk beslutning, som der er blevet reflekteret mere over i Danmark i de sidste mange år, end beslutningen om at gå ind i Irakkrigen.

Så det er noget fis, undskyld, det ord må man ikke bruge (Den fg. formand (Benny Engelbrecht): Det er korrekt). Det er noget pjat, at man siger, at vi skal have belyst, hvilke politiske argumenter der lå bag. Det ved vi godt.

Hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg faktisk er fuldstændig ligeglad med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Jeg har indtryk af, at han har det fint i dag, han har et godt job osv. Det er ikke det, der er bevæggrunden for det her.

Bevæggrunden er, at vi jo gerne vil vide, om de overvejelser, der lå bagved den gang, egentlig holdt stik; om de ting, man stod og sagde i Folketingssalen under debatten herinde, holdt stik? Og holdt de stik i den offentlige debat, i forhold til hvad udkommet blev?

Der er jo hundredtusindvis af mennesker, der er døde i Irak. Der er mange tusinde mennesker, der er døde i Afghanistan. Vi har sådan set også et indtryk af – det er der i hvert fald mange der peger på – at den Pandoras æske, som man åbnede op for i 2003, også er det, der har ført til de alvorlige uroligheder, der er i hele Mellemøsten med borgerkrig i Syrien osv. Og alle samfund med respekt for sig selv, som deltog aktivt – USA, Storbritannien m.v. – har forsøgt at få undersøgt det her ordentligt, undtagen Danmark, fordi den konservative ordfører står og mener, at den eneste grund til, at vi gerne vil have en undersøgelseskommission, er, at vi ikke kan lide Anders Fogh Rasmussen.

Det er – for at bruge ordførerens eget udtryk – noget pjat.

Ordføreren.

Der var godt, at hr. Peter Hummelgaard Thomsen ikke brugte mit andet udtryk.

Men der mangler en forklaring på, hvad det er for nogle politiske argumenter, vi mangler at få frem i lyset. For det var en fuldstændig åben debat, som i månedsvis foregik meget, meget intenst i samtlige danske medier efterfulgt af en helt åben debat her i Folketingssalen, som lå til grund for, at man dengang valgte at gå i krig i Irak.

Det er jo åbent for alle, og alle ved også godt, at de ting, der blev sagt dengang om, at han ikke samarbejdede med FN, var rigtige. Og alle ved også godt, at der var nogle diskussioner om masseødelæggelsesvåben, hvor hele verden troede nogle forkerte ting. Men det ved vi jo godt. Der kommer ikke noget nyt frem ved det.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Den næste ordfører er ordføreren for forslagsstillerne, fru Eva Flyvholm fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Danmarks deltagelse i Irakkrigen og i Afghanistankrigen har jo haft store konsekvenser. Hundredtusindvis af civile irakere og afghanere er blevet dræbt og såret, danske soldater er blevet dræbt og såret, Irak og Afghanistan er stadig væk i et voldsomt kaos, der gør det umuligt for befolkningen at have en almindelig hverdag, og der er meget, meget langt til det demokrati, den fred og stabilitet, der dengang blev talt om.

Herhjemme er det jo også sådan, at soldater og pårørende stadig væk lever med konsekvenserne af krigen. Efter nedlæggelse af Irakkommissionen var det jo også tydeligt, at der var flere pårørende, soldater og veteraner, der kom frem og bad om, at kommissionen skulle fortsætte. Lige nu kører der en retssag i Østre Landsret med en af de irakere, der sandsynligvis blev udleveret af danske soldater og efterfølgende udsat for tortur i irakiske fængsler.

De her krige har påvirket uendelig mange menneskers liv, og netop derfor er det jo så vigtigt at få undersøgt, hvad der skete. Jeg er nærmest chokeret over at høre nogle af de ting, der er blevet sagt heroppefra i dag, f.eks. argumentet om, at det bare er politiske drillerier, og at der ikke noget juridisk i det. Selvfølgelig er det et juridisk spørgsmål, om Danmark er løbet fra sine internationale forpligtelser til at sikre, at fanger ikke bliver udsat for tortur, eller at de bliver udleveret til dødsstraf. Selvfølgelig er det også et juridisk ansvar, hvis der er ministre, som har løjet over for Folketinget eller har fortiet noget af det, der er foregået. Der er en lang række juridiske spørgsmål i det her, som vi selvfølgelig skal til bunds i.

Jeg må sige, at jeg synes, at det var respektløst og uansvarligt at nedlægge Irakkommissionen. Det er en meget, meget alvorlig sag at gå i krig, og hvis de politikere, der sendte Danmark i krig, ikke vil påtage sig ansvaret for, hvordan det så udvikler sig, hvor er vi så henne? Det vidner om en arrogance, der går så vidt, at man i Venstre tilsyneladende er villig til at skjule sandheden for at beskytte sine egne, selv om det betyder, at alle de mennesker, der har oplevet krigen på egen krop, ikke får en forklaring, og selv om det betyder, at vi som land ikke får mulighed for at lære af fejlene og gøre det bedre fremover.

Man kan godt få den fornemmelse, at Venstre havde en interesse i at nedlægge kommissionen, bl.a. fordi de jo havde ansvarlige ministre gennem meget af krigsforløbet, men at Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative har støttet Venstre i det her, synes jeg simpelt hen er uforståeligt. Det er jo partier, der bryster sig af at ville have åbenhed og stå bag de danske soldater, men samtidig ikke er villige til at tage det politiske ansvar. Det er ærlig talt en modsætning, synes jeg, der må være svær at forklare.

I dag har vi trods alt haft mulighed for at diskutere den her meget vigtige sag i Folketinget, men det er slet ikke godt nok. Derfor vil jeg sige til Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, at hvis I tror, at vi kan få stilhed om det her ved at nedlægge kommissionen, må I tro om igen. Det her er et spørgsmål, der er for vigtigt til at blive skubbet ind i glemslen. Vi er mange, der gerne vil have sandheden om Danmarks krige frem, og det skal den nok komme, men jeg synes, at det ville have været mere værdigt og demokratisk og ordentligt, hvis de partier, der sendte Danmark i krig i Irak og Afghanistan, også ville stå ved deres ansvar. Tak.

Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Forsvarsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse mod det, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.