Tak for ordet.
Enhedslisten har fremsat et beslutningsforslag, som pålægger regeringen at tage fem konkrete initiativer, som efter Enhedslistens mening vil fremme inklusion.
Jeg vil så gerne starte med at sige, at vi i regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget, men det er ikke det samme, som at vi ikke synes, det er vigtigt hele tiden at følge inklusion tæt.
Det er jo en diskussion, vi har haft længe, ikke bare da vi vedtog inklusionsloven, som der var et meget, meget bredt flertal i Folketinget der stod bag, men også på en række møder i Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg, i samråd, i onsdagsspørgsmål osv.
For min oplevelse er, at vi alle sammen er dybt optaget af, at vi gerne vil udvikle en skole, hvor børn får det bedst mulige læringsmiljø, også selv om de skulle have diagnoser, og uanset om vi snakker Aspergers syndrom, adhd, stærkt ordblinde eller andet.
Men hvis vi overhovedet kan give en mulighed for, at børn kan få den nødvendige støtte i det uddannelsesmiljø, de er i, så er det det, der giver den bedste læring for børnene.
Det hviler bl.a.
på, at vi i en lang årrække har kunnet se – uden at det i øvrigt har været en politisk beslutning – at flere og flere børn er blevet udskilt fra den fælles folkeskole over til specialiserede miljøer.
Det har kostet utrolig mange penge.
På et tidspunkt har det været oppe på, at det var 30 pct.
af folkeskolens samlede budget, der blev brugt til specialundervisning.
Så kan man sige, at hvis det viste sig, at de børn virkelig fik en langt bedre vej videre til at gennemføre en ungdomsuddannelse, så er det jo fair nok at diskutere, at det måske er det, der skal til.
Men desværre har vi jo kunnet konstatere af de undersøgelser, der har været, at det ikke har været den gode vej videre at blive udskilt fra det fælles, være i et særligt tilbud væk fra det fælles.
Det har faktisk ikke givet dem særlig mange flere muligheder for at få en god uddannelsesvej videre.
Det er jo det, der har været dilemmaet.
Derfor har vi med åbne øjne sagt:
Vi skal gentænke måden, hvorpå vi hjælper børn til at blive styrket som en del af det almene skolemiljø.
Derfor hænger det også sammen med det lovforslag, vi tidligere har drøftet her i dag, nemlig at de frie grundskoler også er en del af det fælles børnesyn, for det er jo det, det handler om, nemlig et fælles børnesyn:
Hvad er det, der skal til, for at meget forskellige børn får det bedste læringsmiljø – uanset om man går i en folkeskole eller en fri grundskole – med den nødvendige støtte, hvis man har brug for det?
Det er også sådan, at der efterhånden er rigtig meget god, gedigen viden på området.
Og noget af det, som nogle af de forskningskortlægninger – som jo også er blevet sat i gang i forbindelse med inklusionsloven og det ressourcecenter, som vi har etableret via ministeriet – viser, er, at inklusion grebet an på den rigtige måde faktisk gavner alle børns læring, altså når man netop anvender de organiseringsmetoder og undervisningsmetoder, man ved hjælper til forskellige børn.
Det er jo meget interessant, at når man griber det rigtigt an, er det både til gavn for de børn, der har brug for ekstra støtte, men det giver faktisk også et løft i forhold til alle de børn, som er en del af klassen.
I hele taget er den vidensudvikling og vidensdeling noget, som vi har blikket stift rettet imod.
Det afspejler sig bl.a.
i det korps af læringskonsulenter, som har fungeret i noget tid, og som nu er en del af det store samlede læringskonsulentkorps, hvor det netop handler om, at den viden, der jo hele tiden kommer og bliver udviklet i forhold til gode inklusionsfremmende strategier, kommer helt ud i klasselokalerne, helt ud til de enkelte lærere:
viden om, hvordan man arbejder med vidensdeling på tværs, og udvikling af faglige ressourcepersoner, man kan trække ind, i forhold til hvordan man kan understøtte børn undervejs.
Det er sådan, at i aftalen om kommunernes økonomi for 2015 er regeringen og KL blevet enige om, at kommunerne skal fortsætte og styrke det igangværende arbejde, der er i forhold til en omstilling, netop sådan, at de mange penge, der er brugt ved siden af den fælles folkeskole – i og med at flere børn bliver som en del af den fælles folkeskole – følger med, sådan at børnene kan få den støtte, der skal til, så lærerne kan få uddannelse, og så der kan etableres ressourcecentre osv.
Derfor fremgår det også, og der er vi tilbage i aftalen om kommunernes økonomi for 2011, at kommunerne vil etablere inklusionsfremmende styringsmodeller og arbejde strategisk med lærernes kompetenceudvikling og udnyttelse af personalets kompetencer til gavn for alle elever.
Af den første statusrapport, vi har lavet på baggrund af en repræsentativ undersøgelse i 12 kommuner, hvor vi i regeringen og KL har fulgt op på inklusionsindsatsen, kan vi se, at det billede, der tegner sig klart, er, at alle kommunerne prioriterer opgaven med inklusion, men med forskelle, for det kommer helt an på, hvordan kommunerne tidligere har grebet opgaven an.
Nogle har været rigtig gode til at tænke i inklusionsfremmende læringsstrategier.
De er kommet langt, de har gode erfaringer med det.
Andre har gjort det, lad mig sige det sådan, på meget kort tid, meget hurtigt og på en måde, hvor man måske ikke var klar til at løfte den opgave godt nok.
Men der er ingen tvivl om, at det at følge det tæt, både i forhold til om der er økonomi, der kommer tilbage, og hele tiden at dele viden og gå ind med en særlig indsats og hjælpe de kommuner, der i særlig grad har brug for hjælp, er måden, hvorpå vi sikrer os, at alle bliver så dygtige som muligt til at løfte opgaven, vel at mærke med udgangspunkt i børnenes behov.
Lige for at afslutte vil jeg sige, at der med finansloven for 2014 er afsat i alt 1 mia.
kr.
i perioden fra 2014 til 2020 til styrkelse af kompetenceudvikling i folkeskolen.
Det er nogle midler, der bl.a.
kan bruges til at styrke medarbejdernes kompetencer i forhold til inkluderede elever.
Og på finansloven for 2015 er der i øvrigt også afsat en pulje på 25 mio.
kr.
årligt fra 2015 til 2017 til at styrke indsatsen for øget inklusion i folkeskolen.
Puljen giver muligheder for at yde en indsats for de lærere og pædagoger, der har de største udfordringer i forbindelse med undervisning af elever med særlige behov.
Med det vil jeg bare sige igen, at jeg ikke tror, vi er uenige i intentionen.
Der kan være forskellige holdninger til, hvordan det skal gennemføres, og det er grunden til, at vi ikke støtter Enhedslistens beslutningsforslag.
Men vi synes, det er vigtigt, at vi hele tiden har drøftelsen, for vi er alle sammen dybt optaget af, at det her skal lykkes til gavn for eleverne.