Det næste punkt på dagsordenen er:

36) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 112:

Forslag til folketingsbeslutning om, at personfarlig kriminalitet begået af prøveløsladte altid skal udløse reststraffen.

Af Karsten Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Tom Behnke (KF).

(Fremsættelse 22.04.2014).

Forhandlingen er åbnet. Den første på podiet er justitsministeren. Værsgo.

Tak for det. Det er jo sådan, når man nærmer sig folketingsårets afslutning, at man når til en opsamling af oppositionens mere eller mindre geniale forslag, og lige her er vi altså nået til et af dem, der er mindre geniale. Det handler om, at oppositionen ønsker, at vi skal se på, hvordan der prøveløslades, og at der, når man er blevet prøveløsladt og begår ny kriminalitet, skal være nogle forskellige konsekvenser, så det bliver meget tydeligt for dem, som forbryder sig under en prøveløsladelse, at hammeren falder. Det er jo selvfølgelig fint nok, at man har den tilgang til det, at man synes, at der skal være ret og rimelighed i tingene, men jeg synes alligevel, at der er noget skævt i den måde, som oppositionen foreslår at tingene skal skrues sammen på.

Der er to dele i det, som oppositionen foreslår. Det første er, at al personfarlig kriminalitet, som er begået i prøvetiden efter en løsladelse, pr. automatik skal udløse reststraffen fra prøveløsladelsen. Og det er så det, som forslagsstillerne argumenterer med er nødvendigt, hvis samfundets tillid til prøveløsladelsesordningen skal opretholdes. Men efter min opfattelse er det altså ikke en måde, man opretholder eller opbygger tilliden til retssamfundet på. Straffens fastsættelse skal efter regeringens opfattelse fortsat ske under hensyn til en ensartethed i retsanvendelsen og til lovovertrædelsens grovhed og også ud fra oplysningerne om den enkelte gerningsmand. Og lige præcis den her mulighed for at gå ind konkret og vurdere og skønne i de enkelte sager piller man jo ud, hvis man skulle gøre det, som den borgerlige opposition gerne vil.

Det, der ellers kendetegner vores retsvæsen, er, at retfærdigheden kræver, at man har en konkret vurdering af den enkelte sag og altså ikke en eller anden form for automatik. Sådan er det i dag, og sådan synes jeg også det skal blive ved med at være, og derfor synes jeg egentlig, det er et godt argument for at afvise det her beslutningsforslag.

I dag er det sådan, at retten som udgangspunkt skal fastsætte en fælles ubetinget straf eller anden retsfølge, som omfatter både det nye strafbare forhold og reststraffen fra prøveløsladelsen, hvis der bliver begået ny kriminalitet. Og der er det sådan, at spørgsmålet om udløsning af reststraffen er en naturlig og integreret del af straffastsættelsen for det nye strafbare forhold under straffesagen. Så det er jo ikke sådan, at det i dag ikke betyder noget, at man har en eventuel reststraf stående, for den indgår sådan set i den helt almindelige integrerede udmåling af, hvad den nye straf skal være. Men den indgår selvfølgelig, ud fra at der skal være en vurdering af, hvad grovheden er, hvad der er blevet begået, hvor lang tid siden det er, og en hel masse andre ting, så man sørger for, at der er en vurdering, der også matcher det, der er blevet begået.

Retten lægger i en sådan vurdering også vægt på, om der er tale om hurtigt recidiv, og på forholdet mellem reststraffens længde og den konkrete forskyldte straf for det nye forhold. Jeg har den holdning, at vi skal sørge for, at det er domstolene, som på baggrund af en konkret og individuel vurdering af alle omstændighederne i en sag, der skal vurdere, om en reststraf skal udløses ved ny kriminalitet i prøvetiden.

For det første vil det jo simpelt hen stride imod de fuldstændig grundlæggende principper, at man indfører en automatisk udløsning af en reststraf, og for det andet vil den foreslåede model også begrænse mulighederne for, at man fastsætter en straf, der står i et rimeligt forhold til den kriminalitet, der er begået.

Lad mig i den forbindelse minde om, at personfarlige forbrydelser, som er det, som det her handler om, spænder endog meget vidt fra det overlagte bestialske rovmord til en lussing stukket i en sen nattetime på et værtshus i affekt efter en ophedet diskussion. Jeg tror, alle vil være enige om, at der er forskel på de typer af kriminalitet, men med beslutningsforslaget sondres der ikke mellem dem. Og det vil sige, at selv en lussing, som er stukket i affekt på et værtshus – og jeg skal ikke tale det ned, for det er sådan set alvorligt nok – pr. automatik vil kunne udløse en reststraf på 1 års fængsel eller mere som f.eks. ved skattesvig. Og den måde at gøre regnebrættet op på synes jeg godt kan siges at være en anelse primitiv.

Efter regeringens opfattelse skal det være sådan, at en straf kun skal pålægges, hvis domstolen inden for de regler, der er vedtaget her i salen, finder grundlag for det på baggrund af en konkret og individuel vurdering af samtlige omstændigheder. Og på den baggrund kan regeringen ikke støtte den del af beslutningsforslaget.

Så er der det andet element i beslutningsforslaget, som handler om, at en reststraf fra en prøveløsladelse skal indgå i domstolenes vurdering af, om man ved ny personfarlig kriminalitet skal varetægtsfængsles af hensyn til retshåndhævelsen. Og der vil jeg gerne sige, at når vi varetægtsfængsler nogen, er der nogle ret strenge betingelser for, hvad det skal være begrundet med, for det er selvfølgelig et alvorligt indgreb, at man bliver varetægtsfængslet. Og her vil man altså varetægtsfængsle nogle, som ikke er dømt, men som alene er mistænkt. Og det er netop baggrunden for de relativt restriktive betingelser for varetægtsfængsling.

Ved rettens vurdering af, om der skal ske varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen, er det allerede i dag sådan, at det kan indgå i vurderingen, om den sigtede tidligere er dømt for tilsvarende kriminalitet, og også om der foreligger hurtigt recidiv, altså om det er noget, der er sket for nylig. Det vil imidlertid efter min opfattelse være for vidtgående herudover at inddrage en reststraf fra en prøveløsladelse, når domstolene skal vurdere, om retshåndhævelsen skønnes at kræve varetægtsfængsling for det nye forhold. Og lad mig i den forbindelse også minde om, at der jo allerede er en særlig adgang til varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen ved eksempelvis grove voldsforbrydelser.

Efter regeringens opfattelse giver de nuværende regler altså allerede tilstrækkelig mulighed for at varetægtsfængsle prøveløsladte, hvis de sigtes for ny personfarlig kriminalitet, og på den baggrund kan regeringen heller ikke støtte den del af forslaget.

Så er der endelig det interessante spørgsmål, som ikke er besvaret med beslutningsforslaget, og det er: Hvem skal nu betale? Hvis de borgerlige fik det, som de gerne ville have det, altså at det altid udløste en reststraf, hvis der blev begået ny kriminalitet – uanset hvilken type kriminalitet det var, og hvor længe siden det var, at den blev begået, og om det var en straf for en helt anden type forbrydelse – og hvis der samtidig blev sagt, at hvis man mistænkes for at have begået en ny forbrydelse, skal man varetægtsfængsles, selv om man kun er mistænkt og endnu ikke dømt, så ville det jo betyde, at der ville være et ganske betydeligt merforbrug, et mertræk på vores fængselspladser. Det er ikke pladser, som vi har stående til rådighed i dag, og det vil sige, at der ville være anlægsudgifter og også driftsudgifter. Men forslagsstillerne foreslår mærkeligt nok ikke, hvordan det skal finansieres, på trods af at skønnet er, at det vil beslaglægge sådan cirka 150 årspladser og dermed også alene vil medføre en driftsomkostning på mere end 70 mio. kr. årligt plus selvfølgelig anlægsudgifterne.

Så pengene er der ikke, og der bliver heller ikke svaret på, hvor de i givet fald skal komme fra. Så ud fra principperne om, hvordan domstolene idømmer straf, og principperne om, hvordan vi varetægtsfængsler, kan jeg på den baggrund endnu en gang meddele, at regeringen ikke kan støtte nogen dele af forslaget, som dermed i min optik må siges at være et af de mindre geniale i den her samling.

Tak. Der er en enkelt kollega, der har bedt om adgang til korte bemærkninger, og det er hr. Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det ærgrer mig naturligvis, at justitsministeren ikke kan støtte det her forslag, for jeg synes jo, det er ren logik. Vi kan forestille os, at en voldsmand går ud og slår en person ned, man giver ham så en chance for at komme tilbage til samfundet ved at komme ud på en prøveløsladelse, og stort set inden vedkommende så har udstået tiden med sin prøveløsladelse, banker han en ny mand ned. Og justitsministeren står gudhjælpemig så og siger: Nåh nej, men så må vi da kigge på, om ikke det er en konkret vurdering af den enkelte. Nej, så har man jo misbrugt den chance, man har fået af samfundet, for at få prøvet det af ude i samfundet en gang til. Så skal hammeren da falde, så skal man da ind at sidde igen. Så har man jo misbrugt den tillid, man havde fået af samfundet, når samfundet siger: O.k., nu stoler vi efter halvdelen eller to tredjedele af tiden, alt efter hvad sagen drejer sig om, på dig igen, så du nu igen kan prøve at se, om du fungerer i samfundet. Når man ikke kan det, skal man da ind at sidde igen.

Ministeren.

Ja, og det er jeg sådan set meget enig i, og derfor indgår det også i den måde, som dommerne idømmer en ny straf for en eventuel ny kriminalitet på, for der kigger man jo også på, om der er en reststraf, og så laver man i den nye straf en samlet pakke, hvor de ting indgår. Så det er blot for at sige, at det jo ikke er sådan, at det ingen betydning har, om man i prøveløsladelsesperioden begår ny kriminalitet, for det har betydning, og det vil også medvirke til, at den straf, man får for den nye kriminalitet, bliver af en længere varighed. Men det er en integreret del af den måde, som domstolene udmønter straffen på.

Hr. Dennis Flydtkjær, en kort bemærkning.

Jeg synes altså, at det underminerer tilliden til sådan en retsstat, som vi plejer at sige vi har i Danmark, når man kan idømme en person 2 års fængsel for voldtægt, vedkommende kan komme ud efter halvdelen af tiden, og begår man så en ny voldtægt, inden de 2 år er gået i forbindelse med prøveløsladelsen, kommer man ikke automatisk i fængsel en gang til. Jeg synes da virkelig, at det er en hån mod retsstaten, men det er da endnu mere en hån over for ofrene, at de kan blive udsat for grov personskadelig kriminalitet, se den kriminelle komme ud før tid og begå ny kriminalitet, og så skal vedkommende ikke udstå resten af straffen. Det er da en hån over for ofrene.

Ministeren.

Jeg vil egentlig gerne sige, at vi i den her regerings tid har gjort rigtig meget for ofre. Vi har lavet offerpakken, og vi er også på vej med det, der handler om at sætte ofrene i centrum for sagerne. Der skal også meget til, når vi udmåler en straf eller beslutter os for, om der er nogle, der skal løslades før tid, at vælge at lade folk komme ud på 50 pct. af den afsonede straf. Det kræver noget ganske ekstraordinært, og det er ikke alle, der vil blive indstillet til at kunne få lov til at komme ud på den måde – blot så det lige er sagt.

Det her handler jo ikke kun om, at man ikke vil håne ofrene. Det handler lige så meget om, at der skal være en straf, den skal være retfærdig og rimelig, men hvis man har en prøveløsladelse, og man begår ny kriminalitet, får man sådan set også en ekstra straf oveni, når man skal have den nye straf.

Tak til ministeren. Der er ikke flere, der har bedt om adgang til korte bemærkninger. Da Venstres ordfører jo er ordfører for forslagsstillerne, går vi videre til næste ordfører i talerrækken, og det er fru Trine Bramsen, Socialdemokraterne. Værsgo.

Med forslaget her pålægges regeringen at fremsætte et lovforslag og foretage de fornødne administrative ændringer, således at al personfarlig kriminalitet, der begås af prøveløsladte, altid udløser reststraffen. Beslutningsforslaget pålægger endvidere regeringen at fremsætte forslag til ændring af retsplejeloven, således at det præciseres, at en eventuel reststraf skal indgå i bedømmelsen af forholdets grovhed ved vurdering af, om der er grundlag for varetægtsfængsling.

Vi Socialdemokrater er fuldstændig enige i, at reststraf bør udløses, hvis der begås ny kriminalitet. Vi deler til fulde opfattelsen af, at der skal sættes hårdt ind over for de mennesker, der så åbenlyst udviser manglende respekt for vores fællesskab og vores retsvæsen. Sådan er det allerede i dag, hvor det i hovedparten af sagerne om personfarlig kriminalitet begået af prøveløsladte udløser reststraffen.

Omvendt er vi Socialdemokrater af den klare overbevisning, at der i et retssamfund skal være et råderum for vores domstole. Det er princippet i et retssamfund. Der kan være ganske særlige tilfælde, hvor en dommer skønner, at der ikke skal udløses en reststraf, og lad mig understrege, at det er ganske særlige tilfælde og bestemt mere undtagelsen end reglen. Det afgørende er, at vi lader vores domstole have denne afgørelse, igen må det være udgangspunktet i et retssamfund.

Lad mig også slå fast, at selv om vi Socialdemokrater nægter at acceptere, når kriminelle forbryder sig mod vores fælles spilleregler, særlig når det gøres gentagne gange og i forbindelse med prøveløsladelse, så skal vi ikke straffe bare og alene fra straffens skyld. Det understreger behovet for, at der i helt særlige tilfælde kan dispenseres fra princippet om, at reststraf altid skal udløses ved fornyet kriminalitet.

Jeg vil gentage, for at ingen skal være i tvivl eller kan være i tvivl, at reststraf bør udløses i tilfælde af fornyet kriminalitet under prøveløsladelse. Sådan er det i dag, sådan skal det være i fremtiden, men der kan være ganske særlige tilfælde, hvor en dommer skønner, at der ikke skal udløses reststraf. Dermed mener vi Socialdemokrater, at loven fungerer godt, som den gør i dag, og med de ord skal jeg meddele, at vi ikke kan støtte forslaget her.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har bedt om adgang til korte bemærkninger. Den næste ordfører i talerrækken er hr. Dennis Flydtkjær, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det her beslutningsforslag handler jo om, at al personfarlig kriminalitet, der begås af prøveløsladte, altid udløser reststraffen. En anden del er, at det præciseres, at en eventuel reststraf skal indgå i bedømmelsen af forholdets grovhed ved vurdering af, om der er grundlag for varetægtsfængsling.

Hvis man tager den første del om udløsning af reststraffen, vil jeg sige, at vi i Dansk Folkeparti synes, at det burde være helt naturligt. Jeg tror egentlig, at de fleste tænker, at når man prøveløslader en kriminel, er det, fordi man synes, de skal have en chance for at opføre sig godt eller have en ny chance for at komme ud at se, om de kan fungere i samfundet. Når man så misbruger den chance ved igen at begå personfarlig kriminalitet, tror jeg, det er ret grænseoverskridende for de fleste, at man ikke automatisk kommer ind og afsoner resten af straffen. Sådan synes vi i hvert fald i Dansk Folkeparti det burde hænge sammen. Når man nu har fået en ny chance og misbrugt den, må hammeren også falde, og så må man jo komme ind og tage resten af den tid, man oprindelig var dømt til.

Vi synes, det er ulogisk, og vi synes egentlig, det er underligt, hvorfor der ikke kan være flertal for sådan et beslutningsforslag. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får kigget det her efter i sømmene og får klarlagt i loven, at hvis man ikke viser både at have evne og vilje til ikke at begå ny kriminalitet, skal man helt klart have den straf, man nu oprindelig har fået.

Den anden del af forslaget handler om, at det skal præciseres, at en eventuel reststraf skal indgå i bedømmelsen af, om man skal varetægtsfængsles. Det synes vi kun er rimeligt, at man får det med i det. Der har været nogle uheldige sager. Vi har bl.a. set den med stadiondrabet i Aalborg med ham, der hedder Rasmus Popenda, som havde slået en ihjel ved at banke ham. Han kommer så ud på en prøveløsladelse, begår ny grov vold og bliver ikke varetægtsfængslet. Man må da sige, det burde være et soleklart eksempel. Det er en mand, der har slået andre mennesker ihjel på grund af sine psykopatiske træk. Han bliver ikke automatisk varetægtsfængslet, selv om han oven i købet igen begår vold. Jeg synes, det viser med al tydelighed, at der er behov for, vi også her får lavet en stramning af loven, men det er der åbenbart ikke flertal for. Sådan har jeg i hvert fald hørt ministeren og Socialdemokratiet, men det kan selvfølgelig være, at der er andre partier, der bakker op, det skal jeg ikke kunne sige på forhånd.

Når man laver det med prøveløsladelse, er det bl.a., fordi vi gerne vil give folk en ny chance for at starte på en frisk. De har måske opført sig okay i fængslet og sagt, at det var en fejl. Hvis de så viser, at de ikke har lært noget af det og igen starter en kriminel løbebane, synes vi, at det er logik, at man starter med at vise, at de får lov til at tage resten af straffen.

Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt over for ofrene. Man straffer sådan set også på grund af ofrene. Man kan se, at der er nogle, der har fået dom for voldtægt, som jeg har spurgt ministeren om. Man kommer så ud på en prøveløsladelse og begår voldtægt en gang til eller vold eller nogen anden grov kriminalitet, og så får man ikke reststraffen. Jeg synes virkelig, det er en hån over for ofrene, og jeg synes, det underminerer tilliden til retsstaten.

Så jeg synes, der er brug for en lovændring på det her område, og derfor kan vi i Dansk Folkeparti naturligvis støtte det her beslutningsforslag.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Fru Sanne Bjørn som radikal ordfører.

Tak for det. Den radikale ordfører kunne desværre ikke være til stede, så jeg vil derfor give udtryk for Radikales holdning til forslaget.

Vi kan ikke støtte forslaget. Selvfølgelig skal det være en skærpende omstændighed, hvis man som kriminel på prøveløsladelse ikke kan opføre sig ordentligt, og sådan er det også i dag, for så indgår reststraffen i dommerens vurdering, når en ny straf skal udmåles. Det kan vi støtte op om. Men vi mener ikke, at vi fra Folketingets side skal binde den danske dommerstand til at overføre reststraffen en til en. Der kan være særlige omstændigheder, som taler for, at man ikke skal overføre præcis en til en, og her er vi Radikale meget store fortalere for, at den præcise udmåling besluttes ude ved domstolene med udgangspunkt i den enkelte sag og ikke ud fra generelle betragtninger på Christiansborg. Vi skal sætte rammer, ikke detailstyre.

Derfor kan vi som sagt ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til den radikale ordfører. Så er det hr. Karsten Hønge som SF's ordfører.

Da SF's sædvanlige ordfører på området ikke har haft mulighed for at være til stede, fordi hun er til et politisk møde i Jylland, er det overladt til en vikar i partiet at holde talen.

Det er klart, at når man har begået kriminalitet, må man tage den konsekvens, der følger med. Og hvis man ellers bidrager på en positiv måde under sit afsoningsforløb, kan man få en prøveløsladelse. Vi må bare erkende, at antallet af prøveløsladelser er steget markant i de senere år, og det er ærgerligt, fordi prøveløsladelser jo er med til, at der kan sættes en række vilkår for den løsladte, som støtter denne i ikke at lave kriminalitet. Det er vilkår, som man desværre er afskåret fra at stille, når den fulde straf afsones, fordi den pågældende jo så er helt færdig med forløbet. Derfor giver det mening at give en prøveløsladelse, fordi det er vores chance for at styre den løsladte i retning af et liv, som er uden kriminalitet.

Der er nogle, der alligevel begår kriminalitet, når de er prøveløsladt, som ikke kan leve op til tilliden. Det er altid den enkeltes eget ansvar, men nogle gange ser man desværre også eksempler på kommuner, som ikke står klar til at tage imod i den anden ende. Og her har vi jo styrket løsladelsen med kriminalforsorgsaftalen, bl.a. med løsladelseskoordinatorer, og det er godt.

Men skal vi så lave en rigid regel om, at reststraffen altid udløses, når man begår en lovovertrædelse? Altså, umiddelbart kunne man jo fristes til at sige ja. Imidlertid er det nyttigt at kunne undgå, at reststraffen udløses, hvor der foreligger nogle gode grunde. Det tvivler vi ikke på at domstole, politi og kriminalforsorg i fællesskab kan løse. Det normale er, at reststraffen udløses, og derfor ser vi ikke nogen grund til at afskaffe en måske lillebitte, men alligevel svag mulighed for at kunne afvige i det rette tilfælde.

I forhold til spørgsmålet om varetægtsfængsling ser vi ingen grund til at ændre det. Vi varetægtsfængsler ganske meget i det her land. Ja, vi er faktisk et af de lande, hvor man gør det allermest og også for ofte. I SF synes vi ikke, der er brug for, at det udvides endnu mere. Vi kan derfor ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Fru Pernille Skipper som Enhedslistens ordfører.

Den første del af det her forslag handler om, som andre også har sagt, at forslagsstillerne ønsker, at reststraffen, hvis en prøveløsladt person begår ny personfarlig kriminalitet i prøvetiden, automatisk skal udløses. Jeg læser forslaget sådan, at forslagsstillerne ønsker, at reststraffen altid skal udløses en til en, så det faktum, at der begås ny kriminalitet i prøvetiden, ikke indgår som en del af domstolenes samlede bedømmelse af en sag, men at domsafsigelsen så at sige bliver automatiseret.

I dag er det sådan, at hvis man begår ny kriminalitet under en prøveløsladelse, pådømmes det på samme måde, som hvis man tidligere har en betinget dom i bagagen. Det betyder, at det som altovervejende hovedregel giver en ubetinget fængselsstraf, og det indebærer både reststraffen og en straf for den nye kriminalitet. I helt særlige tilfælde kan man gå væk fra det udgangspunkt og beslutte sig for en anden kombination af straf. Det er altså op til domstolene. Det er endda også sådan, at hvis man begår ny kriminalitet, men der ikke rejses tiltale, f.eks. fordi beviserne ifølge anklagemyndigheden ikke er tilstrækkelige til en dom, så kan prøvetiden sågar forlænges, eller man kan indsættes til afsoning af reststraffen. Man kan altså tænkes at skulle afsone resten af sin straf, selv om man ikke er dømt for ny kriminalitet. Det er temmelig indgribende.

Det er Enhedslistens holdning, at domstolene er de bedste til konkret at vurdere, hvilken straf der skal fastsættes for en konkret forbrydelse, også selv om der er tale om en reststraf og en ny forbrydelse eller der er tale om to forbrydelser, der pådømmes samtidig osv. Det er ikke vores holdning, at vi kommer nogen vegne med automatiserede straffe. På samme måde er vi heller ikke enige med de borgerlige partier, når de ønsker at fastsætte minimumsstraffe for alt mellem himmel og jord.

Den anden del af forslaget handler om varetægtsfængsling. Varetægtsfængsling er et meget indgribende redskab. Det er mennesker, der spærres inde, selv om de ikke er dømt for noget, men måske bliver det, og derfor skal man passe rigtig meget på med at bruge varetægtsfængsling. De relativt mange og meget lange varetægtsfængslinger, vi har i Danmark, er i sig selv et kæmpe problem, som vi burde tage hånd om. Det er pinligt, at vi gang på gang skal kritiseres af menneskerettighedsorganisationer, fordi mennesker, der ikke er dømt, sidder så ufattelig lang tid indespærret, før de får en afklaring på deres fremtid.

Formålet med varetægtsfængsling er at kunne forhindre tiltalte i at flygte eller koordinere forklaringer eller lignende med medsammensvorne. Ellers er det jo først meningen, at man skal straffes, når man eventuelt bliver dømt. Varetægtsfængslingen er jo altså ikke en straf – det siger sig selv. Derudover er der endda mulighed for at varetægtsfængsle af hensyn til retshåndhævelsen. Det er en mulighed, som er meget kontroversiel, fordi det handler om fængsling af mennesker, groft sagt uden nogen egentlig grund, uden nogen dom, andet end en eller anden følelse. Det her forslag blander varetægtsfængslingen, altså det at skærme for noget i løbet af en efterforskning og en eventuel domshandling, sammen med en egentlig straf for noget, man er dømt skyldig i. Varetægtsfængsling er ikke en straf, og det bør ikke være en straf, straffen kommer først, når man bliver dømt.

Jeg er godt klar over, at de borgerlige partier ofte har en eller anden følelse af, hvem det er, der præcis bør fængsles hvornår, og jeg er også godt klar over, at de ofte mener, at deres følelser er bedre til at træffe de konkrete beslutninger, end domstolene er. Det er vi i Enhedslisten ikke enige i, og vi ønsker derfor heller ikke at udvide varetægtsfængsling til at handle om straf.

Enhedslisten kan ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Simon Emil Ammitzbøll som Liberal Alliances ordfører.

I Liberal Alliance har vi den holdning, at man selvfølgelig skal have mulighed for at blive sluset ud i samfundet igen, når man har begået en forbrydelse og fået sin straf. Derfor er det jo også fint, at der er mulighed for prøveløsladelse, men når man viser sig ikke at leve op til forudsætningerne for en prøveløsladelse, netop fordi man begår ny personfarlig kriminalitet, mener vi, at der er en rimelighed i, at man får den straf, man oprindelig var tiltænkt. Det vil sige, at det er en god idé, at personfarlig kriminalitet begået af løsladte altid skal udløse reststraffen.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Tom Behnke som konservativ ordfører. Det går jo hurtigt, det her.

Her forleden var jeg nede i min bank. Det var sådan, at jeg havde et gammelt lån. Jeg skyldte stadig væk lidt på det, men jeg synes, at det var sådan lidt irriterende at have stående, og jeg havde også brug for nogle flere penge. Så spurgte jeg min bankrådgiver: Kan jeg ikke fået et nyt lån, så omlægger vi det gamle, og så får jeg sådan et samlet lån? Og så kunne jeg godt tænke mig, at det bliver lidt, ligesom når domstolene skal vurdere, om reststraffen skal udløses ved fornyet kriminalitet, at man ikke behøver at overføre alle de penge, som jeg skylder på det gamle lån, kan vi ikke nøjes med en tredjedel eller sådan et eller andet, som du, min bankrådgiver, nu vurderer eller skønner vil være rimeligt bliver lagt oven i den nye lån?

Jeg tror såmænd ikke, at de er færdige med at grine dernede endnu.

Det, at man har en gæld, betyder, at man skylder noget. Når man bliver prøveløsladt, så har man en reststraf, fordi man skal vide, at når man går rundt som prøveløsladt, så hænger den trussel over ens hoved, at hvis man begår fornyet kriminalitet i prøveløsladelsesperioden, så bliver reststraffen udløst. Ellers har det jo ikke nogen mening. Så har det ikke nogen effekt. Hvis det alligevel er sådan noget, man er meget nonchalant over for og siger: Nå ja, nu ser vi på det, vi vurderer det samlet, og så kan det godt være, at der kommer en lille smule oveni; det er slet ikke sikkert, at man kommer til at kunne se det, når vi udmåler den samlede straf; det er slet ikke sikkert, det bliver synligt, men vi fastholder i hvert fald, at det havde vi med i vores overvejelser her hos domstolene, da vi skulle udmåle den nye straf. Så har det ingen effekt.

Det er derfor, at man simpelt hen bliver nødt til at forholde sig til beslutningsforslaget her, som vi er medforslagsstillere til, fordi det er et supergodt forslag, nemlig at det, når man er blevet prøveløsladt for en eller anden kriminel handling, og man så går ud og begår fornyet personfarlig kriminalitet, i hvert fald som skal minimum udløse hele reststraffen en til en. Der må være en mening med, at vi har sagt, at der er en reststraf. Der må være en mening med, at man hos domstolene efterspørger, inden der afsiges dom, hvor meget reststraffen er. Der må være en mening med, at man spørger efter det. Hvis ikke det giver nogen mening hos domstolene, hvis det alligevel er ligegyldigt, hvis alting er ligegyldigt, hvis domstolene og dommeren bare kan fastsætte straffen, fuldstændig som det passer dem, hvorfor så overhovedet lave alle de her regler? Hvorfor har vi overhovedet de her sanktionsmuligheder, hvis man alligevel er fuldstændig ligeglad med, i hvilket omfang de bliver brugt?

Det er det, der er problemet. Det er den måde, det foregår på i dag, hvor det godt kan være, at første gang en forbryder igen begår en ny kriminel handling, sveder han eller hun lidt og tænker: Uha, hvad sker der nu med den der reststraf? Men første gang, man har oplevet, hvad der sker, når man igen står foran dommeren, så er man da, når man igen bliver prøveløsladt, fuldstændig ligeglad med at have en ny reststraf stående, for det betyder jo ikke noget. Ja, det kan godt være, at det betyder noget, men det er i hvert fald så lidt, at det ikke er mærkbart i forhold til den samlede udmåling af straffen med alle forhold taget i betragtning.

Det duer ikke, at vi er blødsødne over for dem, der igen går ud og begår kriminalitet. De har fået én straf. De har fået en straf, der oven i købet var så hård, altså for så grov en forbrydelse, at de røg i fængsel. Der skal ret meget til, skal jeg så sige, i Danmark. Så de har begået en meget grov forbrydelse. De har været inde at afsone. De har siddet og tænkt over tingene. De får lov at blive prøveløsladt mod, at de holder sig ude af kriminalitet. Så må det også kun være rimeligt, at i det omfang, de så går ud og alligevel begår ny personfarlig kriminalitet, så skal hammeren falde, så det kan mærkes, for ellers har det jo ikke den præventive effekt, det bør have.

Derfor synes vi, det ville være rimeligt, at vi gennemførte forslaget her og sørgede for, at reststraffen altid kommer til udbetaling, når man begår fornyet personfarlig kriminalitet, og at det sker en til en. Så er det også noget nemmere at forholde sig til. Så vi støtter selvfølgelig forslaget.

Tak til den konservative ordfører. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Karsten Lauritzen fra Venstre.

Tak. Det kan være en god idé at prøveløslade indsatte, efter at de har afsonet en del af deres straf. Det giver den indsatte en mulighed for at vende tilbage til samfundet og et liv uden kriminalitet. En prøveløsladelse er imidlertid også et privilegium for den indsatte, der opnår denne. Prøveløsladelsen er nemlig samfundets tilbud til den kriminelle om at starte forfra – et tilbud om, at han eller hun kan få lov til at vende tilbage til samfundet, på trods af at dommen endnu ikke er fuldstændig afsonet. Men det er som sagt også en løsladelse, der vel at mærke sker på prøve.

Når den indsatte løslades på prøve, er der således en del af straffen, der endnu mangler at blive afsonet. Mange tror – det er i hvert fald min opfattelse – at den nye kriminalitet fra den prøveløsladte automatisk udløser afsoning af reststraffen. Sådan forholder det sig dog imidlertid langtfra altid. Hvis en prøveløsladt narkohandler eksempelvis overfalder en tilfældig på gaden og bliver dømt for f.eks. vold, vil det ikke umiddelbart udløse den resterende del af narkodommen. Det skyldes, at der er tale om en anden form for kriminalitet.

Det er jo ikke svært at forestille sig, at kendsgerningen om, at gerningsmanden rent faktisk burde have siddet i fængsel, ville være et rigtigt slag for ofrene. Tænk sig at være blevet overfaldet af en person, som alene var ude i friheden, fordi samfundet havde valgt at give vedkommende en chance til, og at personen i stedet for valgte at se stort på samfundets tillid og begå ny kriminalitet! Jeg tror, de fleste ville opleve dette som dybt, dybt krænkede.

Samtidig er dette fravær af konsekvens efter Venstres opfattelse det samme som at gøre tykt grin med ofrene for den kriminalitet, den prøveløsladte oprindelig var blevet dømt for. Et er at vide, at vedkommende endnu ikke har udstået hele sin straf, men at opleve, at den kriminelle endnu en gang ser stort på loven, uden at det udløser reststraffen, må være dybt krænkende for retsfølelsen og troen på et rimeligt retssystem. Det er i hvert fald sådan, Venstre ser på den sag.

Prøveløsladelse er løsladelse på prøve. Derfor skal det også udløse reststraffen, hvis den prøveløsladte begår personfarlig kriminalitet under sin prøveløsladelse, uanset hvad vedkommende oprindelig er dømt for.

I og med at vi her taler om, at samfundet har givet den indsatte en helt særlig mulighed, bør det også tælle med, når man tager stilling til varetægtsfængsling ved ny kriminalitet. I dag er det alene de nye forhold, en person er sigtet for, som tæller med ved afgørelsen om varetægtsfængsling eller ej.

Jeg er overbevist om, at de fleste – måske ikke her i salen, det tyder det ikke på, men de fleste, der sidder og lytter med – vil give mig ret i, at gerningsmandens forhistorie bør have en del at sige i den her sammenhæng. Der er trods alt forskel på, om en overfaldsmand har en helt og aldeles uplettet straffeattest, eller om vedkommende har tævet et andet menneske ihjel i en narkorus og endnu mangler at afsone halve eller hele år af sin straf.

At der er langt større grunde til at varetægtsfængsle den prøveløsladte morder end en førstegangskriminel, er, skulle man tro, åbenbar for enhver, men det er så ikke åbenbart for en række partier her i Folketinget. Det finder vi forslagsstillere selvfølgelig beklageligt.

Desværre skelnes der ikke i dag mellem de to, sådan som lovgivningen er i dag. Det oplevede vi f.eks., da den såkaldte stadionmorder fra Aalborg begik vold kort efter sin prøveløsladelse. Han havde tævet en fuldstændig uskyldig og sagesløs mand ihjel, og kort tid efter at samfundet havde givet ham en ny chance ved at prøveløslade ham, begik han så et nyt overfald. Selv om man endnu en gang havde bevist, at han var farlig, så gik han fri, indtil retten idømte ham 3 måneders fængsel for det nye overfald. Der var ikke grundlag for varetægtsfængsling. Det må jeg sige: Det var der en del mennesker i Nordjylland og i resten af landet, der undrede sig over, og det undrer vi os over i Venstre, og det er en af årsagerne til, at vi fremsætter det her beslutningsforslag i dag sammen med de øvrige borgerlige partier.

For det må være sådan, at også i denne type sager må ofrene stå tilbage med en følelse af, at retssystemet tilsyneladende er på gerningsmandens side frem for ofrenes. Tænk sig at blive slået ned i byen af en prøveløsladt morder! Det må i sig selv være forfærdeligt, men tænk sig så at møde vedkommende en uge efter – en uge efter! – fordi overfaldet ikke i sig selv kunne udløse en varetægtsfængsling. Det er da både krænkende og i øvrigt også skræmmende.

Det er i lyset af dette, at Venstre sammen med de øvrige borgerlige partier har været med til at fremsætte det beslutningsforslag, vi har behandlet her i dag. Det har vi altså gjort i et forsøg på at styrke borgernes retsfølelse, og det har vi gjort for at understrege, at prøveløsladelse er og skal være et privilegium – et gode, den indsatte er blevet bevilget af samfundet, for at vedkommende kan starte på en frisk, ikke for at kunne begå ny kriminalitet.

Jeg vil godt her fra talerstolen selvfølgelig sige tak til ministeren for ministerens tale. Jeg synes ikke, der var så meget indholdsmæssigt at takke for, al den stund at ministeren jo afviste beslutningsforslaget, men jeg vil alligevel godt takke, og jeg vil også takke for de bemærkninger, der er faldet.

Tilsyneladende er det et forslag, der kun nyder opbakning fra de borgerlige partier, og det synes vi er ærgerligt, men der er mulighed for at få undersøgt nogle ting nærmere under udvalgsbehandlingen og måske at genfremsætte forslaget, hvis det ikke kan samle flertal i denne samling, i en kommende samling. Så vi håber, at vi kan sikre, at prøveløsladelse reelt er løsladelse på prøve og ikke noget, hvor man accepterer, at den prøveløsladte begår ny alvorlig kriminalitet, uden at det udløser reststraffen.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.