Spm. nr. S 7

9) Til statsministeren af:

Karsten Lauritzen (V):

Hvorfor fremhævede statsministeren umiddelbart før regeringsdannelsen, at hr. Henrik Sass-Larsen ikke længere stod til rådighed som minister netop på den her baggrund, at han ikke kan blive sikkerhedsgodkendt, når statsministeren vidste, at hr. Henrik Sass-Larsen overhovedet ikke skulle sikkerhedsgodkendes?

Spm. nr. S 7

9) Til statsministeren af:

Karsten Lauritzen (V):

Hvorfor fremhævede statsministeren umiddelbart før regeringsdannelsen, at hr. Henrik Sass Larsen ikke længere stod til rådighed som minister netop på den her baggrund, at han ikke kan blive sikkerhedsgodkendt, når statsministeren vidste, at hr. Henrik Sass Larsen overhovedet ikke skulle sikkerhedsgodkendes?

Værsgo til hr. Karsten Lauritzen.

Tak, og det spørgsmål lyder:

Hvorfor fremhævede statsministeren umiddelbart før regeringsdannelsen, at hr. Henrik Sass Larsen ikke længere stod til rådighed som minister netop på den baggrund, at han ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt, når statsministeren vidste, at hr. Henrik Sass Larsen overhovedet ikke skulle sikkerhedsgodkendes?

Statsministeren.

Det vigtige for mig ved det omtalte interview omkring Crowne Plaza var at få kommunikeret og oplyst offentligheden om, at hr. Henrik Sass Larsen ikke længere var ministeremne i den kommende regering. Men der var ikke nogen, der på noget tidspunkt var i tvivl om – og det håber jeg egentlig heller ikke at folketingsmedlemmerne var – at ministeremner ikke skal sikkerhedsgodkendes. Det fremgår jo meget klart af grundlovens § 14. Så det, man egentlig kan undre sig over, er, at så mange folketingsmedlemmer i så lang tid har troet det.

Det, der er fast praksis, hvilket jeg også tidligere har tilkendegivet, er, at der foretages en registermæssig optegnelse og et såkaldt sikkerhedstjek. Og det er så de oplysninger, som gives videre til statsministeren, som på baggrund af det og andre ting kan træffe sin beslutning.

Karsten Lauritzen.

Jeg er enig med statsministeren i, at man kan få meget ud af som folketingsmedlem at læse grundloven, og det kan meget vel være, at grundloven bliver læst for lidt af folketingsmedlemmer.

Men jeg er uenig med statsministeren i, at det for alle folketingsmedlemmer var indtrykket, at man ikke skulle sikkerhedsgodkendes, men at det var et sikkerhedstjek. Jeg kan i hvert fald notere mig, at hr. Henrik Sass Larsen, Socialdemokraternes egen gruppeformand, jo i hvert fald ifølge sin advokat ikke var af den opfattelse. Information skrev en ganske udmærket, interessant og også lidt skræmmende artikel for en god uges tid siden, hvor hr. Henrik Sass Larsens advokat i forhold til aktindsigt i dokumenter, der i øjeblikket ligger hos Ombudsmanden, redegør for, at der på det pågældende møde, som statsministeren ikke vil kommentere, er blevet brugt ordet sikkerhedsgodkendelse og ikke sikkerhedstjek. Det bekræfter da i hvert fald, at statsministerens egen gruppeformand har været af den opfattelse, at der skulle være en sikkerhedsgodkendelse og ikke et sikkerhedstjek.

Men det kan være, at statsministeren her vil oplyse, at hr. Henrik Sass Larsen ikke er af den opfattelse længere. Hvis statsministeren ville udrydde den misforståelse, var et godt sted at starte jo i hvert fald ved Socialdemokraternes egen gruppeformand.

Statsministeren.

Jeg kan ikke kommentere, hvilken opfattelse andre mennesker måtte have af forskellige ting. Jeg kan fortælle, hvad der er op og ned i denne sag. Det er meget enkelt, og jeg synes egentlig også, det fremgår af det spørgsmål, jeg besvarede den 16. maj 2012, altså at der er tale om sikkerhedstjek. Jeg brugte udtrykket rigtig mange gange for netop at understrege, at der ikke er tale om en sikkerhedsgodkendelse, men et såkaldt sikkerhedstjek af ministrene.

Så jeg synes, vi har diskuteret det her rigtig mange gange, og jeg tror ikke, der er nogen, der efterhånden kan være i tvivl om, at ministre ikke skal sikkerhedsgodkendes. Hvis der skulle sidde en i yderste række, som ikke har forstået det endnu, så vil jeg sige det igen: Ministre skal ikke sikkerhedsgodkendes, der foretages et såkaldt sikkerhedstjek, og i øvrigt er det op til den kommende statsminister at træffe afgørelse om, hvem der i givet fald skal eller ikke skal udpeges til minister.

Karsten Lauritzen.

Jeg vil give statsministeren ret så langt, at jeg tror, de folk, der har den opfattelse, at man skal sikkerhedsgodkendes og ikke sikkerhedstjekkes, bliver færre og færre qua den diskussion, vi har haft. Det må vel siges at være det eneste positive, der sådan umiddelbart er kommet ud af det, for statsministeren er ikke meget for at svare på nogle i øvrigt relevante spørgsmål.

Jeg kan bare, inden jeg vil gentage mit spørgsmål, understrege over for statsministeren, hvorfor vi er nogle, der mener, at det her er interessant og relevant, og det er jo bl.a., fordi hr. Henrik Sass Larsen føler sig uretfærdigt behandlet af noget embedsværk og nogle departementschefer. Vi må formode, at det er derfor, man har klaget til Ombudsmanden. Det er vel i øvrigt en berettiget kritik, for Ombudsmanden har udtalt kritik af både Statsministeriet og Justitsministeriet i forbindelse med den her sag.

Når Folketingets Ombudsmand går ind i en sag omhandlende et folketingsmedlem og kommer med kritik, må statsministeren forvente, at der er en række spørgsmål i Folketingssalen. Derfor ville det være befriende, hvis statsministeren ville forklare lidt nærmere, hvorfor statsministeren ikke tidligere har klargjort over for Folketinget, at der ikke var tale om en sikkerhedsgodkendelse, men et sikkerhedstjek.

Statsministeren.

Som jeg også tidligere har sagt, er det her et emne, vi har debatteret ganske mange gange. Jeg har ikke villet gå ind i den konkrete sag, og det vil jeg stadig ikke. Jeg har heller ikke villet kommentere den procedure, der anvendes ved sikkerhedstjek af ministre. Det har jeg så følt anledning til at gå lidt længere ind i, fordi der netop var opstået ikke bare den her misforståelse, der blev meget udbredt, om, at der var tale om en sikkerhedsgodkendelse af ministre, men også den misforståelse, som også er rigtig slem, om, at det skulle være embedsmænd eller PET, der havde ansvaret for at udnævne ministre eller kunne bestemme, hvem der skulle være minister i Danmark. Det kan de ikke. Det er der en der kan, det er statsministeren, og hvis der er nogen, der vil klage over, at man ikke er blevet minister, så skal man klage til statsministeren.

Men så vil jeg igen sige, at der ikke er nogen, der har retskrav på at blive minister, og der er egentlig heller ikke nogen, der har krav på at få at vide, hvorfor man ikke bliver det. Så det hele er egentlig ret enkelt: Det er statsministeren, der har beføjelsen til at vurdere, hvem der skal være minister eller ikke skal være minister.

Karsten Lauritzen.

Det er jo et svar, statsministeren er kommet med før på tidligere spørgsmål. Man kan følge statsministerens argumentation lidt videre: Statsministeren siger, at der er nogle, der kan have mistillid til Politiets Efterretningstjeneste, at der er nogle, der kan sætte spørgsmålstegn ved departementschefers og embedsværkets uvildighed, og at det må vi have ryddet af vejen. Det er helt fair, det kan man forstå.

Men der, hvor det bliver uforståeligt, vil jeg sige til statsministeren, er, når statsministeren så ikke vil fortælle om eller ikke vil forholde sig til den klage, der ligger hos Ombudsmanden, den sag, Ombudsmanden behandler i øjeblikket, og ikke vil forholde sig til det påståede møde, som har fundet sted i Statsministeriet med tilstedeværelse af to departementschefer, hvor hr. Henrik Sass Larsen var til stede og – ifølge hr. Henrik Sass Larsens advokat – en bisidder, den nuværende finansminister, der ikke sidder så langt fra statsministeren her. Når statsministeren ikke vil kommentere det møde, er der jo en masse påstande derude, en masse mistanker, der desværre falder tilbage på embedsværket og på Politiets Efterretningstjeneste. Og hvis statsministeren ønsker, at de skal fjernes, så skal statsministeren jo forklare, hvad der er foregået på det pågældende møde. Kan statsministeren ikke se det?

Statsministeren.

Jeg vil ikke gå ind i den konkrete sag og skal bare minde om, at Folketingets Ombudsmand har udtalt sig om sagen, og det er der også reageret på fra Justitsministeriets og Statsministeriets side. Der pågår stadig en klage, og i den situation er det vores pligt ikke at gå ind i sagen. Der er jo en sag, der må køre.

Men det har intet at gøre med det, som har optaget rigtig mange: Altså, skal en minister sikkerhedsgodkendes eller ej? Det skal en minister ikke, det tror jeg at jeg har sagt efterhånden rigtig mange gange. Hvem er det, der er ansvarlig for, hvem der bliver minister i dette land? Det er den til enhver tid siddende statsminister eller den kommende statsminister. Sådan er det.

Tak til både statsministeren og hr. Karsten Lauritzen.

Da statsministeren nu har svaret på spørgsmål i over en time, kan hun hermed løslades. Dermed bortfalder spørgsmål 10 og 11, og vi går til spørgsmål 12, som er til finansministeren af hr. Torsten Schack Pedersen.