Spm. nr. S 316

2) Til økonomi- og indenrigsministeren af:

Jacob Jensen (V):

Mener ministeren, at det styrker det kommunale selvstyre, når regeringen øremærker midler til kommunerne til bestemte formål, som det f.eks. er sket på daginstitutionsområdet, i stedet for at give et generelt tilskud?

Værsgo.

Tak. Som proceduren foreskriver, læser jeg spørgsmålet op:

Mener ministeren, at det styrker det kommunale selvstyre, når regeringen øremærker midler til kommunerne til bestemte formål, som det f.eks. er sket på daginstitutionsområdet, i stedet for at give et generelt tilskud?

Økonomi- og indenrigsministeren.

Sådan som jeg hører spørgeren, ønskes der en diskussion om forholdet mellem det kommunale selvstyre og generelle tilskud kontra øremærkede tilskud. I spørgsmålet fremhæves specifikt de 500 mio. kr., som er blevet givet for at give et løft i kvaliteten inden for vores dagpasning. I spørgsmålet præsenteres det endda som et øremærket tilskud. Der er bare ikke tale om et øremærket tilskud, for et øremærket tilskud ville jo først skulle udløses, når der afholdes en bestemt udgift i en given kommune. Det tror jeg er i hvert fald en slags definition på et øremærket tilskud.

De 500 mio. kr. udbetales derimod som en særlig form for generelt tilskud, hvilket er et tilskud, der uddeles efter objektive kriterier, nemlig efter antallet af 0-5-årige og ifølge en aftale om midlernes anvendelse. Som sagt er de objektive kriterier konstaterbare. Der er sådan set ikke øremærket noget ud over de ører, som de 0-5-årige har, og anvendelsen har vi aftalt med kommunerne i forbindelse med kommuneaftalen.

Det betyder jo, at det er op til lokalpolitikerne i hver enkelt kommune at finde ud af, hvordan de så vil prioritere det tilskud, som gives til kommunen. Det er jo i god overensstemmelse med kommunalt selvstyre, nemlig at man skal prioritere inden for de rammer, som lovgivningen, aftalerne og økonomien i øvrigt giver. Vi forventer selvfølgelig, at kommunerne lever op til den aftale, vi har lavet, og jeg bemærker også, at KL har signaleret, at man forventer at leve op til sin del af aftalen.

Spørgeren.

Tak for svaret. Inden jeg gik på, sad jeg og kommunikerede med institutionslederen fra Undløse Børnehus. Der har jeg nemlig mine egne børn gående. Det er en yderst velfungerende daginstitution i Holbæk Kommune, og her kunne man selvfølgelig også godt tænke sig, at normeringerne i daginstitutioner blev højere. Det skulle jeg hilse at sige, og det er hermed gjort.

Jeg tror også, at Holbæk Kommune – det er bare et eksempel, for det kunne have været alle andre kommuner – kunne have ønsket sig, at de midler, man målretter daginstitutionsområdet, kunne uddeles sådan, at kommunen selv håndterede, hvorvidt man ville bruge pengene på daginstitutionsområdet, på ældreområdet, på folkeskoleområdet eller på noget helt fjerde. Ville det ikke være at styrke det kommunale selvstyre – og det er det, mit spørgsmål specifikt går på – hvis man i den aftale med KL netop ikke havde sagt, at de 500 mio. kr. skal gå til daginstitutionsområdet. Jeg er med på, at inden for rammen på 500 mio. kr. kan man lokalt vurdere, hvad de skal gå til i daginstitutionerne. Det kunne være øgede normeringer. Men hvis man ikke havde sagt, at det skulle gå til daginstitutionsområdet, ville det så ikke have været en styrkelse af det kommunale selvstyre, i forhold til en situation som nu, hvor man siger, at det netop skal gå til et specifikt formål?

Ministeren.

Jeg betragter ikke det kommunale selvstyre som en ting med alt givet entydigt og for altid. Så kan man enten skære ned, og så bliver det 2 pct. mindre, eller man kan øge, og så bliver det 2 pct. større. Det er selvfølgelig en ting, som bevæger sig over tid, fordi vores samfund udvikler sig.

Det kommunale selvstyre har jo ændret sig markant, i og med at kommunalreformen har gjort, at vi har fået større kommuner, som har fået langt flere opgaver. Dermed har deres opgaver også fået en sammensætning, som stiller større krav til vores kommunalpolitikere for netop at kunne tage dem ind og prioritere mellem dem.

Samtidig synes jeg, at det er helt i orden, at der også landspolitisk er holdninger til, hvordan vores velfærdssamfund skal være. Det, der er balancen, er, at de holdninger, som vi har til f.eks. kvaliteten af dagpasning, udmøntes lokalt inden for en ramme, der er så bred som overhovedet mulig. Jeg tror ikke, at man her på Slotsholmen med vand hele vejen rundt og med den øtænkning, som det måtte indebære, helt præcis kan vide, hvordan det foregår i hver enkelt kommune. Der kan være daginstitutioner i en del af kommunen, hvor børnene har nogle særlige udfordringer, og der kan være andre daginstitutioner, hvor det måske er knap så nødvendigt med særlige tiltag. Den viden har man lokalt, den har vi ikke her hos os. Den balance synes jeg man skal beholde.

Spørgeren.

Jeg er for så vidt fuldstændig enig med ministeren i, at den viden selvfølgelig er lokal, og derfor skal beslutningen også tages lokalt. Men stadig væk synes jeg, at man kan sige, at viden om, hvordan man tidligere prioriterede de enkelte områder – daginstitutioner, ældreområdet, folkeskoleområdet for at nævne nogle kerneydelser, kommunerne tager sig af – kan vi jo heller ikke her på Slotsholmen have, altså viden om, hvordan man har prioriteret. Vi kan selvfølgelig slå efter i bøger om, hvordan økonomien har udviklet sig, men der kan jo ligge politiske valg bag de forskellige prioriteringer, man har foretaget, herunder også de planer, man måtte have for fremtiden.

Føler ministeren ikke, at man netop her går ind med en målrettet indsats, hvor ædelt formålet end måtte være, og kortslutter den proces? Der kan jo være kommuner, der har sagt, at de i flere år har prioriteret daginstitutionerne højt, fordi de syntes, det var vigtigt, men til gengæld har de nedprioriteret andre områder, og i de kommende år vil de gerne opprioritere de andre områder. Det kan man alt andet lige ikke gøre, fordi der fra Slotsholmens side med regeringens velvilje siges, at den pose penge altså skal gå til et område, som den her kommune i forvejen har prioriteret højt.

Ministeren.

Den situation kan i sagens natur opstå, og den risiko må man selvfølgelig løbe, at man nogle steder har haft et særligt fokus på området. Men grunden til, at vi har været optaget af det, er jo netop, at der er et generelt ønske om, at der skal være flere voksne omkring vore mindre børn, sådan at leg og læring fremmes, og sådan at de oplever en hverdag, som er stimulerende og udviklende.

Jeg forstår ikke helt, hvorfor det kan være så fremmed for spørgeren, for den daværende regering prioriterede også 500 mio. kr. – det var så bare til ældreområdet. Jeg tror, de blev fordelt på nogenlunde samme måde – dog ikke efter antallet af 0-5-årige, men efter en anden fordelingsnøgle, fordi det handlede om, at man gerne ville styrke ældreplejen.

Det er jo det, man må sige, tror jeg, gælder for dem, der har ansvaret: Der er sådan set noget, de gerne vil, men de bliver nødt til at finde en form, der gør, at de faktisk i realiteten også må tage lokalt ansvar for, hvordan midlerne bliver brugt.

Spørgeren.

Det er jeg sådan set også med på, og jeg bekender også gerne mine synder, hvis man kan kalde det det. Men jeg vil bare stadig væk gerne holde fast i den situation, hvor man kan sige, at vi her fra Christiansborg, i Folketinget, har det overordnede ansvar. Det er jeg med på. Vi kan også prioritere forskelligt, alt efter hvor vi står politisk, og nogle ting kan vi være enige om, og andre ikke. Men vi har det overordnede ansvar for landets samlede situation.

Men det betyder så også, at hvis man så siger, at nu er der 500 mio. kr. – hvis man vælger det, hvad regeringen så har gjort – og de skal gå til daginstitutionsområdet, kunne man så ikke også forestille sig, at de måske netop kunne anvendes mere hensigtsmæssigt set med landspolitiske briller end ved bare at fordele det i forhold til antallet af børn mellem 0 og 5 år? Altså, der kan være områder i landet, hvor der måske er et større behov, hvor der er flere børn, der måske er socialt udsatte og har behov for ekstra støtte, mens andre kommuner måske har knap så stort et behov. Så den fordeling, man laver, går man også ind og kortslutter og siger, at der er det samme behov, fordi man fordeler fuldstændig jævnt.

Der mener jeg, at hvis man virkelig vil det kommunale selvstyre, og det tror jeg at vi begge to vil, både ministeren og jeg, burde man ikke gå ind i den grad og sige: De her penge skal gå til det område. Alternativet var i hvert fald, at man gik ind og sagde: Jamen så fordeler vi dem efter nogle kriterier, efter hvor der er behov, og ikke bare efter antallet af hoveder.

Ministeren.

Jeg synes på en eller anden måde, at spørgeren nu må bestemme sig: Altså, enten må vi ikke gøre noget, og så skal de have pengene i en stor pose, eller også skal det være specifikt øremærket, nærmest, hører jeg, efter ansøgning, hvor man skal have et fuldstændig detaljeret beskrevet formål med anvisning på, hvordan man vil udmønte, hvordan man vil evaluere, hvem der skal attestere og så fremdeles.

Jeg synes ikke, der er noget forgjort i, at der faktisk er en holdning og en vilje til at prioritere, at de små børn i dagpasningen får det bedre, end de har det i dag – uanset at de mange steder har det udmærket. Vi har fundet en måde at komme kommunerne i møde på med en balance, synes jeg, mellem, at der sådan set er et fuldgodt lokalt råderum i forhold til, hvordan man så øger kvaliteten lokalt, men vi får ikke det bureaukrati, der følger med almindelige puljer. Samtidig lader vi det ikke bare sejle og siger: Jamen I får alle pengene fuldstændig uden nogen form for aftale om formålet.

Tak til hr. Jacob Jensen.

Den næste, der vil stille spørgsmål til økonomi- og indenrigsministeren er fru Karina Adsbøl.