Jeg må sige, at jeg jo ikke er enig med statsministeren i, at sådanne spørgsmål ikke vedkommer offentligheden, ikke mindst af den grund at der tilsyneladende er begået ufattelig mange fejl i den her sag. Statsministeren har jo selv gjort sig skyldig i nogle af dem. Det er da f.eks. mærkeligt, at statsministeren udtaler sig i strid med grundloven – det er vi jo blevet enige om i TV 2 at statsministeren gjorde – da det blev sagt, at Henrik Sass Larsen ikke kunne sikkerhedsgodkendes.
Det er også mærkeligt, at der har været 19 spørgsmål i Folketinget, hvorunder statsministeren ikke på noget tidspunkt har rettet den her misforståelse, som statsministeren selv fremkom med. Det er også mærkeligt, at Ombudsmanden måtte irettesætte to ministerier for tacklingen af den her sag, og endelig synes jeg, det er mærkeligt, at der ikke findes nogen notater på, hvad der er foregået i forbindelse med det møde, hvor Statsministeriets og Justitsministeriets departementschefer altså tilsyneladende flere gange må forklare hr. Henrik Sass Larsen, hvorfor han ikke kunne blive minister.
Det er mærkeligt, og derfor synes jeg, at det vil være helt på sin plads, når Folketinget har været inde over det, når offentligheden har været inde over det, som den har været i den her sag, at statsministeren for det første beklager, at man udtaler sig i strid med grundloven i TV 2, og selvfølgelig også for det andet fortæller, hvad det var for et mandat, som departementschefen havde, for det er kritisabelt, at det ikke er statsministeren, der selv håndterer sådan nogle ting, men lader sin departementschef lave det beskidte arbejde.
Så jeg vil godt spørge statsministeren, om statsministeren kan forklare, når statsministeren ikke vil fortælle, hvad mandatet var, hvorfor statsministeren satte departementschefen til at forklare hr. Henrik Sass Larsen, at han havde sikkerhedsanmærkninger fra PET – man må jo formode, at det var det, der var årsagen – når embedsmandsapparatet jo ikke har noget at gøre med ministerudnævnelser. Det er det, statsministeren har sagt, at det har embedsmandsapparatet ikke noget med at gøre, det er statsministeren, der afgør det. Hvorfor satte man departementschefen til at forklare de ting over for hr. Henrik Sass Larsen?