B 42 Forslag til folketingsbeslutning om indskrænkning af perioden for affyring af fyrværkeri.

Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2012-13
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 19-12-2012

Fremsat den 19. december 2012 af Dennis Flydtkjær (DF), Kim Christiansen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Mette Hjermind Dencker (DF), Søren Espersen (DF), Peter Skaarup (DF) og Hans Kristian Skibby (DF)

20121_b42_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 19. december 2012 af Dennis Flydtkjær (DF), Kim Christiansen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Mette Hjermind Dencker (DF), Søren Espersen (DF), Peter Skaarup (DF) og Hans Kristian Skibby (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om indskrænkning af perioden for affyring af fyrværkeri

Folketinget pålægger regeringen at forberede de nødvendige ændringer i love og bekendtgørelser med det formål at indskrænke perioden for affyring af kategori II-fyrværkeri til perioden fra den 23. december til den 1. januar kl. 06.00.

Ændringerne skal have virkning fra den 1. december 2013.

Bemærkninger til forslaget

Forslagsstillerne er af den opfattelse, at private borgeres affyring af fyrværkeri hører nytåret til.

Fyrværkeri er både en flot, sjov og festlig oplevelse for de fleste og har hidtil kunnet foregå med relativt begrænsede gener for omgivelserne og få alvorlige person- og bygningsskader.

Selv om nytår fejres den 31. december, er det helt normalt, at fyrværkeri affyres i ugerne op til nytårsaften, og det karakteristiske for affyringen af fyrværkeri i december måned er, at den sjældent tjener andet formål end fornøjelsen ved affyringen, bortset fra selve nytårsaften.

Gener ved fyrværkeri kan være høreskader, øjenskader, øvrige legemsbeskadigelser og gener i øvrigt for mennesker og dyr.

I dag er det ifølge lov om fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler (fyrværkeriloven) lovligt at sælge fyrværkeri til forbrug i perioden 1.-31. december, og det er lovligt at anvende det i perioden 1. december-5. januar.

Den lange periode med affyring af fyrværkeri er til stor gene for mange mennesker og dyr. Mange ældre medborgere føler sig utrygge og bliver bange i den periode, hvor det fyres af, hvad enten de færdes på gaden eller sidder hjemme i stuen. Også mange børnefamilier er generet af de ofte høje brag og knald, som er en følge af affyring af fyrværkeri med stor knaldeffekt.

For mange dyr er nytåret et helvede. Dyrs hørelse er meget bedre end menneskers, og som følge deraf lider dyrene kraftigt under støjen fra fyrværkeri. Det er ikke kun familiedyr, der lider. Også landbrugets dyr og vilde dyr i naturen lider alvorligt og kommer til skade på grund af det støjende fyrværkeri.

Der findes 550.000 hunde i Danmark, og der er hund i hvert fjerde danske hjem. Dyrlæger vurderer at godt 1/3 - altså mere end 180.000 - af hundene er bange for fyrværkeri - så bange, at en stor del af dem må dopes med medicin.

Mange hundeejere gør sig store anstrengelser for at hjælpe deres hund, bl.a. gennem træning og beroligende medicin fra dyrlægen. Nogle planlægger også at være væk fra bymiljøer nytårsaften, og Dansk Kennelklub har bl.a. i samarbejde med Dansk Camping Union etableret fyrværkerifri campingpladser, men hundeejerne kan jo ikke være væk fra hjemmet hele december måned.

I andre lande, som vi normalt sammenligner os med, er lovgivningen også noget strammere end den danske på dette område. I Holland må privatpersoner f.eks. kun fyre fyrværkeri af 2 dage om året, ligesom der i lande som Tyskland, Norge og Sverige også kun må fyres af i ganske få dage.

I Tyskland må der endvidere kun sælges fyrværkeri i de sidste 3 dage inden årsskiftet. Rigtig mange danskere kører derfor til Tyskland for at købe fyrværkeri i dagene op til nytårsaften, fordi man i Tyskland kan købe knaldfyrværkeri, der er ulovligt i Danmark. Derfor foretager politiet også stikprøvekontroller ved grænsen i disse dage med salg af fyrværkeri i Tyskland. Og hvert år afslører politiet personer, der forsøger at tage ulovligt fyrværkeri med ind i Danmark. (Se f.eks.: http://www.tvsyd.dk/artikel/77106:I-dag-frigives-fyrvaerkeri-salget-i-Tyskland). Forslagsstillerne er tilfredse med, at politiet rutinemæssigt gennemfører disse stikprøvekontroller op til nytår, men mener også, at de bør gøres langt mere omfattende og systematiske for at minimere sandsynligheden for, at der bliver bragt farligt fyrværkeri ind i landet, som kan sprænge hænderne af folk og ødelægge deres syn.

Forslagsstillerne mener derfor, at følgerne af fyrværkeriet skal begrænses mest muligt. Det skal ske ved, at perioden for, hvornår private må affyre fyrværkeri, skal begrænses til tidsrummet fra den 23. december til den 1. januar kl. 06.00.

Skriftlig fremsættelse

Dennis Flydtkjær (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om indskrænkning af perioden for affyring af fyrværkeri.

(Beslutningsforslag nr. B 42)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.