Det næste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af lovforslag nr. L 174:

Forslag til budgetlov.

Af finansministeren (Bjarne Corydon).

(Fremsættelse 25.04.2012).

Sammen med dette punkt foretages:

17) 1. behandling af lovforslag nr. L 167:

Forslag til lov om ændring af lov om Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd. (Det Økonomiske Råds årlige vurdering af dansk finans- og udgiftspolitik m.v.).

Af økonomi- og indenrigsministeren (Margrethe Vestager).

(Fremsættelse 25.04.2012).

Forhandlingen åbnet. Hr. Peter Christensen som ordfører for Venstre.

I virkeligheden kunne jeg holde den samme tale, som min kollega fru Lykke Friis gjorde for 2 uger siden, for der handlede det om førstebehandling af finanspagten, og i dag handler det om budgetloven.

Det, de to har tilfælles, er, at begge lovforslag grundlæggende handler om økonomisk snusfornuft. Kernen i både finanspagten og budgetloven er at sætte sunde økonomiske rammer op for de beslutninger, som vi politikere skal træffe og træffer, og med budgetloven sikre, at de politiske beslutninger også efterleves i virkeligheden. For hvis vi skal være ærlige, når vi ser tilbage, så har en af de helt store udfordringer været at sikre – især på kommunalt niveau – at de økonomiaftaler, der blev indgået med kommunerne, også blev efterlevet. Det har ikke været tilfældet, og derfor er den offentlige sektor også kommet til at fylde mere, end der var politisk opbakning til.

Det mest centrale omkring budgetloven er, at vi overholder de budgetter, vi lægger, og det gælder altså både for den kommunale økonomi, for regionerne og for staten. Med åbne øjne sættes der tal på, hvad det er, det offentlige forbrug må være år for år, og der bygges incitamenter op, der sikrer, at rammerne også bliver overholdt, og det overvåges løbende, at vi ikke bryder det loft, vi har sat for den kommunale, regionale og statslige økonomi. Så budgetloven er et fundament for en sund økonomisk politik.

Den sætter også et værn op – et godt værn – for når man ser på, hvad den nuværende finansminister lavede af politiske valgprogrammer i sidste valgkamp, så vil vi med den her budgetlov sikre, at det ikke gentager sig. For selvfølgelig kan man en dag som i dag glæde sig over, at regeringen har besindet sig og lagt en 2020-plan frem, der forholder sig til virkeligheden, men det, vi så før valgkampen, var et økonomisk udspil fra Socialdemokratiet og SF, der hed »Fair Løsning 2020«, som var alt andet end økonomisk ansvarlig. Det var underfinansieret med 20 mia. kr., og den budgetlov, som finansministeren nu lægger frem, vil forhindre, at det vil kunne gentage sig. Det glæder jeg mig virkelig over. Det er en tryghed for alle – især for danskerne.

Jeg glæder mig også over, at der bag udmøntningen ligger et politisk forlig, og at de partier, der stemmer for denne budgetlov, er enige om, at den ikke kan ændres, medmindre alle partier er enige. Det betyder, at Enhedslisten ikke vil kunne få indflydelse på budgetloven, at svage sjæle i SF ikke vil kunne ændre den, og det betyder, at vi må forvente, at Enhedslisten ikke vil kunne stå ved de meldinger, som partiet – også i dag med fremlæggelsen af regeringens 2020-plan – er kommet med. Man er kravlet op i et træ uden grene, og det er svært at komme ned igen uden at falde hårdt på bagdelen, slå sig og erkende, at er man parlamentarisk grundlag bag regeringen, så kan man ikke have den slags uansvarlige holdninger.

Det glæder jeg mig over, og ellers møder vi gerne op til forhandlinger, hvilket vi har gjort med denne budgetlov, men vi vil selvfølgelig have vores indflydelse gjort gældende i det tilfælde.

Jeg glæder mig også over, at budgetloven i sin struktur er fuldstændig identisk med de tanker, som den tidligere regering havde på området, og den nuværende regering har dermed også skiftet holdning og overtaget de tanker, den tidligere regering havde.

I denne omgang skal jeg nok lade være med at læse citater op fra det, der blev sagt fra den nuværende regerings side, da vi lancerede ideen om en budgetlov.

Så skal jeg også lige til slut nå at sige om lovforslag nr. L 167 om Det Økonomiske Råd, at vi synes, det er fint, at vi får et uafhængigt organ, der også kan følge med i, overvåge, sikre og kommentere, at vi politikere overholder den budgetlov, vi selv har vedtaget, altså at de konkrete niveauer for det offentlige forbrug overholdes. Fremover vil det være sådan – som det jo også er i dag – at Det Økonomiske Råd kan komme med kritik, anbefalinger og gode råd, men det er os politikere, der fastlægger den økonomiske politik. Men udover at have embedsmændene i Finansministeriet til at lave vurderinger af dansk økonomi – ud over at de selvfølgelig også vil skulle vurdere, hvordan det går med at overholde budgetterne – synes jeg det er glimrende, at vi også får et uafhængigt økonomisk råd til at lave og foretage den samme vurdering. Det er altid godt, at nogen kigger regeringer efter i sømmene, og holder os folketingsmedlemmer orienteret om, hvad der er fakta i den førte økonomiske politik.

Så Venstre kan – endda med stor glæde – bakke op om begge lovforslag. Vi genkender dem. Det var den tidligere finansminister, der satte arbejdet i gang. Det blev kritiseret hårdt af den nuværende regering, men som på så mange andre områder har det, at der er blevet lagt lidt afstand til alt, hvad der blev sagt før valget, fået regeringspartierne til at besinde sig lidt og se fornuften i de tiltag, vi arbejdede med, og de ønsker, vi havde om at sikre en ansvarlig økonomisk politik. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Marinus. Nej, det er der ikke. Det var en fejl. Så siger vi tak til Venstres ordfører.

Hr. John Dyrby Paulsen som socialdemokratisk ordfører.

Tak. Vi ved det jo alle sammen godt – det der med, at pengene skal passe, ikke bare i privatøkonomien, men også i Danmarks nationaløkonomi og i økonomien for kommunerne og for regionerne. Vi ved det godt. Det er også baggrunden for, at vi nu behandler forslag til budgetloven. Baggrunden er de erfaringer, som VK har høstet op gennem 00'erne omkring styring af budgetterne og såmænd også de erfaringer, som Socialdemokraterne og Radikale høstede op gennem 1990'erne omkring styring af de offentlige budgetter.

Vi har set, at de reelle regnskaber ligger langt over det, der var budgetteret med, i hvert fald stigningen i dem, og det siger sig selv, at det ikke er holdbart på lang sigt. Derfor har der længe været snak om behovet for en budgetlov. Derfor har vi nu en konkret behandling af et konkret forslag til en sådan, altså en budgetlov.

Den går på to ben. Pointen er, at der skal være balance i den offentlige økonomi. Der skal være tillid til, at der er balance også på lang sigt. Der skal være tillid til, at de budgetter, der bliver lagt, også kommer til at holde. Det er den ene side af sagen, og den anden side af sagen er den konkrete udmøntning, nemlig at vi sørger for, at den tillid er der, ved at gennemføre konkrete udgiftslofter for de offentlige budgetter. På den måde er budgetloven sådan set en ramme omkring de offentlige budgetter, der er i tråd med den finanspagt, som dele af EU-landene har tilsluttet sig. Det er i øvrigt helt i pagt med den 2020-plan og holdningen og ånden i den 2020-plan, som regeringen netop har offentliggjort.

Det er ikke småting, vi snakker om i den her sammenhæng. Det handler jo bl.a. om, hvilket renteniveau vi har i Danmark, og udlandets tillid til dansk økonomi. Derfor er det helt, helt afgørende, at vi også på det her område har nogle regler, der er gennemskuelige og klare for, hvordan vi ser den offentlige økonomi udvikle sig, og hvad vi konkret gør, hvis der sker et eller andet i den offentlige økonomi, som gør, at vi ikke får de budgetter, vi havde fastlagt fra årets start. Det er et spørgsmål om, at vi også selv vedtager nogle spilleregler, så vi ved, hvad der sker, når nogle budgetter eventuelt måtte skride.

Det, der ligger i budgetloven, er, at vi tager 4 års rullende budgetter og siger, at som vi ser det nu og 4 år ud i fremtiden, så er det sådan, vi ser de offentlige budgetter. Så er det sådan, at vi indretter de udgiftslofter, vi vil have i de offentlige budgetter. Det betyder også, at den gamle VK-regerings to streger under facit ikke længere er nok, specielt ikke, når facit er forkert, fordi så kommer der nogle mekanismer, der øjeblikkelig træder i kraft, og siger: Kære venner, det kan godt være, at I har sat to streger under facit, men facit er forkert. Tilbage til studereværelset! Om igen, og kom tilbage, når facit er rigtigt!

Det betyder også, at hvis man vil lave ufinansierede skattelettelser, kan man ikke bare gøre det ud af den blå luft. Man er nødt til at have fat i regnestokken og regnemekanismerne. Den offentlige balance skal også på lidt længere sigt være positiv og i plus og ikke negativ og i minus, fordi man synes, det er fornuftigt at give ufinansierede skattelettelser, fordi man tror, at ufinansierede skattelettelser automatisk giver mere vækst og bedre økonomi. Vi har jo set det modsatte.

Så er det også vigtigt at sige, at den budgetlov, vi laver nu, indeholder bestemmelser om, at vi skal lave udgiftslofter, men de udgiftslofter fastsættes ikke i budgetloven. Den øvelse har vi til gode til et senere tidspunkt, og det skal der såmænd nok komme meget debat og meget sjov ud af.

Så er det også vigtigt at sige, at der er nogle ting, der er undtaget for de her udgiftslofter. Den måde, vi har indrettet den danske økonomi, det danske velfærdssamfund på, betyder, at når vi har en lavkonjunktur, altså når der bliver flere ledige og vi mister job, så får vi automatisk flere udgifter til ledighedssystemet, til beskæftigelsesindsatsen og til kontanthjælp. Så er det ikke sådan, at nogle andre områder med det samme skal holde for. Det er det, man med et fint ord kalder konjunkturmedløb, og i budgetloven sørger vi for, at vi ikke løber ind i den fælde, for så ville dansk økonomi få det overordentlig svært. Så vi satser på det, vi kan styre. Vi satser på udgiftslofter på driftområdet inden for statens område. Vi satser på andre styringsmekanismer inden for det, vi kalder indkomstoverførselsområdet, og det betyder jo, at hvis statens driftsudgifter af en eller anden grund stiger, er det ikke folkepensionisterne, der skal holde for. Det er fornuftigt, og det er rigtigt.

Og så skal man huske, at budgetloven jo ikke er et mål i sig selv, men er et styringsredskab, så vi bliver bedre til at styre økonomien, og det bliver mere synligt, hvordan vi vil styre økonomien. Derfor vil der også være en mulighed for finansministeren til at gribe ind, hvis det går skævt, og en mulighed for finansministeren til at gribe ind meget hurtigt og med meget konkrete tiltag, hvis det går skævt, så vi sikrer og er fuldstændig på det rene med, at vi har styr på økonomien, også på lidt længere sigt.

Budgetloven starter i virkeligheden fra budgetåret 2014, dvs. den 1. januar 2014, men vi forsøger allerede fra 2013 at implementere nogle af de her mekanismer på det statslige niveau. Man kunne nærmest kalde 2013 for sådan et slags prøveår, og det er jo godt nok og fornuftigt, at vi lige afprøver det. I øvrigt er der også indeholdt den mekanisme i loven, at vi i 2018 og 2019 tager loven op til revision.

Sammen med budgetloven her behandler vi et lille forslag om, at Det Økonomiske Råd skal være sådan en uafhængig form for vurderingsmand, og det er jeg helt tryg ved. Nu sætter vi det i mere formelle rammer. Det er jo sådan, at Det Økonomiske Råd også har vurderet dansk økonomi og holdbarheden i dansk økonomi indtil nu. Nu bliver det lidt mere formelt, og det er der kun grund til at hilse velkommen.

Samlet set er vi tilbage til, at hvis pengene ikke passer, bestemmer vi ikke selv. I Danmark skal pengene passe. Vi skal bestemme selv, og derfor hilser Socialdemokraterne selvfølgelig budgetloven velkommen.

Der er foreløbig tre medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Det er først hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak, formand. Jeg vil gerne spørge den socialdemokratiske ordfører, om han kan huske et år tilbage. Kan ordføreren huske, at S og SF for et år siden fremlagde et stort politisk udspil under overskriften »Fair Løsning 2020«? Kan ordføreren huske, at der i »Fair Løsning 2020«, som altså i maj 2011 var skitseret, var brug for en vækst i de offentlige udgifter på 1,4 pct.? Kan ordføreren huske, at der i det udspil blev skrevet, at de 1,4 pct. skulle skrives ind i en kommende budgetlov?

Ordføreren.

Det korte svar er jo: Ja, det kan jeg godt huske. Hvis man skal bygge lidt på det, må man sige, at vi jo har set en hel del siden for et år siden. Vi har oplevet en ny regering, vi har overtaget en økonomi, som var noget værre, end nogen havde regnet med. Vi har nogle betydelige udfordringer i forhold til bare den kortsigtede udvikling i dansk økonomi. Vi har overtaget et hul, om jeg så må sige, i forhold til den nuværende finanslov. For bare et par måneder siden vurderede vi det til at dreje sig om 100 mia. kr. Det er et meget, meget stort beløb, og nu bliver det måske lidt større. Det er stadig meget, meget stort.

Vi har lavet en finanslov, hvor vi har skabt 11.000 arbejdspladser i år. Vi har lavet en energiaftale med 7.000 arbejdspladser. Jeg må bare sige, at i forhold til bare for et år siden er udfordringen værre, den er anderledes. Det afspejler sig også i den budgetlov, der nu ligger. Men man skal hele tiden holde fast i, at den budgetlov, der nu ligger, jo er rammen. Den ramme skal fyldes ud bl.a. med de konkrete udgiftslofter for 2014, 2015, 2016 og 2017, og det er vi altså ikke nået til, og det er ikke en del af den nuværende budgetlov.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Underskuddet for i år var ved valget sidste år vurderet til 85-86 mia. kr. Underskuddet nu for i år har jeg forstået er vurderet til ca. 75 mia. kr., altså et væsentlig mindre underskud end det, der var vurderet, da vi havde valg og Socialdemokratiet kom til. Så kan man spørge, om det er Socialdemokratiets skyld. Nej, det er det måske ikke, men man kan da godt glæde sig over det. Det pudsige er jo så, at det skal bruges som argument for, at det, S og SF skrev i deres program for under et år siden, ikke længere står ved magt. Hvad er det helt afgørende, der er ændret, siden man nu ikke vil skrive et vækstmål for den offentlige sektor ind i en budgetlov?

Man skriver, at der skal være en vækst på 1,4 pct. årligt i de næste 4 år. Dette ville man skrive ind i en budgetlov. Nu behandler Folketinget i dag forslag til budgetlov. Det fremgår ikke af det forslag, at det, som S og SF gik til valg på, altså det, de sagde for under et år siden, er en del af det. Er de 0,8 pct. i vækst i offentlige udgifter, som man så har præsenteret i dag for den undrende befolkning, så en del af budgetloven? Så kunne der trods alt have været den sammenhæng i det. Hvordan skulle det forstås, at man for mindre end et år siden sagde, at det vækstmål, man havde for den offentlige sektor, skulle skrives ind i budgetloven?

Ordføreren.

Nu vil jeg nødig virke belærende over for en mangeårig finansordfører for Dansk Folkeparti, men helt ærligt, sandheden er jo, at da vi lavede sidste års finanslov, var det skønnede underskud på 100 mia. kr.; lad det ligge. Den budgetlov, som vi nu er i gang med, er en rammelov. Inden for den budgetlov skal der vedtages nogle udgiftslofter på de forskellige områder, og det er jo der, vi kommer til at diskutere, hvad udgiftslofterne skal være på og dermed væksten eller udviklingen i de offentlige budgetter. Så hvis der skal skrives noget ind, er det jo i den sammenhæng og ikke i forbindelse med rammebudgetloven, som vi behandler nu. Der er man jo velkommen til at have alle mulige ønsker også fra Dansk Folkepartis side til, hvordan de udgiftslofter skal fastsættes. Det er jo den diskussion, vi tager der. Det hele fremgår meget klart af det lovforslag, vi behandler i dag; det fremgår meget klart af bemærkningerne til det lovforslag, vi behandler i dag. Derfor er jeg lidt undrende over for, at hr. Kristian Thulesen Dahl stiller netop det spørgsmål, for hr. Kristian Thulesen Dahl burde jo vide, at den budgetlov, vi behandler nu, er en rammelov, og at udgiftslofterne forhandles på et senere tidspunkt.

Hr. Jacob Jensen for en kort bemærkning.

Jeg synes, at det da er interessant, at det, som hr. Kristian Thulesen Dahl spurgte ind til, fik vi ikke rigtig noget svar på. Derfor ganske konkret: Hvad er det, der er ændret i den socialdemokratiske verdensopfattelse, siden man for et år siden i sin egen publikation og sin egen officielle politiks valgoplæg helt specifikt skrev: Vi går til valg på at øge den offentlige sektors økonomi med 1,4 pct. Det skal skrives ind i en budgetlov.

Nu er man så kommet i regering, og man har muligheden for at fremlægge en budgetlov, og hvad sker der så? Man skriver det ikke ind i budgetloven alligevel. Til gengæld fremlægger man så i dag en 2020-plan, som er nede på 0,8 pct., altså betydelig mindre end det, man er gået til valg på og har stillet folk i udsigt. Hvad er det, der er sket i den socialdemokratiske verdensopfattelse, siden man for et år siden meget præcist beskrev, at man ville gå til valg på 1,4 pct. i væksten i den offentlige sektor? I dag kan man ikke engang skrive det ind i sin budgetlov, men man siger, at det er 0,8 pct. i stedet for.

Ordføreren.

Lad os nu være meget konkrete. Den her budgetlov, som vi behandler nu, behandler vi, fordi der er lavet en aftale mellem regeringen, Venstre og Konservative. I den aftale står meget konkret, at udgiftslofterne i de enkelte år ikke er en del af den aftale. Derfor kan man i den budgetlov, vi nu behandler, ikke indskrive noget som helst om vækstønsker eller krav eller noget som helst, når man fastsætter udgiftslofterne på de enkelte områder, altså staten, kommunerne og regionerne.

Derfor er det jo et lidt underligt spørgsmål, for vi har i fællesskab lavet en aftale om, at den her budgetlov, vi nu behandler, er en rammeaftale, og den skal danne rammerne om de udgiftslofter, der kommer på et senere tidspunkt. Så det her er styringen, mens de konkrete aftaler om udgiftslofterne kommer på et senere tidspunkt. Det har vi lavet en fælles aftale om. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at der ikke er noget udgiftsloft indeholdt i den her budgetlov.

Hr. Jacob Jensen.

Lad mig så spørge på en anden måde. Vi har jo tidligere på dagen i dag fået præsenteret det, som må formodes at være regeringens bud på, hvad udgiftsloftet skal være, nemlig 0,8 pct. Det må man gå ud fra er det, som regeringen arbejder for skal være udgiftsloftet inden for budgetloven. Men for et år siden, da man sad i opposition før valget, mente man, at der var plads til 1,4 pct., altså næsten det dobbelte i vækst i forhold til det, man mener i dag. Hvori består forskellen, vil jeg spørge hr. John Dyrby Paulsen.

Jeg har meget svært ved at forstå, at man før valget kunne postulere og sige, at vi med de økonomiske udsigter, vi har, og med det underskud, der er, mener vi, at vi kan gå til valg med en vækst på 1,4 pct. i udgifterne. Som hr. Kristian Thulesen Dahl så rigtigt påpeger, ser vi i dag et underskud, som faktisk er mindre end det, der var på det tidspunkt, da vi havde et folketingsvalg. Så siger man så med det argument, at der ikke længere er plads til 1,4 pct., nu er der kun plads til 0,8 pct. i offentlig vækst.

Ordføreren.

Nu skal vi lige holde to ting adskilt. Det ene er, at nu behandler vi altså en budgetlov, som skal sætte rammerne for, hvilken indgriben bl.a. finansministeren kan have, hvis den offentlige sektor ikke overholder de budgetrammer og udgiftslofter, der altså bliver fastsat på et senere tidspunkt.

Det, hr. Jacob Jensen nu spørger om, er den 2020-plan, som regeringen har fremlagt i dag. Den diskussion tror jeg vi skal tage i et andet forum.

Jeg ser nu i øvrigt ikke nogen speciel usammenhæng i forhold til de planer, vi har fremlagt tidligere, med hensyn til at det, der er behov for i Danmark, er at skabe vækst og arbejdspladser og i øvrigt sørge for på bare lidt længere sigt, at arbejdsudbuddet i Danmark matcher det behov, der måtte være for arbejdskraft. Det er fokus. Det har det også været i 2020-planen, det var det også før valget for os, og det var det, vi sagde igennem hele valgkampen.

Hr. Peter Christensen for en kort bemærkning.

Nu kan jeg forstå, at Socialdemokratiet ikke ønsker at diskutere 2020-planen, selv om det var Socialdemokratiet selv, der lige fik svunget sig op til at lave en vurdering, der siger, at økonomien har ændret sig markant. Men så er det jo rart, at 2020-planen er fremlagt, for så kan vi jo få en helt konkret diskussion om det.

Jeg synes, den største overraskelse ved at se 2020-planen er, at der ikke er meget nyt. Jeg havde netop forventet, at der er meget, der har ændret sig, siden vi før valget fortalte, hvilke udfordringer dansk økonomi har. Er Socialdemokratiet ikke enig i, at det, der står i 2020-planen i dag, er, at den største forandring, siden vi lagde vores plan frem, er, at man har trukket 5.000 danskere ud af arbejdsmarkedet med finansloven, som regeringen selv har lavet?

Eller sagt på en anden måde: Det, der har forringet dansk økonomi siden valget, er den politik, regeringen selv har ført. Ellers vil jeg da gerne lige høre helt præcis, hvad det er i 2020-planen, der er forandret. For vi har jo hørt lange undskyldninger fra Socialdemokratiet om, at det var et håndværkertilbud. Det, der står, er, at man overtog et fornuftigt hus, men glemte at male det, da det første gang blev sæson for det. Sammen med Enhedslisten gjorde man det dyrere at være dansker. Det må regeringen altså selv stå til ansvar for.

Ordføreren.

Nu kan vi jo have hver vores standarder for, hvordan vi synes et hus skal være og et hus skal indrettes. Jeg forstår, at Venstres standarder er noget lavere end dem, vi har, men lad nu det ligge.

Så siger Venstres ordfører – og det synes jeg er meget overraskende – at der ikke er noget nyt. Det kan godt være. Hvis det ikke er nyt, at vi øger ambitionen med hensyn til uddannelsesniveauet i det her land, ja, så er der ikke noget nyt. Hvis det ikke er nyt, at vi vil skabe, hvad der svarer til 180.000 nye arbejdspladser i det her land, ja, så er der ikke noget nyt. Hvis den ambition ikke er noget nyt, samtidig med at vi hiver Danmark ud af den her krise og ud af, helt ærligt, den økonomiske sump, som VK havde hevet Danmark med ned i, bl.a. fordi VK jo lod en overophedning uden lige af dansk økonomi finde sted fra 2005 til 2008, så er der ikke noget nyt. Og hvis det, at man fokuserer på modernisering af den offentlige sektor, og at man skaffer 5 mia. kr. til nye initiativer og omprioriteringer i den offentlige sektor, ikke er nyt, nej, så er der ikke noget nyt.

Så skal jeg fra hr. Peter Christensen evindeligt høre det her om, at der ikke er sket noget, at vi ikke har gjort noget siden valget. Må jeg ikke bede hr. Peter Christensen og Venstre om at genlæse finansloven. Der skabte vi 11.000 arbejdspladser i år, vi har lavet en energiaftale, som skaber mindst 7.000 arbejdspladser i år, og vi kunne nævne meget mere. Der er sket en masse nyt, men det virker, som om Venstre har siddet på hænderne eller rettere har haft lukket ørerne og øjnene de sidste 6 måneder.

Hr. Peter Christensen.

Det var et interessant svar, for hele svaret handlede om, hvad regeringen havde af ønsker til omprioriteringer og til besparelser, men det, jeg spurgte om, var, hvad det er i forhold til vores 2020-plan og vurdering af dansk økonomi, der har ændret sig i den 2020-plan, der er lagt frem nu. Hvad er det, krisen har gjort værre? Det er jo interessant, fordi Socialdemokratiet altid bruger det som undskyldning for at være løbet 10.000 km væk fra de mange løfter, man gav danskerne. Så læser man 2020-planen, og så kan man se, at der ikke står andet, og det er alvorligt nok, end at den største forværring af dansk økonomi, der har været siden valget, skyldes den finanslov, regeringen selv har gennemført. Det er det, der står i 2020-planen.

Alt det, som hr. John Dyrby Paulsen svarer mig, handler om, hvilke prioriteringer regeringen har fremadrettet. Så hvor er håndværkertilbuddet blevet af? Jeg så også, at statsministeren på pressemødet i dag gentog, at det, at man vil skære ned på en lang række velfærdsområder, var på grund af krisen. Det er bare interessant, at det ikke bliver underbygget af den publikation, som regeringen selv lægger frem i dag.

Ordføreren.

Jeg synes jo i høj grad, at den pointe bliver underbygget af den 2020-plan, der nu er lagt frem. Jeg forstår godt, at Venstre vil hænge fast i historien, og jeg forstår godt, at Venstre har et meget, meget stort og udtalt behov for at viske den her overophedning af dansk økonomi og den meget dybe krise, som ramte Danmark efterfølgende, lidt bort. Men sandheden er jo, at Danmark er blevet enormt hårdt ramt af krisen, og sandheden er, at vi har et hestearbejde foran os for at trække os ud af krisen.

Den krise skal overstås med mindst to pointer i mente. Den ene er, at vi skal have styr på økonomien; vi skal altså op på at have balance igen. Det andet er, at vi skal skabe arbejdspladser og vækst i det her land og derigennem også sørge for, at ikke mindst de unge får en uddannelsesplads og en læreplads og et job efterfølgende. Det er det, 2020-planen gør, og det er det, jeg savner at Venstre i virkeligheden spiller positivt med på. For vi har ikke hørt, hvad Venstre vil, men det kan jo være, at vi kommer til det i den her debat.

Hr. Mike Legarth for en kort bemærkning.

Budgetloven i sig selv er glimrende, fuld opbakning til den, men jeg synes ikke, at vi har fået et fyldestgørende svar fra hr. John Dyrby Paulsen, for vi mangler stadig væk et svar på, hvad det er, der har gjort, at den nuværende regering ændrer sit udgiftsniveau fra 1,4 pct. til 0,8 pct. og vælger at spare 20 mia. kr. på den offentlige sektor. Vælgerne til rød blok må spørge: Hvorfor? Så siger man, at man har et hestearbejde at gøre. Ja, hestearbejdet består i, at man har gennemført en finanslov med Enhedslisten, som har pålagt det danske samfund nye skatter og afgifter for 5 mia. kr. og forringet vores arbejdsudbud. Det er det hestearbejde, regeringen har givet sig selv. Ikke noget som helst andet. Så det er vi nødt til lige at få et klart svar på.

Ordføreren.

Lad os nu slå det helt fast. Dem, der har sendt regningen videre, er den gamle VK-regering. Hvis man ser på underskuddene under Lars Løkke Rasmussen er det vel i omegnen af en regning på 100.000 kr. pr. husstand i det her land. Det er den regning, der er sendt videre. Men jeg forstår godt, at VK gør alt for ligesom at udviske det faktum, men sandheden er jo, at vi bliver nødt til at se fremad, og den her regering har fra dag et sat sig det mål, at nu skal der være styr på økonomien, og samtidig skal vi skabe job og beskæftigelse i det her land og på lidt længere sigt også sørge for, at der er hænder til at løfte de arbejdsopgaver, der forhåbentlig kommer i det her land.

Med 2020-planen sætter vi en tyk streg under, hvad udfordringen er. VK hænger fast og forsøger at udviske det der sådan lidt slørede billede af, at VK vist egentlig i egne øjne gjorde det meget godt økonomisk, og til det må jeg i virkeligheden sige: Nej, VK gjorde det ikke godt økonomisk. Vi overtog en betydelig udfordring, og den er vi i gang med at løse. Jeg ville håbe, at VK i virkeligheden kom i arbejdstøjet og ville hjælpe os med at løse den, for sandheden er jo, og det tror jeg i virkeligheden at hr. Mike Legarth er fuldstændig klar over, at 20-planen er vi jo ikke færdig med. Den indikerer nogle løsninger, men de skal først til at blive forhandlet nu her.

Hr. Mike Legarth.

Men ordføreren giver jo ikke nogen forskel på, hvorfor det er mere rigtigt med 0,8 pct. i vækst med den røde regering i forhold til 0,8 pct. i vækst i den blå regering. Hvorfor er der forskel på det? Hvorfor er det mere rigtigt, når rød blok gør det, end når blå blok gør det?

Så må jeg bare minde om, at da vi sad med ansvaret for økonomien, annoncerede vi alle de her problemstillinger, men det tog man maksimal afstand fra, både hr. John Dyrby Paulsen og rød blok i forening. De anerkendte ikke de problemstillinger, der var, og jeg kan bare sige med hensyn til overophedet økonomi, at havde den nuværende røde regering haft magt som agt, så havde udfordringen været dobbelt så stor, fordi man skældte os jo ud for ikke at bruge penge nok.

Men sagen er, at jeg jo synes, at det er helt fint, at man minimerer fra 1,4 pct. til 0,8 pct. Det er lidt teknisk, men det er et skridt i den rigtige retning. Det er ikke nok. Men det, jeg spørger om, er: Hvad er det for et svar, man giver til de socialdemokratiske, de socialistiske vælgere? Hvorfor er det, at man nu sparer de 20 mia. kr.? Det er et nyt løftebrud. Prøv nu at give en forklaring på det.

Ordføreren.

Må jeg ikke starte med at korrigere en fejl. Vi skældte ikke VK-regeringen ud for ikke at bruge penge nok. Vi skældte VK-regeringen ud specielt for at bruge penge på det forkerte, nemlig ufinansierede skattelettelser. De kunne have været brugt bedre til at skaffe flere job, til at skaffe en mere stabil økonomi. Det er på plads. Der er sådan set ikke forskel på blå bloks 0,85 pct. og den nuværende regerings 0,85 pct. Men jeg vil opfordre Venstre og Konservative til at læse lidt videre.

Altså, vores 2020-plan er jo andet end vækst i den offentlige sektor på 0,8 pct. Det er en fornyet indsats på uddannelsesområdet. Det tror jeg i øvrigt at Venstre og Konservative er enige i. Det er fornyede initiativer på områder som vækst, beskæftigelse, grøn omstilling, servicetiltag på 6 mia. kr., og så er det omprioritering på 5 mia. kr. Der er rigeligt at tage fat på, men det er jo et spørgsmål om at sige, at det er det her, der er udfordringen. Det er den ene side af sagen. Den anden side af sagen er, at vi jo også skal finde pengene til at løse den her udfordring, og det er derfor, at vi nu har sat gang i det meget store reformarbejde.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Hr. Kristian Thulesen Dahl som Dansk Folkepartis ordfører.

Der er ikke noget at sige til, at første del af debatten om en budgetlov er kommet til at handle lidt om dagens store udspil fra regeringen, nemlig den her såkaldte 2020-plan, økonomien frem til 2020. Der er mange grunde til det, men en af grundene er jo altså, som jeg også var inde på tidligere over for hr. John Dyrby Paulsen, at vi kunne se et udspil fra Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti fra maj måned sidste år, altså for mindre end et år siden. Her skriver man i »Fair Løsning 2020«, altså i sit udspil:

Det offentlige forbrug skal vokse med 1,4 pct. årligt de næste 4 år. Dette vil vi skrive ind i en budgetlov.

Altså: Dette vil vi skrive ind i en budgetlov.

Så har vi en budgetlov til behandling nu, hvoraf der ikke fremgår en vækst i de offentlige udgifter de næste 4 år på 1,4 procentpoint. Og uanset hvordan man så vælger at forklare det, vil jeg sige til hr. John Dyrby Paulsen og andre, ja, så skriver man altså her noget før sidste valg, man vil have gennemført, hvis man kommer til, og det bliver ikke gennemført med den budgetlov, vi har nu. Så får vi en sludder for en sladder om, at det er, fordi det slet ikke skal stå i en budgetlov, for det er jo bare en ramme, og det kommer senere. Jo, jo. Men indholdsmæssigt har det jo også forandret sig. For hvor man for et år siden og indtil valget i september sagde til vælgerne, at man ville kræve en vækst i de offentlige udgifter på 1,4 pct. som noget, der var helt afgørende nødvendigt for udviklingen af den offentlige sektor, så har man i dag fremlagt et udspil i den her såkaldte 2020-plan, hvor man altså skriver, at det offentlige forbrug skal stige med godt 0,8 pct. og ikke 1,4 pct. Det er jo sådan set et ret stort beløb både først og sidst på måneden, tror jeg økonomi- og indenrigsministeren vil betegne det som, der her er tale om i forskel. Derfor er det jo ikke mærkeligt, at der er ganske mange, der interesserer sig for, hvad der i alverden er sket, siden man kan ændre så afgørende på sine forudsætninger med hensyn til den økonomiske politik. Man gør det jo næsten uden blusel. Jeg kan godt se på det pressemøde, der har været holdt, at der alligevel er nogle, der er lidt beklemt ved det, men alligevel næsten uden at rødme, næsten uden blusel. Og når vi så borer i det, er det jo svært. Det var noget med et underskud på statens finanser i år, kunne jeg forstå, som i valgkampen var 85-86 mia. kr. – det var det vurderet til – og nu er det vurderet til 75 mia. kr. Så det er jo altså faldet. Men alligevel, så fordi det i mellemtiden har været vurderet til at blive et større beløb, er det bl.a. årsagen til, at man åbenbart har flyttet sig så markant fra det, man gik til valg på for mindre end et år siden. Det er dog mageløst.

Må jeg ikke bare lige minde om, at en vækstprocent på 0,8 pct. jo i tidligere tider, og det er ikke så mange år siden, blev betegnet som en social massakre, blev betegnet som noget, der ville medføre de største sociale nedskæringer, ja, jeg tror, der blev sagt siden 1864. Jeg tror, at SF's formand har rekorden i at have sagt, at den vækst, vi kørte med i den offentlige sektor i de såkaldte 00'er, ville medføre de største sociale nedskæringer siden 1864. At det så betegner en vis historieløshed, tror jeg, er så en anden side af sagen, men det har dog været et klart budskab til befolkningen, nemlig at det har været fuldstændig uholdbart, som den offentlige sektor har udviklet sig gennem de sidste 10 år.

Ved et kig i den publikation, der er fremlagt i dag, kan man så se, at den gennemsnitlige vækst i de offentlige udgifter fra 2000 til 2009 var 1,9 pct. S og SF går til valg på, at det skal være 1,4 pct., og de lander så i udspillet fra i dag på, at det skal være 0,8 pct. Og selv om det måske kan være svært at gennemskue, hvilke milliardbeløb der ligger bag ved de her små procentstørrelser, vi diskuterer her, er det jo altså tocifrede milliardbeløb, vi taler om, og det er noget, der virkelig betyder noget. Men jeg tror, at enhver kan se, at hvis et gennemsnit på 1,9 pct. i stigning i de offentlige udgifter er noget, der kan få en til at betegne situationen som social massegrav og de største sociale nedskæringer siden 1864 og lignende, hvad er 0,8 pct. i stigning så fremadrettet? Altså, jeg spørger bare. Jeg tror, der er rigtig mange ude i fædrelandet, der stiller sig selv det spørgsmål netop nu.

Derfor kunne det jo være rart, at man bare på et eller andet område fandt nogen sammenhæng mellem, hvad nogle partier har sagt før et valg og efter et valg. Men det var måske, som da vi behandlede forslag til finanspagten for nylig i Folketingssalen, hvor den socialdemokratiske ordfører jo meget ærligt svarede på spørgsmål om den franske valgkamp og den franske præsidentvalgkamp, der jo ville betyde, at hvis en ny fransk præsident kom til, som det er sket, så ville man have genforhandlet finanspagten. Og så var svaret fra den socialdemokratiske ordfører et eller andet med: Joh, men nu skal man jo altså tage det med et gran salt, hvad der bliver sagt i en valgkamp. Det kan man jo ikke sådan lige tage for pålydende.

Ud over at Socialdemokrater har erfaring med den slags – det medgiver jeg, for de har god erfaring i, at man skal tage det med et gran salt, hvad der bliver sagt i en valgkamp – så er det alligevel noget i forhold til at karakterisere den franske valgkamp på det tidspunkt, da den var noget nær i sit højeste gear. Nu har vi så fået en ny fransk præsident, der siger, at han vil genforhandle finanspagten, som jo er baggrunden for, at vi i dag behandler forslag til en budgetlov.

Vi kan se på den her budgetlov, og vi har haft en meget stor debat om den almindelige økonomiske situation, hvad jeg synes er enormt interessant og vigtigt. Men når man kigger i budgetloven, skal man jo i virkeligheden om på side 12 i bemærkningerne for for alvor at se baggrunden for den her budgetlov. Det er på side 12 i bemærkningerne, at man beskriver forholdet mellem finanspagten og lovforslaget her. Og her beskriver man, at finanspagten, altså europagten, dikterer, at vi i Danmark nu skal have sådan en budgetlov – og jo også dikterer indholdet af den her budgetlov. Derfor er det jo ikke uinteressant, hvis der kommer en ny fransk præsident, som siger, at man vil genforhandle den her finanspagt, som altså ligger til grund for budgetloven. Og så spørger jeg regeringen og beder om et svar her, når vi senere får ministrene på banen: Hvad vil konsekvensen være af, at der er en fransk præsident, der nu beder om at få finanspagten genforhandlet, i lyset af at vi nu behandler et lovforslag, der udmønter netop den selv samme finanspagt? Det er jo ikke uinteressant, at den akse mellem Tyskland og Frankrig, der har været, og som har givet landene finanspagten, europagten, nu ser ud til at krakelere.

Finanspagten dikterer så en lang række stramninger af, hvordan Danmark kan føre sin økonomiske politik. Jeg har tidligere her i Folketingssalen i alle mulige anledninger stillet et spørgsmål, og jeg anerkender, at jeg nærmede mig noget, der lignede et svar, sidst jeg var i diskussion med økonomi- og indenrigsministeren omkring netop det. Spørgsmålet hedder: Ville den kickstart, som regeringen efter september valgte at gennemføre, kunne lade sig gøre, som den jo lod sig gøre på det tidspunkt, hvis finanspagtens regler havde været gældende på det tidspunkt? Det svar, jeg fik af økonomi- og indenrigsministeren, var jo i virkeligheden et nej, men det var pakket godt ind. For det var, at joh, men hvis der var nogle ekstraordinære omstændigheder, der gjorde, at vi kunne argumentere for, at vi havde behov for at lave en kickstart, så kunne vi nok godt komme igennem med det. Men det ville kræve – det var lysende klart – at vi fik lov til at gennemføre en sådan kickstart.

Der tror jeg egentlig at vi nærmer os noget, hvor befolkningen i hvert fald kan få en idé om, hvad det her vil betyde i form af indskrænkning af det her parlaments, Folketingets, selvbestemmelsesret, nemlig at hvis ikke vi kan gennemføre en valgkamp – og hvis ikke der er nogen partier, der kan gå til valg på at ville gennemføre den kickstart, som regeringen påstår den gennemførte efter valget i september – uden at spørge om lov uden for landet, ja, så har vi indskrænket Danmarks riges suverænitet.

Derfor bør finanspagten, europagten, som budgetloven her hviler på, også være gennemført ud fra, at der er afgivelse af suverænitet. Når man husker grundlovens bestemmelser om det, vil man jo vide, at så var vi i den situation i dag, at vi ville skulle have en folkeafstemning, hvor befolkningen kunne sige ja eller nej til, at Danmarks riges selvbestemmelsesret bliver indsnævret på den måde, som det her er foreslået. Vi ønsker jo selvfølgelig ikke, at Folketingets ret til selv at vurdere sin økonomiske politik skal indsnævres, som det er foreslået i budgetloven med finanspagten som baggrund, og derfor har vi jo også valgt at sige klart nej til budgetloven. Vi mener sagtens, at vi kan føre en ansvarlig økonomisk politik, uden at det er via Europa-Kommissionen. Det gør vi faktisk bedst ved at føre en ansvarlig politik her i Folketingssalen. Derfor siger vi altså nej til budgetloven.

Jeg skal afslutningsvis gøre det klart, at i forhold til det andet forslag, vi også har til behandling her, nemlig omkring Det Økonomiske Råd, har vi klart meddelt, at vi ikke har nogen som helst problemer med, at der er Det Økonomiske Råd, selv om der også er bestemmelser om det i finanspagten. Det virker og kan give sine vurderinger af politikernes gøren og laden. Det, der er helt afgørende for os, er, at Det Økonomiske Råd ikke i sig selv på nogen måde får tillagt kompetence over for Folketinget, og at det er Folketinget, der er suverænt. Det anfægter det lovforslag ikke, og derfor siger vi ja til det lovforslag. Men der er det andet forslag om budgetloven, hvor vi får indskrænket vores handlemuligheder som selvstændig stat, og det ønsker vi ikke at medvirke til. Derfor stemmer vi nej til det lovforslag.

Ønsker fru Marianne Jelved en kort bemærkning?

Ja, tak.

Kunne hr. Kristian Thulesen Dahl forestille sig, at der ikke var vedtaget en finanspagt i EU, men at vi alligevel i Folketinget lavede en budgetlov, der var fuldstændig magen til det her bortset fra de bemærkninger, der her henviser til finanspagten?

Ordføreren.

Ja, det kan man sagtens forestille sig. Altså, man kan sagtens forestille sig, at det kan være en god idé at lave nogle faste rammer. Det illustrerer vi jo også vores støtte til i forhold til de lovforslag, vi har til behandling ved siden af det her med budgetloven, der handler om kommuners og regioners overholdelse af deres budgetter. Det har vi været optaget af i årevis. Det sanktionsregime, der i virkeligheden er gældende i dag, i forhold til at kommuner og regioner skal holde deres budgetter, har vi i en eller anden grad stået fadder til; det har vi i hvert fald været meget optaget af, og det er vi meget optaget af. At føre en ansvarlig økonomisk politik er magtpåliggende for Dansk Folkeparti.

Der, hvor vi siger stop, der, hvor vi siger nej, gør vi det, fordi vi er underlagt et EU-regelsæt, europagten, finanspagten, der påbyder os at gøre det sådan her, altså så vi i virkeligheden er tvunget til at have sådan en budgetlov. Vi vil ikke have, at Folketinget er tvunget til det. Det, vi gør her i Folketinget, skal vi gøre, fordi vi synes, det er fornuftigt at gøre, og ikke, fordi andre har påbudt os at gøre det.

Fru Marianne Jelved.

Vil hr. Thulesen Dahl bekræfte – hvis det er muligt – at Danmark eller rettere Folketinget kan vedtage at være med i det her, uden at det påvirker muligheden for, at vi selv bestemmer, hvordan vi håndterer de her regelsæt? Eller jeg skal sige det på en anden måde, da det var lidt knudret, hvad jeg fik sagt.

Vil hr. Thulesen Dahl bekræfte, at Danmark kunne have ladet være med at tilslutte sig finanspagten, men alligevel have en budgetlov med de regler, der er her, uden at EU kunne komme efter os? For det er en mellemstatslig aftale. Det er jo ikke EU som sådan, der pålægger os at gøre det; det er os selv, der pålægger os at gøre det.

Ordføreren.

Altså, det kan Folketinget jo bare beslutte, hvis man vil. Jeg henviste til side 12 i bemærkningerne. Og hvis fru Marianne Jelved vil gøre sig den ulejlighed – nu har hun selvfølgelig læst det hele, det ved jeg, da hun er et grundigt politisk menneske – at genlæse det, vil hun kunne se alle de steder, hvor ting bliver skrevet ind i budgetloven, fordi vi er tvunget til det af finanspagtens regler.

Justitsministeriet er inde at vurdere i forhold til bl.a. grundloven, altså om det betyder, at vi afgiver suverænitet i grundlovens forstand og skal have en grundlovsfæstet suverænitetsafgivelsesproces. Og det gør man jo ikke, medmindre vi er klemt inde af det her. Så kan man sige, at det selvfølgelig er Folketinget, der med et flertal har besluttet, at Danmark skal være underlagt det her regime. Det er jo Folketinget, der har besluttet, at vi nu skal diskutere med Europa-Kommissionen, hvordan man opgør det strukturelle underskud. Det er Folketingets flertal, der beslutter det, altså, de partier, der i september mente, det var forsvarligt at gå ind for en kickstart under de daværende økonomiske konditioner for landet, påtvinger sig nu selv den spændetrøje, at hvis den tilsvarende situation opstår i fremtiden, vil man ikke være i stand til at gennemføre den selv samme kickstart, medmindre man får lov.

Altså, det er fuldstændig korrekt, at der er et flertal her i Folketinget, der ønsker det, og det er mig uforståeligt, at der er et flertal for det. Det vil jeg tillade mig at bekæmpe, og samtidig vil jeg sige, at vi kan i Folketinget, hvis vi har fastholdt vores suveræne ret, føre den ansvarlige økonomiske kurs for det her land.

Hr. Frank Aaen, en kort bemærkning.

Vi er jo enige i, at det ikke er EU, der skal bestemme den her budgetlov – vi er fuldstændig imod den. Men i virkeligheden er det jo i dag en slags første prøve for, hvad sådan en budgetlov kan komme til at betyde, nemlig at man lægger en ramme frem til 2020 på sølle 0,8 pct. for udviklingen af den offentlige sektor. Det bestemmes suverænt her i Danmark, og sådan skal det også være – vi er imod det, men det skal besluttes i Danmark. Men er det ikke korrekt, at Dansk Folkeparti støtter og har støttet, at rammen for den offentlige velfærd kun skal vokse med 0,8 pct.?

Ordføreren.

Jo, det er fuldstændig korrekt, som hr. Frank Aaen påpeger. Sidste sommer lavede vi med den daværende VK-regering en plan for udviklingen af den offentlige økonomi frem til 2020, og vi vurderede, at det, der holdbart var plads til, var en vækst i de offentlige udgifter på 0,8 pct.

Det var dengang, vi fik at vide af den regering, hr. Frank Aaen støtter – eller i hvert fald de to af partierne – at det var fuldstændig uholdbart, det var alt for lidt. En vækst skulle være minimum 1,4 pct., for at det ikke var rigtig skidt. Og det er derfor, vores forundring er så meget større, når vi nu i dag kan opleve, at den regering, som i hvert fald de to partier, som ønskede 1,4 pct., er med i, nu uden blusel, næsten uden at rødme, på pressemødet siger, at de 0,8 pct., som vi opererede med sidste sommer, nok er det rigtige tal i forhold til en holdbar udvikling af den offentlige økonomi fremover.

Hr. Frank Aaen.

Tak for svaret. Jeg skulle bare have bekræftet, at selv om vi kan være uenige om, hvorfor det kommer, hvem der bestemmer det, og hvordan de bestemmer det, så er Dansk Folkeparti enige i, at mens den generelle økonomi vokser med 2 pct. eller mere, og det vil sige, at der er mere til privat forbrug, så mener Dansk Folkeparti, at man i forhold til de sidste 30 års gennemsnit skal skrue væksten i velfærden ned til 0,8 pct., hvilket betyder en meget stram økonomi ude i kommunerne. Det er vi enige om.

Ordføreren.

Jamen der er ingen tvivl om, at en vækst på 0,8 pct. i de offentlige udgifter er meget stramt. Det vil være meget vanskeligt at holde sig inden for det. Når vi sidste sommer gik med til det, var det jo på den ene side en afvejning af, at det var det, der var det rigtige i forhold til at sikre en sund dansk økonomisk udvikling, og på den anden side også, fordi vi fik indflydelse på, hvordan man så skulle prioritere de midler. Noget af det, der var afgørende for Dansk Folkeparti i forhold til den aftale, vi lavede sidste sommer med den daværende regering, var, at man prioriterede sundhedsområdet meget højt, altså at sygehusene, behandlingen af syge mennesker, fik høj prioritet. Og vi ved, at der kommer flere ældre i det danske samfund, og det synes vi sådan set er en god ting, alternativet taget i betragtning, men vi ved også godt, at der så selvfølgelig også kommer nogle flere offentlige udgifter til f.eks. medicinområdet, og dem skal vi også kunne afholde.

Det var selvfølgelig kun, fordi vi som en del af det flertal dengang havde en sikkerhed for, at de ting blev prioriteret, at vi turde binde an med det, vi dengang gjorde. Og der kan vi selvfølgelig se nogle forskelle i forhold til den nye regerings prioriteringer, hvor man allerede i går var ude at sælge historien, at man nu vil lave en større indsats i forhold til unge og uddannelse og sådan noget. Der er altså en anden prioritering i forhold til de sparsomme midler, der er til rådighed, og derfor er vi selvfølgelig meget bekymrede over den måde, regeringen vil lægge det her an på. Men den diskussion kommer vi jo til at tage – håber jeg – i den kommende tid.

Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Jeg vil bare høre, om hr. Kristian Thulesen Dahl – nu lader det til, at han har læst 2020-planen ganske godt og grundigt, også den tidligere regerings – kan fortælle, hvornår der var holdbarhed i VK-regeringens plan, den tidligere 2020-plan, og hvordan det så ser ud i den nuværende 2020-plan, altså den, den nye regering har lagt frem.

Ordføreren.

Jamen jeg vil overhovedet ikke høres i den samlede plan, altså hallo! Regeringen har fremlagt en plan, og hvad er klokken nu? Den er snart halv tre, og de fremlagde den klokken halv elleve, mens vi havde gruppemøde. Jeg vil gerne påtage mig at læse planen igennem i detaljen, og så vil jeg meget gerne tage en grundlæggende debat om det. Det har jeg selvfølgelig ikke nået til dagens debat om budgetloven.

Det, jeg har hæftet mig ved, er der, hvor der er nogle åbenlyse ændringer fra den politik, S og SF stod for i valgkampen og altså så sent som for et år siden, da man fremlagde sin store økonomiske plan »Fair Løsning 2020«, og så til det, man lægger frem i dag. Man har i angrebene på den daværende regering med Dansk Folkeparti som støtteparti koncentreret sig om, at væksten i de offentlige udgifter simpelt hen ville blive for lav, at det ville blive for småt. Vi ville ikke kunne gøre det, vi skulle i forhold til den offentlige velfærd, og nu opererer man så med en vækstprocent for den offentlige sektor på det samme som det, der blev opereret med sidste sommer. Det synes jeg ikke er uinteressant.

Jeg kan godt forstå, man gerne vil have diskussionen til at handle om noget andet, men det er da ikke et uinteressant synspunkt, den nye regering har lagt for dagen, og det er meget til forskel fra det, man kæmpede for før valget i september måned.

Hr. Jonas Dahl.

Jeg synes egentlig, det var et meget dobbeltmoralsk svar, for nu har hr. Kristian Thulesen Dahl først angrebet hr. John Dyrby Paulsen for at gå i clinch i forhold til 2020-planen, og når ordføreren selv skal svare på det, vil man ikke gå ind i det. Det synes jeg klinger en kende hult.

Men jeg kan da oplyse, at det, der lå i VK-regeringens plan, var, at der var en holdbarhed i 2015, og den udfordring, vi står med i dansk økonomi, er, at det først sker i 2018. Det er en del af forklaringen på, hvorfor der nu bliver lagt op til en vækst på 0,8 pct. Men jeg synes, at hvis vi skal tage en diskussion om 2020, så lad os tage en diskussion om det, men det var hr. Kristian Thulesen Dahl, der selv startede den debat. Så derfor synes jeg også, at man lidt ligger, som man har redt.

Dansk Folkepartis partileder var ude at sige på et tidspunkt, at man ikke accepterede den nulvækst og hele den tilgang, der var til det. Det var fru Pia Kjærsgaard ude at sige tidligere, og jeg synes, det kunne være interessant også at høre, om det stadig væk er Dansk Folkepartis politik, eller hvordan stiller Dansk Folkeparti sig til det?

Ordføreren.

Altså, jeg kan godt forstå, at hr. Jonas Dahl har det svært med den her debat. Det synes jeg ikke er mærkeligt. Når jeg efter hukommelsen citerede SF's formand for virkelig at være gået til kødet her i Folketingssalen og andre steder igennem de seneste år, altså i 00'erne, med at sige, at den vækst, der var i de offentlige udgifter, var udtryk for noget, der nærmede sig en social massakre, noget, der nærmede sig nogle af de største nedskæringer vel siden 1864, og hvad man brugte af betegnelser, i en situation, hvor vi havde en gennemsnitlig vækst i de offentlige udgifter på 1,9 pct., som der står i regeringens egen publikation fra i dag; og når man så i dag som parti i en regering for første gang præsenterer et stort udspil, hvor man har en vækst i de offentlige udgifter på 0,8 pct., så forstår jeg da godt, man har det svært med den her debat.

Men det skulle sådan set ikke komme os andre til last, det er jo SF's problem, at man har valgt at gå ind i det på de her præmisser. Og så har man selvfølgelig noget at skulle forklare, det forstår jeg godt, og det tror jeg vi vil se rigtig, rigtig meget til i den kommende tid.

Hr. John Dyrby Paulsen for en kort bemærkning.

Tak. Nu kan jeg jo forstå, at vi så får en debat om regeringens 2020-plan, og at hr. Kristian Thulesen Dahl rent faktisk har læst den. Derfor er det jo lidt interessant, at hr. Kristian Thulesen Dahl så alligevel drager nogle konklusioner i forhold til det, som hr. Kristian Thulesen Dahl åbenbart har hørt via journalister eller andre, men lad os gemme debatten om regeringens 2020-plan.

Men jeg sidder sådan lidt og undrer mig, for det lyder, som om hr. Kristian Thulesen Dahl ikke erkender, at der er en betydelig udfordring for dansk økonomi over de næste år. Så jeg skal bare spørge, punkt 1: Er hr. Kristian Thulesen Dahl ikke enig i, at når vi har mistet næsten 200.000 arbejdspladser i løbet af de sidste 4 år, skal vi gøre noget for at rette op på det faktum?

Punkt 2: Er hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti ikke enig i, at de betydelige underskud, vi har set på de offentlige finanser i de sidste 4 år, skal vi rette op på, at vi skal have styr på økonomien? Så kan vi ikke bare få det svar fra hr. Kristian Thulesen Dahl, at vi skal skabe vækst, at vi skal skabe job i Danmark, og at vi skal have styr på økonomien? Og det er en udfordring, også over de næste 5, 6, 7 eller 8 år.

Ordføreren.

Altså undskyld, vil jeg sige til hr. John Dyrby Paulsen, det er jo en fuldstændig absurd påstand. I hele valgkampen tilbage i september og i tiden op til det handlede det om, at der var økonomisk krise, handlede det om, at der var økonomisk smalhals, handlede det om, at vi i 2009 havde set et fald i det danske bruttonationalprodukt på noget nær 6 pct., og at det selvfølgelig havde en masse afledte konsekvenser, der gjorde, at vi lavede genopretningspakke, der gjorde, at vi lavede tilbagetrækningsreform, altså gjorde, at vi lavede en stribe af ting, som jo kun havde sin begrundelse i, at der havde været økonomisk krise, og at der var nye konditioner for dansk økonomi.

Det, der var det påfaldende dengang, var, at det var, som om det var gået fuldstændig hen over hovedet på S og SF, som jo fremlagde udspil, som i virkeligheden var mere eller mindre renset for den erkendelse, bl.a. med det her med, at væksten i de offentlige udgifter skulle være markant højere end det, vi turde operere med inden for det, vi syntes var en ansvarlig offentlig økonomi. Og nu siger hr. John Dyrby Paulsen så det, vi sagde før valget, til mig. Altså, det er dog at vende tingene på hovedet.

Hr. John Dyrby Paulsen.

Med al respekt: Der var ikke nogen påstand, og jeg insinuerede heller ikke noget. Jeg stillede to enkle spørgsmål, og dem vælger hr. Kristian Thulesen Dahl så ikke at svare på. Det kan man tolke derhen, at enten er hr. Kristian Thulesen Dahl ikke helt sikker på, hvad Dansk Folkeparti mener – og det er jo fair nok, men så kan man vel sige det – eller også anerkender hr. Kristian Thulesen Dahl ikke præmissen, fordi hr. Kristian Thulesen Dahl måske synes, at med det, Dansk Folkeparti lavede sammen med VK, var der to streger under facit, og så var alle problemer løst.

Det, jeg spurgte om, for nu at være præcis igen, var: Mener hr. Kristian Thulesen Dahl i dag set fremadrettet, at vi har nogle udfordringer, der skal løses i det her land med hensyn til at skabe job og beskæftigelse i stedet for de næsten 200.000 job, som vi har mistet over de sidste 4 år? Mener hr. Kristian Thulesen Dahl, at der er to streger under facit, at facit er rigtigt, og at de ting, man lavede sammen med VK, har løst den økonomiske udfordring? Og hvis hr. Kristian Thulesen Dahl mener det, kunne vi så ikke få et klart svar, nemlig det svar, at så mener Dansk Folkeparti ikke, det er nødvendigt at gøre noget som helst ved den økonomiske situation, vi er i? Når jeg siger det på den måde, er det, fordi jeg da har en begrundet formodning og også et håb om, at hr. Kristian Thulesen Dahl ligesom os vil erkende, at der er betydelige økonomiske udfordringer, også fremover.

Ordføreren.

Svaret på det første er fuldstændig entydigt: Ja. Og det var faktisk også min hensigt med det, jeg svarede i første runde til hr. John Dyrby Paulsen. I forhold til det andet er det åbenbart, at tingene ændrer sig hele tiden. Selvfølgelig ændrer verden sig, de økonomiske forudsætninger ændrer sig, og det skal man tage bestik af. Det gjorde vi faktisk i de år, der gik fra 2008-09, da finanskrisen skyllede ind over os, og hvor vi åbent erkendte, at det gjorde, at vi måtte gøre noget andet end det, der var tænkt tidligere, fordi det var en nødvendighed. Vi gjorde det så på den måde, at vi gik til valg på det. Vi gik til valg på det tilbage i september, og det er jo det, der er så forunderligt, nemlig at vi reagerede på den økonomiske krise, der var. Vi lagde frem: Det betyder sådan og sådan. Og så gik vi til valg på det.

Men jeg må erkende, at Socialdemokraterne vandt, at man vandt på en anden dagsorden. Man vandt på, at der var for meget økonomisk smalhals over sådan nogle som os. Man kunne gøre det bedre, man kunne give danskerne en større offentlig sektor, større vækst i de offentlige budgetter, og det var der muligvis nogle der lyttede til, og de tænkte: Det var da egentlig meget smart, så stemmer vi på dem. Så man vandt, man har regeringsmagten. Det, jeg klandrer nogle partier herinde for nu, er, at efter man så vandt, vælger man sammenhængende den økonomiske politik fra i sommer, som man var utilfreds med.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det fru Marianne Jelved som radikal ordfører.

Tak. Faktisk synes jeg, det er en historisk begivenhed, at vi samtidig behandler budgetloven og loven om Det Økonomiske Råd samt de to andre love, som vedrører kommunerne og regionerne. Det er jo en lovpakke, som der er lavet en politisk aftale om mellem Venstre og Konservative og de tre regeringspartier, og desværre synes jeg at det for det gode samarbejdes skyld er ærgerligt, at der ikke er flere partier, der er med i den aftale. Det kunne der godt have været.

Jeg vil godt fremhæve det med et billede. Danmark jo har tilsluttet sig det her regime. Det er ikke noget, vi er pålagt, fordi vi er medlem af EU; vi har valgt at gøre det. Og jeg vil bruge billedet med Odysseus, som binder sig til masten for at undgå at blive fristet af sirenernes sang. På samme måde har et stort flertal i Folketinget besluttet sig for at disciplinere vores måde at styre økonomien på helt frivilligt ved at tilslutte os et regime, vi kan kalde det et system, som er udfundet i EU-sammenhæng. Men vi kunne udmærket have fundet på det af os selv, eftersom det her har været et tema, der har været velforberedt, inden finanspagten blev vedtaget i EU. Og det har det, fordi vi igennem årtier har måttet erkende, hvor svært det er at styre de offentlige udgifter på en måde, som er hensigtsmæssig og fornuftig.

Nu prøver vi at give os selv nogle redskaber, som skal gøre det muligt, og i den sammenhæng opfinder vi, kan vi sige, to nye begreber – eller i hvert fald nye i den her sammenhæng – nemlig at vi laver målsætninger for det strukturelle underskud, og at vi har en målsætning, som hedder, at der skal være balance mellem udgifter og indtægter. Ikke nok med at vi har det som målsætning, vi laver også et system, hvor vi kontrollerer det, og hvor vi beslutter os for at leve op til de målsætninger, som vi har lavet. Og derfor kommer vores folketingsår fra nu af til at blive anderledes, end det har været, siden vi fik grundloven og Rigsdagen i meget gamle dage.

Vi har stadig væk en finansminister, men finansministeren er også blevet en slags korrektionsmekanisme, fordi finansministeren hvert år i august måned skal vurdere, hvordan det strukturelle underskud kommer til at se ud i det følgende finansår. Og så skal finansministeren træffe foranstaltninger, hvis ikke vi overholder den målsætning, som hedder, at det maksimalt må være ½ pct. af bruttonationalproduktet. Det vil sige, at den mekanisme, som bliver indarbejdet i lovgivningen, der gør, at vi kan agere på det, er finansministerens ansvar. Finansministeren kan få god hjælp fra Finansudvalget, skulle jeg hilse at sige, som vil følge arbejdet meget nøje, fordi vi trods alt i Finansudvalget får nogle opgaver, som har at gøre med budgetlovens overholdelse og implementering og måden at agere på.

Så laver vi udgiftslofter, og vi laver dem både for staten og for kommunerne og for regionerne. For staten har vi lavet et udgiftsloft i lovforslaget, som drejer sig om indkomstoverførsler, og et, som drejer sig om driftsudgifter. Men anlæg er holdt udenfor, og der er et andet tema, der er holdt udenfor, som jeg synes er interessant, nemlig de udgifter, som er forbundet med det, vi kalder de automatiske stabilisatorer, som jo virker, når vi har udsving i konjunkturerne, ved at afdæmpe belastningen fra lavkonjunkturen på beskæftigelsen og ledigheden. Derfor er det et godt eksempel på, at der er mange nuancer i dansk økonomisk politik, for de automatiske stabilisatorer er en form for Keynes' økonomiske politik, som vi fastholder med stor interesse, ikke kun i Danmark, men også i resten af Europa.

Det er jo den psykologi og den mekanisme, der ligger i, at vi kan lade udgifterne stige, når ledigheden stiger og indtægterne falder, og at det helt automatisk bliver trukket ind igen, når konjunkturerne vender, altså når beskæftigelsen og indtægterne stiger igen og udgifterne til dagpenge og kontanthjælp falder. Det er jo i virkeligheden en ligevægtsmodel, som er rigtig fornuftig og rigtig god, og som er brugt af alle. Og den ville virke, hvis alle i øvrigt havde en rimelig sund økonomi – og dermed mener jeg i de andre medlemslande rundtomkring i Europa.

Udgiftslofterne spiller jo en rolle i forbindelse med finansloven, så finansministeren skal også gøre sig klart, hvilke udgiftslofter der skal være. De danner rammen om de forhandlinger, som regeringen foretager med kommunerne og regionerne hvert år i forårsmånederne og hen på sommeren. De udmøntes i et aktstykke, som passerer igennem Finansudvalget, og der kan der laves om på udgiftslofterne imellem dem, hvis Finansudvalget i øvrigt godkender det.

Så hele vores økonomiske årsarbejde præges af denne lovgivning; det er selvfølgelig også det, der er meningen. Den præger også den måde, finansloven bliver til på.

Så har vi Det Økonomiske Råd, som er en uafhængig institution, som vi har haft siden 1962, og som har beriget os med rapporter to gange om året, hvor der har været analyser, bl.a. af den økonomiske udvikling i Danmark og af den internationale udvikling. Det Økonomiske Råd får nu en ny opgave at varetage, nemlig at være den uafhængige instans, som kontrollerer og vurderer, om den økonomiske politik er holdbar i Danmark, om udgiftslofterne, som er vedtaget af Folketinget, stemmer med de finanspolitiske målsætninger, og om lofterne bliver overholdt. De kan også give inspiration til, hvordan vi i øvrigt får tingene til at hænge bedre sammen, hvis vi har problemer med det, for at holde disse regelsæt. Det er jo regelsæt, vi pålægger os selv for at give os det bedste værktøj til at føre en forsvarlig og holdbar økonomisk politik i Danmark.

Så er der selvfølgelig et specielt arbejde, som nok også bliver interessant at udvikle, for et er at lave lovgivning, noget andet er at udvikle, hvordan vi så kommer til at arbejde med det i hverdagen, og det er, at alle ministerierne, som jo er underlagt udgiftslofterne for staten, og som har hver sin del af udgiftsloftet, tror jeg man kan kalde det, skal kontrollere, at de holder udgiftslofterne. Hvis de ser anledning til ikke at gøre det, skal der handles, og der skal handles relativt hurtigt. Finansministeren bliver også her omdrejningspunktet i den kontrolforanstaltning. Det vil sige, at finansministeren også gennem loven bemyndiges til at kunne agere i forhold til ministerierne og deres udgiftslofter. Det er også et arbejdsområde, som Finansudvalget vil være involveret i og deltage i.

Det sidste, jeg vil sige omkring det her, som jeg synes er rigtig spændende og et nybrud, er, at udgiftslofterne er 4-årige. Det vil sige, at vi hvert år skal vedtage det sidste år som et nyt år, altså år nr. 4 bliver det kommende 4. år. Det er det, vi kalder rullende udgiftslofter, og de er 4-årige. Det giver jo en bedre mulighed for – det er i hvert fald det, der er intentionerne – for at planlægge og føre en økonomisk politik, som ikke kun handler om, at balancen fra det ene år til det andet år går op, men at vi faktisk kan agere igennem en længere periode. Det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig, og hvordan det kan give en større frihed også til kommunerne og regionerne for at handle målrettet og planlægge, hvordan deres udvikling kan foregå mest hensigtsmæssigt.

Det allersidste, jeg skal sige, er, at økonomi- og indenrigsministeren jo har kompetence også via budgetloven til at fastlægge balancen mellem indtægter og udgifter både for regionerne og for kommunerne, og det er jo en anden måde at tale om udgiftslofter på, kan man sige, ved at det fastsættes herindefra.

Så alt i alt bliver det en spændende måde at udvikle en ny måde at arbejde sammen på mellem kommuner, regioner og Folketing og mellem partierne, både regeringspartierne og oppositionen. Det er en helt ny måde at styre vores økonomi på. Det er historie, vi skriver.

Tak. Der er et par spørgsmål. Det første er fra hr. Peter Christensen.

Tak for det. Først og fremmest glæder jeg mig over, at vi har kunnet finde sammen om at lave den her budgetlov, som netop lægger nogle stramme rammer for, hvilken økonomisk politik man kan føre. Det, jeg kan lytte mig til, er, at især i Socialdemokratiet har man en klar forventning om, at det er sammen med Enhedslisten, man skal lave finanslov. Der hører jeg så også kommentarer fra Enhedslisten gående på, at det eneste, de ikke vil respektere, er bl.a. den her budgetlov. Hvad tænker Det Radikale Venstre i den sammenhæng? Ser man nogen forhindringer for Enhedslisten i forhold til budgetloven?

Ordføreren.

Det er egentlig lidt svært at forstå, at Enhedslisten udtrykker sig på den måde, fordi lov er lov, og lov skal holdes, og Enhedslisten er også underlagt den lovgivning, som er vedtaget i Folketinget.

Hr. Peter Christensen.

Jamen nogle gange er et svar jo så klart, at man også må takke for det. Det giver mig tryghed især på danskernes vegne, at Enhedslisten fik en kurv. Tak for det.

Ordføreren.

Jeg har sådan set ikke flere kommentarer til det, for det er fuldstændig klart, at når det lovforslag, som vi behandler her, går igennem ved tredje behandling, er det gældende lov. Så skal den til enhver tid siddende regering følge den lov, der er her – alt andet er jo fuldstændig usandsynligt – og det skal et flertal i Folketinget også.

Hr. Frank Aaen.

Jeg har to ting: Lov skal følges, o.k. Lov kan også laves om, det er vi enige om, hvis der skulle være et flertal i Folketinget for det. Det håber vi på at få på et tidspunkt.

Mit egentlige spørgsmål er så noget andet. Nu tales der hele tiden om udgiftslofter. Er fru Marianne Jelved ikke enig i, at det mål om balance, som vi sådan set også støtter – også som svar på det spørgsmål, der var før, at der skal være balance i den offentlige økonomi – kan opnås, ved at man sørger for, at der er indtægter nok? Det behøver ikke ske, ved at man skærer i udgifterne, det kan også ske, ved at man sørger for nogle flere indtægter.

Ordføreren.

Jeg er helt tryg ved, at hr. Frank Aaen indleder sit spørgsmål med at konstatere, at et flertal kan ændre loven. Det er jeg enig i, og så må hr. Frank Aaen jo kæmpe for det flertal, hvis man vil ændre budgetloven. Jeg hørte også, at hr. Frank Aaen sagde, at selvfølgelig skal lov holdes. Jeg er enig med hr. Frank Aaen i, at balancen handler om balance mellem udgifter og indtægter, og det er ikke tilsigtet, at jeg har nævnt indtægterne så lidt, som jeg har. Det er vilkårene: Udgifter og indtægter skal være i balance.

Hr. Frank Aaen.

Dermed når vi jo frem til det lykkelige synspunkt, at hvis der er et flertal for det i Folketinget, er der også mulighed for at føre en ganske udmærket ekspansiv velfærdspolitik. Det kræver selvfølgelig, at der er et flertal for det. Jeg er ikke helt sikker på, at Radikale Venstre vil være med på det, men det er da også en god ting at kunne slås for.

Ordføreren.

Vi vil gerne føre en ordentlig velfærdspolitik, men det er ikke sikkert, at vi er helt enige med Enhedslisten i, hvad en ordentlig velfærdspolitik er for noget. Bl.a. vil jeg godt bruge lejligheden til at sige, at det jo ikke er den til enhver tid gældende førtidspension – nu bruger jeg den som eksempel – der er den mest fornuftige måde at have en førtidspension på. Men nogle gange hører jeg Enhedslisten som værende af den opfattelse, at den lovgivning, som eksisterer i dag på eksempelvis førtidspensionsområdet, er den bedst tænkelige og derfor ikke kan laves om.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg tror, at det var, da man havde en debat om de her ting i Europa-Parlamentet, at der var, jeg tror, det var en britisk politiker, som sagde, at nu forbød man socialisme. Det havde han lidt svært ved at være imod, fordi han ikke var socialist. Der er nogle franskmænd i de her uger, der mener, at finanspagten lidt er udtryk for, at man gør det sværere at være socialist i et omfang, så de har valgt en ny præsident. Når man hører de kommentatorer, som de danske tv-stationer og andre har sendt til Frankrig, synes jeg, de samstemmende giver indtryk af, at en af de ting, der har givet den nye franske præsident valgsejren, er modstand mod finanspagten, og at han har lovet franskmændene, at han vil kræve finanspagten genforhandlet.

Mit spørgsmål til fru Marianne Jelved som ordfører for Det Radikale Venstre er: Hvordan mener fru Marianne Jelved Danmark skal stille sig i forhold til et fransk ønske om at genforhandle finanspagten?

Ordføreren.

Det er altid et medlemslands ret at forsøge at få genforhandlet en hvilken som helst aftale. Det samme gælder også i Folketinget: Ethvert parti kan prøve at få genforhandlet en aftale.

Jeg vil så sige til den nye franske præsident, som jeg også gerne vil ønske tillykke med valget, at det ikke er sandsynligt, at man vil lukke den finanspagt op til en ny forhandling. Den er lige vedtaget af 25 lande, og derfor er det usandsynligt, at de vil lukke den op. Men det er heller ikke det, der bliver talt om fra den nye franske præsidents side. Det er jo en vækstpakke, altså et initiativ, der ligger uden for eller ved siden af finanspagten, for at få gang i væksten. Det synes jeg da på mange måder kan være interessant, og det vil jeg da gerne kigge på.

Men jeg vil sige, at vi jo allerede har mange erfaringer med at lempe finanspolitikken fra en række EU-lande , hvor man har gjort det og levet over evne, fordi man ikke samtidig har ændret den måde, som samfundet fungerede på, således at det, man foretog sig, var holdbart. Så det er jo ikke i sig selv interessant at lempe en finanspolitik i håb om, at det giver flere job, hvis man ikke samtidig tager nogle initiativer, der gør, at skattesystem, arbejdsmarkedspolitik, og hvad det nu kan være afhængigt af reglerne i det pågældende land, bliver ændret.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nu lyder det lidt som et definitionsspørgsmål: Genåbner man noget til forhandling, eller laver man noget i tilknytning til det? Det kan jo godt være, at franskmændene har forstået det sådan, at for at kunne lave en vækstorienteret politik kræver det en genforhandling af finanspagten. I det omfang det måtte være sådan, det kommer til udtryk, er det jo interessant at vide, om Danmark vil sige til franskmændene, at det er helt i orden, og at man vil kigge på det, eller om Danmark som formandsland for EU vil sige til franskmændene: Det kan I godt glemme alt om. Den har I engang skrevet under på. Det var godt nok en anden præsident, og nu har I valgt en ny, men demokratiet fungerer på den måde, at det kan vi godt sige nej til, og så må I bare acceptere det.

Det er jo ikke uinteressant, hvordan man behandler hinanden i EU. Vi er nogle, der synes, at demokratiet har lidt en krank skæbne, at grækerne går til ekstremer for at udtrykke deres foragt mod et EU, der kommer buldrende. Det er jo ulykkeligt, når det ender der, hvor vælgerne, fuldstændig i forarmelse, over det system, de er oppe imod, vælger så ekstreme synspunkter, som de bl.a. har gjort i Grækenland. Vi skulle jo gerne undgå, at det kommer dertil, ved at politikere faktisk lytter til befolkningerne i Europa. Hvis nu den franske befolkning rent faktisk synes, at de har udtrykt noget, da de valgte en ny præsident, mener fru Marianne Jelved virkelig, at man bare skal sige: Jer om det – hvis I formulerer det som en genforhandling af finanspagten, så siger vi bare nej tak; det er ethvert lands ret at bede om det, og det er også andre landes ret at afvise det?

Ordføreren.

Jeg overlader det i de her tilfælde til Frankrigs henholdsvis Grækenlands folkevalgte politikere at tolke deres vælgeres valg og stemmeafgivning. Det er ikke vores opgave i Danmark at tolke det. Vi hører så på deres repræsentanter, når de kommer til EU-møderne og ønsker f.eks. at få en vækstpakke ved siden af finanspagten. Så må vi se på det. Vi vil da ikke på forhånd afvise initiativer, der kommer fra en regering i et medlemsland af EU. Det skal de selvfølgelig have lov til at komme og lægge frem og argumentere for. Så må vi se, om det er noget, vi mener er ansvarligt, og om det fører til noget, der er positivt. Det kan godt være, vi gør det; det vil jeg overhovedet ikke afvise.

Omkring Grækenland vil jeg lige sige, at Grækenland jo selv vælger, om de vil være med i EU. Det er deres egne folkevalgte politikere, der træffer den afgørelse. Eventuelt kan de tage en folkeafstemning i Grækenland om det. Det er jo vilkårene. Der er ikke nogen, der beder dem om at blive. Jo, det kan godt være, at der er nogle, der beder dem om at blive – jeg så også gerne, at de blev – men de er nødt til at indordne sig under de regelsæt, som medlemskabet af EU giver. Ellers kan det jo ikke hjælpe noget at være medlem.

Hr. Jacob Jensen.

Nu lyttede jeg med interesse til det svar, som fru Marianne Jelved gav til hr. Frank Aaen for et øjeblik siden i diskussionen om, hvad budgetloven så kunne medføre. Det var netop det her, som jeg hørte fru Marianne Jelved svare, nemlig at budgetlovens formål var at skabe balance mellem indtægter og udgifter. Det lød jo plausibelt nok.

Men lå der så også i det svar, som fru Marianne Jelved gav til hr. Frank Aaen, at De Radikale så godt vil være med til at øge indtægterne, eksempelvis gennem øgede skatter og afgifter, altså ud over det, man allerede har gennemført med finansloven? Det er jo også en mulighed, men er det en mulighed, som De Radikale er klar til at bruge?

Ordføreren.

Det Radikale Venstre har ingen planer om at øge skatterne. Hvis det var det, spørgsmålet gik på, så er der svaret klart nu. Men vi har ikke noget imod, at skatteindtægterne stiger, fordi der kommer vækst i samfundet, der kommer flere i beskæftigelse osv. Det er faktisk målsætningen.

Hr. Jacob Jensen.

Tak for et klart svar.

Der er ikke flere, der har korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Jonas Dahl, Socialistisk Folkeparti.

Dansk økonomi står over for store udfordringer, og SF og dermed også regeringen vil føre en ansvarlig økonomisk politik, der kan forbedre dansk økonomi ikke bare nu, men også i de kommende år. Det er også baggrunden for, at regeringen i dag har fremlagt sin 2020-plan. Men der er også behov for god styring af de offentlige finanser, og det er der, vi kommer ind på budgetloven. Det er for mig at se ikke en dyd at lade de økonomiske rammer skride, tværtimod. Derfor er det også tid til at sige, at de mange år med skred i udgiftsvæksten nu er et afsluttet kapitel. Vi har behov for at sikre, at vi sætter tæring efter næring. Vi vil have styr på økonomien.

Budgetoverskridelserne udfordrer os på mange måder. De svækker økonomien samlet set, men de svækker også udlandets tillid til dansk økonomi, og det udgør dermed også en demokratisk udfordring, hvis de folkevalgtes beslutninger om offentlige budgetter reelt undergraves år efter år. De økonomiske aftaler, der blev indgået, blev altså ikke overholdt. Sådanne overskridelser fører jo i sidste ende til, at der sker tilfældige og ikke særlig kloge besparelser, når skuden i givet fald skal rettes op. Hvis der ikke er styr på økonomien, bliver vi alle ramt i en eller anden form. Vi bliver måske ikke ramt i morgen, men vi bliver det, efterhånden som økonomien bliver sværere og sværere at få ind på rette spor, og derfor er det også det rette tidspunkt at sætte ind nu. En god, troværdig økonomisk sikring er afgørende for, at vi kan have en offentlig velfærdsstruktur også i fremtiden, og hvis det ikke lykkes, rammer det dem, der i sidste ende har allermest brug for velfærden.

Derfor er det også både kommuner og regioner, som allerede i dag udviser et ansvar, men der er også behov for, at vi i fællesskab fremadrettet tager endnu mere ansvar. Den uheldige tendens med at overskride budgetterne op igennem 00'erne ser ud til at være ovre nu. Sidste år viste det sig rent faktisk, at man fik et mindre forbrug i forhold til det budgetterede. Der synes jeg egentlig også der er grund til at give ros, for det, vi har behov for på lang sigt, er også, at vi får en stabil og sikker økonomi.

Med budgetloven understreger vi, at det er den rigtige vej at gå, det betyder også, at der nu bliver sat lovgivningsmæssige rammer for det. Som det fremgår af regeringsgrundlaget, vil regeringen gennem en budgetlov sikre, at der kommer fuldstændig styr på de offentlige udgifter. Det er derfor, vi behandler budgetloven i dag. Det er det, der er baggrunden for det. Der er mere end nogen sinde behov for, at vi alle sammen tager del i det, og at vi alle sammen sikrer, at vi i kommuner og regioner og staten har et ansvar. Vi har også et ansvar over for at overholde de aftaler, vi i givet fald indgår. Det er ligesom i privatøkonomien. Når man på hjemmefronten aftaler, hvor meget man bruger til det ene og det andet, ender det også med, at ægtefællen bliver utilfreds, hvis man gang på gang overskrider de fastlagte rammer.

Budgetloven er altså regeringens projekt og vores ansvar. Den er vores svar på at sikre styr på de offentlige finanser, og samtidig vil budgetloven gøre det muligt at leve op til kravene i den finanspagt, der blev vedtaget i EU for et par måneder siden. Under den tidligere regering var der en uheldig tendens til, at der ikke var sammenhæng mellem de planlagte og de realiserede offentlige udgifter. De økonomiske aftaler, der blev indgået, blev altså ikke overholdt. Sådanne overskridelse fører jo i sidste ende til, at der foretages tilfældige og ikke særlig kloge besparelser. Det er det, vi nu får sat en stopper for. Det er hverken holdbart eller ansvarligt, og det er jo også det, som budgetloven, som et bredt flertal forhåbentlig om nogle uger vedtager, kan sikre, at vi gennemfører.

Så vil jeg sige lidt om den konkrete udformning af det. Det, der jo konkret sker, er, at der med budgetloven indføres udgiftslofter for stat, kommuner og regioner, og lofterne sætter en øvre grænse, der måles i milliarder af kroner, for udgifterne på budgetter og i regnskaber i de tre sektorer. De skal overholdes. Lofterne bliver fastlagt første gang i 2013 med virkning fra 2014, og så bliver det så at sige rullende 4-års-perioder fremadrettet. Det giver både en tryghed og en mulighed for at langtidsplanlægge i økonomien ude i kommunerne og regionerne. Samtidig sikrer det også en balance år efter år, idet der inden for de enkelte sektorer skal være en balance, så bundlinjen hvert år gerne udviser et plus. I sidste ende kan den også ende på et rundt nul, således at man bruger de penge, man har fået tildelt.

Endelig er der det andet forslag, som er en del af den sambehandling, der er nu, i forhold til Det Økonomiske Råd, som nu får mulighed for også at følge med, lige så vel som Finansudvalget nu også bliver pålagt den opgave at følge op på økonomien, såfremt statens finanser i givet fald skulle skride.

Budgetkrav: Kravet kommer til at lyde på, at det maksimale strukturelle underskud bliver på ½ pct. af bruttonationalproduktet og det maksimale underskud på den offentlige saldo bliver på 3 pct. Derfor er det også glædeligt, at regeringen med den 2020-plan, man i dag har fremlagt, netop overholder de to kriterier. Kravene sikrer ikke bare troværdighed i dansk økonomi. De sender også et stærkt signal om, at vi kommer til at holde økonomien på rette spor i mange år fremover.

Med de bemærkninger skal jeg sige, at vi fra SF's side selvfølgelig varmt støtter forslaget, både det ene og det andet, vi behandler her i første runde. Men jeg vil også sige, at jeg sådan set er stolt over, at vi nu langt om længe kan stå over for forhåbentlig at vedtage en budgetlov inden sommerferien.

Tak. Der er en række spørgsmål, og den første korte bemærkning er fra hr. Mike Legarth.

Jeg er helt sikker på, at ordføreren erindrer debatten, der var før valgkampen. Hr. Jonas Dahl og hr. Villy Søvndal deltog i debatten og beskrev den daværende regerings udgiftsniveau som en massakre, et blodbad, besparelser og minimeringer, man aldrig havde set tidligere, så spørgsmålet er: Hvordan kan det være, at hr. Jonas Dahl nu kan bakke op om en 2020-plan, der indeholder en udgiftsvækst på 0,8 pct., når det i den retorik, man selv brugte dengang, var et blodbad, en massakre, på det velfærdssamfund, vi ellers skulle være så stolte af?

Ordføreren.

Jeg tror, at da man brugte ordet massakre, var det, bl.a. i sammenhæng med at den tidligere statsminister foreslog nulvækst. Noget af det, som jeg bed mærke i Venstre her for et par uger siden formastede sig til at være ude med at sige, var også det, som den konservative partiformand her fra morgenstunden holdt fast i, nemlig at man ville fastholde nulvækst. Der lægger man nu fra regeringspartiernes side op til en moderat vækst på 0,85 pct. i de offentlige udgifter, og så er der yderligere en ramme, som der kan disponeres inden for, alt efter hvordan man nu får lavet de økonomiske aftaler med diverse af Folketingets partier i de kommende måneder og år. Men det er klart, at det her er stramme tider, og det tror jeg alle erkender. Derfor må man også undre sig over, at Det Konservative Folkeparti nu mener, at der skal være nulvækst.

Jeg synes sådan set, det er et udtryk for ansvarlighed, at vi nu får bragt dansk økonomi i balance, og at der stadig er et økonomisk råderum på 6 mia. kr. til vækstinitiativer og derudover 5 mia. kr. til reorganisering af den offentlige sektor. Jeg synes, det er udtryk for ansvarlighed, og det troede jeg sådan set De Konservative anerkendte.

Hr. Mike Legarth.

Er sandheden ikke den, at ikke bare ordføreren, men hele SF, er blevet noget stramme i betrækket og ser sure ud? (Jonas Dahl (SF): Nej, jeg synes, jeg står og smiler). Nej, det er ikke det billede, vi ser. Men er årsagen ikke den, at man bare som det første skridt har været nødt til nu at spare 20 mia. kr. på de løfter, man havde givet, inden man gik til valg? Er det ikke det, man egentlig er godt sure over? Og er det ikke et kæmpe problem, at man går til valg og giver folk løfter og forventninger om, hvad man vil gøre, hvis man kommer til, og når man så er kommet til, regulerer man maksimalt ned på forventningerne? Er det ikke det, der gør, at man ser lidt sur ud?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk ikke, vi ser sure ud i SF. Vi havde også en god stemning på vores landsmøde her for nylig, og det havde pressen også meget travlt med at snakke om, det var sådan set en ren fornøjelse at deltage. Der var rigtig god stemning, og i SF er vi sådan set glade for, at vi langt om længe har væltet en højreorienteret regering, for det synes jeg sådan set er noget, vi har ventet på at gøre, og vi er stolte af at være del af en ny rød regering. Men det er klart, at vi har overtaget en dansk økonomi, der er i en vanskelig situation, som bl.a. skyldes den tidligere statsministers og Det Konservative Folkepartis ageren, og det tager vi ansvaret for.

Vi retter skuden op, men vi sørger også for, at der bliver skabt et råderum, således at vi fremadrettet faktisk kan investere i nogle af de ting, vi mener der er behov for, og det er bl.a. uddannelse og fastholdelse af væksten i den offentlige sektor. Det er jo sådan set det, der ligger i regeringens 2020-plan, og det synes jeg sådan set er offensivt. Men det, der er det helt afgørende i det, vi behandler i dag, er jo selvfølgelig, at vi også får sikkerhed for, at kommunerne og regionerne overholder deres budgetter.

Hr. Mike Legarth?

Nej, der var ikke noget. Der er kun to spørgsmål til hver, så vi går til hr. Peter Christensen.

Hr. Jonas Dahl var ude i en forklaring på, hvad forskellen på den tidligere og den nuværende regerings 2020-plan var. Det synes jeg var ret interessant, så kunne hr. Jonas Dahl ikke lige fortælle, hvad det er, der er ny viden for SF, siden de ikke længere vil holde fast ved den store vækst i offentlig velfærd, de lovede danskerne. Altså, hvad er det nye, som man ikke vidste før valget?

Ordføreren.

Det er helt fundamentale ting, og det vil hr. Peter Christensen også se, når han nu læser 2020-planen igennem. Der er nogle fundamentale ændringer. Det er jo bl.a. den holdbarhed, som man i VK kalkulerede der skulle være i 2015, så vidt jeg husker, og som nu er indskrevet til at være der i 2018. Det er et spørgsmål om de udfordringer, vi står over for i dansk økonomi. Der tager vi sådan set et ansvar fra SF's side og fra hele regeringens side. Det synes jeg sådan set er et spørgsmål om, at man også udviser ansvarlighed i en vanskelig situation.

Ja, jeg havde da gerne set, at vi havde en højere vækst også i den offentlige sektor, hvis det også samtidig udmøntede sig i, at vi havde en generelt høj vækst i samfundet. Vi må også bare erkende, at i de senere år har dansk økonomi været i krise, men selv om vi har været i krise, er det offentliges andel af det samlede bruttonationalprodukt steget fra, så vidt jeg husker, små 26 pct. til 30 pct. Det var ikke nødvendigvis en lyksalighed, tror jeg, for Venstre, at det var det, man nåede i sine sidste år af regeringstiden, men det var jo et udtryk for, at der sådan set var et fald i den offentlige sektor. Jeg tror sådan set, at vi har et fælles ansvar for at bringe den private sektor på ret køl igen, og det er jo noget af det, vi lægger op til med 2020-planen, og her med budgetloven sikrer vi nu, at vi også har hånd i hanke med det økonomiske forbrug i årene fremover.

Hr. Peter Christensen.

Det er jo et svar, som på ingen måde forklarer, hvad det var, man ikke vidste, da man lovede danskerne guld og grønne skove. Der blev forudsætningerne lagt frem. Dem kendte SF også, det gjorde hele Folketinget, og alligevel bød SF ind og kiggede danskerne i øjnene og sagde: Vi lover jer for 20 mia. kr. mere velfærd. Det løfte har man ikke kunnet holde, og godt for det, for det ville ikke have været godt for dansk økonomi, men jeg kan bare ikke finde en eneste forklaring på, hvad det er, der har ændret sig – ikke en, andet end at man er løbet fra sine valgløfter. Hvorfor ikke sige det? Hvorfor ikke sige, at De Radikale ikke vil have det, at man ikke kan få lov til det? Eller er det Enhedslisten, der er blevet urimelige, når de siger, at de gerne vil have en større offentlig vækst? Altså, er der kommet det store skel blandt dem, der definerer sig som venstrefløjspartier, så dem, der vil have en vækst, der er højere end 0,8 pct., er hamrende uansvarlige? Hvordan ser man på det i SF?

Ordføreren.

Jeg havde lidt svært ved at høre spørgsmålets relevans for budgetloven, som vi behandler her i dag, men det er måske et udtryk for, at vi spænder relativt vidt. Lad os nu bare dykke ned i det, der blev sagt med »Fair Løsning« i forhold til det. Jeg kan se, at hr. Torsten Schack Pedersen allerede er ved at gnide sig i øjnene, men det, der er det helt afgørende, er jo bl.a., at vi med »Fair Løsning« sagde, at vi ville have en vækst i det offentlige forbrug, tror jeg, fra 2012 til 2015 på 1,4 pct., og så var det fra 2016 til 2020, hvis jeg ikke husker helt galt, en vækst på 0,8 pct. Det, regeringen nu lægger frem, er så et offentligt forbrug på 0,85 pct. Det er bare for at sige, at hvad angår årene fra 2012 til 2015, må vi bare være åbne og erkende, at udfordringen i dansk økonomi er større, end jeg tror selv Venstre troede, da de afleverede regeringsmagten.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er ikke den nemmeste opgave, hr. Jonas Dahl er blevet sat på, og derfor synes jeg også man må være lidt varsom med sine angreb, for det er sådan lidt af en uriaspost, som vi den ene gang efter den anden ser SF'erne blive placeret på her i Folketingssalen, nemlig at skulle forsvare det, som deres partifæller i regeringen gør. For, vil jeg spørge hr. Jonas Dahl, er det ikke korrekt, at det i den der »Fair Løsning«, som blev fremlagt sidste år, altså i maj 2011, fremgår, at man de næste 4 år skal skrive en vækst i de offentlige udgifter på 1,4 pct. ind i en budgetlov, altså en 1,4-procents-vækst i de offentlige udgifter, som skal skrives ind i en budgetlov?

Hr. Jonas Dahl spurgte lidt om relevansen i forhold til den her debat. Vi behandler forslag til budgetlov, L 174. Vi har et udspil fra SF, der er mindre end et år gammelt, hvor man siger, at der i sådan en budgetlov som den her skal indskrives en vækst i de offentlige udgifter på 1,4 pct. Er hr. Jonas Dahl enig i, at det har en vis relevans for debatten i dag, og er han enig i, at det ikke er det, SF foreslår, nu hvor vi behandler den her budgetlov i dag?

Ordføreren.

Jeg er sådan set fuldstændig enig i, at der selvfølgelig er en sammenhæng, men det, der var problemet, da hr. Thulesen Dahl selv stod heroppe på talerstolen, var, at hr. Thulesen Dahl jo selv måtte erkende, at han ikke havde læst 2020-planen endnu og derfor sådan set ikke kunne gå ind i en debat om forudsætningerne for den. Lad os tage en debat om 2020-planen, det vil jeg sådan set gerne være med til, men lad os tage debatterne, så de i det mindste passer sammen.

I forhold til det, vi har sagt, og det, der stod i »Fair Løsning 2020«, var det netop, at vi gerne ville have en vækst i det offentlige forbrug på 1,4 pct. fra 2012 til 2015 og så på 0,8 pct. fra 2016 til 2020. Det er jo klart, at det var noget, som var SF's oplæg til valgkampen. Og der må vi også erkende, at der er ting, vi ikke har fået igennem; der er også ting, vi har fået igennem. Sådan er det jo nu engang i politik.

Men i det fælles regeringsgrundlag fra efteråret 2011 står der også meget tydeligt, at regeringen vil indføre en budgetlov, og det er jo så det, vi behandler her i dag. Jeg fornemmer sådan set også, at Dansk Folkeparti er enig i det. Så kan vi gerne for min skyld tage en diskussion om de her procentsatser, men lad os dog tage den, når vi i det mindste alle sammen har læst 2020-planen igennem.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er fuldstændig rigtigt, at regeringens spidser jo præsenterede den her »Danmark i arbejde« – 2020-planen her – på et pressemøde kl. 11.30, hvor vi havde gruppemøde. Jeg har ikke nået at læse det hele sådan detaljeret, men jeg er dykket ned nogle forskellige steder, og jo i hvert fald der, hvor man på side 57 med en graf opgør, hvad den årlige realvækst er i det offentlige forbrug i forskellige perioder; der skriver man, at fra 2000 til 2009 var den gennemsnitlige stigning på 1,9 pct., altså realvæksten i de offentlige udgifter, og så forlangte man i valgkampen 1,4 pct. og lander nu på 0,8 pct.

Men vil hr. Jonas Dahl ikke bare bekræfte, at SF i de der 00'er, hvor den gennemsnitlige stigning i de offentlige udgifter var på 1,9 pct., mente, at det var for lidt, altså at man i virkeligheden brugte for lidt på den offentlige sektor, at der var smalhals, at der var sociale nedskæringer? Der var noget med 1864, som vist var det største tilbagetog, i forhold til hvordan vi skar ned og sådan noget med en gennemsnitlig vækst i de offentlige udgifter på 1,9 pct. Det står da i nogen grad i skærende kontrast til, at SF nu som parti i regering accepterer en vækst i de offentlige udgifter på 0,8 pct.

Ordføreren.

Jamen som hr. Thulesen Dahl jo rigtigt siger, har regeringen fremlagt sin 2020-plan her kl. 11.30 i dag, men jeg synes, at hr. Thulesen Dahl skal læse den del, der handler om holdbarheden, for det er jo det, der er det springende punkt. Det er jo den udfordring, vi står over for, altså at vi skal have bibragt de offentlige finanser en holdbarhed, og det tror jeg sådan set hr. Thulesen Dahl og jeg selv er fuldstændig enige om, nemlig at der ligger en udfordring for dansk økonomi. Og jeg tror, at vi alle sammen må anerkende, at der ligger et stort ansvar, og jeg tror særligt, at den tidligere regering – dermed også den tidligere regerings støtteparti – har et stort ansvar.

Men i forhold til det, der foregik i 00'erne, vil jeg da gerne slå fast, at vi ville have brugt pengene på en anden måde. Der var bl.a. en række skattelettelser – en del af dem ufinansierede – som vi gerne ville have brugt på en anden måde. Det er jo forskellen i politik: Vi har nogle synspunkter, hr. Thulesen Dahl og kompagni på højrefløjen har nogle andre. Det synes jeg sådan set er den politiske diskussion. Det var det op igennem 00'erne; den diskussion tror jeg sådan set også vi fortsætter de næste 10 år.

Men det, der bare er afgørende, er, at vi havde valgt nogle andre prioriteringer – det var det, vi lagde op til. Det var der så ikke opbakning til; der var opbakning til en række ufinansierede skattelettelser. Det er jo så det, der bare er konklusionen i dag. Det er med til at bidrage til den udfordring, vi står over for i dansk økonomi.

Hr. Jacob Jensen.

Hr. Jonas Dahl sagde for lidt siden i et af sine svar – jeg tror, at det var til hr. Peter Christensen – at vi er i en svær økonomisk tid. Det er jeg sådan set enig med hr. Jonas Dahl i. Men skal det forstås sådan, at vi ikke, når man i en svær økonomisk tid fremlægger en budgetlov og en 2020-plan, hvori man opererer med en fremskrivning af vækst i den offentlige økonomi på 0,8 pct., for et halvt år siden ifølge SF's opfattelse af verdensbilledet havde en svær økonomisk tid? For på det tidspunkt opererede man jo med et noget større tal på 1,4 pct., altså nærmest det dobbelte, så er den svære økonomiske situation i SF's opfattelse af, hvordan verden ser ud, opstået inden for de sidste 6 måneder?

Ordføreren.

Hvis vi nu bare tager de tal, som hr. Kristian Thulesen Dahl brugte tidligere, var det op igennem 00'erne, så vidt jeg husker, og jeg skal citere rigtigt, 1,9 pct. Det, vi fra S og SF's side lagde op til, var jo så også i 4 år en vækst på 1,4 pct., og så fra 2016-20 en vækst på 0,8 pct. Det, man nu lægger op til fra regeringens side i 2020-planen, er en vækst på 0,85 pct., og så ligger der så nogle uudmøntede grupperinger på henholdsvis 5 og 6 mia. kr. Det er immer væk også en sjat penge, som så afhængigt af de politiske aftaler, vi indgår, kan bruges til forskellige ting. Jeg synes bare, at det, der er det helt afgørende at slå fast, er, at vi står over for en vanskelig økonomisk situation. Det tror jeg at selv Venstre erkender, siden man foreslår nulvækst, og så er det stadig væk lidt uafklaret, om Venstre egentlig mener, at der skal være nulvækst i den offentlige sektor. Men det var jo det, der var Venstres svar, og der må jeg jo så bare spørge retorisk: Var det så, fordi man havde for høj vækst i 00'erne? Men det kan hr. Jacob Jensen jo passende selv svare på.

Hr. Jacob Jensen.

Jeg tager det svar, jeg fik her, som udtryk for, at det er en ny opfattelse, som SF'erne er kommet til, altså, at man faktisk nu efter valget har fundet ud af: Hov, vi er faktisk i en vanskelig økonomisk situation, og ja, vi har nogle store udfordringer, og derfor må vi anerkende, at det, som den daværende VK-regering støttet af Dansk Folkeparti lagde frem inden valget, faktisk er den rigtige medicin for dansk økonomi i de kommende år.

Det må vel være derfor, at man så i dag fremlægger en økonomisk plan, som faktisk flugter med den, som den daværende regering lagde frem før valget, og som SF ikke mindst skosede den daværende regering for. Hr. Mike Legarth nævnte nogle af ordene: blodbad, udsultning, massakre på den offentlige sektor. Det var vist det, den nuværende udenrigsminister brugte som en beskrivelse af den politik, den selv samme politik, som SF nu i regering selv lægger frem.

Ordføreren.

Jeg synes, at det er lidt morsomt. Nu fik vi jo ikke svar på det her med nulvæksten fra Venstre, men det kan også hænge lidt i luften, om Venstre mener, at der skal være nulvækst, og at man dermed skal ud at fyre offentligt ansatte. Men det kan Venstre jo passende selv svare på på et tidspunkt.

Det er jo også meget sigende, at det, der ligger i det, er, at Venstre jo også fremlagde en 2020-plan. Så vidt jeg husker, var det 0,6 pct., der var en del af det, og nu foreslår Venstre så nulvækst. Så det er jo bare en understregning af, at vi alle sammen må erkende, at vi står i en økonomisk situation, der er sværere, end vi troede for 2 og 3 og 1 år siden. Jeg tror også, at vi må erkende, at det er relativt store udfordringer, vi står over for, men baggrunden for, at vi behandler en budgetlov, er vel trods alt, at vi i fællesskab er enige om, at vi faktisk skal sikre, at vi har en budgetbalance generelt i kommunerne, regionerne og staten. Det tror jeg er det, vi er enige om, og det håber jeg sådan set også at Venstre fremadrettet vil være med til at bidrage til, når vi nu skal diskutere de forskellige elementer af 2020-planen for at sikre, at vi får rettet dansk økonomi op, således at vi får en økonomi i balance i 2020. Det er jo noget af den udfordring, som den tidligere regering i hvert fald har overladt til den nye regering.

Så er det hr. Søren Pind.

Hvis det er sådan, at en vækst på 0,0 pct. er en massakre på den offentlige sektor, hvor SF's politik og det, som man har lovet vælgerne, er en vækst på 1,4 pct., hvilket udtryk var det så hr. Jonas Dahl ville foretrække at bruge om en vækst, der er på 0,8 pct.? Ville det være en »mellemmassakre«, eller ville det være en løgn, der er nødvendig for at få magten?

Ordføreren.

Jeg synes da, det er interessant, hvis Venstres hr. Søren Pind nu anerkender, at det så er Venstres politik, at man vil føre en nulvækstpolitik. Det synes jeg trods alt er nogle nye signaler, vi her får. Det er jo noget, som vi ikke har kunnet få et svar på i dag, så det kunne da være interessant at høre, om det er Venstres politik. Jeg synes, at vi i denne 2020-plan tager nogle ansvarlige økonomiske beslutninger, og lad os nu vente og se, indtil man også i den borgerlige lejr har fået mulighed for at læse 2020-planen igennem. Men jeg synes, det er nogle nødvendige beslutninger, vi står over for at skulle træffe. En del af det, herunder generelt det, der er i forhold til styringen af de økonomiske finanser, er jo bl.a. noget af det, vi har fremsat forslag om i det forslag til budgetlov, vi behandler her i dag, og det synes jeg sådan set er det, der er det centrale i det. Men jeg synes også, at man, når man ser på 2020-planen, så kan se, at den er et udtryk for ansvarlighed. Men der er det jo også netop noget, der er et oplæg til de kommende forhandlinger, vi står over for, og så bliver det da spændende at høre, hvordan Venstre har tænkt sig at agere der.

Hr. Søren Pind.

Så jeg kan altså ikke få hr. Jonas Dahl til at sige noget om den politiske diskurs, der er, og som består i, at man betegner det, at der er en nulvækst i den offentlige sektor, som en massakre, hvorefter man selv går ud og lover vælgerne mere end 20 mia. kr. mere i offentligt forbrug, end den daværende regering gjorde, og man dernæst i virkeligheden vender tilbage til at love det, den daværende siddende regering lovede den danske befolkning? Der kan jeg ikke få hr. Jonas Dahl til at udtrykke hvad han mener om det, så jeg vil sådan set fra nu af frit kunne bruge det udtryk om SF's politik, at der enten er tale om en mellemmassakre eller om en nødvendig løgn for at opnå magten.

Ordføreren.

Jeg tror, man skal passe på med at beskylde andre for at lyve. Men det, der jo er det helt afgørende – og det var det, hr. Søren Pind ikke svarede på – er, om det er Venstres politik, at man vil komme med noget, der er en nulvækst. Og der må man i forhold til den nulvækst, som åbenbart er det, der er Venstres politik – for man tør åbenbart ikke sige andet herinde – jo bare konstatere, at det, der sådan set ligger i det, er, at den forskel, der er mellem 0,0 og 0,8, er noget, der svarer til ca. 50.000 offentligt ansatte. Det er immer væk en ret stor andel, det er cirka det samme som halvdelen af det antal indbyggere, der er i en kommune som Randers. Det er for mig at se en markant forskel. Det kan godt være, at det er det, der er forskellen på Venstres politik og regeringens politik, men så er jeg sådan set også helt klar over, at det i hvert fald er det rigtige parti, jeg har valgt at være medlem af. For jeg er ikke enig i Venstres nulvækstpolitik, som vi jo i dag har fået syn for sagen for åbenbart er Venstres diskurs, men man har så haft svært ved at bekræfte det. For når man bliver presset lidt og man bliver trykket lidt på maven, tør man i øvrigt ikke stå ved det.

Jeg synes måske, man fra Venstres side skulle prøve at bekende kulør.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Jeg ved godt, det er svært for SF at skulle forholde sig til, at der er nogle partier, der siger det samme i dag som før valgkampen, og det gør vi sådan set i Venstre. Venstres politik er 0,8 pct. – det gik vi til valg på, det mener vi i dag, og så er der vist ikke mere at komme efter dér.

Det, der er udfordringen for hr. Jonas Dahl, er jo at svare på spørgsmålet om, hvorfor man ikke for 7 måneder siden, da man kom med sit valgprogram »Fair Løsning 2020«, turde sige sandheden. Hvorfor turde man ikke sige sandheden til danskerne, altså at der ikke var belæg for de her voldsomme forbrugstal, som man bildte danskerne ind? For der er jo ikke opstået noget siden hen, som kan forklare, hvorfor SF så ikke har fået det gennemført. Altså, det eneste, vi har opnået, er, at den nye finansminister har bekræftet, at det valgoplæg, som S og SF kom med, var underfinansieret med et sted mellem 22 og 39 mia. kr. – 22-39 mia. kr.!

Vil hr. Jonas Dahl ikke bare være ærlig og sige, at det jo er, fordi det, man gik til valg på, ikke hang sammen, altså at det er derfor, man ikke kan levere, i stedet for at sige, at der er opstået noget siden valget, som gør, at man er nødt til at indtage en ny position i dag?

Ordføreren.

Jamen hør nu her: Der er bare større udfordringer i dansk økonomi, end der var for et par år siden, og det tror jeg sådan set også at man erkender i Venstre.

Men det er jo lidt interessant nu at høre hr. Torsten Schack Pedersen sige, at det er Venstres politik med 0,8 pct., når det ikke er mere end 3 minutter siden, vi kunne høre hr. Søren Pind sige, at Venstre gik ind for nulvækst. Det svæver jo ærlig talt noget i luften, hvad Venstres politik rent faktisk er. Hvad går man ind for – er det nulvækst, eller er det 0,8 pct.? Det er dog en forskel, der er til at tage og føle på.

Så vil jeg også bare gerne sige: Ja, SF gik til valg på bl.a. »Fair Løsning«. SF fik ikke flertal i Folketinget, og det er jo baggrunden for, at man er gået med i en regering med to andre partier. Så sætter man sig jo sammen og laver et fælles regeringsgrundlag, og det er det fælles regeringsgrundlag, vi udmønter nu. Er der ting, som SF foreslog i »Fair Løsning«, som ikke er en del af regeringsgrundlaget? Ja, det er der. Er der også dele af skattepolitikken, hvor det gælder? Ja, det er der også. Det er jo bl.a. en del af forklaringen på, at man i dag må sige, at der altså også er ting, vi ikke har fået gennemført. Men der er også rigtig mange ting, vi har fået gennemført, og jeg er sådan set meget stolt af det regeringsgrundlag, der ligger.

Men jeg synes bare også, det er nødvendigt at slå fast, at de udfordringer, vi står med i dansk økonomi, er rigtig, rigtig store. Det tager vi ansvaret for, og det er baggrunden for den 2020-plan, som regeringen har fremlagt i dag.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Jeg synes, det er meget, meget voldsomt. Altså, når hr. Jonas Dahl står og siger, at nu skal man ikke beskylde nogen for at lyve, synes jeg, det er fuldstændig urimeligt – fuldstændig urimeligt! – at hr. Jonas Dahl fra Folketingets talerstol siger, at hr. Søren Pind sagde, at Venstres politik var en vækst på 0,0 pct. Det er notorisk forkert, og det ved hr. Jonas Dahl. Ja, fint, jeg glæder mig til, at hr. Jonas Dahl læser referatet.

Hr. Jonas Dahl fik et spørgsmål om, hvordan han ville betegne det, og ikke hvad der var Venstres politik. Det er simpelt hen urimeligt at føre en debat på den måde, og det ved hr. Jonas Dahl. Men det kendetegner selvfølgelig det, der er virkeligheden for SF, og hvad der er årsagen til SF's problemer. For hr. Jonas Dahl sagde: Vi er jo i en svær økonomisk krise, og det har vi været i et par år. Jamen hvorfor, vil jeg spørge hr. Jonas Dahl, ville SF så ikke indrømme det og sige sandheden til danskerne, da man lavede »Fair Løsning 2020« i maj 2011? Hvorfor foregøglede man den danske befolkning, at man kunne love stor vækst i de offentlige udgifter, uden at det gav noget problem? For jeg kan forstå på hr. Jonas Dahl, at man godt var klar over de sande udfordringer for dansk økonomi.

Det er i øvrigt også sådan, at der er noget, der er blevet værre, siden regeringen trådte til. Det er den finanslov, som regeringen har lavet, og regeringen opjusterer nu i sin 2020-plan de negative konsekvenser. Den opjusterer konsekvenserne til, at arbejdsudbuddet falder med 5.000 personer, altså som en del af den finanslov, regeringen har lavet, og at holdbarheden svækkes med 1 mia. kr. Jo, jeg indrømmer, at det er blevet værre, men det skyldes regeringens politik.

Så vil jeg bare gerne bede om, at hr. Jonas Dahl forholder sig konkret til, hvad der bliver sagt her, i stedet for at lægge folk ord i munden, der notorisk ikke er sagt. Det er ikke rimeligt.

Ordføreren.

Jeg forholder mig til de spørgsmål, der bliver stillet, og dem svarer jeg på efter bedste evne, og det tror jeg sådan set også godt hr. Torsten Schack Pedersen ved. Hvis hr. Torsten Schack Pedersen havde gidet at kigge på, hvad vi behandler, ville han vide, at det er budgetloven. Mig bekendt har vi diskuteret 2020-plan, men fred være med det, jeg vil gerne svare.

Jeg står her med en artikel, hvor hr. Lars Løkke Rasmussen i overskriften er citeret for at sige: »Nu bliver der smalhals«. Længere nede i artiklen siger han:

»Det betyder i udgangspunktet, at der ikke er plads til realvækst i kommunerne ...«

Det er bare for at sige, at det er noget af det, Venstre har meldt ud. I øvrigt har hr. Kristian Jensen, Venstres næstformand, meldt ud, at man vil have nulvækst. Så kunne man ikke helt finde ud af, om man mente det i Venstre eller ej. Jeg må bare sige, at Venstre dog må sørge for at få styr på eget hus, inden man beskylder andre for noget som helst. Det er jo det – hvis hr. Torsten Schack Pedersen nu kunne tage at høre efter – der er udgangspunktet, og jeg bliver dog nødt til at svare på de spørgsmål, hr. Torsten Schack Pedersen stiller.

Udgangspunktet har været, at man ikke har kunnet få et svar fra Venstre. Jeg har spurgt til det gentagne gange i dag: om Venstre mener, at man skal have nulvækst. Det har sådan set hængt i luften, og det synes jeg i øvrigt stadig væk det gør efter den debat, vi nu har haft her i dag.

Tak til ordføreren. Det er somme tider ærgerligt, at der ikke er flere korte bemærkninger, men vi har jo en anden runde, man kan tage fat på bagefter.

Så er det hr. Frank Aaen som ordfører for Enhedslisten.

Der er to grunde til, at Enhedslisten ikke kan støtte budgetloven. Den ene er, at den er udtryk for, at EU får større indflydelse på den danske økonomiske politik, fordi loven jo er en udmøntning af EU's finanspagt, som betyder større dominans over den politik, som kan vedtages her i Folketinget. Jeg synes, man skal lægge mærke til, at mens vi står her og vedtager den her budgetlov – som er en udmøntning af finanspagten – så kan man ude i Europa se meget omfattende demonstrationer og valg, som gør, at regeringer er faldet på at støtte den her finanspagt, og at vi lige nu har set, at der er skiftet præsident i Frankrig i protest mod udformningen af finanspagten.

Jeg synes, det burde give anledning til, at man i højere grad overvejer, om den lov, der er ved at blive vedtaget her – og dermed som følge af det en vedtagelse af finanspagten – er en klog lov.

Klogskaben – eller rettere sagt manglen på samme – er jo også illustreret ved den helt aktuelle 2020-plan, som vi har fået udleveret fra regeringen i dag, og som siger, at den offentlige økonomi kun må vokse med 0,8 pct. om året i gennemsnit. Det lægger op til en ufattelig stram økonomisk politik, som er lavere end gennemsnittet de sidste 30 år. Det er sådan, at det også er lavere end de 1,4 pct., som S og SF før valget meldte ud var det absolutte minimum, for at det ikke skulle gå frygtelig galt ude i kommunerne. Det er ufatteligt, at regeringen kommer med så lav en vækstmålsætning, og jeg vil også sige, at det er udtryk for en ideologisk udvikling, som vi er lodret imod, og som går ud på, at når samfundet vokser i økonomien med 2,25 pct. – hvilket man anslår – og man siger, at den offentlige sektor kun må vokse med 0,8, så skal den fælles kollektive velfærd blive mindre på bekostning af det private forbrug; det betyder det jo lige ud, og det er en udvikling, som vi er lodret imod. Vi synes som minimum, at når samfundet bliver rigere, så bør velfærden også kunne blive forbedret tilsvarende.

Jeg vil også sige, at det mål, der er i budgetloven – nemlig at der skal være balance i den offentlige økonomi – er vi som sagt tidligere i debatten enige i. Altså, vi ønsker ikke, at der skal være nogen gældsætning af det offentlige, men der er heldigvis to veje til at nå det mål. Den ene er, at man kan spare – som der er lagt op til her – og den anden er, at man på anden vis kan sikre mere arbejde, mere beskæftigelse og flere indtægter.

Der siger vi, at finanspagten er en sparevej. Vi gør opmærksom på, at regeringen op til valget sagde, at det gjaldt om at arbejde sig ud af krisen og få beskæftigelse, og man afviste sparevejen. Men det er altså sparevejen, der siden hen via EU har vundet og nu bliver godkendt her med en budgetlov i det danske Folketing. Det er vi imod.

Omkring Det Økonomiske Råd vil jeg sige, at vi sådan set ikke har noget imod, at der er et uafhængigt organ, der ligesom kontrollerer den politik, der bliver ført, og altså har et kritisk øje på, om det er en ansvarlig, fornuftig – eller hvilke ord man nu vil bruge – økonomisk politik, der føres af regeringen og Folketinget.

Men det er da som at sætte ræven til at vogte gæs – det er måske i virkeligheden to ræve – for dem, der styrer Finansministeriet, er jo samme slags økonomer, som sidder i Det Økonomiske Råd. Der er ingen forskel på dem. Det er akkurat den samme skole, det er akkurat de samme regnemaskiner, og de når frem til akkurat de samme resultater. Det er i virkeligheden overflødigt at sætte Det Økonomiske Råd til at kontrollere Finansministeriet, og i værste fald er det skadeligt, fordi man efter vores opfattelse bare godkender og blåstempler en dårlig økonomisk politik. Derfor støtter vi heller ikke det lovforslag.

Må jeg så sige om de to følgende lovforslag om sanktioner over for regionerne og kommunerne, som vi behandler under det næste punkt på dagsordenen, og som jo er en del af budgetloven, at vi heller ikke kan støtte dem. Jeg er nødt til at tage til møde og kan ikke deltage i debatten om dem, men vil bare fortælle, at vi også er imod de to lovforslag.

Tak. Der er nogle korte bemærkninger, så hr. Frank Aaen bedes blive stående lidt endnu. Hr. Mike Legarth.

Jeg vil lige tillade mig at starte med at stille et par spørgsmål omkring hr. Frank Aaens troværdighed. Jeg går ud fra, at hr. Frank Aaen har været i dialog med hr. Henning Hyllested, som jo er valgt i Esbjerg, hvor finansministeren og jeg selv i øvrigt også er valg. Når jeg på samtlige valgmøder annoncerede, at i den tilstand, dansk økonomi var i, var det nødvendigt, at vi reducerede de offentlige udgifter, så blev der fra Enhedslistens side holdt en tale, hvor han bakkede op om hr. Villy Søvndals retorik og nærmest spyede ild ud af munden om blodbad, massakre, minimering, besparelse, ødelæggelse og brændte byer.

Det var den retorik, man brugte om den politik, der dengang blev ført af den blå regering. Når jeg kom rundt i landet, var jeg stolt af det, for det så pænt og godt ud alt sammen, så det var selvfølgelig fuldstændig overdrevet. Men nu spørger jeg så hr. Frank Aaen: Lever man som parlamentarisk grundlag for den nuværende regering op til det, eller ændrer man nu holdning og stiller sig op på talerstolen og anerkender, at 0,8 pct. i udgiftspres er acceptabelt og egentlig sådan lidt tilfredsstillende, nemlig det, som man kørte løs på blå blok med – og vandt valgkampen på – altså at love guld og grønne skove og mere af det samme, flere penge, flere serviceydelser og mere af det hele. Enhedslisten kunne det hele og fik et bragende valg. Nu ser vi så en helt anden politik, og hvad sker der så? Hvad gør Enhedslisten?

Ordføreren.

Jeg tror ikke helt, jeg forstår. Jeg tror, jeg holdt en tale om, at jeg var imod 0,8 pct, og jeg tror også, jeg holdt en tale om, at jeg synes, der skulle være balance i danske økonomi, og at den skulle sikres ved, at man havde en højere udgift, men samtidig højere indtægter, eller sparede på dagpenge eller fik mere ind i skat. Hvis det var et svar, så er svaret hermed givet. Men jeg kunne ikke helt forstå spørgsmålet.

Hr. Mike Legarth.

Det er formentlig min fejl. Kommunikation kan en gang imellem være svært. Jeg prøver igen. Hr. Frank Aaen og Enhedslisten er parlamentarisk grundlag for den nuværende regering. Hvad er konsekvensen af, at der bliver ført en fuldstændig anderledes politik end den, Enhedslisten på det ene valgmøde efter det andet i Esbjerg og Syd- og Sønderjylland gik til valg på? Kan hr. Frank Aaen og kan Enhedslisten som parti blive ved med at støtte og holde den nuværende regering ved magten, når den ikke gør det, som Enhedslisten har lovet sine vælgere?

Ordføreren.

Jamen hver eneste gang regeringen kommer med noget, stemmer vi imod, og alle dem, der har fulgt med i f.eks. vores landsmøde i weekenden og i, hvad jeg har sagt nu, har måske lagt mærke til, at vi er meget skarpe over for regeringen, når vi er uenige i de ting, den lægger frem.

Hr. Peter Christensen.

Hr. Frank Aaen har lige sagt, at man er lodret imod en offentlig vækst på 0,8 pct., og at den som minimum skal vokse med det, den private økonomi vokser med. Hvordan skal det krav forstås? Skal det forstås på den måde, at Enhedslisten på forhånd kan sige, at de ikke kan stemme for en finanslov, der ikke leverer en vækst som den, Enhedslisten her slår fast der som minimum skal være, eller er det sådan et udgangspunkt for forhandlingen?

Der har lige været landsmøde i Enhedslisten, og der fik den jo ikke for lidt med, hvor venstreorienteret man var, og hvor vred man var. Men nu er vi i Folketingssalen, og der binder ord jo lidt mere, så kan hr. Frank Aaen ikke, når nu medlemmerne ikke er her og det er virkelighed, vi snakker om, sige lidt om, om det er et ønske, eller om det er den her talen dunder om, at det ikke må være mindre, for så er det uden Enhedslisten? Hvordan skal det forstås?

Ordføreren.

Jeg har aldrig sagt, at det absolut skulle følge BNP-udviklingen. Vi har sagt, at når vi kommer til finanslovforhandlingerne, ser vi, hvor mange ringe love regeringen har gennemført sammen med Venstre, og så kigger vi på, hvad der skal til, for at det, i lyset af de ringe love, jeg er bange for man vil vedtage sammen med Venstre, kan bære, at vi støtter en finanslov. Men ultimativt ser vi jo på finansloven som en helhed og ikke ud fra en 2020-plan, som ikke engang kommer til afstemning i Folketingssalen.

Hr. Peter Christensen.

Ja, der kunne man godt høre, at medlemmerne var taget hjem, og det må glæde regeringen, for det sidste svar fra Enhedslistens ordfører var vel egentlig, at man godt kan acceptere en finanslov, der giver en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 pct., og så må man tage det slagsmål med den her lidt voldsomt venstreorienterede hovedbestyrelse. Det viser jo en form for pragmatisme hos hr. Frank Aaen, som jeg aldrig har mødt i de 10 år, vi sad i regering. Men er det, fordi hr. Frank Aaen godt kan lide at sidde med ved magtens bord, og fordi man skal kunne gå på kompromis med sine holdninger og idealer, når man pludselig er blevet parlamentarisk grundlag? Hvordan har hr. Frank Aaen det med at have forandret sig så radikalt? Jeg troede ikke, at det var det, revolutionen skulle bestå i.

Ordføreren.

Det er korrekt, at revolutionen skal bestå i at forandre samfundet. Det er noget ganske andet. Jeg tror ikke, at hr. Peter Christensen har fulgt med i Enhedslistens årsmøde. Det, vi har sagt fra folketingsgruppens side, svarer til det, der blev vedtaget på årsmødet i 2010, og det blev bekræftet på årsmødet i år, nemlig, at regeringen ikke kan få vedtaget en finanslov sammen med Enhedslisten, hvis den bare er summen af alle de dårligdomme, regeringen eventuelt måtte have lavet sammen med Venstre. Sådan er det. Men hvis det er sådan, at finansloven er bedre end det, så kigger vi på den, og er den god, stemmer vi for den. Der er ikke noget nyt i det. Det har vi sagt i årevis.

Hr. Jacob Jensen.

»Nok er nok«, har vi jo hørt brugt som et udtryk, når der ligesom skulle ske noget dramatisk i politik, når der var nogle, der ligesom havde fået nok af en ført politik og nu ville noget radikalt andet. Hvornår er nok nok for hr. Frank Aaen i forhold til den politik, som den regering, hr. Frank Aaen indtil videre i hvert fald støtter, fører med hensyn til den vækst i det offentlige forbrug, som man ønsker sig?

Nu bliver der lagt op til, at man skal øge det offentlige forbrug med beskedne 0,8 pct. Det er noget helt andet, end da man før valget sagde, at det nok skulle være 1,4 pct. – og tidligere skulle det være endnu højere. Jeg har også forstået, at hr. Frank Aaen og Enhedslisten ønsker sig endnu mere, og at man ser på det her spørgsmål som et meget alvorligt og vigtigt spørgsmål for Enhedslisten, og det kan jeg godt forstå.

Men mit spørgsmål er sådan set: Hvad er grænsen for hr. Frank Aaen og Enhedslisten i forhold til fortsat at lægge stemmer til den politik, som den nye regering lægger for dagen?

Ordføreren.

Jamen det gør vi ikke. Det er jo det rene sludder. Jeg har jo lige stået og sagt, at vi stemmer imod de her fire lovforslag, der er til behandling i øjeblikket, fordi vi er imod dem. Bum, færdig! Det er vores »nok er nok«: Vi stemmer imod, når vi er imod.

Hr. Jacob Jensen.

Men det er altså ikke et kabinetsspørgsmål for Enhedslisten, at man ikke vil øge den offentlige sektors økonomi med mere end 0,8 pct., må jeg forstå. Det er altså ikke nok, til at man siger: Den her regering er så langt fra det, Enhedslisten vil, at vi ikke kan nå revolutionen, og derfor må vi tage helt andre midler i brug, altså vælte regeringen, og så må vi se, hvad der sker. Det er Enhedslisten altså ikke parate til selv med beskedne 0,8 pct. i vækst.

Ordføreren.

Jamen hvis Venstre stemmer imod budgetloven, vil det da glæde os. Så kan det være, vi kan få den væltet. Men det er jeg bange for at Venstre ikke gør. Hvis Venstre stemmer for en økonomisk ramme for udgiftsudviklingen i velfærden på mere end 0,8 pct., vil det glæde mig. Så kan det være, vi kan tvinge regeringen til at øge tallet. Men det er jeg bange for at Venstre ikke gør. Så det er jo Venstre, der har problemet, det er ikke Enhedslisten.

Hr. Søren Pind.

Jeg fulgte nøje med i årsmødet. Desværre valgte TV 2 News ikke at dække det så intensivt som SF's. Det er mig ubegribeligt, for jeg synes dog, at Enhedslistens årsmøde var langt mere interessant.

En udløber af budgetloven er bl.a. en offentlig vækst på 0,8 pct., som bl.a. vil komme til udtryk i finansloven. Hvis en finanslov indeholder en offentlig vækst i den størrelse – ikke mere ikke mindre – hvis en finanslov indeholder konsekvenserne af en skattereform, hvor der er givet indkomstskattelettelser i toppen af indkomstskalaen, og hvis der er sket besparelser på sociale pensioner og lignende, hvad skal der så til for at kompensere Enhedslisten for det?

Ordføreren.

Det er et meget hypotetisk spørgsmål, som det er umuligt at svare på. Jeg har gjort lidt ud af at sige under debatten, at budgetloven jo indeholder nogle budgetmål, som kan opfyldes, enten ved at man øger indtægterne og sparer på dagpengene, fordi man får flere i arbejde, eller ved at man sparer. Vi er imod det sidste. Vi går ind for det første.

Hr. Søren Pind

Mener hr. Frank Aaen, at de tre ting, jeg lige summerede op, er hypotetiske i dansk politik?

Det er i hvert fald hypotetisk i en sammenhæng med Enhedslisten. Det var endda forkert sagt. De er umulige at gennemføre sammen med Enhedslisten.

Men hvis Venstre lægger stemmer til at gøre det ringere for fleksjobbere, kontanthjælpsmodtagere og andre af dem, der har mindst her i samfundet, så tager vi bestik af det, og så ser vi på, hvordan vi synes en finanslov skal se ud for at rette op på det.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Det er bare lige for at være helt sikker. Hvis de tre ting, som hr. Søren Pind skitserede, bliver en realitet, vil hr. Frank Aaen og Enhedslisten så stemme imod regeringens finanslov?

Ordføreren.

Vi har sagt gentagne gange for dem, der følger med i dansk politik, at hvis der laves en masse dårlige aftaler, der vedtages med Venstre, bliver finansloven dyrere. Heri ligger jo også, at vi ikke pr. automatik siger, at vi stemmer imod. Vi siger bare, at så bliver den dyrere.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Det er jo ret væsentligt at vide, hvad det så er, hr. Frank Aaen vil stille som modkrav. Bliver det så, at de besparelser og effektiviseringer, der er leveret i løbet af året, krone til krone skal matches af Enhedslisten i en finanslovforhandling, for at Enhedslisten er tilfreds, også selv om det så ligger langt under det ønske, man har til væksten i den offentlige økonomi? Er det krone til krone, eller skal vi over de 0,8 pct., for at Enhedslisten er tilfreds med væksten i det offentlige?

Ordføreren.

Finansloven skal være en forbedring, og den skal rette op på de ulykker, der måtte være lavet sammen med Venstre. Hvordan det sker, tager vi stilling til, når vi ser finansloven.

Tak til hr. Frank Aaen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Anders Samuelsen, Liberal Alliance, som ordfører.

Tak for det. Liberal Alliance har ikke lagt skjul på, at vi er imod, at Danmark skal tilslutte sig finanspagten. Vi mener, at det er en unødvendig ekstra binding at lægge på sig selv, og at det er et unødvendigt dårligt signal at sende til markederne om, at man er på vej til at koble os tættere og tættere op på det skib, som ser værre og værre ud. Det ser i øjeblikket ud til at være i en værre og værre forfatning – det, som hedder Europa – desværre.

Der er jo lige valgt en socialistisk præsident i Frankrig, som er gået til valg på at love flere offentligt ansatte, højere pensionsalder og millionærskat. Og i Grækenland ligger alt i kaos på nuværende tidspunkt. Præcis i det sekund vælger Danmark at bevæge sig tættere ind i forpligtelser over for det europæiske samarbejde. Nu venter vi egentlig blot på, at de såkaldte EU-partier i Folketinget også melder ud, at nu skal der være en folkeafstemning, så Danmark kan skynde sig at blive tilknyttet euroen, inden den fuldstændig kollapser. Vi synes simpelt hen, at det bare ikke er den rigtige vej at gå.

Derudover er debatten i dag jo i høj grad blevet præget af 2020-planen, som er blevet lagt frem. Jeg kan huske både 2010-planen og 2015-planen. De blev ikke til noget. Jeg har på et tidspunkt i dag været ude at love, at jeg nok skal æde en hat, hvis man i 2020 kan konstatere, at 2020-planen er blevet gennemført. Det bliver den selvfølgelig ikke.

Jeg har også læst, at finansministeren har sagt, at det er et oplæg til en forhandling. Det kan blive lidt på den ene måde eller lidt på den anden måde. Vi kommer ikke i nærheden af at opfylde et krav om en maksimumsvækst i den offentlige sektor på 0,8 pct., hvis vi ikke tør sige højt, at der skal være en mindre offentlig sektor, færre offentligt ansatte, og vi skal have råd til at sænke skatten på arbejde. For hvis vi ikke gør det, kan vi ikke opfylde det krav, som ligger implicit i regeringsplanen, nemlig, at der skal skabes vækst på over 2 pct., og at vi skal have en øget beskæftigelse på 180.000. Om så hele Folketinget stillede sig op i det øverste tårn i eftermiddag og råbte ud over hele landet til den private sektor: Ansæt nogle flere! så ville de jo ikke gøre det, hvis de ikke var i stand til at afsætte deres varer, hvis konkurrenceevnen ikke var i orden.

Det er derfor, vi bliver nødt til at have et fokus på at få sat skatten ned på arbejde og sat skatten ned for virksomheder. Det er ikke nok at have gode intentioner. Ingen familie i Danmark kan beslutte sig for at have et øget forbrug i de kommende år og så bare indregne som forudsætning, at man kommer til at tjene flere penge. Det kommer man ikke til af sig selv. Det kommer man kun til, hvis der er nogle, der efterspørger ens arbejdskraft og oven i købet vurderer, at man skal have mere for den, end man fik i går.

Det er også virkeligheden for dansk økonomi, og derfor kan man sige, at det er relevant nok, at vi også diskuterer 2020-planen i sammenhæng med de lovforslag, der er her i dag, men først og fremmest synes jeg og Liberal Alliance, at vi skulle se at få ryddet op i vores eget hus først. Det er måske vigtigere end al denne slåen ud med armene om, at nu tilslutter vi os den ene pagt og nu lægger vi en plan frem, der hedder 2020. Konkret handling er det, vi efterspørger i Liberal Alliance.

Tak til ordføreren, der er ingen korte bemærkninger. Så er det hr. Mike Legarth, Konservative, som ordfører.

Tak, hr. formand.

Budgetloven skal sikre, at der fremover skabes sammenhæng mellem indtægter og udgifter i Danmark. Det er isoleret set et sundt økonomisk princip. Men budgetloven skal også ses i et bredere europæisk perspektiv. Forslaget er nemlig fremsat som en konsekvens af den finanspagt, som Danmark har tilsluttet sig i EU. Det Konservative Folkeparti støttede Danmarks tiltrædelse, fordi pagten forpligter medlemslandene i Europa til noget så enkelt som at overholde en anden pagt, nemlig vækst- og stabilitetspagten.

Den gamle pagt fungerede som en slags gentlemen's agreement, altså en forståelse af, at den overholdt man, uden at der var nogen egentlig konsekvens, men det har med al tydelighed vist sig ikke at være nok for nogle bestemte. År efter år, også i de gode af slagsen, har vi jo set massive budgetoverskridelser, umådeholden låntagning, nølen med nødvendige reformer og i det hele taget en uansvarlig og lemfældig økonomisk politik i mange lande, især sydeuropæiske. Det skal nu være slut.

Med budgetloven overholder vi i Danmark vores del af aftalen. Det er nødvendigt, fordi vi er i samme båd i Europa. Kollapser et lands økonomi som følge af et umådeholdent forbrug, hænger de andre EU-lande på det, uanset hvilken møntfod man har, danske kroner, pund eller euro. Budgetloven er lidt forsimplet sagt en dansk lov om en finanspagt, om at overholde en anden europæisk pagt. Lad os håbe, at denne føljeton stopper her, og at medlemslandene hver især strammer sig an og begynder at overholde det grundlæggende juridiske princip, nemlig at aftaler skal holdes.

Det at overholde aftaler er desværre gået hen og blevet en floskel nu om stunder. Det er igennem ganske mange år blevet kendetegnende for europæisk politik, at man på det økonomiske område lover ét, men faktisk gør noget helt andet. Det er ved at være på tide, at det kollektive europæiske løftebrud får en ende, også i Danmark, for det er ikke bare de andre EU-lande, der trænger til at stramme sig an. De aftaler, som den danske stat indgår med kommuner og regioner om den samlede økonomi, skal nu også til at overholdes. Og vigtigst af alt skal den til enhver tid siddende regering fremover til at overholde de budgetter, den selv lægger for statens husholdning.

Det er for Det Konservative Folkeparti en selvfølge, at man overholder de aftaler, man indgår med andre. Med budgetlovens indførelse af en stram budgetdisciplin for stat, kommuner og regioner er vi stolte over at være med til at ændre årtiers usunde incitamentsstruktur. For fremtiden vil det således altid bedst kunne betale sig at overholde de aftaler, man indgår. Det er først og fremmest sundt for vores økonomi, men det betyder ikke mindst troværdighed på de internationale finansmarkeder, og troværdighed har Europa hårdt brug for i øjeblikket. Det er ganske enkelt almindelig sund fornuft, at der naturligvis skal være en stram budgetdisciplin, såvel i Danmark som i Europa, på den måde, at de enkelte landes økonomier er rustet til fremtidens kriser, og vi vil ikke skulle overvære flere græske tragedier.

Den yderste venstrefløj i Danmark såvel som i Europa skælver i disse dage over udsigten til nationale budgetlove som følge af finanspagten. Fremover vil venstrefløjens evigt monotone krav om højere offentligt forbrug nemlig få karakter af regulært lovbrud. Vi deponerer vores nationale selvbestemmelsesret i EU, lyder det fra samme kant. Det er nonsens. Vi er jo selv EU, vi er en del af et fælles EU, og det, at budgetterne fremover skal være i balance, afskærer ikke Danmark fra at føre eksempelvis en ekspansiv finanspolitik. Der skal såmænd bare være råderum til det. Som konservativ går man ikke ligefrem rundt med EU-sokker i skoene, men når vi i EU indgår aftaler, som er i Danmarks interesse, så går vi altså heller ikke rundt i sokker med dannebrog.

Budgetloven markerer også en ny og positiv æra for dansk økonomi ved at tvinge os politikere til at tænke langsigtet og ud over næste valg. Hvis budgetter og regnskaber skal til at stemme overens, hvis indtægter skal til at matche udgifter i det her land, så bliver det samtidig også en indirekte reformlov, en reformlov, der tvinger skiftende regeringer i fremtiden til at tage de strukturelle og økonomiske reformskridt, der er nødvendige, for at budgetloven kan overholdes. Det er faktisk vand på De Konservatives mølle, og derfor tilslutter Det Konservative Folkeparti sig lovforslaget.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger. Det var slut på ordførerrækken. Så er det finansministeren.

Mange tak. Jeg vil gerne starte med at takke Folketingets partier og ordførerne for deres bidrag til en god og robust debat, ikke bare om de fremlagte lovforslag, men også om den 2020-plan, vi i dag har lagt frem fra regeringens side.

Men det er jo her i dag budgetlovpakken, vi behandler, og baggrunden for de forslag, der er lagt frem og nu drøftes, er jo helt enkelt, som mange ordførere har gjort opmærksom på, at det i en længere årrække har været svært for skiftende regeringer at styre væksten i de offentlige udgifter. Og i den situation, vi står i nu, med aktuelt store underskud på de offentlige finanser, med gældskrise i Europa og også med dansk tilslutning til EU's finanspagt, er kravene til en sund styring af de offentlige finanser øget. Det gælder udgiftsstyring i hele den offentlige sektor, og det er det, vi får på plads med de lovforslag, der i dag er drøftet af Folketinget. Derfor tillægger vi det som regering afgørende betydning, at vi kommer igennem med de her lovforslag, og vi glæder os over, at et bredt flertal har stillet sig bag dem i de forhandlinger, der går forud for Folketingets behandling.

Som vores debat her i dag viser, kan der naturligvis være en række forskelle i vores holdninger, både politisk og i forhold til tekniske spørgsmål, der gælder de fremlagte lovforslag – også det lovforslag, som handler om Det Økonomiske Råds rolle i forhold til budgetlovens overholdelse – og dem glæder jeg mig til vi får lejlighed til at behandle og drøfte i forbindelse med Finansudvalgets behandling af lovforslaget. Så jeg ser frem til en fortsat god og konstruktiv debat om budgetlovforslaget og de spørgsmål om den økonomiske politik, der knytter sig til det.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Der er rigtig mange spørgsmål, man kunne tænke sig at stille, men der er faktisk et, som jeg synes er vigtigt – om ikke andet, så i hvert fald for at få bogført finansministerens svar.

Nu bliver det helt afgørende, hvordan man definerer det strukturelle underskud, for man binder sig jo op på finanspagtens regler, med hensyn til hvor meget et lands strukturelle underskud må være. Derfor vil jeg bare gerne bede finansministeren redegøre for følgende: Hvem er det, der beslutter, hvad skønnet er for det strukturelle underskud i Danmark, og som i virkeligheden definerer, om Danmark er på den ene eller den anden side af den grænse, som finanspagten her sætter?

Ministeren.

Det er en relevant problemstilling, der bliver rejst her af ordføreren. Ordføreren peger på, at man ønsker at få bogført et synspunkt snarere end at få det oplyst, for jeg tror sådan set, ordføreren kender svaret på forhånd. Der har været en dialog mellem den danske regering og Europa-Kommissionen om lige præcis det her spørgsmål, og der er en positiv respons fra Europa-Kommissionen med en anerkendelse af, at den danske måde at opgøre det strukturelle underskud, den strukturelle saldo, på er anderledes end den metode, man anvender i EU, simpelt hen fordi vi i Danmark tager højde for, når vi opgør vores strukturelle saldo, at vi har store udsving i provenuet fra pensionsafkastskat og Nordsøindtægterne. Det er også det, man har set med de stærkt svingende skøn for de offentlige underskud her i de senere år. Så der er respekt for i en EU-sammenhæng, at Danmark har særlige forhold, som gør sig gældende i den sammenhæng.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak for svaret. Det er jo rigtigt, som man ser, når man kigger på de helt konkrete skøn for det strukturelle underskud, som Danmark og Europa-Kommissionen har foretaget, at der er meget stor forskel, hvilket lige præcis er begrundet i de ting, som finansministeren nævner.

Mit andet spørgsmål i den her sammenhæng er selvfølgelig, hvis der i fremtiden opstår uenighed om, hvordan man opgør det strukturelle underskud, om Danmark så har sikret sig, at det danske skøn ikke kan anfægtes? Eller er det sådan med finansministerens ord, at vi har fået en formodning fra Kommissionen om, at man anerkender den måde, vi opgør det på? Altså er det stadig væk Europa-Kommissionen, der efter reglerne i finanspagten har det sidste ord at skulle have sagt, men vi formoder så bare med den dialog, der har været, at de vil anerkende den danske måde? Altså, hvis Europa-Kommissionen og Danmark er uenige om, hvordan man aktuelt skal opgøre det strukturelle underskud, er det så Danmark, der til syvende og sidst bestemmer, hvordan man opgør det, eller er det Europa-Kommissionen?

Ministeren.

Jamen jeg anser den tilkendegivelse, der er fra Europa-Kommissionen, som ganske robust og som et solidt grundlag for, at vi kan føre den her lov ud i livet. Så vil jeg også lige minde om, at det her jo er en dansk lov. Budgetloven er en dansk lov, som vedtages i det danske Folketing af danske politikere. Og det er også her i Danmark, vi skal sørge for, at den bliver overholdt, og vi skal forholde os til, hvad der sker, hvis den ikke bliver overholdt. Det, vi har bundet os til i finanspagten, er jo at indføre en budgetlov, og det er det, vi gør med de behandlinger, vi har her i Folketinget i dag og senere på måneden. Forhåbentligt er det med et positivt resultat til sidst.

Hr. Mike Legarth.

Jeg vil benytte lejligheden til at stille finansministeren – en af chefstrategerne, hvis ikke den øverste chefstrateg i S-SF-valgkampen – et spørgsmål. Dengang mente man, det var et løfte at gå til valg på, at stigningen i de offentlige udgifter skulle være på 1,4 pct., men nu viser det sig, at den bliver på 0,8 pct. Vi har set i 2020-planen i dag, at der ikke er nogen forskel på nøgletallene, så hvorfor den her ændring? Og hvad er svaret fra finansministeren til kommunens borgere, til kommunalbestyrelsesmedlemmer rundtomkring, der alle havde en forventning om, at de her penge, hvis hr. Bjarne Corydon og hans hold vandt, var i hus, når det nu viser sig, at der er en besparelse på 20 mia. kr.? Hvad er svaret?

Finansministeren.

Det synes jeg er forholdsvis enkelt. Jeg har glædet mig til spørgsmålet og nok også haft en forventning om, at det ville komme. For det første er det, som man i løbet af debatten her i dag, som jeg har siddet og lyttet til, har gjort gældende, ikke korrekt, altså at der ikke skulle være nye faktuelle forhold, der gør sig gældende i den 2020-plan, som i dag er fremlagt, som gør problemerne værre, end de var, sidst man lavede en 2020-plan. Det vil enhver forvisse sig om ved at læse efter. Skønnene er – det er ikke mig, der foretager dem, det er dygtige embedsmænd i Finansministeriet – at krisen er dybere og vil vare længere, end man sagde i valgkampen fra den tidligere regerings side, og det koster et større hul i statskassen. Det vil man kunne læse sig til. Noget andet er, som hr. Jonas Dahl også har gjort gældende, at vi helt åbent gik til valg på et forsigtighedsprincip. Vi sagde meget klart i valgkampen, at vi havde en række forslag til forbedringer, som alene ville blive gennemført, hvis de kunne blive finansieret, og vi anviste finansiering, ikke mindst via visse skatteindtægter, som der efter valget ikke var flertal for at gennemføre. Så det er meget enkelt, synes jeg nok.

Hr. Mike Legarth.

Da Bjarne Corydon var på valg hjemme i Esbjerg sammen med mig, og når der blev stillet spørgsmål fra dem, der deltog i valgkampen, borgere og andre, vi mødte, også folk udefra, som ikke var hjemmehørende i vores egen by, lovede Bjarne Corydon et vist niveau. Kan personen Bjarne Corydon og finansministeren ikke godt se dilemmaet i det? Jeg som konservativ og en del af VK-regeringen gik til valg på at sige, at vi er nødt til at forholde os til de udfordringer, vi har, vi skal have betalt regningen, der er nogle udfordringer, og vi har ikke penge nok, så vi går til valg på det, vi mener er det reelle billede. Det blev trumfet af Bjarne Corydon og rød blok, og den vandt man valget på, for klapsalverne ville jo ingen ende tage på valgmøderne, når rød blok annoncerede deres julegaver til befolkningen. Det er jo faktum! Når jeg redegjorde for, at regningen skal betales, at vi må tage ansvar, at vi alle må bidrage, så måtte jeg næsten have ørepropper i, for så høj var hylekoncerten. Er det ikke rigtigt, at det var sådan, det forholdt sig, vil jeg spørge Bjarne Corydon? Er det så rimeligt nu, at man fuldstændig ændrer politik og gør det, vi sagde, selv om man har vundet på et andet grundlag?

Tak. Jeg skal lige gøre opmærksom på, at det er finansministeren, der står på talerstolen, og at det, der foregik i fortiden, da der var valgkamp, sådan set ikke kommer sagen så meget ved. Men man tiltaler finansministeren som finansminister.

Finansministeren.

Jamen finansministeren kan godt huske, hvordan det var at være Bjarne Corydon i valgkampen, og jeg kan også udmærket huske de mange glimrende valgmøder, hvor jeg sad lige ved siden af hr. Mike Legarth, som i øvrigt gjorde det glimrende på de præmisser, der nu er Det Konservative Folkepartis. Jeg tror også, hr. Mike Legarth vil være så reel en politiker, at han vil medgive mig, at jeg gjorde opmærksom på det forsigtighedsprincip, jeg selv var med til at formulere i valgkampen på de valgmøder. Jeg sagde meget klart, hvad der var vores politik, hvordan vi ønskede at finansiere den, og at den ikke kunne gennemføres, hvis ikke den kunne finansieres. Det gjorde jeg meget klart i den valgkamp på de valgmøder. Jeg er sikker på, vi kommer til at tage en runde mere om det, når der engang bliver valg.

Så vil jeg, og det er ikke for at bebrejde hr. Mike Legarth, sige, at hvis der er nogen, der er løbet fra, hvad de sagde i valgkampen, så er det vel Det Konservative Folkeparti, når det gælder lige præcis de her spørgsmål. Som jeg forstår det, gik man til valg på en politik, der hed, at der skulle være plads til at lade den offentlige sektor vokse med 0,8 pct. om året frem til 2020, og som jeg hører signalerne i dag, mener De Konservative nu, at tallet er 0,0. Det kan være, jeg har misforstået det, men der er da i hvert fald forskel på de to ting.

Hr. Jacob Jensen.

Lad mig få finansministeren til at bekræfte, at der i den publikation, som finansministeren øjensynlig har været chefarkitekten bag, nemlig »Fair Løsning«, hvori Socialdemokratiet og SF beskrev, hvordan man så den økonomiske situation og det, man gik til valg på, stod, at man ville lave en budgetlov, og at man i den budgetlov, som vi nu i dag førstebehandler, ville indskrive en økonomisk vækst i den offentlige sektor på 1,4 pct. Er det korrekt forstået?

Finansministeren.

Det, der er fuldstændig korrekt forstået, er, at vi allerede før valget fuldstændig klart sagde, at vi ønskede at gennemføre en budgetlov, og at vi faktisk også forhandlede med den daværende regering om den. Jeg tror bestemt også, at man kunne have nået en aftale før valget, hvis den tidligere regering ikke havde optrådt taktisk og havde valgt en position, hvor den ikke ønskede at give mit parti den fjer i hatten, det ville have været at lave en så fornuftig aftale. Så skrev vi ganske klart i vores udspil, at den vækst, man så kan finansiere, selvfølgelig også skal være afspejlet i den måde, man håndhæver budgetloven på. Det er sådan set meget enkelt.

Hr. Jacob Jensen.

Men er det også rigtigt, at der i publikationen »Fair Løsning« ud over de ting, finansministeren lige har nævnt, stod, at det var 1,4 pct., som den offentlige vækst skulle være på, og at det skulle skrives ind i budgetloven, og at vi i dag kan se, at man, når nu finansministeren i mellemtiden er blevet finansminister og fremlægger den plan, som man gik til valg på, og som skulle indeholde en vækst på 1,4 pct., så ikke engang kan skrive det ind i budgetloven, men at man opererer med et tal på 0,8 pct. i den 2020-plan, man selv tidligere på dagen har fremlagt? Altså, det var 1,4 pct. før valget, og man skrev det ind i sin egen publikation klokkeklart, sort på hvidt. Jeg vil gerne bede finansministeren om at bekræfte, at man gjorde det, og at man i dag lægger en 2020-plan og en budgetlov frem, hvor vi sort på hvidt kan se, at man opererer med stort set en halvering af den vækst i det offentlige forbrug, som man selv gik til valg på.

Finansministeren.

Altså, det stod fuldstændig klart før valget, at vi ønskede at gennemføre en budgetlov. Vi lagde et finansieret forslag frem om, hvor høj vi mente den offentlige vækst kunne være. Vi sagde meget klart, at det alene kunne realiseres, i det omfang den finansiering kunne hentes hjem. Nu står vi så lige så ærligt og redeligt og peger på, hvad vi mener kan finansieres, og vi har i dag – det er det, vi behandler i Folketinget – en bred aftale om den budgetlov, som vi foreslog før valget, men som den daværende regering ikke kunne tage sig sammen til at afslutte med den daværende opposition. Så det er jeg sådan set meget godt tilfreds med.

Tak til finansministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger spørgsmål til finansministeren – desværre, det beklager jeg meget over for finansministeren. (Finansministeren (Bjarne Corydon): Det er helt fint). Det er altså lidt træls, at der ikke er flere spørgsmål, hvis man står heroppe og man gerne vil have flere spørgsmål. Men det er helt i orden.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Finansudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.