B 67 Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af boafgiften.

Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2011-12
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 10-04-2012

Fremsat den 10. april 2012 af Ole Birk Olesen (LA), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Anders Samuelsen (LA)

20111_b67_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 10. april 2012 af Ole Birk Olesen (LA), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Anders Samuelsen (LA)

Forslag til folketingsbeslutning

om afskaffelse af boafgiften

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, der afskaffer boafgiften inden udgangen af 2012.

Bemærkninger til forslaget

Provenuet af arveafgiften - den såkaldte boafgift - udgør for 2012 3,6 mia. kr., jf. skatteministerens korrigerede svar af 30. marts 2012 på alm. del - spørgsmål 445. Boafgiften betyder dermed, at de ca. 55.000 danskere, der dør hvert år, i gennemsnit bidrager til statskassen med ca. 65.500 kr. Og det er værd at bemærke, at statens indtægter fra boafgift siden 2003 er steget med 44 pct.

Danskerne betaler i forvejen verdens højeste skatter og kan derudover risikere at betale helt op til 36 pct. i afgift af arv. Vi lever i et samfund, hvor staten »indbyder« borgerne til at tjene penge ved at lokke med tårnhøj skat på arbejde, pension og død. Det er ganske enkelt udtryk for et uretfærdigt, umoralsk og demotiverende skattesystem.

Forslagsstillerne mener, at det er principielt forkert, at staten skal tjene på tabet af danskernes familiemedlemmer og disses personlige evne til at skabe værdier. Hvorfor skal man som arving tvinges til at betale skat af penge eller værdier, som der allerede en gang er betalt nogle af verdens højeste skatter af? Skat af arv er en urimelig dobbeltbeskatning, og derfor skal den arv, som en afdød efterlader sig, tilfalde den eller de pågældende arvinger fuldt ud, uden om statens indkrævning.

Staten bør tværtimod motivere borgerne til at skabe værdier. Det skal kunne betale sig at have et langt arbejdsliv, og alle skal have ret til at forvalte deres i forvejen højt beskattede værdier, som man ønsker. Hvis man ønsker at spare op for at give noget videre til sin familie, børn og børnebørn, skal man ikke straffes for det. Det, at ens familie kan høste en del af frugten af et langt arbejdsliv, skal i langt højere grad medvirke til at motivere den enkelte til at yde en ekstra indsats. Det gør det desværre ikke i dag, og derfor ønsker forslagsstillerne at afskaffe boafgiften, som anses for en ren misundelsesskat.

Efter automatisk tilbageløb på moms og afgifter skønnes provenutabet af en afskaffelse af boafgiften at udgøre ca. 2,7 mia. kr. Finansieringen foreslås fremskaffet ved besparelser på aktiveringsområdet.

Skriftlig fremsættelse

Ole Birk Olesen (LA):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af boafgiften.

(Beslutningsforslag nr. B 67)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.