L 3 Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven.

(Skærpede straffe for hæleri og etablering af tæt samarbejde om udveksling af oplysninger mellem kriminalforsorgen, de sociale myndigheder og politiet i forbindelse med dømtes løsladelse (KSP-samarbejdet)).

Af: Justitsminister Lars Barfoed (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 06-10-2010
1. behandlet / henvist til udvalg 26-10-2010
Betænkning afgivet 25-11-2010
2. behandlet/direkte til 3. behandling 07-12-2010
3. behandlet, vedtaget 09-12-2010
Ministerområde:
Justitsministeriet
Resumé:
Loven gennemfører dele af regeringens (Venstre og Det Konservative Folkeparti) indbrudspakke fra april 2010. Det drejer sig om strengere straffe for hæleri og tættere koordinering af indsatsen ved udslusning fra fængsel.

Målet er at sætte hårdere ind over for bagmændene til organiseret hæleri og sende et signal om, at hæleri er uacceptabelt. Samtidig ønsker regeringen at styrke myndighedernes koordinerede indsats ved udslusningen fra fængsel til frihed for at forebygge tilbagefald til ny kriminalitet.

Loven skærper straffen for overtrædelse af straffelovens § 290, stk. 2, om hæleri af særlig grov beskaffenhed i sager om hæleri af mere professionel karakter med en tredjedel i forhold til hidtil. Bødestraffen for overtrædelse af straffelovens § 303 om groft uagtsomt hæleri bliver også skærpet markant.

Med loven tager man desuden initiativ til at etablere et mere systematiseret samarbejde mellem kriminalforsorgen, de sociale myndigheder og politiet om udslusning fra fængsel - det såkaldte KSP-samarbejde. Samarbejdet skal bl.a. sikre, at de involverede myndigheder regelmæssigt, hurtigt og smidigt kan udveksle alle nødvendige oplysninger. Det sker, ved at man i retsplejelovens § 115 indsætter en udtrykkelig hjemmel til denne udveksling.
Afstemning:
Vedtaget 104 stemmer for forslaget (V, S, DF, SF, KF, RV, LA) 2 stemmer imod forslaget (EL) 0 stemmer hverken for eller imod forslaget