Tak for det.
Hr.
Jesper Langballe har jo sådan set redegjort for en del af den meget alvorlige problemstilling, som vi står over for, og vi har jo også før i Folketingssalen haft diskussioner.
I forbindelse med en forespørgselsdebat foreslog Dansk Folkeparti – ved at lægge det frem i salen som et forslag til vedtagelse – at kommunerne og regeringen skulle forpligtes til at forhindre opførelsen af stormoskeer.
Og det kommer jo ikke som en overraskelse i dag, at der ikke er opbakning til de synspunkter, vi har i Dansk Folkeparti; det var der heller ikke, da vi havde forespørgselsdebatten.
Men jeg kan lige så godt sige, at vi ved forskellige lejligheder vil blive ved med at rejse den her problemstilling, fordi vi mener oprigtigt, at det er et alvorligt problem, vi står over for, og at det i høj grad er relevant at diskutere det i parlamentet.
Formålet med det her beslutningsforslag er jo at sikre, at den danske befolkning får mulighed for at tage stilling til, om der skal indføres et forbud mod at bygge minareter i forbindelse med moskeer i Danmark.
Søndag den 29.
november 2009 afholdtes en folkeafstemning i Schweiz om, hvorvidt minareter skulle forbydes, og initiativet til folkeafstemningen blev taget af det schweiziske folkeparti, SVP, og anledningen hertil var opførelsen af en minaret på et muslimsk bedehus i byen Wangen.
Beboerne i den lille by var forfærdede over udsigten til en minaret, hvilket fik partiet til at foreslå en afstemning.
Alle andre politiske partier i Schweiz anbefalede, at vælgerne forkastede forslaget, men resultatet af afstemningen blev dog et klart ja med 57,5 pct., der stemte for et forbud, og 42,5 pct., der stemte mod et forbud.
Det er muligt med grundlovens bestemmelser at afholde folkeafstemninger af vejledende karakter.
Det er sket to gange tidligere.
Første gang var vedrørende salget af De Vestindiske Øer til USA, hvor der var flertal for forslaget, og anden gang var en afstemning vedrørende det indre marked, hvor der også var flertal for forslaget.
Forslagsstillerne foreslår, at Folketinget anvender denne mulighed for at lade et ømtåleligt emne blive klargjort ved en vejledende folkeafstemning.
Der er tydeligvis tale om et emne, der splitter vælgerne og de folkevalgte.
Det synes jeg at Schweiz er et tydeligt eksempel på, for her var der massiv modstand mod forslaget politisk, samtidig med at der var massiv folkelig opbakning til forslaget.
Som sagt har Dansk Folkeparti tidligere i forbindelse med en forespørgselsdebat foreslået, at kommunerne og regeringen skulle forhindre opførelsen af stormoskeer, og vi blev stemt ned.
Det her er jo selvfølgelig stadig væk en diskussion om indholdet, om det problematiske, ved at man etablerer stormoskeer, om det problematiske, ved at vi har den islamisering af samfundet, som vi har.
Jeg synes også, det er utrolig ærgerligt, at vi hverken har kunnet få Venstres ordfører eller den socialdemokratiske ordfører til at svare på, om man mener, at islamiseringen af samfundet er et problem.
Jeg synes ellers ret tit, at man hører forskellige repræsentanter fra regeringspartierne, men også fra Socialdemokraterne og også fra Socialistisk Folkeparti, der går ud og problematiserer, at vi ser forskellige institutioner i samfundet, der indrettes efter islamiske regler.
Men i Folketingssalen har man lidt sværere ved at problematisere det her.
Når man endelig skal svinge sig op til noget, bliver det, at man følger noget tæt, og at man har fokus på noget.
Det synes jeg også er udmærket at man gør, men på et eller andet tidspunkt må man jo også komme med en form for konklusion.
Islam sondrer ikke mellem religion og politik.
Alle livets forhold er et anliggende for islam, og islam har svar på alt, i hvert fald for de meget rettroende, de meget fundamentalistiske – også svar på politiske spørgsmål.
Og det mener vi i Dansk Folkeparti er dybt problematisk i vores samfund.
Vi mener, at vi har brug for mindre islam, mindre islamisering af samfundet, ikke for mere islam.
Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at islamiseringen af vores land trækker os i den forkerte retning, og ved at stemme for det her forslag, stemmer man jo ikke for Dansk Folkepartis opfattelse af de emner, som vi diskuterer i dag.
Det er jo ikke det, man stemmer for ved at stemme for Dansk Folkepartis forslag.
Man stemmer sådan set bare for, at danskerne får lov til at give deres mening til kende.
Det er jo klart nok, at der er nogle danskere, der måske har den opfattelse, at når de stemmer på Socialdemokraterne eller stemmer på Venstre eller De Konservative, så stemmer de på et parti, som rent faktisk tager deres bekymringer alvorligt, og som rent faktisk ønsker at gøre noget ved islamiseringen af samfundet, for det udtaler politikerne fra de førnævnte partier jo ofte at de vil gøre noget ved.
Så er det jo klart, at vælgerne får den opfattelse, at de vil gøre noget ved det.
Men når det så rent faktisk kommer til at trykke på knapperne i Folketingssalen – det behøver ikke kun at være i forbindelse med det her, men så mange andre forslag, vi også har haft fremme – stemmer man ikke for at begrænse det; man stemmer ikke for, at man skal begrænse religiøse særregler i folkeskoler eller institutioner i Danmark.
Det gør man ikke, og heller ikke her vil man stemme for.
Og derfor er det jo klart, at der er nogle, der har den opfattelse, at de førnævnte partier vil gøre noget ved det, men at realiteten er, at når de har mulighed for gøre noget ved det, gør de jo ikke noget ved det.
Derfor er det jo en oplagt mulighed for at sige, en lejlighed til at sige, at hvis man stemmer for det her beslutningsforslag, får danskerne ved en vejledende folkeafstemning mulighed for at give deres mening til kende, og så kan vi alle som partier, personer og politikere jo gå ud og forsøge at overbevise vælgerne om det, vi synes er rigtigt.