I maj måned sidste år blev beskæftigelsesministeren i Højesteret dømt, ikke for én forseelse, men for to forseelser, idet beskæftigelsesministeren ved to lejligheder havde udstedt bekendtgørelser, som stred imod loven, mod lovens intentioner, og Højesteret dømte beskæftigelsesministeren i sagen. Det lovforslag, som vi nu skal stemme om, er sådan set en naturlig konsekvens af de to domme, beskæftigelsesministeren har modtaget i Højesteret. De vil nemlig sikre, at godtgørelsesniveauet er sådan, som det var, før beskæftigelsesministeren foretog sine ulovlige handlinger, og de vil sikre, at man undgår, at der er en forskel på den godtgørelse, en lønmodtager kan få, hvis arbejdsgiveren ikke udfærdiger ansættelsesbeviset ordentligt, hvor lønmodtageren er ansat på et overenskomstdækket område, og den, en lønmodtager kan få på et ikkeoverenskomstdækket område. Det er i den sammenhæng ret væsentligt, at de mange deputationer, vi har haft i Arbejdsmarkedsudvalget, har påpeget og understreget, at vigtigheden af et ansættelsesbevis faktisk er mange gange større de steder, hvor der ikke eksisterer et overenskomstforhold, fordi det jo oftest er det eneste grundlag, arbejdsgiveren og lønmodtageren har for den aftale, de har indgået om lønmodtagerens ansættelse, lønmodtagerens løn og lønmodtagerens konkrete arbejdsforhold. Det er derfor væsentligt at få vedtaget et lovforslag, der sikrer, at godtgørelsesniveauet er det samme, og at der ikke er en forskel på den godtgørelse, man kan få i det fagretlige system, og den godtgørelse, man kan få i det civilretlige system. Det er derfor også væsentligt, at Folketinget vedtager lovforslag L 70.