Som det jo allerede er fremgået, er baggrunden for forslaget, at vi skal kunne gennemføre Rådets forordning om Den Europæiske Fiskerifond i Danmark. Fonden giver mulighed for at gennemføre en række støtteordninger med henblik på udvikling af fiskeri- og akvakultursektoren og fiskeriområdet som helhed på et bæredygtigt grundlag, og Den Europæiske Fiskerifond afløser FIUF-forordningen og udgør dermed grundlaget for strukturpolitikken på hele fiskeriområdet i perioden 2007-2013.
Man kan rolig sige, at det overordnede formål med lovforslaget er at skabe rammerne for det størst mulige vedvarende udbytte af den danske fiskeri- og akvakultursektor, hvor ressourcerne udnyttes under hensyn til målet om regional udvikling og bæredygtighed inden for rammebestemmelsen i Den Europæiske Fiskerifond og selvfølgelig også i overensstemmelse med den reviderede fælles fiskeripolitik, som blev vedtaget i december 2002. Man kan derfor også sige, at hensigten med lovforslaget er at gøre det muligt at implementere forordningen om Den Europæiske Fiskerifond på alle områder, som er relevante for Danmark, og det betyder også, at lovforslaget omfatter alle de fem tematiske akser, som forordningen bygger på.
Regeringens særlige indsats for fiskeriet og den politiske aftale om en ny regulering af dansk fiskeri, som regeringen indgik sammen med Dansk Folkeparti for et år siden, har skabt grundlaget for værditilvækst og regional udvikling, og denne udvikling skal nu underbygges med handlingsplanen »En ny fremtid for dansk fiskeri og akvakultur«, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik politisk aftale om i oktober 2006. Handlingsplanen er en opfølgning på sidste års aftaler om ny regulering, og handlingsplanens mål er at gøre det danske fiskerierhverv til intet mindre end verdensmester i indtjening og miljø. Den Europæiske Fiskerifonds midler, der kan anvendes til både udviklingsformål og investeringsstøtte til enkelte virksomheder, forventes at udgøre en afgørende innovations- og investeringsaccelererende platform for handlingsplanen.
Regeringen og Dansk Folkeparti indgik i oktober 2006 aftale om ekstra midler på den kommende finanslov til fremme og udvikling af fiskerisektoren i 2007 og 2008. Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at bruge 260 mio. kr. i hvert af årene 2007 og 2008 til udvikling af dansk fiskeri- og akvakultur.
Det kan overraske mig lidt, at jeg har skullet lægge øre til, at hr. Bjarne Laustsen mener, at man smykker sig med lånte fjer. Hr. Bjarne Laustsen mener, at han ikke er blevet inviteret til at deltage, men hvis hr. Bjarne Laustsen havde læst den officielle pressemeddelelse, kan det jo undre, for går man ned i tredje afsnit, vil man kunne læse, og jeg citerer:
Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at bruge 260 mio. kr. om året i 2007 og 2008 til udvikling af dansk fiskeri- og akvakultur. Den ene halvdel kommer fra staten, kommuner og fonde, den anden halvdel fra Den Europæiske Fiskerifond. Citat slut.
Hvordan kan hr. Bjarne Laustsen få det til, at det er noget meget hemmeligt, og at vi ikke fortæller, hvor pengene kommer fra? Jeg kan sige, at hvis man vil bevare noget hemmeligt, er det at skrive det i en officiel pressemeddelelse næppe den bedste måde at gøre det på. Så er der en chance for, at det kommer frem.
Jeg må sige, at det er pure opspind, og jeg må igen forstå det sådan, at hr. Bjarne Laustsen er lidt sur over det, men det synes jeg ikke hr. Bjarne Laustsen skal være. Jeg er også lidt overrasket over det.
Jeg har lyttet til alle ordførerne, og jeg er glad for meldingerne fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, som er en del af aftalen. Jeg må sige, at SF og De Radikale også var positive og gik ind i en åben dialog. Der blev stillet spørgsmål, og det kunne godt være, man ville forbeholde sig ret til at stemme for eller imod, men det er jo helt, som det skal være. Jeg havde faktisk skrevet, at kun Enhedslisten er imod, men nej. Enhedslisten overraskede også lidt og sagde, at de også vil gå ind i en åben debat. De ville ikke sige noget om, hvordan de vil stemme, men Enhedslisten vil alligevel være positiv.
Tilbage sidder vi med det store Socialdemokrati, der er negativt og surt og ikke vil være med til noget. Der skal meget til, for at der overhovedet kan være tale om, at man vil være med, og fiskerne skal både toldes, og hvad ved jeg, for at der overhovedet kan blive tale om et forlig.
Jeg vil spørge hr. Bjarne Laustsen: Føler Socialdemokratiet ikke indimellem, at de kommer så langt ud, at tonen simpelt hen ikke rigtig kan holde længere? Jeg tror
i hvert fald, stemmebåndet får problemer, og jeg synes, det er lidt ærgerligt. Jeg havde gerne set Socialdemokratiet være med inde på midten og være med til at skabe den fiskeripolitik, som også skal bane vejen for kommende fiskere. Hvis man kigger på pengene, kan man se, at det er hensigten, at pengene skal bruges til udvikling og ikke til afvikling. Det bør være slut med tidligere tiders omfattende støtte til ophugning af fiskerifartøjer, det er i hvert fald vores holdning. Jeg må sige til hr. Bjarne Laustsen, at det sidste krampagtige forsøg synes jeg simpelt hen ikke er fair. Man siger, at der ikke kan gøres brug af de 260 mio. kr., hvis der ikke kommer ansøgninger om pengene. Det kan jeg bekræfte, men det er nu ikke nogen stor historisk overraskelse, at penge ikke kommer til udbetaling, medmindre der er nogle, der søger dem. Det er set før, det gælder bl.a. for hele landdistriktsområdet, som hr. Bjarne Laustsen sagde meget om har andre forhold. Nej, jeg kan forsikre, at hvis ingen søger landdistriktsmidlerne, kan vi heller ikke udbetale dem. Jeg synes måske, det er at gå lige til kanten. Der er
260 mio. kr., og selvfølgelig skal man selv søge om at få dem, men det tror jeg i øvrigt også man vil gøre, for der er en positiv stemning ude blandt fiskerne, som gør, at de gerne vil gøre brug af dem. Det gælder også i fiskeindustrien. Så må jeg jo sige, at hvis man endelig skulle kigge på lovforslaget for at se, om der er støtte til ophør af fiskeriaktiviteter, er det meget, meget lidt. Med de tilskud, der gennem de seneste år er ydet til ophugning af fiskerfartøjer, er der sket en løbende tilpasning af fiskerikapaciteten, og aftalen om en ny regulering af dansk fiskeri vil betyde en yderligere tilpasning af fiskerikapaciteten på markedsvilkår. Det forventes derfor ikke, at vi i praksis får behov for en permanent tilskudsordning. Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at der opstår nogle helt særlige situationer, hvor det f.eks. som følge af forurening eller andre uforudsete hændelser kan være nødvendigt at yde støtte til midlertidigt eller permanent ophør, og derfor giver lovforslaget også mulighed for sådanne ordninger. Vores mål er at skabe udvikling og dynamik i det danske fiskerierhverv. Det skal også gøres attraktivt for de unge, og her mener jeg, det er vigtigt at sikre, at der gives økonomisk støtte til yngre fiskere, der skal til at starte op. Lovforslaget giver derfor mulighed for at yde tilskud til yngre fiskeres førstegangserhvervelse af et fartøj. Den Europæiske Fiskerifond giver overordnet set mulighed for den samme vifte af støttemuligheder til udvikling af fiskeri- og akvakultur som FIUF, men som noget helt nyt giver Den Europæiske Fiskerifond og lovforslaget mulighed for at støtte en bæredygtig udvikling af fiskeriområder. Det er en foranstaltning, der kan supplere andre initiativer i både fiskeriprogrammet og andre programmer, bl.a. landdistriktsprogrammet, så de kan harmonere sammen. Det skal ske ved, at lokale grupper på baggrund af en lokal udviklingsplan bestemmer, hvad de ønsker at støtte i deres område inden for de rammer, som loven giver mulighed for. Jeg ser frem til udvalgsbehandlingen, og jeg synes, det har været positive meldinger, der er kommet i dag. Jeg håber også, at det sidste parti vil være med til at prøve at finde en ordning, som alle kan stemme for. Det er i orden, at vi har haft en diskussion om, hvorvidt vi skulle lave en ny regulering eller ej, men nu gælder det jo fiskeriets udvikling, og her vil jeg håbe at alle partier vil være med. Må jeg så bare sige til dem, der siger, at den nye fiskeriregulering, som vi indførte for et år siden sammen med Dansk Folkeparti, har medført færre fartøjer, at jeg synes, vi skal være ærlige og sige tingene ligeud, sådan som vi har gjort hele tiden: Der var og er stadig for mange fiskere til for få fisk, og det var derfor, vi gav den støtte til ophugning, som betød, at vi én gang for alle kunne få ryddet op. Det har vi også gjort. Tilbage står nu, at vi skal få fiskeriet til at blomstre og genrejse Danmark som en stolt fiskerination med nogle af verdens dygtigste fiskere og nogle af verdens dygtigste ansatte i fiskeriindustrien, som kan løfte opgaven. Det mål er jeg sikker på vi kan nå. Det kræver selvfølgelig en kraftanstrengelse, men her lægger vi grundstenen, her planter vi optimismen, og den synes jeg vi sammen skal prøve at få til at bære frugt i fremtiden.