Statsrevisorerne indstiller statsregnskabet for 2017 godkendt, men med bemærkninger

27.02.2019

Det fremgår af Endelig betænkning over statsregnskabet for 2017, som Statsrevisorerne netop har afgivet til Folketinget. Folketinget skal herefter beslutte, om statsregnskabet for 2017 kan godkendes.

Statsrevisorernes indstilling med bemærkninger 
Med afgivelse af denne endelige betænkning over statsregnskabet er revisionen af statsregnskabet for finansåret 2017 tilendebragt.

Statsrevisorerne forelægger statsregnskabet for 2017 til Folketingets beslutning med disse bemærkninger:

Statsrevisorerne skal henlede Folketingets opmærksomhed på, at Rigsrevisionen for første gang har taget et generelt forbehold for, om § 38. Skatter og afgifter er rigtig. § 38. Skatter og afgifter udgør halvdelen af statsregnskabet.

Statsrevisorerne ser med stor alvor på, at der er usikkerhed om, hvorvidt halvdelen af statsregnskabet for 2017 er rigtigt. Statsrevisorerne finder det nødvendigt, at skatteministeren og finansministeren arbejder målrettet og hurtigt med at sikre korrekt betaling og registrering af skatter og afgifter i statsregnskabet samt arbejder for at fjerne den underliggende usikkerhed om inddrivelse af offentlige fordringer og dermed statens reelle balanceposition.

Trods de alvorlige udestående problemer indstiller Statsrevisorerne ud fra en samlet vurdering i overensstemmelse med grundlovens § 47, stk. 3, at statsregnskabet for finansåret 2017 kan godkendes. Rigsrevisionen har oplyst, at hovedparten af skatter og afgifter er betalt og registreret rigtigt i statsregnskabet for 2017. 

Statsrevisorerne anbefaler Folketinget at anmode skatteministeren om en samlet plan for normalisering af inddrivelsesområdet, inklusiv plan for it-udvikling, manuel inddrivelse af gamle fordringer, overgang til opgørelse af gæld til kursværdi og forenkling af  lovgivning om offentlige fordringer.

Statsrevisorerne finder det relevant, at Folketinget vil se behandlingen af statsregnskabet for 2017 som en anledning til også at få en drøftelse af skatteområdet i Folketingssalen, herunder spørgsmålet om ressourcer til skatteområdet.

 
Sager som Statsrevisorerne gør Folketinget opmærksom på
Statsrevisorerne har i folketingsåret oktober 2017 – oktober 2018 afgivet 23 beretninger til Folketinget. I afgivelsesbemærkningen ser Statsrevisorerne på tværs af beretningerne og gør Folketinget opmærksom på udvalgte sager.

 

Statsrevisorerne har fremhævet 5 beretningssager på grund af deres kritiske og /eller principielle karakter, under disse overskrifter:

  • Statsrevisorerne gentager kritik af mangelfuld forvaltning i Skatteministeriet
    Statsrevisorerne ser med stor alvor og bekymring på forvaltningen af skatteområdet og må konstatere, at arbejdet med at genopbygge området langt fra er færdigt
  • Salg af statens aktiver bør ikke trække i langdrag
  • Der er på tværs af staten behov for bedre beskyttelse mod cyber- og ransomwareangreb og behov for bedre beskyttelse af adgangen til it-systemer og data.

Se hele Endelig betænkning 2017 her

Endelig betænkning over statsregnskabet for 2017 indeholder

  • Statsrevisorernes indstilling med bemærkninger og afgivelsesbemærkning til Folketinget om godkendelse af statsregnskabet for 2017
  • Statsrevisorernes afrapportering af deres besigtigelser af statslig virksomhed og andre aktiviteter
  • Oplysninger om hvordan statsrevisorkollegiet er sammensat i valgperioden 2018-2022
  • Oversigt over Statsrevisorernes bemærkninger til beretningssager, som Statsrevisorerne har fulgt op på siden sidste Endelige betænkning blev afgivet i februar 2018
  • Oplysninger om hvilke statsrevisorer der har erklæret sig inhabile i hvilke beretningssager
  • Oversigt over hvordan Statsrevisorerne har fulgt op på de beretninger, der er afgivet til Folketinget i folketingsåret 2017-2018, og hvilke ministerredegørelser og notater fra Rigsrevisionen der har ligget til grund for Statsrevisorernes opfølgning.

 

FAKTA OM STATSREVISORERNE
De seks statsrevisorer er valgt af Folketinget:
Henrik Thorup (DF), formand
Klaus Frandsen (RV), næstformand
Henrik Sass Larsen (S), MF
Villum Christensen (LA), MF
Frank Aaen (EL)
Britt Bager (V), MF

Statsrevisorernes opgaver er fastlagt i grundlovens § 47 som revisionskontrol med den offentlige forvaltning.
Ved løsning af deres opgaver samarbejder statsrevisorerne med rigsrevisor. Statsrevisorerne afgiver således de beretninger, som de modtager fra rigsrevisor, til Folketinget med eller uden bemærkninger. 
Statsrevisorerne er den eneste myndighed, der kan anmode rigsrevisor om at foretage undersøgelser. For yderligere information, se www.ft.dk/statsrevisorerne.
Kontakt: Sekretariatschef Gitte Korff, tlf. 33 37 59 85

FAKTA OM RIGSREVISIONEN
Lone Strøm er rigsrevisor i Rigsrevisionen. Rigsrevisionens mission er at revidere på vegne af Folketinget og styrke en ansvarlig forvaltning til gavn for borgerne. Rigsrevisors opgave er fastlagt i lov om revisionen af statens regnskaber og instruks for rigsrevisor. Rigsrevisionen udarbejder ca. 25 beretninger om året og ca. 80 notater om året til Statsrevisorerne. Rigsrevisionen reviderer statslige og statsfinansierede regnskaber. Rigsrevisionen udfører både finansiel revision og forvaltningsrevision. For yderligere information om Rigsrevisionen, se www.rigsrevisionen.dk.
Kontakt: Afdelingschef Nanna Henning, tlf. 33 92 85 75

Sideansvarlig: Jannie Sølvsteen