Leksikon
Ord og vendinger fra Folketingets arbejdsområde.
Titel
|
Teaser
|
Samråd
|
Et møde i et folketingsudvalg, hvor en minister mundtligt besvarer et samrådsspørgsmål.
|
Samrådsspørgsmål
|
Et udvalgsspørgsmål, der stilles skriftligt og besvares mundtligt af en minister på et udvalgsmøde.
|
Simpelt flertal
|
Der er tale om et simpelt flertal, når flere stemmer for end imod.
|
Spørgetid
|
Hver onsdag er der spørgetid i Folketingssalen. Her besvarer ministrene spørgsmål, som folketingsmedlemmerne forinden har sendt til dem.
|
Spørgetime med statsministeren
|
Spørgetimen med statsministeren afholdes ca. hver anden tirsdag fra kl. 13. Her besvarer statsministeren spørgsmål fra partilederne.
|
Spørgsmål til en minister
|
Folketingsmedlemmer kan stille flere typer spørgsmål til ministrene som led i arbejdet med lovgivningen og kontrollen med regeringen.
|
Statsborger
|
Person, der er juridisk knyttet til et bestemt land.
|
Statsrevisorerne
|
Statsrevisorerne er en uafhængig institution under Folketinget, der overvåger, at statens penge forvaltes lovligt og effektivt. Der er seks statsrevisorer.
|
Statsråd
|
Med passende mellemrum holder statsministeren og de øvrige ministre et møde med kongen. Mødet kaldes for statsrådet, og det ledes af kongen eller hans stedfortræder, hvis han er ude at rejse.
På statsrådet underskriver kongen sammen med en minister de love, som Folketinget har vedtaget. Regeringen orienterer også kongen om nye lovforslag, den vil fremsætte i Folketinget.
|
Stedfortræder
|
Stedfortrædere indtræder i Folketinget i stedet for et folketingsmedlem, eksempelvis fordi det faste medlem får orlov, eller fordi det faste medlem ønsker at udtræde af Folketinget.
|
Stemmeaftale
|
En type politisk aftale, der primært handler om, at aftalepartierne lover at stemme for eller imod et bestemt lovforslag.
|
Støtteparti
|
De partier, som hjælper en mindretalsregering til at opnå flertal, kaldes regeringens støttepartier. Det betegnes også som regeringens parlamentariske grundlag.
|
Stående udvalg
|
At et udvalg er stående, betyder, at det fast nedsættes hvert år. Der er 30 stående udvalg i Folketinget.
|
Suverænitet
|
Suverænitet er et lands formelle ret til at bestemme selv.
|
Systemskiftet
|
Fra 1901 var det ikke længere kongen, men et flertal i Folketinget, der bestemte, hvem der skulle danne regering. Det kaldes systemskiftet.
|
Særlige udvalg
|
Folketinget kan nedsætte særlige udvalg, også kaldet ad hoc-udvalg, til at tage sig af enkelte sager. Derudover er der i Folketinget nogle faste udvalg, hvis funktion er fastsat ved lov.
|
Sættemøde
|
På det første møde i en ny folketingssamling sættes Folketinget. Der vælges et Præsidium med en formand og fire næstformænd. Desuden vælges fire tingsekretærer.
|