Folketinget sender delegation til FN’s 73. Generalforsamling

16.10.2018

Folketinget sender den 25. oktober 2018 en delegation på 8 medlemmer til FN’s generalforsamling i New York, USA.

 

Folketinget sender den 25. oktober – 7. november 2018 en delegation på otte medlemmer til FN’s generalforsamling i New York. Delegationsrejsen begynder i den amerikanske hovedstad Washington D.C., hvor delegationen de første dage vil modtage en introduktion til aktuel amerikansk indenrigs- og udenrigspolitik gennem møder og samtaler i bl.a. Kongressen, det amerikanske forsvarsministerium (Pentagon) og Verdensbanken. Herudover vil delegationen mødes med repræsentanter fra amerikanske tænketanke og journalister, hvor særligt det amerikanske midtvejsvalg, der afholdes d. 6. november 2018, vil blive drøftet.

I New York deltager delegationen i FN’s generalforsamling og følger debatterne om aktuelle globale udfordringer. Delegationen vil deltage i en række møder og temabriefinger om bl.a. FN’s udviklingsaktiviteter, FN’s bæredygtighedsmål, udfordringerne i FN’s Sikkerhedsråd og reformer i FN. Endvidere vil der være fokus på emner som fredsopbygning og FN’s arbejde med at fremme menneskerettigheder. Desuden mødes delegationen med danskere ansat i FN for at få en mere detaljeret forståelse af arbejdet i FN.

Deltagere i delegationen:

  • MF Kim Christiansen (DF)
  • MF Kirsten Brosbøl (S)
  • MF Leif Mikkelsen (LA)
  • MF Pia Adelsteen (DF)
  • MF Jan Johansen (S)
  • MF Søren Egge Rasmussen (EL)
  • MF Pernille Schnoor (ALT)
  • MF Carl Holst (V)
  • Delegationssekretær Flemming Kordt Hansen

 

Sideansvarlig: Susanne Henriksen