Udlændinge- og Integrationsudvalget besøgte Hjemrejsecenter Avnstrup

19.09.2018

Udlændinge- og Integrationsudvalget besøgte den 19. september 2018 Hjemrejsecenter Avnstrup. Centeret blev etableret i februar 2018 efter at have fungeret som asylcenter i en årrække. Det er første gang udvalget besøger centeret siden etableringen som hjemrejsecenter.

“Udvalget besøger jævnligt forskellige centre og aktiviteter i Danmark, så medlemmerne kan danne sig deres eget indtryk af tingenes tilstand. Hjemrejsecenter Avnstrup blev vedtaget i forbindelse med finanslovsforhandlingerne for 2018, og udvalget har lagt vægt på at få mulighed for at besøge det nyetablerede center, når det var kommet godt i gang”, udtaler Martin Henriksen (DF), formand for Udlændinge- og Integrationsudvalget.

Hjemrejsecenteret er første stop for de asylansøgere, der har fået endeligt afslag på asyl. Centeret huser de afviste asylansøgere, der har valgt at medvirke til deres hjemrejse. Under besøget fik udvalget præsenteret de forskellige aktiviteter, der foregår i og omkring centeret af henholdsvis Udlændingestyrelsen, Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og Politiet.

Besøget er led i udvalgets arbejdsprogram. Udvalget er 2-3 gange om året på besøg ved forskellige institutioner og aktiviteter, der har relation til udvalgets sagsområder.

Program og deltagerliste.