Statsrevisorerne retter skrap kritik mod Forsvarsministeriets vedligeholdelse af bygninger
Forsvaret har haft en yderst mangelfuld styring af vedligeholdelsen af deres bygninger.
Forsvarsministeriet har ikke overblik over tilstanden af mange af deres bygninger, ministeriet har ikke en langsigtet plan for vedligeholdelse og har ikke anvendt alle de midler, som de har til rådighed til vedligeholdelse.
Det får Statsrevisorerne til at udtale skarp kritik af Forsvarsministeriet.
Forsvarsministeriet er en af statens største bygningsejere med ca. 5.000 bygninger på ca. 230 lokationer. Men omkring otte ud af ti af Forsvarsministeriets bygninger er ikke blevet synet rettidigt, viser Rigsrevisionens beretning.
I 2023 pegede de værnepligtiges faglige organisation, Værnepligtsrådet, blandt andet på, at flere kaserner var misligholdte, og at indkvarteringsforholdene var i ringe stand. Ifølge rådets udredningen var der konstateret skimmelsvamp i opholdsarealer og dårligt fungerende kloak-, toilet- og badefaciliteter.
På tre år har Arbejdstilsynet givet Forsvarsministeriet over 100 påbud, hvoraf en tredjedel er strakspåbud.
Har ikke brugt alle midler
På trods af et betydeligt vedligeholdelsesefterslæb har ministeriet ikke anvendt alle de midler, som de har til rådighed til vedligeholdelse.
I forligsperioden 2018-2023 var der afsat ca. 2,6 milliarder kroner til vedligeholdelse af Forsvarsministeriets bygninger, men det faktiske forbrug har kun været 1,8 milliarder kroner. Det faktiske forbrug var dermed næsten 800 millioner kroner lavere end det, der var afsat på finansloven.
De cirka 800 millioner kroner er blandt andet overført til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, hvor de i stedet er gået til drift og vedligeholdelse af materiel.
Forsvarsministeriet har ikke haft et overblik over det samlede vedligeholdelsesefterslæb på deres bygninger. I maj 2025 har Forsvarsministeriet offentliggjort en rapport, der viser et skønnet efterslæb på cirka 15 milliarder kroner.
Statsrevisorerne hæfter sig desuden ved følgende undersøgelsesresultater:
- 2/3 af det faktiske forbrug til vedligeholdelse af bygninger er anvendt på ikke-planlagte opgaver, herunder akut vedligeholdelse.
- Forsvarsministeriet udarbejder kun planer for vedligeholdelse af bygninger for ét år ad gangen, selvom det i de sidste 13 år har været målet at have en plan, som løber over 10 år. Samtidig bliver hovedparten af de planlagte vedligeholdelsesopgaver i 1-årsplanen ikke gennemført.
Rigsrevisionens beretning om Forsvarsministeriets vedligeholdelse af bygninger er blevet behandlet på statsrevisormødet den 2. juni 2025.