Mange statslige bygge- og anlægsprojekter bliver ikke færdige til tiden
Statsrevisorerne konstaterer, at ca. 60 % af statslige bygge- og anlægsprojekter, som Rigsrevisionen har undersøgt, ikke gennemføres som først planlagt.
Folketinget har godkendt bygge- og anlægsprojekter på et grundlag, der i de fleste tilfælde – især i forhold til tid – har vist sig ikke at holde.
Rigsrevisionen har kortlagt 120 bygge- og anlægsprojekter på seks ministerområder, som skulle være færdige i perioden 2018-2022, og undersøgt, om projekterne er blevet færdige til tiden og inden for den oprindelige økonomiske ramme.
Undersøgelsen viser blandt andet, at 60 % af ministeriernes bygge- og anlægsprojekter ikke er blevet færdige til tiden, og at ca. 20 % af projekterne er blevet dyrere end beskrevet i det første aktstykke til Folketinget.
Statsrevisorerne hæfter sig desuden særligt ved:
- Ca. 20 % af projekterne er mere end 3 år forsinkede. Den gennemsnitlige forsinkelse på tværs af alle de forsinkede bygge- og anlægsprojekter er ca. 2½ år.
- At ca. 20 % af ministeriernes bygge- og anlægsprojekter er blevet færdige med et merforbrug, der i alt udgør ca. 4,8 mia. kr. Niels Bohr Bygningen står alene for over 75 % af dette merforbrug.
- At ca. 40 % af bygge- og anlægsprojekterne er blevet færdige med et mindreforbrug, der i alt udgør ca. 8 mia. kr.
- At byggeprojekter i de selvejende institutioner oftere både er blevet færdige til tiden og inden for den økonomiske ramme, end de øvrige statslige byggeprojekter.
- At der er en sammenhæng mellem merforbrug og forsinkelser i bygge- og anlægsprojekterne.
Statsrevisorerne er enige i Rigsrevisionens anbefaling om, at Finansministeriet bør overveje, hvordan det sikres, at Folketinget får et bedre beslutningsgrundlag, som i højere grad afspejler tid og økonomi korrekt.
Rigsrevisionens beretning om beretning om tidsforbrug og økonomi i statslige bygge- og anlægsprojekter er blevet behandlet på statsrevisormødet den 10. marts 2025.
Find beretning afgivet til Folketinget med Statsrevisorernes bemærkninger.