Statsrevisorerne holder pressemøde 16. januar 2023 kl. 14.00
Statsrevisorerne holder pressemøde mandag 16. januar om deres behandling af to beretninger om Forsvarsministeriet:
- Beretning nr. 9/2022 om Forsvarsministeriets opbygning af en indsættelsesbar brigade
- Beretning nr. 10/2022 om Forsvarsministeriets økonomistyring af forligsmidler i perioden 2018-2023
Tid: kl. 14.00
Sted: Proviantsalen, Provianthuset, Christiansborg
Statsrevisorerne præsenterer deres bemærkninger til beretningerne og svarer herefter på spørgsmål.
Statsrevisorernes og Rigsrevisionens beretning nr. 9/2022 om Forsvarsministeriets opbygning af en indsættelsesbar brigade handler om Forsvarsministeriets opbygning af en deployerbar brigade, dvs. en brigade, der er indsættelsesbar. Det betyder, at brigaden skal kunne opstilles og indsættes nationalt eller internationalt, enten som en samlet brigade eller i mindre enheder, og i Danmarks tilfælde inden for 180 dage.
Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om Forsvarsministeriet har sikret en effektiv styring af opbygningen af en indsættelsesbar brigade. Rigsrevisionen har også gennemgået ministeriets svar til Folketinget på udvalgsspørgsmål om brigaden og ministeriets årlige orienteringer af forligskredsen. Endelig vurderer Rigsrevisionen, om Finansudvalget har fået de fornødne oplysninger i forbindelse med udvalgets behandlinger af aktstykker om brigaden.
Statsrevisorernes og Rigsrevisionens beretning nr. 10/2022 om Forsvarsministeriets økonomistyring af forligsmidler i perioden 2018-2023 handler om Forsvarsministeriets økonomistyring af forligsmidler fra ”Aftale på forsvarsområdet 2018-2023”. Forsvarsministeriets område fik med forsvarsforliget et bevillingsløft på 12,8 mia. kr. (2018-priser) i perioden 2018-2023. Målsætningerne i forliget er bl.a. at styrke Forsvarets bidrag til NATO’s kollektive afskrækkelse og forsvar samt at styrke Forsvarets bidrag til den nationale sikkerhed.
Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om Forsvarsministeriets økonomistyring giver gennemsigtighed i anvendelsen af forligsmidler i perioden 2018-2023.
Beretningerne offentliggøres 16. januar ca. kl. 13.00 på www.ft.dk/statsrevisorerne.
FAKTA
De seks statsrevisorer er valgt af Folketinget:
Mette Abildgaard (KF), MF
Leif Lahn Jensen (S), næstformand, MF
Mikkel Irminger Sarbo (RV)
Serdal Benli (SF)
Monika Rubin (M), MF
Lars Christian Lilleholt (V), MF
Statsrevisorernes opgaver er fastlagt i grundlovens § 47 som revisionskontrol med den offentlige forvaltning.
Ved løsning af deres opgaver samarbejder statsrevisorerne med rigsrevisor. Statsrevisorerne afgiver således de beretninger, som de modtager fra rigsrevisor, til Folketinget med eller uden bemærkninger.
Statsrevisorerne er den eneste myndighed, der kan anmode rigsrevisor om at foretage undersøgelser. For yderligere information se www.ft.dk/statsrevisorerne.
Kontakt: Sekretariatschef Gitte Korff, tlf. 33 37 59 85
FAKTA
Birgitte Hansen er rigsrevisor i Rigsrevisionen. Rigsrevisionen undersøger, om statens midler bruges effektivt, og som Folketinget har besluttet. Rigsrevisors opgave er fastlagt i lov om revisionen af statens regnskaber og instruks for rigsrevisor. Rigsrevisionen udarbejder ca. 25 beretninger om året og ca. 60 notater om året til statsrevisorerne. Rigsrevisionen reviderer statslige og statsfinansierede regnskaber. Rigsrevisionen udfører både finansiel revision og forvaltningsrevision. For yderligere information om Rigsrevisionen, se www.rigsrevisionen.dk
Kontakt: Afdelingschef Nanna Henning, tlf. 33 92 85 75