Kritik af statens beredskab for samfundskritiske it-systemer

04.11.2022

Statsrevisorerne har den 4. november 2022 afgivet Beretning 3/2022 om statens it-beredskab med denne bemærkning

Statsrevisorerne har anmodet om denne undersøgelse af, om staten har et tilfredsstillende it-beredskab. 

Undersøgelsen viser, at it-beredskabet for 13 udvalgte samfundskritiske systemer er så utilfredsstillende, at det har været nødvendigt for Rigsrevisionen at afgive en fortrolig beretning herom til Statsrevisorerne og i forlængelse heraf denne korte beretning.

Statsrevisorerne kritiserer, at de undersøgte myndigheder ikke har et tilfredsstillende it-beredskab, der kan sikre, at en række samfundskritiske opgaver uforstyrret og fortsat kan løses, selv om der skulle ske større it-nedbrud eller datatab.

Statsrevisorerne finder det særdeles nødvendigt, at de undersøgte myndigheder hurtigst muligt får rettet op på de mangler i it-bered-skabet, som Rigsrevisionen har påpeget. Det gælder ikke mindst udarbejdelse af tilfredsstillende reetableringsplaner, der kan sikre, at myndighederne hurtigt kan vende tilbage til normal drift i tilfælde af større it-nedbrud, hackerangreb, fysiske skader e.l.

Statsrevisorerne forventer, at alle de statslige myndigheder på baggrund af denne beretning undersøger og sikrer et effektivt it-beredskab. Statsrevisorerne vil desuden følge op med yderligere beretninger om it-beredskabet for andre samfundskritiske it-systemer.

Selv om ministeriernes svarfrist er lovbestemt til mindst 2 måneder, finder Statsrevisorerne, at de ansvarlige ministre bør komme med deres redegørelse hurtigst muligt og helst inden 1 måned, da Rigsrevisionen har konstateret meget alvorlige sikkerhedsbrister i de 13 samfundskritiske systemer. 

Ministrenes svarfrist: 2 måneder

 

Deltagere i statsrevisormødet:

Mette Abildgaard (KF), Leif Lahn Jensen (S), Troels Lund Poulsen (V), Mikkel Irminger Sarbo (RV), Serdal Benli (SF)

Afbud fra:
Sophie Løhde (V)

Gitte Korff
Sekretariatschef
Telefon: 3337 5985