Statsrevisorerne indstiller statsregnskabet for 2018 godkendt, men med bemærkninger
Statsrevisorerne ser med stor alvor og bekymring på, at Skatteministeriet heller ikke for 2018 har kunnet aflægge et regnskab for statens skatter og afgifter uden væsentlige usikkerheder, ligesom der fortsat er usikkerhed om inddrivelse af de offentlige fordringer.
Det fremgår af Endelig betænkning over statsregnskabet for 2018, som Statsrevisorerne netop har afgivet til Folketinget. Folketinget skal herefter beslutte, om statsregnskabet for 2018 kan godkendes.
Statsrevisorernes bemærkninger til statsregnskabet for 2018
- Statsrevisorerne henleder Folketingets opmærksomhed på, at Rigsrevisionen ligesom for statsregnskabet for 2017 har taget forbehold for, om § 38. Skatter og afgifter er rigtig i statsregnskabet for 2018
- Skatteministeriets regnskabsaflæggelse på § 38. Skatter og afgifter er ligesom i 2017 præget af betydelig usikkerhed
- Usikkerheden kan afgrænses til § 38. Skatter og afgifter, men den er meget væsentlig, da den vedrører halvdelen af statsregnskabet
- Bortset fra forbeholdet på § 38. Skatter og afgifter, er statsregnskabet for 2018 i alle væsentlige henseender rigtigt.
Sager som Statsrevisorerne gør Folketinget opmærksom på
I betænkningen ser Statsrevisorerne på tværs af de 23 beretninger, de har afgivet i folketingsåret oktober 2018 - oktober 2019 og gør Folketinget opmærksom på 11 udvalgte sager på grund af deres kritiske og /eller principielle karakter, bl.a.:
- Gentagen kritik af mangelfund forvaltning og regelbrud i Skatteministeriet (6 beretningssager)
- Forskelle i udredning og behandling af patienter på sygehuse (3 beretningssager)
- Statsrevisorerne har anmodet Rigsrevisionen om en tværgående undersøgelse af, hvor stor risikoen er for, at statsansatte begår fejl og svig, som er muliggjort af svage forretningsgange, utilstrækkelige interne kontroller og manglende opmærksomhed fra ledelsen. Baggrunden er svindelsagerne i Socialstyrelsen, Skatteministeriet og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Se hele Endelig betænkning 2018 her
Statsrevisorernes endelige betænkning over statsregnskabet for 2018 indeholder
1. Oplysninger om indhold og opbygning af Endelig betænkning over statsregnskabet for 2018
2. Statsrevisorernes indstilling til Folketinget om godkendelse af statsregnskabet for 2018
3. Sager, som Statsrevisorerne gør Folketinget opmærksom på
4. Statsrevisorernes besigtigelse af statslig virksomhed og andre aktiviteter
5. Sammensætning af statsrevisorkollegiet
6. Oversigt over Statsrevisorernes bemærkninger
7. Oplysninger om inhabilitet i enkelte sager
8. Oversigt over beretninger, der er behandlet i Endelig betænkning 2018
9. Opfølgning på fortsatte beretninger vedrørende tidligere år
FAKTA OM STATSREVISORERNE
De seks statsrevisorer er valgt af Folketinget:
Henrik Thorup (DF), formand
Klaus Frandsen (RV), næstformand
Villum Christensen (LA), MF
Frank Aaen (EL)
Britt Bager (V), MF
Flemming Møller Mortensen (S), MF
Statsrevisorernes opgaver er fastlagt i grundlovens § 47 som revisionskontrol med den offentlige forvaltning.
Ved løsning af deres opgaver samarbejder Statsrevisorerne med Rigsrevisionen. Statsrevisorerne afgiver således de beretninger, som de modtager fra Rigsrevisionen, til Folketinget med eller uden bemærkninger.
Statsrevisorerne er den eneste myndighed, der kan anmode rigsrevisor om at foretage undersøgelser. For yderligere information, se www.ft.dk/statsrevisorerne.
Kontakt: Sekretariatschef Gitte Korff, tlf. 33 37 59 85
FAKTA OM RIGSREVISIONEN
Lone Strøm er rigsrevisor i Rigsrevisionen. Rigsrevisionens mission er at revidere på vegne af Folketinget og styrke en ansvarlig forvaltning til gavn for borgerne. Rigsrevisors opgave er fastlagt i lov om revisionen af statens regnskaber og instruks for rigsrevisor. Rigsrevisionen udarbejder ca. 25 beretninger om året og ca. 80 notater om året til Statsrevisorerne. Rigsrevisionen reviderer statslige og statsfinansierede regnskaber. Rigsrevisionen udfører både finansiel revision og forvaltningsrevision. For yderligere information om Rigsrevisionen, se www.rigsrevisionen.dk.
Kontakt: Afdelingschef Nanna Henning, tlf. 33 92 85 75