Beretningen handler om Skatteministeriets behandling af straffesager, når borgere og virksomheder begår skatte- og afgiftsunddragelse. Der er tale om skatte- og afgiftsunddragelse, når en borger eller en virksomhed med forsæt eller ved grov uagtsomhed afgiver urigtige, vildledende eller ufuldstændige oplysninger vedrørende den skat, den moms eller de afgifter, som borgeren eller virksomheden skal angive i henhold til skatte-, moms- og afgiftslovgivningen.
Formålet med denne undersøgelse er at vurdere, om Skatteministeriets indsats på straffesagsområdet er tilfredsstillende. Rigsrevisionen har for det første undersøgt, om kontrolenhederne i Skattestyrelsen og Motorstyrelsen sikrer, at der i relevante tilfælde foretages en vurdering af, om en sag skal sendes til strafferetlig vurdering. Rigsrevisionen har bl.a. undersøgt, om der er retningslinjer, som kan understøtte kontrolmedarbejdernes vurderinger, og som sikrer, at vurderingerne er begrundede. For det andet er det undersøgt, om Skattestyrelsen sikrer tilfredsstillende sagsbehandlingstider. Det betyder i praksis, at sagsbehandlingstider ikke bør være så lange, at sagerne når at forælde helt eller delvist, før de bliver strafferetligt vurderet, og at sagsbehandlingstiderne generelt ikke bør stige. Sagsbehandlingstiderne bør derudover ikke være så lange, at de får indflydelse på afgørelserne i sagerne og fx betyder, at straffe må nedsættes.
Statsrevisorerne afgav beretningen og deres bemærkning til Folketinget 11. juni 2021.
Emneord:
skatter