Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Sundheds- og ældreministeren
Statsrevisorernes Sekretariat
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Dato: 16-02-2021
Enhed: MEDINT
Sagsbeh.: DEPGSM
Sagsnr.: 1909853
Dok. nr.: 1573726
Sundhedsministerens redegørelse til Statsrevisorerne
vedrørende beretning nr. 1 2020 om ministeriernes arbejde
med FN's verdensmål i Danmark
Statsrevisorerne har anmodet om de enkelte ministeriers redegørelse for de
foranstaltninger og overvejelser, som Rigsrevisionens beretning nr. 1/2020 om
ministeriernes arbejde med FN's verdensmål i Danmark har givet anledning til.
Jeg vil derfor i det følgende redegøre for de foranstaltninger og overvejelser, som
beretningen giver anledning til på Sundhedsministeriets ressortområde. Jeg skal i den
forbindelse bemærke, at en stor del af beretningen vedrører den tidligere regerings
arbejde med verdensmålene. Jeg skal derudover bemærke, at min redegørelse alene
vedrører de forhold, som efter kongelig resolution af 21. januar 2021 hører under
Sundhedsministeriets ressortområde.
Det fremgår af beretningen, at der på Sundhedsministeriets område har været
tilstrækkeligt datagrundlag til at understøtte vurderingen af fremdrift for målsætning
14 og 15 i den tidligere regerings fremdriftsrapport fra 2018. Det fremgår dog også, at
fremdriften for målsætning 14 ikke i tilstrækkelig grad formidles tydeligt, selvom
datagrundlaget giver mulighed for det.
Jeg tager Rigsrevisionens beretning til efterretning. Den understreger ikke blot
behovet for at formulere klare målsætninger og indikatorer med en datamæssig
fremstilling over tid, men også vigtigheden af den eksterne formidling af udviklingen,
herunder et klart redegørende afsnit for fremdriften. Ikke mindst i afrapporteringen
og orienteringen af Folketinget.
Regeringen har igangsat et arbejde med en ny dansk handlingsplan for FN’s
verdensmål, som Sundhedsministeriet deltager i sammen med de øvrige ministerier.
Her vil Sundhedsministeriet arbejde for, at handlingsplanen indeholder klare
målsætninger og indikatorer, der understøtter og synliggør forståelsen af fremdriften
inden for ministeriets ressortområde.
Regeringen forpligter sig ligeledes til, at relevante lovforslag skal konsekvensvurderes
i forhold til de 17 verdensmål.