Statsrevisorernes Sekretariat
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Den 17. februar 2020
Redegørelse til Statsrevisorerne vedr. beretning nr. 7/2019 om
sikring af grundvandet mod pesticider
I brev af 17. december 2019 har Statsrevisorerne anmodet mig om at redegøre for
de foranstaltninger og overvejelser, som beretning nr. 7/2019 om sikring af
grundvandet mod pesticider har givet anledning til.
Nedenfor vil jeg redegøre for de overvejelser, foranstaltninger og konkrete
initiativer, som beretning nr. 7/2019 har givet anledning til for Miljø- og
Fødevareministeriet fsva. undertegnedes ressortområde. Miljøministeren
oversender parallelt en separat ministerredegørelse for de dele af beretningens
indhold og konklusioner samt Statsrevisorernes bemærkninger, der vedrører
dennes ressortområde.
Overvejelser og foranstaltninger
Statsrevisorerne bemærker, at Miljø- og Fødevareministeriet ikke har sikret et
fuldstændigt datagrundlag til at gennemføre en risikobaseret kontrol af
erhvervsmæssige brugeres anvendelse af pesticidmidler, hvorfor der er risiko
for, at relevante virksomheder ikke bliver udtaget til kontrol, ligesom
indberetningerne til Europa-Kommissionen om pesticidanvendelse kan være
behæftede med fejl.
Rigsrevisionen konkluderer, at Miljø- og Fødevareministeriet ikke har
etableret et administrativt grundlag, der gør det muligt at følge op på
indberettede anvendelser af ulovlige pesticidmidler.
Med henblik på Rigsrevisionens kritikpunkt vedrørende opfølgning på
indberettede anvendelser af ulovlige pesticidmidler i sprøjtejournalindberetninger,
skal jeg meddele, at jeg nu har sikret, at der etableres et administrativt grundlag,
der gør det muligt at følge op på indberettede anvendelser af ulovlige
sprøjtemidler. Dette indebærer, at Miljøstyrelsen i forbindelse med
sprøjtejournalindberetninger fremadrettet vil oplyse, at de indberettede
oplysninger vil kunne benyttes i forbindelse med kontrol. På baggrund af dette vil
det fremadrettet være administrativt muligt at følge op på indberettede
anvendelser af ulovlige sprøjtemidler.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mfvm@mfvm.dk • www.mfvm.dk
Derudover vil jeg oplyse at det internationale gennemsyn, som udgør et af de tre
tiltag, som miljøministeren har iværksat på baggrund af Rigsrevisionens
beretning, blandt andet skal efterse Landbrugsstyrelsens faglige kriterier for
udtagelse af virksomheder til den risikobaserede kontrol af landbrugets
anvendelse af sprøjtemidler. Gennemsynet udføres af internationale eksperter og
skal afdække eventuelle faglige fejl, mangler og forbedringspotentialer i
kontrolsystemet for erhvervsmæssige brugeres anvendelse af sprøjtemidler. Det
forventes, at det internationale gennemsyn færdiggøres i efteråret 2020. På
baggrund af eftersynet og dets konklusioner vil det blive vurderet, hvorvidt der er
behov for at genoverveje Landbrugsstyrelsens faglige kriterier for udtagning af
virksomheder til kontrol.
Med hensyn til datagrundlaget for kontrol af erhvervsmæssig brug af sprøjtemidler
kan jeg, som bemærket i beretningen, oplyse, at det ud fra det nuværende
sprøjtejournalindberetningssystem (SJI-system) ikke er muligt at opgøre, hvor
mange jordbrugsvirksomheder der et givent år mangler at indberette brugen af
sprøjtemidler. Jeg kan oplyse, at Miljøstyrelsen arbejder på at forbedre
registreringen af virksomheder, der er indberetningspligtige i SJI-systemet, og i
den forbindelse har udarbejdet en ny procedurebeskrivelse for sagsbehandling i
SJI om manglende indberetninger. Proceduren indeholder en beskrivelse af de
processkridt, der skal foretages, når Miljøstyrelsen foretager administrativ kontrol
af manglende rettidig indberetning af sprøjtemidler i SJI-systemet. En forbedret
indberetning til SJI-systemet skal sikre retvisende indberetninger til EU-
Kommissionen.
Jeg vil i øvrigt henvise til redegørelsen fra miljøministeren fsva. de dele af
beretningen, som henhører under dennes ressort.
Afslutningsvis skal jeg bemærke, at der er sendt en kopi af nærværende
redegørelse til Rigsrevisionen.
Med venlig hilsen
Mogens Jensen
2