Denne beretning handler om Kriminalforsorgens indsats over for dømte i og uden for fængslerne. Undersøgelsen omfatter betinget dømte samt ubetinget dømte, der afsoner i fængsler, arrester eller med fodlænke, eller som er prøveløsladt. Justitsministeriet har det overordnede ansvar for fuldbyrdelsen af straffe, og opgaven varetages af Kriminalforsorgen.
Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om Justitsministeriet har sikret, at Kriminalforsorgen fører et tilfredsstillende tilsyn med betinget dømte, afsonere med fodlænke og prøveløsladte samt sikrer beskæftigelse og kriminalitetsforebyggende indsatser til afsonerne i fængsler og arrester. Følgende spørgsmål besvares i beretningen:
• Er Kriminalforsorgens tilsyn med betinget dømte tilfredsstillende?
• Er Kriminalforsorgens tilsyn med fodlænkeafsonere og prøveløsladte tilfredsstillende?
• Er Kriminalforsorgens beskæftigelsesindsats og kriminalitetsforebyggende indsats over for afsonere i fængsler og arrester tilfredsstillende?
Statsrevisorerne afgav beretningen og deres bemærkning til Folketinget 15. marts 2019.
Emneord:
kriminalforsorg og afsoning