Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

Socialudvalget 2013-14
SB 8 1
Offentligt

8/2013

Beretning om

kvindekrisecentre

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

8/2013

Beretning om

kvindekrisecentre

Statsrevisorerne fremsender denne beretning

med deres bemærkninger til Folketinget og

vedkommende minister, jf. § 3 i lov om

statsrevisorerne og § 18, stk. 1, i lov om

revisionen af statens regnskaber m.m.

København 2014

Denne beretning til Folketinget skal behandles ifølge lov om revisionen af statens regnskaber, § 18:

Statsrevisorerne fremsender med deres eventuelle bemærkninger Rigsrevisionens beretning til Folketinget og vedkommende

minister.

Social-, børne- og integrationsministeren afgiver en redegørelse til beretningen.

Rigsrevisor afgiver et notat med bemærkninger til ministerens redegørelse.

På baggrund af ministerens redegørelse og rigsrevisors notat tager Statsrevisorerne endelig stilling til beretningen, hvilket

forventes at ske i maj 2014.

Ministerens redegørelse, rigsrevisors bemærkninger og Statsrevisorernes eventuelle bemærkninger samles i Statsreviso-

rernes Endelig betænkning over statsregnskabet, som årligt afgives til Folketinget i april måned – i dette tilfælde Endelig

betænkning over statsregnskabet 2013, som afgives i april 2015.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

Henvendelse vedrørende

denne publikation rettes til:

Statsrevisorerne

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Telefon: 33 37 59 87

Fax: 33 37 59 95

E-mail: [email protected]

Hjemmeside: www.ft.dk/statsrevisorerne

Yderligere eksemplarer kan

købes ved henvendelse til:

Rosendahls-Schultz Distribution

Herstedvang 10

2620 Albertslund

Telefon: 43 22 73 00

Fax: 43 63 19 69

E-mail: [email protected]

Hjemmeside: www.rosendahls-schultzgrafisk.dk

ISSN 2245-3008

ISBN 978-87-7434-424-7

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

STATSREVISORERNES BEMÆRKNING

Statsrevisorernes bemærkning

Statsrevisorerne,

den 22. januar 2014

BERETNING OM KVINDEKRISECENTRE

Hvert år opsøger ca. 2.000 volds- og kriseramte kvinder et krisecenter, fordi de har

akut brug for beskyttelse, omsorg og støtte. Der er 42 krisecentre i Danmark, og de

kan være kommunale eller private/selvejende med eller uden driftsoverenskomst med

kommunen. Der er tradition for en stor frivillig indsats i krisecentrene, hvis ydelser og

takster er meget varierende. Staten refunderer 50 % af kommunernes udgifter til op-

holdet på et krisecenter.

Kommunerne har ansvaret for, at kvinder og børn får den hjælp under opholdet, som

de har ret til i henhold til serviceloven, i form af familierådgivning og psykologbehand-

ling til børnene.

Statsrevisorerne kritiserer, at kommunerne ikke i tilstrækkelig grad har sikret,

at kvinder og børn modtager den hjælp, som de har ret til, mens de opholder

sig på et krisecenter.

Rigsrevisionens gennemgang af 104 sager i 8 kommuner viser således, at 65 % af

kvinderne med børn ikke har fået tilbudt familierådgivning, og at 46 % af børnene ik-

ke har fået tilbudt psykologbehandling.

Statsrevisorerne kritiserer, at utilstrækkelig kommunikation mellem krisecentre og

kommuner samt mellem kommunernes relevante forvaltninger i nogle tilfælde har

været årsag til, at kommunen ikke kendte til opholdet – og dermed ikke kunne give

den lovbestemte hjælp.

Statsrevisorerne konstaterer, at kommunerne kun har haft begrænset indflydelse på

de private og selvejende krisecentres standarder, ydelser og takster. Reformen af

det sociale tilsyn, som trådte i kraft i januar 2014, har skabt et nyt grundlag for tilsy-

net.

Statsrevisorerne skal opfordre social-, børne- og integrationsministeren til i den eva-

luering af krisecentrene, som er igangsat, også at vurdere, om midlerne på området

anvendes effektivt, og om indsatsen stemmer overens med servicelovens intentio-

ner.

Peder Larsen

Henrik Thorup

Helge Adam Møller

Kristian Jensen

Klaus Frandsen

Magnus Heunicke

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

Beretning til Statsrevisorerne om

kvindekrisecentre

Rigsrevisionen afgiver hermed denne beretning til

Statsrevisorerne i henhold til § 17, stk. 2, i rigsrevi-

sorloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 101 af 19. januar

2012. Beretningen vedrører finanslovens § 15. So-

cial-, Børne- og Integrationsministeriet.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

Indholdsfortegnelse

II.

Introduktion og konklusion ........................................................................................... 1

Indledning .................................................................................................................... 3

Baggrund .............................................................................................................. 3

Formål, afgræsning og metode ............................................................................. 4

Rammer for krisecentre og kommuner ........................................................................ 7

Lovgivningsmæssige rammer ............................................................................... 8

Kommunernes indsats ............................................................................................... 12

Kommunernes viden om kvinder og børns ophold på krisecentre ...................... 13

Kommunernes tilbud om psykologbehandling til børn ........................................ 16

Kommunernes tilbud om familierådgivning ......................................................... 18

Social-, Børne- og Integrationsministeriets bidrag ..................................................... 20

Ministeriets indsatser i forhold til kommuner og krisecentre ............................... 20

Ministeriets overvågning og evaluering af indsatsen på krisecentre................... 22

III.

IV.

Bilag 1. Lovændringer og regeljusteringer på området siden 2004 .................................... 25

Bilag 2. Ordliste ................................................................................................................... 26

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

Beretningen vedrører finanslovens § 15. Social-, Børne- og Integrationsministeriet.

I undersøgelsesperioden har der været følgende ministre:

Eva Kjer Hansen: august 2004 - september 2007

Karen Jespersen: september 2007 - april 2009

Karen Ellemann: april 2009 - februar 2010

Benedikte Kiær: februar 2010 - oktober 2011

Karen Hækkerup: oktober 2011- august 2013

Annette Vilhelmsen: august 2013 -

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

INTRODUKTION OG KONKLUSION

I. Introduktion og konklusion

1. Denne beretning handler om den indsats, som servicelovens § 109 forpligter myndighe-

derne til at yde over for volds- og kriseramte kvinder og børn. Social-, Børne- og Integra-

tionsministeriet har ressortansvaret for lovgivningen, mens kommunerne har myndigheds-

ansvaret for at hjælpe kvinder og børn under og efter deres ophold på kvindekrisecentre.

2. Hvert år opsøger ca. 2.000 kvinder ét af de 42 krisecentre, der er placeret rundt omkring

i landet, og beder om midlertidigt ophold og hjælp. Det er kvinder, der har været udsat for

vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i deres familie eller samliv. Mange af kvinderne

har børn med på et krisecenter, og i de fleste tilfælde har børnene enten overværet eller

hørt volden finde sted mod moderen. En stor andel af børnene har selv været udsat for

vold, jf. Socialstyrelsens årsstatistik 2013 for kvindekrisecentre.

Det fremgår af servicelovens § 109, at kommunerne skal tilbyde kvinder og deres børn et

midlertidigt ophold på et krisecenter. Kvinder, som har børn, skal desuden tilbydes familie-

rådgivning til at etablere et nyt liv uden vold, og alle børn, der er med på et krisecenter, skal

have tilbud om professionel psykologbehandling til at bearbejde deres oplevelser.

3. Rigsrevisionen har selv taget initiativ til undersøgelsen i februar 2013.

4. Formålet med beretningen er at undersøge, om kvinder og børn får den hjælp til at eta-

blere et liv uden vold, som de har ret til efter servicelovens § 109. Det har Rigsrevisionen

undersøgt ved at besvare følgende spørgsmål:



Hvilke rammer sætter lovgivningen for organisering og betaling af krisecentrene og

kommunernes myndighedsopgaver?

Sikrer kommunerne, at kvinder og børn under og efter ophold på et krisecenter får den

hjælp, de har ret til efter servicelovens § 109?

Bidrager Social-, Børne- og Integrationsministeriet til, at kommunerne giver kvinder og

børn på krisecentre den hjælp, de har ret til efter servicelovens § 109?

Serviceloven

Lovbekendtgørelse nr. 1093 af

5. september 2013 om social

service.

Myndighedsansvar

Herved forstås, hvilken offent-

lig myndighed – her kommunen

– som efter en konkret lov har

pligt til at handle på en given

oplysning (handlepligt).

Familierådgivning

Kommunerne skal tilbyde kvin-

der med børn, der har taget op-

hold på et krisecenter, støtte og

vejledning fra en familierådgi-

ver.

Familierådgiveren skal være

den gennemgående og koordi-

nerende person, som familien

kan støtte sig til.

5. Undersøgelsen er bl.a. baseret på en stikprøve af 8 kommuners sager om kvinders op-

hold på krisecentre.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

INTRODUKTION OG KONKLUSION

UNDERSØGELSENS HOVEDKONKLUSION

Når kvinder og børn henvender sig på et krisecenter, er det, fordi de står i en

svær situation præget af vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i familien.

De er sårbare og ofte uden netværk eller overskud til at kræve deres ret. Rigs-

revisionen finder, at en effektiv indsats af høj kvalitet for disse meget udsatte

borgere er væsentlig for den enkelte kvinde og for børnene. Samtidig kan en

tidlig effektiv indsats spare samfundet for en række omkostninger, fordi fami-

lien hurtigere bliver i stand til at klare sig selv.

Driftsorienteret tilsyn

Kommunerne varetager i hen-

hold til servicelovens § 148 a

det generelle driftsorienterede

tilsyn med krisecentrene, dvs.

fører tilsyn med driften, men ik-

ke med de ydelser, som krise-

centret yder.

På krisecentrene er der tradition for en stor frivillig indsats, hvilket også afspej-

ler sig i krisecentrenes organisatoriske grundlag og virkemåde. Kommunerne

har hidtil skullet føre et driftsorienteret tilsyn med krisecentrene, men har ikke

haft instrumenterne til at påvirke standarden på de private/selvejende krisecen-

tre. Kommunerne skal ikke godkende krisecentrene. Krisecentrenes ydelser og

takster mv. varierer. Det indikerer, at der er behov for, at Social-, Børne- og In-

tegrationsministeriet vurderer, om midlerne på området anvendes effektivt, og

om den samlede indsats lever op til servicelovens intentioner.

Selv om kommunerne ikke har visitationsretten, har de fortsat ansvaret for at

sikre, at kvinder og børn under opholdet på et krisecenter får den nødvendige

hjælp. Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at kommunerne ikke i alle tilfæl-

de har viden om opholdet, og at de ikke i tilstrækkelig grad sikrer, at kvinder

får den hjælp, som lovgivningen giver dem ret til, i form af familierådgivning og

psykologbehandling til børnene. Dette finder Rigsrevisionen ikke tilfredsstil-

lende.

Rigsrevisionen finder, at fælles bindende retningslinjer for, hvornår og hvor-

dan kommunerne skal orienteres om kvinder og børns ophold, kan understøt-

te, at kommunerne tilbyder de ydelser, som de skal efter serviceloven. Samti-

dig er det væsentligt, at kommunernes interne procedurer sikrer koordination

mellem alle relevante forvaltninger. Reformen af det sociale tilsyn, som er trådt i

kraft i januar 2014, omfatter krisecentrene. Der er dermed etableret et nyt grund-

lag for tilsyn med området.

Social-, Børne- og Integrationsministeriet har desuden medio 2013 påbegyndt

en evaluering af krisecentrene. Evalueringen afsluttes først i 2015 og inddrager

ikke kommunernes opgaver og indsats på området. Rigsrevisionen anbefaler

derfor, at ministeriet – selv om der pågår en evaluering af området – snarest

muligt tager initiativer til at løse de problemstillinger, som denne beretning om-

handler, herunder at kvinder og børn får den hjælp, de har ret til efter service-

lovens § 109.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

INDLEDNING

II. Indledning

Baggrund

6. Kommunerne har siden kommunalreformen i 2007 haft ansvaret for, at volds- og krise-

ramte kvinder har mulighed for at opsøge et krisecenter for at få sikkerhed, omsorg og støt-

te. Folketinget har vedtaget, at kvinder, der har børn, skal have tilbud om familierådgivning,

og har vedtaget, at børn på krisecentre skal have tilbudt psykologbehandling. Ordningerne

er blevet justeret i 2010 og 2011.

7. Området er væsentligt at undersøge, fordi det handler om hjælp til kvinder og børn, som

er i krise, og som har akut brug for beskyttelse og ophold på et krisecenter. Socialstyrelsen

udarbejder en årsstatistik i samarbejde med Landsorganisation af Kvindekrisecentre. Års-

statistikken for 2011 har en særlig opgørelse, som viser, at de kvinder, der benytter krise-

centre, generelt har et dårlige helbred og en ringere trivsel end den gennemsnitlige befolk-

ning. Endvidere har kvinderne ofte svage familierelationer og netværk. Det betyder, at kvin-

der og børn på krisecentre er en gruppe af borgere i samfundet, som i konkrete situationer

har et stort behov for effektiv hjælp fra det offentlige. Det er kendetegnende for mange af de

kvinder, der benytter krisecentrene, at de typisk ikke har de fornødne kræfter og overblik til

at kræve de rettigheder, de har i forhold til ydelser på området. Derfor er det særligt vigtigt

at undersøge, om området fungerer hensigtsmæssigt, herunder om kvinder og børn får de

ydelser, de har ret til.

8. Børnene har ofte overværet eller hørt volden finde sted mod moderen, og ca. halvdelen

af børnene har selv været udsat for vold. Hvis børnene ikke får tilstrækkelig hjælp, er der

en risiko for, at det kan få betydelige konsekvenser for deres voksenliv. Dermed har en ef-

fektiv indsats fra myndighederne efter servicelovens § 109 et vigtigt forebyggende sigte.

Dette også set i forhold til de langsigtede samfundsomkostninger, som forventeligt kan være

betydeligt større end omkostningerne ved at yde en forebyggende indsats.

9. Staten refunderer 50 % af kommunernes udgifter til ophold på krisecentre, familierådgiv-

ning og psykologbehandling til børn efter bekendtgørelsen om refusion. Social-, Børne- og

Integrationsministeriet er ressortministerium på området. Indsatsen udgjorde 109 mio. kr. i

statsrefusion i 2012, dvs. at de samlede direkte offentlige udgifter var på knap 220 mio. kr.

i 2012.

10. Årsstatistikken for 2012 viser, at 45 % af de kvinder, der kommer på et krisecenter, er

uden job og modtager dagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp eller ledighedsydelse. Man-

ge af kvinderne har derfor allerede været i kontakt med kommunen inden opholdet på kri-

secentret og har brug for offentlig støtte ud over servicelovens § 109. Hjælpen involverer

derfor ofte en række andre offentlige ydelser end indsatsen, der følger af § 109.

11. Social-, Børne- og Integrationsministeriet har i høringen af beretningsudkastet fremhæ-

vet, at kvinder efter den sociale lovgivning kan henvende sig direkte til deres hjemkommu-

ne, og at kommunerne har flere forpligtelser, som ligger ud over servicelovens § 109. Disse

forpligtelser er ikke omfattet af statsrefusionen og indgår ikke i denne beretning.

Bekendtgørelse om refusion

Bekendtgørelse nr. 195 af 27.

februar 2013 om statsrefusion

og tilskud samt regnskabsaf-

læggelse og revision på Social-

og Integrationsministeriets, Be-

skæftigelsesministeriets, Mini-

steriet for By, Bolig og Landdi-

strikters og Ministeriet for Børn

og Undervisnings ressortområ-

der.

Landsorganisation af Kvinde-

krisecentre (LOKK)

er en frivil-

lig og uafhængig organisation,

som varetager krisecentrenes

interesser. De fleste krisecen-

tre er medlem af foreningen.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

INDLEDNING

Formål, afgræsning og metode

Formål

12. Formålet med beretningen er at undersøge, om kvinder og børn får den hjælp til at eta-

blere et liv uden vold, som de har ret til efter servicelovens § 109. Det har Rigsrevisionen

undersøgt ved at besvare følgende spørgsmål:



Hvilke rammer sætter lovgivningen for organisering og betaling af krisecentrene og kom-

munernes myndighedsopgaver?

Sikrer kommunerne, at kvinder og børn under og efter ophold på et krisecenter får den

hjælp, de har ret til efter servicelovens § 109?

Bidrager Social-, Børne- og Integrationsministeriet til, at kommunerne giver kvinder og

børn på krisecentre den hjælp, de har ret til efter servicelovens § 109?

Afgrænsning

13. Undersøgelsen omfatter Social-, Børne- og Integrationsministeriet, som har ressortan-

svaret for servicelovens område, og kommunerne, som har myndighedsansvaret og der-

med handlepligten i de konkrete sager.

14. Beretningen omhandler servicelovens bestemmelser om krisecentre og de ydelser,

som følger med opholdet på et krisecenter, hvortil der ydes statsrefusion. Undersøgelsen

afgrænser sig fra indsatser på andre ministerområder, fx projekter og kampagner om be-

kæmpelse af vold i nære relationer, forskellige satspuljeprojekter, der bliver givet i relation

til krisecentre, og andre projekter, som retter sig mod forebyggelse af vold. Undersøgelsen

omhandler ikke specifikt revision af statsrefusionen.

Underretningspligten

fremgår

af servicelovens § 153. Loven

forpligter personer, som udfø-

rer offentlige opgaver, om at

underrette kommunen, hvis de

får kendskab til eller har grund

til at tro, at et barn eller en ung

under 18 år kan have behov

for særlig støtte.

15. Social-, Børne- og Integrationsministeriet har henvist til, at krisecentrene har skærpet

pligt til at underrette kommunerne om børns dårlige trivsel, jf. servicelovens § 153. Skoler,

institutioner, sygehuse, privatpraktiserende læger etc. har også pligt til at sende underret-

ning til kommunerne, hvis de oplever, at der er børn, som ikke lever under forsvarlige for-

hold. Underretningspligten indgår ikke specifikt i undersøgelsen.

Social-, Børne- og Integrationsministeriet har peget på, at kommunerne har flere forpligtel-

ser over for kvinder og børn end dem, der følger af servicelovens § 109. De konkrete for-

pligtelser omfatter bl.a.:



Kommunen har på eget initiativ pligt til at sætte ind med rådgivning og konkrete tilbud

om relevante hjælpe- og støtteforanstaltninger, jf. servicelovens § 10-12.

Kommunen har pligt til at føre tilsyn med de forhold, børn og unge i kommunen lever

under, så kommunen kan blive opmærksom på eventuelle børn og unge med behov for

særlig støtte, jf. servicelovens § 146.

Kommunen skal undersøge børns og unges forhold, hvor der er en antagelse om, at

der er behov for særlig støtte, jf. servicelovens § 50.

Kommunen skal træffe afgørelse om foranstaltninger til de børn og unge, der vurderes

at have et særligt behov for støtte, jf. servicelovens § 52. Det kan være foranstaltnin-

ger, som er rettet mod barnet eller den unge alene og mod familien. I de tilfælde, hvor

kommunen vurderer, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte, rækker kom-

munens forpligtelse videre end alene til at igangsætte den psykologbehandling, som

kommunen har pligt til at yde til børn, der følger med deres mor på et krisecenter.



Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

INDLEDNING

16. Servicelovens § 109-tilbud omfatter ikke mænd, og der bliver ikke givet refusion til man-

dekrisecentre. Social-, Børne- og Integrationsministeriet har i høringen af beretningsudka-

stet bemærket, at mænd, der befinder sig i en tilsvarende situation som målgruppen for

§ 109, dvs. er udsat for vold eller trusler herom i nære relationer, kan søge optagelse på et

forsorgshjem efter servicelovens § 110. Staten yder også 50 % refusion for udgiften til kom-

munen på dette område svarende til ordningen for kvinder efter servicelovens § 109. De

mandekrisecentre/mandecentre, der findes i Danmark, er ikke etableret efter § 109, men er

krisecentre, som bl.a. retter sig mod mænd, der er i krise, fx på grund af skilsmisse og lig-

nende livskriser. Mandekrisecentre er ikke omfattet af serviceloven.

Metode

17.

Undersøgelsen bygger på interviews med og skriftligt materiale fra Social-, Børne- og

Integrationsministeriet samt besøg, interviews og gennemgang af personsager i kommuner

med og uden krisecentre. Herudover er der gennemført besøg ved og interviews med 3 kri-

secentre, heraf 2 private/selvejende og ét kommunalt. Rigsrevisionen har desuden holdt

møde med Landsorganisation af Kvindekrisecentre og KL i undersøgelsens indledende

fase.

18. Revisionen er gennemført på baggrund af det materiale, Rigsrevisionen har indsamlet i

forbindelse med undersøgelsen. Rigsrevisionen har udvalgt 8 kommuner ud fra følgende

kriterier:



geografisk placering

befolkningsstørrelse

andel af de samlede statsrefusioner til servicelovens § 109-ophold

om kommunen har krisecentre eller ej

typer af krisecentre.

De 8 kommuner modtog i perioden 2010-2012 i alt 41 % af de samlede statslige midler ef-

ter servicelovens § 109. Ud af 8 kommuner har 4 kommuner ét eller flere krisecentre i kom-

munen. Det er Frederikssund, Københavns, Odense og Aarhus kommuner. De resterende

4 kommuner – Skanderborg, Skive, Slagelse og Vejen – har ikke krisecentre i kommunen.

Rigsrevisionen har interviewet de 8 kommuners ansvarlige på området og har gennemgået

104 kommunale sager om kvinder og deres eventuelle børn, der har haft ophold på et kri-

secenter i perioden 1. januar 2011 - 1. oktober 2012.

Sagerne er udvalgt på baggrund af kommunernes lister over de ophold, som kommunerne

har hjemtaget statsrefusion for. Sagerne er udvalgt, så de så vidt muligt dækker flere for-

skellige typer af sager, herunder:



kvinder med og uden børn

unge og ældre kvinder

anonyme kvinder (der har valgt ikke at opgive cpr-nr.)

ophold på krisecentre i kommunen

ophold på krisecentre uden for kommunen

ophold på private/selvejende og kommunale krisecentre

korte og længerevarende ophold.

19. Flere af kvinderne har haft mere end ét ophold på et krisecenter. Rigsrevisionen har

imidlertid kun undersøgt kvindernes seneste ophold i den undersøgte periode. Rigsrevisio-

nen har ikke taget stilling til de socialfaglige vurderinger, som kommunerne har foretaget,

men alene om kommunerne har dokumenteret, at kvinderne og børnene har fået de ydel-

ser, de har ret til. Social-, Børne- og Integrationsministeriet har oplyst, at ministeriet er enig

i, at der bør ligge dokumentation på sagerne.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

INDLEDNING

20. Beretningen har i udkast været forelagt Social-, Børne- og Integrationsministeriet, hvis

bemærkninger i videst muligt omfang er indarbejdet.

21. Bilag 1 viser lovændringer og regeljusteringer på området siden 2004. Bilag 2 indehol-

der en ordliste, der forklarer udvalgte ord og begreber.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

RAMMER FOR KRISECENTRE OG KOMMUNER

III. Rammer for krisecentre og kommuner

Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at det er kvindernes hjemkommune, der har

myndighedsansvaret og dermed pligten til at handle efter serviceloven over for de

kvinder og børn, som kommer på krisecentre. Serviceloven sikrer kvinder adgang til

ophold på centre i krisesituationer. Det gælder, uanset hvilket krisecenter en kvinde

søger i hele landet. Kvinder kan blive optaget ved direkte henvendelse, dvs. uden

henvisning fra offentlige myndigheder.

Der ligger krisecentre i 36 kommuner i Danmark. Det har hidtil været den kommune,

hvor krisecentret ligger, der har det driftsorienterede tilsyn med krisecentret. Kommu-

nerne skal sikre, at oplysningerne om krisecentrene fremgår af Social-, Børne- og

Integrationsministeriets Tilbudsportal, så bl.a. oplysninger om tilbuddets målgruppe,

antal pladser, ydelser og takster for ophold på krisecentrene er offentligt tilgængelige.

Fra den 1. januar 2014 har det nye Socialtilsyn overtaget opgaven fra kommunerne

med at lægge oplysningerne på Tilbudsportalen.

Kommunerne skal ikke godkende krisecentre og har heller ikke mulighed for at lukke

et krisecenter, som ikke lever op til den kvalitetsstandard, som er fastlagt af den kom-

mune, der har krisecentre i kommunen. Fra den 1. januar 2014 har Socialtilsynet få-

et til opgave at godkende krisecentrene som led i sit tilsyn.

Krisecentrets hjemkommune skal derudover sikre, at krisecentret udarbejder en ser-

vicedeklaration, som kan oplyse borgerne om, hvilke ydelser krisecentret tilbyder.

Kommunen har ingen sanktionsmuligheder over for krisecentre, der ikke udarbejder

en servicedeklaration.

Rigsrevisionen finder, at Social-, Børne- og Integrationsministeriet bør overveje, om

det fortsat er hensigtsmæssigt, at de 36 kommuner med krisecentre fastlægger kva-

litetsstandarderne, som de øvrige kommuner (uden krisecentre) ikke har indflydelse

på. Rigsrevisionen konstaterer, at de private/selvejende krisecentre ikke er omfattet

af de regler for fastsættelse af takster, som gælder for kommunale krisecentre.

For de krisecentre, hvor der ikke er en driftsoverenskomst med kommunen, er der

ikke en øvre grænse for taksterne. Det er efter Rigsrevisionens vurdering ikke hen-

sigtsmæssigt, at krisecentre uden overenskomst selv kan fastsætte den takst, som

stat og kommuner er forpligtede til at betale.

Tilbudsportalen

blev etable-

ret i forbindelse med kommu-

nalreformen i 2007. Tilbuds-

portalen er en landsdækken-

de, statslig internetbaseret da-

tabase med oplysninger om

kommunale, regionale og pri-

vate tilbud på det sociale om-

råde. Tilbudsportalen drives

af Socialstyrelsen og indehol-

der oplysninger om bl.a. pris

på de konkrete tilbud.

Socialtilsynet

Kommunalbestyrelsen i følgen-

de kommuner varetager ifølge

lov nr. 608 af 12. juni 2013 om

socialtilsyn opgaven med at

godkende og føre driftsorien-

teret tilsyn med sociale tilbud:



Frederiksberg Kommune i

Region Hovedstaden



Holbæk Kommune i Region

Sjælland



Faaborg-Midtfyn Kommune

i Region Syddanmark



Silkeborg Kommune i Regi-

on Midtjylland



Hjørring Kommune i Region

Nordjylland.

Kvalitetsstandard

Bekendtgørelse nr. 631 af 15.

juni 2006 om kvalitetsstandard

for kvindekrisecentre efter ser-

vicelovens § 109 samt direkte i

servicelovens § 139.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

RAMMER FOR KRISECENTRE OG KOMMUNER

Lovgivningsmæssige rammer

22. Rigsrevisionens undersøgelse har vist følgende:

Selvmødeprincippet

sikrer,

at kvinderne kan søge et krise-

center på alle tider af døgnet

og få ophold, hvis lederen af

krisecentret vurderer, at kvin-

derne falder inden for målgrup-

pen. Kvinderne kan have børn

med på krisecentret. Det er

dermed ikke kommunen, som

vurderer, om kvinderne falder

inden for målgruppen. Selv-

mødeprincippet understøtter

også kvindernes mulighed for

at være anonyme.



Serviceloven indeholder et selvmødeprincip, som giver volds- og kriseramte kvinder ret

til midlertidigt ophold på et krisecenter. Lederen af krisecentret har visitationsretten, mens

kommunen har myndighedsansvaret (handlepligten) i forhold til at sikre, at kvinder og

børn får de ydelser, de har ret til efter serviceloven, mens de er på krisecentret.

Lovgivningen fastsætter, at kommunerne skal udarbejde kvalitetsstandarder, som skal

indeholde information om krisecentrenes tilbud og ydelser samt de politiske målsætnin-

ger og prioriteringer, som kommunalbestyrelsen træffer beslutning om. Kvalitetsstandar-

derne skal være tilgængelige for borgerne i kommunen og på internettet. Kommunerne

skal endvidere sikre, at krisecentrene udarbejder servicedeklarationer, som indeholder

oplysninger om bl.a. pladser og fysiske rammer samt beskriver de ydelser og tilbud, der

tilbydes kvinder og børn på krisecentrene.

Lovgivningen fastlægger også, at kommunerne skal lægge oplysningerne om krisecen-

trene på Tilbudsportalen. Fra den 1. januar 2014 overtager det nye Socialtilsyn opgaven.

Kommunerne har det driftsorienterede tilsyn med krisecentrene, men skal ikke godkende

krisecentrene eller føre tilsyn med selve indholdet af ydelserne. Fra den 1. januar 2014

er krisecentrene omfattet af en godkendelses- og tilsynsordning, jf. loven om socialtilsyn.

Der findes 3 hovedtyper af krisecentre:

a) private/selvejende krisecentre med driftsoverenskomst

b) private/selvejende krisecentre uden driftsoverenskomst med den kommune, hvor kri-

secentret ligger

c) kommunale krisecentre.

De private/selvejende krisecentre uden driftsoverenskomst med kommunen fastsætter

selv taksten for kvinders ophold.



Lovgivningen angiver ingen grænser for opholdslængde eller målsætninger for krisecen-

trenes indsatser.

Organisering

23. Servicelovens § 109 fastlægger, at målgruppen for ophold på krisecentre er kvinder, der

aktuelt er udsat for vold eller trusler om vold. Kvinder kan være ledsaget af børn. Krisecen-

tre har som hovedopgave at tilbyde omsorg og støtte.

BOKS 1. SERVICELOVEN OM KRISECENTRE

Servicelovens § 109 fastlægger, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer

til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- el-

ler samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og

støtte.

Stk. 2. Optagelse i boformen kan ske anonymt ved egen henvendelse eller ved henvisning fra offent-

lige myndigheder.

Stk. 3. Lederen træffer afgørelse om optagelse.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

RAMMER FOR KRISECENTRE OG KOMMUNER

24. Servicelovens § 109 indebærer et selvmødeprincip for kvinder, hvilket betyder, at de kan

henvende sig på et krisecenter hvor som helst i landet og bede om ophold på alle tider af

døgnet. Der kan dog også ske henvisning via forskellige offentlige myndigheder, fx politi,

hospital eller kommune.

Det er lederen af det enkelte krisecenter, der visiterer kvinder til opholdet ud fra en vurde-

ring af, om den enkelte kvinde er inden for målgruppen. Kvinder, der opholder sig på et kri-

secenter, har ret til at være anonyme. Der findes ingen retningslinjer eller vejledninger om,

hvor længe et ophold på krisecentret kan vare.

Kvinders hjemkommune har myndighedsforpligtelsen (handlepligten) i forhold til de kvinder

og børn, der opholder sig på et krisecenter – også selv om kvinder tager ophold på et krise-

center i en anden kommune. Kommunerne skal tilbyde psykologbehandling til børn, der føl-

ger med deres mor på et krisecenter, og familierådgivning til de kvinder, som har børn, når

kvinder er klar til at flytte fra krisecentret. Disse indsatser skal supplere de eventuelle andre

indsatser, som kommunerne er forpligtede til at iværksætte efter serviceloven.

De fleste krisecentre er oprindeligt etableret på baggrund af private initiativer. Krisecentrene

kan i dag være private/selvejende, kommunale eller regionale. Socialstyrelsens årsstatistik

for 2012 om krisecentre viser, at antallet af pladser på krisecentrene varierer fra 6 til 77 plad-

ser. Det fremgår desuden af årsstatistikken, at der på ca.

af krisecentrene er frivillige per-

soner tilknyttet. Heraf varierer antallet af frivillige fra 5 til 120. Omfanget af faguddannet per-

sonale varierer ligeledes mellem krisecentre.

Kommuner, hvor der ligger krisecentre

25. Der findes ikke krisecentre i alle kommuner, men de kommuner (beliggenhedskommu-

ner), som har et krisecenter, har pligt til at udarbejde kvalitetsstandarder og sikre, at krise-

centret udarbejder en servicedeklaration. Kommunerne har hidtil skullet opføre krisecentre-

ne på Tilbudsportalen og føre et driftsorienteret tilsyn med dem, jf. tabel 1.

Tabel 1. Krav til kommuner i forhold til krisecentre

Krav

Kvalitetsstandarder

Indhold

Kommuner, der har ét eller flere krisecentre i kommu-

nen, skal udarbejde kvalitetsstandarder, som skal be-

skrive de tilbud og ydelser, krisecentret tilbyder borge-

ren ved ophold på krisecentret.

Kommunerne skal sørge for, at de enkelte krisecentre

udarbejder en deklaration, som informerer borgerne om

serviceniveauet på krisecentret.

Kommunerne varetager det generelle driftsorienterede

tilsyn med krisecentrene, dvs. fører tilsyn med driften,

men ikke med de ydelser, som krisecentret yder.

Kommunerne skal opføre tilbuddene på Tilbudsportalen.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 631 af 15. juni

2006 om kvalitetsstandard for kvin-

dekrisecentre efter servicelovens

§ 109 samt direkte i servicelovens

§ 139.

Bekendtgørelse nr. 631 af 15. juni

2006 om kvalitetsstandard for kvin-

dekrisecentre efter servicelovens

§ 109.

Servicelovens § 148 a.

Servicedeklarationer

Driftsorienteret tilsyn

Tilbudsportalen

Servicelovens § 14.

Det fremgår af tabel 1, at kvalitetsstandarden skal beskrive de ydelser, som krisecentret til-

byder, fx antal pladser, opholds- og kostbetaling, procedure for henvendelse, personalepo-

litik og brugerindflydelse. Kvalitetsstandarden skal også indeholde de politiske målsætnin-

ger og prioriteringer, som kommunalbestyrelsen træffer beslutning om. Kvalitetsstandarden

skal være tilgængelig for borgerne i kommunen og på internettet.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

RAMMER FOR KRISECENTRE OG KOMMUNER

Bekendtgørelsen om kvalitetsstandarder indeholder ikke en beskrivelse af, hvilke konsekven-

ser det kan få, hvis krisecentrene ikke følger kommunernes kvalitetsstandarder.

Af de 8 kommuner, Rigsrevisionen har undersøgt, er der krisecentre i 4 kommuner. Én kom-

mune har flere krisecentre. De 4 kommuner har tilsammen 10 krisecentre, svarende til ca. ¼

af det samlede antal krisecentre på landsplan. Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at én

kommune i sommeren 2013 ikke har udarbejdet en kvalitetsstandard, og at 3 krisecentre ik-

ke har driftsoverenskomst med kommunen. Kommunerne har ingen sanktionsmuligheder

over for de private/selvejende krisecentre.

26. Bekendtgørelsen om kvalitetsstandarder indeholder yderligere et krav om, at kommuner-

ne skal sikre, at de enkelte krisecentre informerer borgerne om serviceniveauet på krisecen-

trene i form af servicedeklarationer. Deklarationerne skal indeholde oplysninger om bl.a.

pladser og fysiske rammer samt beskrive de ydelser og tilbud, som krisecentrene tilbyder

kvinder og børn. Da kommunerne ikke skal godkende krisecentrene har de ingen sanktions-

muligheder over for private/selvejende krisecentre, som ikke udarbejder servicedeklarationer.

Tilbudsportal

27. Det fremgår af tabel 1, at kommunerne skal opføre krisecentrenes tilbud på den offent-

ligt tilgængelige Tilbudsportal. Formålet med Tilbudsportalen er bl.a. at styrke overblikket

og gennemsigtigheden i tilbud, herunder mellem offentlige og private tilbud. Ud over tilbud

fra krisecentrene indeholder portalen også oplysninger om andre tilbud efter serviceloven,

fx botilbud.

28. Kommunerne skal sikre, at oplysningerne på Tilbudsportalen bl.a. omfatter antal plad-

ser på krisecentrene, ydelser og takster. Kommunerne skal også sikre, at Tilbudsportalen

indeholder oplysninger om revisionspåtegning af taksterne for det enkelte tilbud på krise-

centrene. Formålet med at lægge revisionspåtegningen på Tilbudsportalen er, at kommuner-

ne direkte kan se takstberegningerne vedrørende krisecentrene, når de hjemtager statsre-

fusion.

Der er ved optagelsen på Tilbudsportalen intet krav om, at kommunerne skal godkende kva-

liteten af indholdet i ydelserne på krisecentrene. Selvmødeprincippet indebærer desuden, at

kommunerne ikke kan beslutte kun at anvende de krisecentre, de selv finder egnede.

Det fremgår af Tilbudsportalen, at der i alt er 42 krisecentre i Danmark, og at de ligger i 36

forskellige kommuner. Ét krisecenter hører under regionerne, men det er kommunerne, der

har myndighedsansvaret.

Driftsorienteret tilsyn og socialtilsyn

29. Det fremgår af tabel 1, at kommunerne skal varetage det generelle driftsorienterede til-

syn med krisecentrene. Tilsynet omfatter ikke kvaliteten af de ydelser, som krisecentrene

giver til kvinder og børn. Hvis kommunen fx ikke er tilfreds med et privat/selvejende krise-

center, kan kommunen gå i dialog med krisecentret om behov for forbedringer. Kommunen

kan ikke lukke et krisecenter, selv om det ikke lever op til kommunens kvalitetskrav, så læn-

ge krisecentret opfylder betingelserne for at være optaget på Tilbudsportalen.

Fra den 1. januar 2014 er krisecentrene omfattet af den godkendelses- og tilsynsordning,

som følger af loven om socialtilsyn. Den nye ordning medfører, at nye og eksisterende kri-

secentre skal godkendes af Socialtilsynet på grundlag af centralt fastlagte retningslinjer om

økonomi, organisation og faglig kvalitet.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

RAMMER FOR KRISECENTRE OG KOMMUNER

Socialtilsynet har endvidere ansvaret for indberetningerne til Tilbudsportalen, hvoraf der bl.a.

skal fremgå oplysninger om resultaterne af tilsynet. Tilsynet skal føres ud fra en risikobase-

ret tilgang, men der skal aflægges tilsynsbesøg mindst én gang om året. Socialtilsynet kan

trække en godkendelse tilbage, hvis stedet ikke længere opfylder de centralt fastsatte krav.

30. Lovgivningen angiver ingen grænser for opholdslængde eller målsætninger for krisecen-

trenes indsatser. Social-, Børne- og Integrationsministeriet har oplyst, at Landsorganisation

af Kvindekrisecentre i marts 2012 har anbefalet en procedure for kontakten mellem krise-

center og kommune, herunder hvor lang tid der bør gå, fra kvinderne kommer på krisecen-

ter, til kommunen skal kontaktes.

Betaling mellem kommune og krisecenter

31. Det er kvindens hjemkommune, som betaler for opholdet efter de givne døgntakster. Sta-

ten yder refusion på 50 % af kommunernes opholdsudgifter. Nogle krisecentre modtager og-

så økonomisk støtte fra private. Et regionalt krisecenter hjemtager ikke direkte refusion, men

afregner med kommunerne, der derefter hjemtager refusion for de borgere, de er betalings-

kommune for.

Taksten for ophold på krisecentre fastsættes forskelligt, alt efter om der er tale om:



private/selvejende krisecentre med driftsoverenskomst med kommunen

krisecentre uden overenskomst med kommunen

kommunale krisecentre.

Takster

Taksterne, der indberettes til

Tilbudsportalen, bygger på ret-

ningslinjerne i:



serviceloven



bekendtgørelse om Tilbuds-

portalen samt om godken-

delse af og tilsyn med visse

private tilbud



bekendtgørelse om omkost-

ningsbaserede takster for

kommunale tilbud.

Private/selvejende krisecentre med driftsoverenskomst med kommunen har fastlagt en takst

for ophold, som er aftalt med kommunen. Et krisecenter, der ikke har indgået driftsoverens-

komst med en kommune, kan selv fastsætte taksten. For et kommunalt krisecenter skal tak-

sten være beregnet efter bekendtgørelse nr. 683 af 20. juni 2007 om omkostningsbaserede

takster for kommunale tilbud.

Tilbudsportalen viser, at taksterne på krisecentrene varierer mellem ca. 500 kr. og ca. 2.600

kr. pr. døgn. Der er dog kun 2 krisecentre, som har en takst under 1.000 kr. Taksten ligger

typisk mellem ca. 1.000 kr. og ca. 2.000 kr. pr. døgn. Rigsrevisionen har ikke vurderet, om

der kan være en sammenhæng mellem taksternes størrelse og krisecentrenes ejerform.

32. Social-, Børne- og Integrationsministeriet har i høringen af beretningsudkastet oplyst, at

de forskellige takstniveauer afspejler, at de enkelte krisecentre tilbyder forskellige ydelser

og former for støtte, og at de fx har forskellige udgifter til husleje. Ministeriet har videre op-

lyst, at der som opfølgning på evalueringen af kommunalreformen på det sociale område

er indgået en politisk aftale om bl.a. at fremsætte lovforslag om fælles takstregler for priva-

te, kommunale og regionale tilbud.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

KOMMUNERNES INDSATS

IV. Kommunernes indsats

Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at kommunerne har myndighedsansvaret og

dermed handlepligten i forhold til at sikre, at kvinder og børn kan få ophold på et kri-

secenter. Kommunerne skal bl.a. sikre, at kvinder og børn får de ydelser, de har ret

til under opholdet.

Kommunerne skal sikre, at børn bliver tilbudt psykologbehandling, der retter sig mod

at bearbejde de traumatiserende oplevelser, som følger af at leve i en familie med

vold. Rigsrevisionens stikprøve af de kommunale sager har vist, at der kun er doku-

mentation for, at 27 % af børnene har modtaget psykologbehandling. Det er ikke til-

fredsstillende, i betragtning af at børnene i mange tilfælde, ifølge socialstyrelsens års-

statistik, enten har overværet eller hørt volden mod moderen, ligesom en stor andel

af børnene selv har været udsat for vold.

Kommunerne skal tilbyde kvinder med børn på krisecenter familierådgivning. Det er

derfor ikke tilfredsstillende, at der kun er dokumentation i sagerne for, at 19 % af

kvinderne modtager familierådgivning. I betragtning af at der ofte er tale om socialt

udsatte kvinder, kan kommunernes indsats være afgørende for, om kvinderne får eta-

bleret et nyt liv uden vold eller falder tilbage i den situation, de kom fra. Rigsrevisio-

nen finder, at en effektiv indsats på dette område også har forebyggende karakter.

Rigsrevisionens stikprøve af kommunernes sager har desuden vist, at kommunerne

i nogle tilfælde først bliver bekendt med kvinder og børns ophold på et krisecenter

efter afslutningen af opholdet. Det gælder for 16 % af kvinderne og 8 % af børnene.

Den manglende viden begrænser kommunernes mulighed for at varetage deres myn-

dighedsopgaver under og efter opholdet.

Rigsrevisionen finder det ikke tilfredsstillende, at der i flere kommuner har manglet

dokumentation på sagerne. Det har været uklart, hvilke forvaltninger der har viden

om kvinder og børns ophold. Hvis forretningsgangene internt mellem kommunens

forvaltninger er uklare, er der risiko for, at kommunen ikke yder den hjælp, kvinder

og børn har ret til.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

KOMMUNERNES INDSATS

Kommunernes viden om kvinder og børns ophold på krisecentre

33. Rigsrevisionens undersøgelse har vist følgende:



I 77 % af de gennemgåede sager fremgik det af dokumentationen, at kommunerne har

haft viden om kvinder og børns ophold før eller under opholdet og dermed har haft mu-

lighed for at yde den lovpligtige hjælp.

Kommunerne har i 92 % af de relevante sager haft viden om, at et barn er med på krise-

center, før eller under opholdet. Kommunen har dermed haft mulighed for at tilbyde den

hjælp, barnet har ret til efter serviceloven.

For 16 % af kvinderne og 8 % af børnene bliver kommunerne først bekendt med deres

ophold, efter det er afsluttet. I de fleste tilfælde er viden tilgået kommunen, når kommu-

nen har modtaget en faktura (regning) for opholdet.

Nogle kommuner har haft vanskeligt ved at tilvejebringe den dokumentation, som Rigs-

revisionen har efterspurgt.

I flere kommuner har det været uklart, hvilke forvaltninger og enheder der har viden om

kvinder og børns ophold. Nogle kommuner har ikke haft faste interne procedurer for ko-

ordination mellem relevante forvaltninger og enheder.



Kommunernes viden

34. Rigsrevisionen har gennemgået 104 sager, som er et udvalg af de 8 kommuners sager.

Figur 1 viser, hvordan sagerne fordeler sig i forskellige kategorier af sager om kvinder, der

har søgt ophold på et krisecenter.

Figur 1. Fordeling af de 104 sager i forhold til kategorier af kvinder, der har søgt ophold

60%

55 %

50%

40%

30%

20%

10%

31 %

Kvinder uden børn

Kvinder med børn

på ophold

Anonyme kvinder

Uoplyst/andet

Note: Rigsrevisionen har undersøgt 104 sager. Det fremgik af sagerne, at 57 kvinder havde børn

med på opholdet, 32 kvinder var uden børn på opholdet, og i 6 sager var kvinderne anonyme.

9 sager var i kategorien ”Uoplyst/andet”, fordi de ikke faldt inden for de øvrige kategorier, eller

fordi der var mangelfulde oplysninger i sagerne.

På grund af afrundingsdifferencer summerer søjlerne ikke til 100 %.

Kilde: Rigsrevisionen.

Det fremgår af figur 1, at i 55 % af sagerne har kvinderne haft børn med på opholdet, i 31 %

af sagerne var der viden om, at kvinderne ikke har haft børn med. De 31 % kvinder, der ikke

har haft børn med, kan godt have forældremyndighed over børn, som blot ikke har været med

på krisecentret. I 6 % af sagerne har kvinderne valgt at være anonyme under deres ophold.

Kommunerne har derfor ikke anden viden om opholdet end startdato, slutdato og faktura-

beløb. I 9 % af sagerne – samlet i kategorien ”Uoplyst/andet” – gælder det, at kvinderne har

haft børn med, som de ikke er mor til, at kvinderne er gravide, eller at det af sagen ikke er

fremgået af oplysningerne fra kommunerne, om kvinderne har haft børn med eller ej.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

KOMMUNERNES INDSATS

Kommunerne har – på grund af selvmødeprincippet og placeringen af visitationsretten hos

krisecenterlederne – ikke nødvendigvis kendskab til kvinder og børns ophold på et krisecen-

ter.

Kommunernes muligheder for at tilbyde kvinder og børn de ydelser, som følger af service-

loven, afhænger af, om kommunerne har viden om opholdet på krisecentret. Figur 2 viser

de ydelser, som kommunerne efter servicelovens § 109 skal yde til kvinder uden børn og til

kvinder med børn.

Figur 2. Ydelser, som kommunerne skal tilbyde kvinder efter servicelovens § 109

Ophold

●

Familierådgivning

●

Psykologbehandling til børn

Kvinder med børn

Kvindens

hjemkommune

Ophold

Kvinder uden børn

og anonyme kvinder

Kilde: Rigsrevisionen.

Det fremgår af figur 2, at kvindens hjemkommune har myndighedsansvaret. Kvinder med

børn skal ud over ophold have tilbud om familierådgivning og psykologbehandling til børne-

ne. Kvinder uden børn har ret til ophold efter serviceloven og kan være anonyme.

35. Rigsrevisionen har undersøgt, hvornår kommunerne har fået viden om kvindernes op-

hold, jf. figur 3.

Figur 3. Tidspunktet for kommunernes viden om kvinders ophold på krisecenter i 104 sager

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

16 %

28 %

49 %

Efter opholdet

Under opholdet

Før opholdet/

inden for den

første uge af

opholdet

Uoplyst

Note: Rigsrevisionen har undersøgt 104 sager. For 17 kvinder fik kommunerne besked om kvindens

ophold efter opholdet. For 29 kvinder fik kommunerne besked under opholdet. For 51 kvinder

havde kommunen viden før opholdet/inden for den første uge af opholdet, fx fordi kommunen

selv havde hjulpet kvinden på krisecenter. For 7 kvinder havde kommunen ikke viden om op-

holdet, dvs. sagerne var uoplyst.

Kilde: Rigsrevisionen.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

KOMMUNERNES INDSATS

Det fremgår af figur 3, at kommunerne for knap halvdelen (49 %) af kvinderne har viden om

opholdet før opholdet/inden for den første uge af opholdet. I nogle tilfælde har kommunen

selv henvist kvinden til et krisecenter og har derfor kendskab til kvindens situation før ophol-

det på krisecentret. For 28 % af kvinderne opnår kommunerne viden senere, men dog stadig

i løbet af kvindernes ophold. Det betyder, at kommunerne i 77 % af tilfældene har den viden,

der er nødvendig, for at de kan tilbyde kvinderne de ydelser, de har ret til efter servicelovens

§ 109.

Undersøgelsen har også vist, at kommunerne for 16 % af kvinderne først fik viden om ophol-

det, efter de var flyttet fra krisecentret. For hovedparten af disse kvinder fremgik det af doku-

mentationen, at viden om kvinder og børns ophold var tilgået kommunen via en faktura, hvil-

ket også betød, at viden om årsager til ophold og eventuelt medfølgende børn ikke var til ste-

de i kommunerne.

36. I 55 % af de sager, som Rigsrevisionen har gennemgået, har kvinderne haft børn med

under opholdet. I alt har der været 120 børn med på krisecentre, dvs. nogle kvinder har haft

mere end ét barn med. Figur 4 viser, hvornår kommunerne fik viden om, at børnene var med

på et krisecenter.

Figur 4. Hvornår kommunerne har viden om de 120 børns ophold på krisecentre

70%

63 %

60%

50%

40%

30%

20%

10%

29 %

Efter opholdet

Under opholdet

Før opholdet/

inden for den

første uge af

opholdet

Uoplyst

Note: Rigsrevisionen har undersøgt de 104 sager i forhold til viden om medfølgende børn. Gennem-

gangen viste, at der i alt har været 120 børn med på ophold. Kommunen havde først viden om

9 børn, efter opholdet var afsluttet. For 35 børn havde kommunen viden under opholdet og for

76 børn før opholdet/inden for den første uge af opholdet.

Kilde: Rigsrevisionen.

Det fremgår af figur 4, at kommunerne ifølge dokumentationen på sagen har viden om 63 %

af børnene før opholdet/inden for første uge af opholdet samt 29 % af børnene under op-

holdet. Det betyder, at kommunerne har viden om i alt 92 % af børnene (111 af de 120 børns

ophold) enten før eller under opholdet. Kommunerne har dermed haft mulighed for at tilbyde

disse børn psykologbehandling, mens de har opholdt sig på krisecentret. Kommunerne har

samtidig haft mulighed for at vurdere, om børnene eventuelt har haft behov for yderligere

støtte.

Undersøgelsen har videre vist, at kommunerne først fik viden om 8 % af børnenes ophold,

efter de var flyttet fra krisecentret. Dokumentationen på sagerne viste, at der gik 11-52 dage,

fra disse børn havde forladt krisecentret, til kommunen fik viden om deres ophold.

Social-, Børne- og Integrationsministeriet har oplyst, at Landsorganisation af Kvindekrisecen-

tre er opmærksom på problemstillingen. Landsorganisationen har anbefalet, at der højst må

gå 3 hverdage, fra kvinder kommer på et krisecenter, til kommunen skal kontaktes.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

KOMMUNERNES INDSATS

Dokumentation

37. Rigsrevisionen har i vurderingen af, om kommunerne har efterlevet servicelovens § 109,

lagt vægt på, at afgørende skridt i sagsbehandlingen skal være dokumenteret. Bekendtgø-

relsen om refusion forpligter kommunerne til at sikre, at der for hver sag er en oversigtsjour-

nal, summarisk dataoversigt og stamdata. Det indebærer, at der i sagerne skal være doku-

mentation for kommunens tilkendelse og ændring af ydelser, herunder familierådgivning og

psykologbehandling.

Rigsrevisionen har konstateret, at det i nogle tilfælde har været vanskeligt for kommunerne

at skaffe dokumentation for kommunernes handlinger. Kommunerne har givet forskellige for-

klaringer på årsagerne hertil. Fælles for kommunerne er, at dokumentation på en sag kan lig-

ge i flere forskellige forvaltninger og systemer.

38. Som vist i figur 4 er der i 104 sager dokumentation for, at 120 børn havde ophold på kri-

secentre. I en mindre andel af sagerne har det dog ikke været muligt at klarlægge, om kvin-

derne har haft børn med under opholdet, bl.a. fordi nogle kvinder har valgt at være anonyme.

Koordination

39. De kommuner og krisecentre, som Rigsrevisionen har besøgt i forbindelse med under-

søgelsen, har oplyst, at det kan være vanskeligt at finde frem til, hvem i kvindens hjemkom-

mune der skal orienteres om opholdet. I de fleste kommuner kan flere forvaltninger være in-

volveret i en sag om ophold på et krisecenter. Det er ikke i alle tilfælde klart, hvordan forvalt-

ningerne videregiver viden om et ophold til andre relevante forvaltninger. Det gælder især

de mindre kommuner, der kun har få sager årligt. Viden om, at en kvinde har taget ophold

på et krisecenter, kan således være modtaget i kommunen, uden at det nødvendigvis regi-

streres i kvindens eller barnets sag i den relevante forvaltning.

Kommunernes tilbud om psykologbehandling til børn

40. Rigsrevisionens undersøgelse har vist følgende:



Rigsrevisionens gennemgang af sagsdokumentationen har vist, at 73 % af de børn, der

har været med deres mor på krisecenter, ikke modtog psykologbehandling. For 46 % af

børnene fremgik det ikke af dokumentationen, at de havde fået det lovpligtige tilbud om

psykologbehandling.

Kommunerne har myndighedsansvaret for at tilbyde psykologbehandling til børn, der føl-

ger med på et krisecenter. Hovedparten af de undersøgte kommuner forventer, at krise-

centrene tilbyder børn psykologbehandling. Der er dog ingen af kommunerne i undersø-

gelsen, der systematisk følger op på, om krisecentrene også tilbyder denne ydelse.



Psykologbehandling til børn

41. Børn på krisecentre skal have tilbud om psykologbehandling, så de kan få bearbejdet de

voldsomme og traumatiserende oplevelser, som de ofte har haft inden opholdet på krisecen-

tret. Kommunerne har ansvaret for at tilbyde hjælpen.

BOKS 2. SERVICELOVEN OM KRISECENTRE

Servicelovens § 109, stk. 5, fastslår, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde psykologbehandling til alle

børn, som ledsager moderen under dennes ophold i boformer efter denne bestemmelse. Behandlin-

gen skal have et omfang på mindst 4 timer og op til 10 timer afhængigt af barnets behov. Behandlin-

gen skal udføres af en autoriseret psykolog. Pligten til at tilbyde psykologbehandling gælder uanset

opholdets varighed. Tilbuddet skal iværksættes under selve opholdet eller i umiddelbar forlængelse

heraf.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

KOMMUNERNES INDSATS

Figur 5 viser, hvor mange af de 120 børn der har fået tilbudt og modtaget psykologbehand-

ling ifølge kommunens dokumentation på sagerne.

Figur 5. Procentandel af de 120 børn, der har fået tilbudt og modtaget psykologbehandling

Børn, der har modtaget

psykologbehandling

27 %

Børn, der har fået tilbudt

psykologbehandling,

men som ikke har

modtaget den

27 %

46 %

Børn, der ikke har fået

tilbudt psykologbehandling

Note: Rigsrevisionen har undersøgt kommunernes dokumentation for de 120 børn, der har haft ret til

psykologbehandling. Undersøgelsen har vist, at 55 børn ikke har fået tilbudt psykologbehand-

ling, 33 børn har fået tilbuddet, men har ikke modtaget psykologbehandling. Det betyder, at der

alene er dokumentation for, at 32 af de 120 børn har fået psykologbehandling af deres kommune.

Kilde: Rigsrevisionen.

Det fremgår af figur 5, at Rigsrevisionens gennemgang af kommunernes dokumentation for

de 120 børn har vist, at 46 % af børnene ikke har fået tilbudt psykologbehandling. I alt 27 %

af børnene har fået tilbudt psykologbehandling, men har ikke modtaget den. Det betyder, at

der kun var dokumentation for, at 27 % af børnene har modtaget psykologbehandling. Når

børn får tilbudt psykologbehandling og ender med ikke at modtage hjælpen, kan der kan væ-

re forskellige grunde til, at barnet trods tilbuddet ikke modtager psykologbehandling. Doku-

mentationen på sagerne viste, at moderen i ca. halvdelen af sagerne afslog at give samtykke

til psykologbehandling. På de resterende sager fremgik det ikke af dokumentationen, hvor-

for barnet ikke havde modtaget behandling.

Nogle kommuner har forklaret, at årsagerne til, at børn ikke får tilbudt psykologbehandling,

kan være:



Kommunen har skønnet, at tilbuddet ikke er relevant på grund af barnets alder.

Service-

lovens § 109, stk. 5, omfatter alle børn og unge under 18 år. Tanken er, at psykologbe-

handlingen ydes til moderen, hvis barnet er for ungt til selv at modtage psykologbehand-

ling.

Kommunen forventer, at krisecentrene tilbyder børnene den psykologbehandling, som

de har ret til.

Rigsrevisionen har ved besøg i kommunerne fået oplyst, at hovedparten af

kommunerne hverken har faste procedurer for at følge op på, om krisecentrene tilbyder

børnene hjælpen, eller konkrete aftaler med krisecentrene om, at de yder behandlingen.

Kun de 2 kommuner, der har kommunale krisecentre, har procedurer for, at krisecentre-

ne tilbyder psykologbehandling. Enkelte kommuner har oplyst, at de sikrer sig, at børne-

ne har fået tilbuddet, hvis kommunen selv har kontakt med kvinderne, fx via en familie-

rådgivning. Sagsgennemgangen i kommunerne har imidlertid vist, at der ikke var doku-

mentation for kommunernes opfølgning i sagerne for de 46 % af børnene, der ikke har

fået tilbuddet.



Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

KOMMUNERNES INDSATS

42. Social-, Børne- og Integrationsministeriet har oplyst, at kommunen godt kan have iværk-

sat andre foranstaltninger over for barnet end psykologbehandlingen som følge af, at kom-

munen fx modtager en underretning fra krisecentret eller andre aktører i barnets liv.

§ 50-underesøgelse (service-

loven)

En § 50-undersøgelse kan bli-

ve gennemført af kommunen –

eventuelt ved brug af en psyko-

log/psykiater – når det vurde-

res, at et barn eller en ung har

brug for særlig støtte. Under-

søgelsen skal afdække, hvilke

problemer og resurser der er

hos barnet og i familien.

§ 50-undersøgelsen er en so-

cialfaglig vurdering, ikke en be-

handling.

I en række af de sager, som Rigsrevisionen har gennemgået, har kommunerne da også haft

iværksat andre foranstaltninger over for børnene – enten før, under eller efter krisecenterop-

holdet – fx anden psykologbehandling. Kommunerne kan også være i gang med at udarbej-

de en § 50-undersøgelse for at få en begrundet vurdering af, om der er behov for at iværk-

sætte foranstaltninger for at hjælpe barnet eller familien.

Det fremgår imidlertid af lovbemærkningerne til serviceloven, at kommunen skal have vurde-

ret, at psykologbehandlingen til barnet kan være til skade for barnet, for at kommunen kan

undlade at give et barn tilbud om psykologbehandling. Det gælder uanset andre foranstalt-

ninger og behandlingsforløb, der er iværksat over for det enkelte barn. Kommunen skal alt-

så i hver enkelt sag vurdere, om psykologbehandlingen vil forstyrre andre indsatser. Kun i

disse tilfælde kan kommunen undlade at iværksætte psykologbehandling af et barn, som har

ophold på et krisecenter.

Kommunernes tilbud om familierådgivning

43. Rigsrevisionens undersøgelse har vist følgende:



81 % af de kvinder, der har haft ret til familierådgivning, har ikke modtaget rådgivningen.

I 65 % af tilfældene skyldes det, at kvinderne ikke har fået tilbuddet.

Tilbud om familierådgivning

44. Serviceloven fastlægger, at kommunerne skal tilbyde kvinder med børn, der har taget op-

hold på et krisecenter, støtte og vejledning fra en familierådgiver. Familierådgiveren skal væ-

re den gennemgående og koordinerende person, som familien kan støtte sig til. Formålet

med rådgivningen er at bidrage til, at kvinder kan få en ny og mere stabil tilværelse.

BOKS 3. SERVICELOVEN OM KRISECENTRE

Servicelovens § 109, stk. 4, fastslår, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde støtte og vejledning fra en

familierådgiver til kvinder med børn på boformer efter denne bestemmelse. Rådgivningen gives i for-

hold til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen mv. og skal under-

støtte de enkelte dele i kommunalbestyrelsens øvrige tilbud. Rådgivningen iværksættes, når forbere-

delsen til udflytning fra boformen påbegyndes, og indtil kvinderne og børnene er etableret i egen bolig.

I serviceloven og vejledningen hertil er der fastlagt meget konkrete og detaljerede beskri-

velser af indholdet af familierådgivningen, som kommunerne skal tilbyde kvinder. Familie-

rådgivningen skal starte, når ”forberedelsen til udflytning fra boformen påbegyndes”, og fort-

sætte, indtil kvinder og børn er etableret i egen bolig. Familierådgivningen skal så vidt mu-

ligt sættes i gang, inden kvinden flytter fra krisecentret, men der er ikke noget til hinder for,

at rådgivningen først startes op, når kvinden er flyttet. Familierådgiveren kan mødes med

familien efter behov – gennemsnitligt op til 2 timer om ugen i 6 måneder.

45. Tilbuddet om familierådgivning omfatter kvinder, der har børn. Social-, Børne- og Inte-

grationsministeriet har oplyst, at det også gælder kvinder, der har forældremyndighed over

børn, der ikke er med på krisecentret, og at reglen følger af ministeriets breve til kommuner-

ne. Det betyder, at det er afgørende, om kommunerne ved, at kvinderne er på krisecenter,

og om de har børn, som de har forældremyndighed over.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

KOMMUNERNES INDSATS

46. Figur 6 viser de sager, som Rigsrevisionen har gennemgået, hvor kvinder har haft ret

til familierådgivning, fordi de har børn – fordelt efter kategorierne a) kvinder, der ikke har

fået tilbudt familierådgivning, b) kvinder, der har fået tilbudt familierådgivning, men som ik-

ke har modtaget den og c) kvinder, der har modtaget familierådgivning.

Figur 6. Fordeling af kvinder, der har ret til familierådgivning, og i hvilket omfang de har fået

tilbudt og modtaget den

Kvinder, der har modtaget

familierådgivning

19 %

Kvinder, der har fået tilbudt

familierådgivning, men som

ikke har modtaget den

16 %

65 %

Kvinder, der ikke har fået

tilbudt familierådgivning

Note: Rigsrevisionen har undersøgt sagerne for de 67 kvinder, der har haft ret til familierådgivning.

Undersøgelsen har vist, at 43 kvinder ikke har fået tilbudt familierådgivning. 11 kvinder har fået

tilbudt familierådgivning, men har ikke modtaget den. I alt har 13 af de 67 kvinder fået familie-

rådgivning.

Kilde: Rigsrevisionen.

Det fremgår af figur 6, at 65 % af de af kvinder, der har ret til familierådgivning, ikke har få-

et tilbuddet, 16 % af kvinderne har fået tilbudt familierådgivning, men ikke har taget imod

det. Undersøgelsen har vist, at der er dokumentation for, at 19 % af kvinderne har modta-

get den familierådgivning, som anses for at være et væsentligt element i at hjælpe kvinder

og børn videre til en tilværelse uden vold.

For den ene halvdel af kvinderne, som fik tilbudt familierådgivning, men hvor der ikke er mod-

taget familierådgivning, er der ikke begrundelse i sagen for, hvorfor de ikke har modtaget

rådgivningen. Den anden halvdel af kvinderne har afslået tilbuddet.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

SOCIAL-, BØRNE- OG INTEGRATIONSMINISTERIETS BIDRAG

V. Social-, Børne- og Integrationsministeriets

bidrag

Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at Social-, Børne- og Integrationsministeriet

har orienteret kommunerne om deres opgaver og ansvar på området flere gange, si-

den kommunerne fik opgaven med krisecentrene i 2007.

Ministeriet følger løbende udviklingen på området gennem Socialstyrelsens årsstati-

stik om krisecentre, som baserer sig på indberetninger fra krisecentrene. Årsstatistik-

ken og data på Tilbudsportalen indikerer, at der er store forskelle på krisecentrene,

bl.a. i forhold til antal ansatte, ydelser, takster og antal frivillige. Forskelligheden i kri-

secentrenes tilbud kan være en styrke, hvis det modsvarer de forskellige behov, som

kvinder og børn i krise har. Ministeriet har dog ikke analyseret dette og vurderet, om

krisecentrenes indsatser imødekommer behovet.

Ministeriet har undervejs i undersøgelsen oplyst, at ministeriet har igangsat en stør-

re evaluering af krisecentrene. Evalueringen forventes afsluttet i 2015.

Ministeriet har evalueret implementeringen af familierådgivningen i 2010. I høringen

af beretningsudkastet har ministeriet oplyst, at ministeriet i november 2013 har kon-

stateret, at 12 kommuner ikke har implementeret ordningen tilfredsstillende. Ministe-

riet forventer at følge op på familierådgivningen i forbindelse med evalueringen af kri-

secentrene.

Ministeriet har også evalueret ordningen med psykologbehandling til børn, men har

imidlertid ikke vurderet, om kommunerne konkret har sikret, at tilbuddene bliver givet.

Ministeriets indsatser i forhold til kommuner og krisecentre

47. Rigsrevisionens undersøgelse har vist følgende:



Ministeriet har orienteret kommunerne om reglerne på området gennem vejledninger til

serviceloven og en række breve.

Ministeriet har også fulgt op med breve, som præciserer over for kommunerne, når mini-

steriet er blevet opmærksom på problemer med implementering af lovændringer, fx ud-

videlsen af familierådgiverordningen.



Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

SOCIAL-, BØRNE- OG INTEGRATIONSMINISTERIETS BIDRAG

Ministeriets generelle vejledning af kommunerne

48. Social-, Børne- og Integrationsministeriets reaktionsmulighed i forhold til serviceloven

og den kommunale styrelseslov er først og fremmest at henlede rette myndigheds opmærk-

somhed på relevante problemstillinger. Folketinget har siden 2007 justeret lovgivningen om

krisecentre i flere omgange. Der er sket følgende ændringer:



I 2007 overgik ansvaret for området fra amterne til kommunerne. Kommunerne fik også

ansvaret for at udarbejde kvalitetsstandarder.

I 2008 fik kommunerne pligt til at tilbyde psykologbehandling til børn over 6 år, der er med

på et krisecenter. Samtidig blev der indført krav om, at de kommuner, der har krisecen-

tre i kommunen, skal tilbyde familierådgivning til alle voldsramte kvinder med børn på kri-

secentre.

I 2009 blev kravet om psykologbehandling til børn over 6 år udvidet, så ordningen frem-

efter også omfatter børn under 6 år, der følger med på et krisecenter.

I 2010 blev ansvaret og handlepligten for ordningen om familierådgivning, som hidtil lå i

de 36 kommuner, hvor der ligger krisecentre, udbredt til at omfatte alle 98 kommuner. Be-

grundelsen for ændringen var et ønske om at skabe sammenhæng mellem ansvar for at

tilbyde bistand og betaling.



Social-, Børne- og Integrationsministeriet har i flere omgange orienteret kommunerne om lov-

ændringerne på området. Det er sket gennem de generelle vejledninger til serviceloven, som

ministeriet har udarbejdet i flere omgange, siden loven trådte i kraft i 1998. Seneste vejled-

ning er fra 2011.

Ministeriet har orienteret kommunerne gennem en række breve:



I 2007 orienterede ministeriet i samarbejde med KL kommunerne om de generelle for-

hold på krisecenterområdet efter strukturreformen, bl.a. om selvmødeprincippet, om kvin-

ders ret til at være anonyme og betaling for ophold, og at kommunerne ikke måtte sæt-

te tidsmæssige grænser for opholdet.

I 2008 orienterede ministeriet kommunerne om kommunernes pligt til at føre driftstilsyn

med de krisecentre, der ligger inden for kommunegrænsen, og kommunernes pligt til at

opføre krisecentrene på Tilbudsportalen.

I januar 2011 henledte ministeriet kommunernes opmærksomhed på ændringen af ser-

viceloven, der har medført, at alle kommuner er forpligtede til at tilbyde familierådgivning

og har pligt til også at tilbyde familierådgivning til kvinder, der har forældremyndighed

over børn, som ikke er med på krisecentret.

I maj 2011 præciserede ministeriet over for kommunerne, at det er alle kommuner, der

skal tilbyde familierådgivning – også kommuner, der ikke har krisecentre i kommunen.



Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

SOCIAL-, BØRNE- OG INTEGRATIONSMINISTERIETS BIDRAG

Ministeriets overvågning og evaluering af indsatsen på krisecentre

49. Rigsrevisionens undersøgelse har vist følgende:



Ministeriets viden om området, herunder Socialstyrelsens årsstatistik, bygger på oplys-

ninger indsamlet fra krisecentrene.

Socialstyrelsens årsstatstik og Tilbudsportalen indikerer, at der er store forskelle på kri-

secentrene, bl.a. i forhold til antal ansatte, ydelser, takster og antal frivillige.

Ministeriet er bekendt med, at der er væsentlige forskelle på de tilbud og ydelser, som

krisecentrene tilbyder kvinder og børn. Ministeriet har ikke evalueret kvaliteten og effek-

ten af indsatsen på krisecentrene.

Ministeriet har evalueret psykologordningen til børn i april 2013. Evalueringen bygger i

et vist omfang på skøn fra kommunerne om, hvorvidt børnene har modtaget psykolog-

behandling. Ministeriet har ikke fulgt op på evalueringen direkte over for kommunerne.

Ministeriet har understøttet og fulgt implementeringen af familierådgiverordningen i kom-

munerne tæt. Ministeriet har i høringen af beretningsudkastet oplyst, at der fortsat er 12

kommuner, som ikke har implementeret ordningen tilfredsstillende. Ministeriet forventer

at følge op over for de konkrete kommuner ved at tilbyde temadage om familierådgivning.

Ministeriet har endvidere i høringen af beretningsudkastet fremhævet, at regeringen og

KL som led i aftalen om kommunernes økonomi for 2014 vil igangsætte en analyse af

reglerne for ophold på bl.a. krisecentre og en analyse af kommunernes praksis og sty-

ringsmuligheder på området.



Ministeriets vidensindsamling (årsstatistikken)

50. Social-, Børne- og Integrationsministeriet har pligt til at føre tilsyn med og holde sig ori-

enteret om, hvordan den sociale lovgivning bliver administreret i kommunerne over for bor-

gerne, herunder i forhold til krisecentrene.

51. Socialstyrelsen udarbejder i samarbejde med Landsorganisation af Kvindekrisecentre

årsstatistikken for krisecentrene. Årsstatistikken bygger på indberetning af spørgeskemaer

fra krisecentrene, men indeholder ikke oplysninger fra kommunerne. Den seneste årsstati-

stik er fra august 2013 og omfatter oplysninger fra ophold i 2012. Ministeriet har oplyst, at

årsstatistikken indgår som en del af grundlaget for ministeriets opfølgning og bidrager til at

belyse uhensigtsmæssigheder og problemstillinger på området.

52. Socialstyrelsens årsstatstik og Tilbudsportalen indikerer, at der er store forskelle på kri-

secentrene, bl.a. i forhold til antal ansatte og de ansattes uddannelsesmæssige baggrund,

ydelser, takster og antal frivillige.

53. Nogle kommuner har angivet, at de anser forskellighederne i krisecentrene som en styr-

ke, fordi det muliggør, at kvinder kan henvises til målrettede tilbud. Andre kommuner finder,

at nogle krisecentre er meget dyre, og ønsker, at de kunne vælge alternative løsninger som

fx at stille en nødlejlighed til rådighed. Der findes ingen samlet opgørelse over kvalitetsfor-

skelle på krisecentrene – heller ikke en opgørelse over, om forskellighederne kan medføre,

at indsatserne på nogle krisecentre er bedre end på andre.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

SOCIAL-, BØRNE- OG INTEGRATIONSMINISTERIETS BIDRAG

Evaluering af krisecentrene

54. Social-, Børne- og Integrationsministeriet har oplyst, at årsstatistikken og ministeriets

generelle kendskab til området tegner et billede af, at krisecentrenes organisering og ydel-

ser er forskellige, fx med hensyn til rådgivning og socialpædagogisk støtte. Det er ikke nød-

vendigvis uhensigtsmæssigt, at der er forskel på, hvad de enkelte krisecentre tilbyder, da

kvinder og børn kan have varierende behov, fx i forhold til sikkerhed.

Social-, Børne- og Integrationsministeriet har ikke undersøgt kvaliteten af krisecentrenes

tilbud, og om centrenes forskellige ydelser modsvarer kvinder og børns behov. Ministeriet

har i forbindelse med undersøgelsen oplyst, at krisecentrene vil blive evalueret i perioden

2013-2015. I evalueringen vil effekten af krisecentrenes indsats blive målt på en række in-

dikatorer.

55. Social-, Børne- og Integrationsministeriet har i høringen af beretningsudkastet fremhæ-

vet, at det i regeringens aftale med KL om kommunernes økonomi for 2014 er aftalt at igang-

sætte en analyse af reglerne for ophold på bl.a. krisecentre og en analyse af kommunernes

praksis og styringsmuligheder på området.

Evaluering af psykologbehandling til børn

56. Ankestyrelsen og Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har i april 2013 eva-

lueret psykologbehandlingen til børn på krisecentre. Evalueringen omfatter kvinders, børns,

psykologers og krisecentres oplevelser af, hvordan tilbuddet fungerer. Der er ved spørge-

skema indhentet oplysninger fra kommunerne om implementering og anvendelse af psyko-

logbehandling til børn på krisecentre. Evalueringen tager forbehold for kommunernes oplys-

ninger om, i hvilket omfang børnene får psykologbehandling. Det skyldes, at halvdelen af de

kommuner, der havde svaret på spørgeskemaet, ikke kunne oplyse eksakt, hvor mange børn

der får psykologbehandling, og derfor har skønnet antallet. Social-, Børne- og Integrations-

ministeriet har oplyst, at ministeriet som opfølgning på evalueringen har drøftet resultaterne

med Landsorganisation af Kvindekrisecentre. Ministeriet har oplyst, ministeren mundtligt gjor-

de KL opmærksom på undersøgelsen og dens resultater på et møde i april 2013.

Evaluering af familierådgivning

57. Social-, Børne- og Integrationsministeriet har fulgt op på kommunernes implementering

af familierådgivningen. Socialstyrelsen gennemførte en evaluering af kommunernes imple-

mentering i perioden primo 2009 - ultimo 2010. Evalueringen viste, at der var problemer med

at implementere familierådgivningen i kommunerne. Den viden gav anledning til, at ministe-

riet præciserede muligheden for at indgå delegationsaftaler mellem kommuner med handle-

pligt over for kvinder og børn på krisecentre og kommuner, hvor krisecentrene ligger.

Socialstyrelsen etablerede og faciliterede i perioden januar 2009 - juni 2012 et netværk af

familierådgivere på tværs af kommunerne for at understøtte implementeringen af ordningen

i kommunerne. Socialstyrelsen afholdt desuden flere temadage om emnet vold i familien i

perioden primo 2012 - medio 2013 for at understøtte kommunernes varetagelse af opgaver

på området.

Endelig indsamler Socialstyrelsen oplysninger om kommunernes familierådgivere. Ministe-

riet har oplyst, at 53 kommuner ultimo april 2012 havde meldt oplysninger på én eller flere

familierådgivere ind til Socialstyrelsen. Socialstyrelsen tog i juni 2013 kontakt til de resteren-

de 45 kommuner for at afdække, om de havde implementeret ordningen.

Social-, Børne- og Integrationsministeriet har via Socialstyrelsen i løbet af Rigsrevisionens

undersøgelse igen fulgt op på, hvor mange kommuner der har implementeret ordningen. Mi-

nisteriet har i høringen af beretningsudkastet oplyst, at 85 kommuner pr. november 2013 har

implementeret ordningen om familierådgivning, mens 12 kommuner ikke har implementeret

ordningen tilfredsstillende. For én kommune kender ministeriet ikke implementeringsgraden.

delegationsaftale

er en

aftale mellem den kommune,

hvor kvinden opholder sig på

krisecentret, og den kommu-

ne, som er kvindens hjemkom-

mune. Aftalen betyder, at op-

holdskommunen giver kvin-

den en ydelse, som kvindens

hjemkommune betaler for i

form af refusion mellem de 2

kommuner, jf. lov nr. 550 af

2. maj 2010 om ændring af

lov om retssikkerhed og admi-

nistration på det sociale områ-

de og lov om social service.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

SOCIAL-, BØRNE- OG INTEGRATIONSMINISTERIETS BIDRAG

Social-, Børne- og Integrationsministeriet har oplyst, at Socialstyrelsen vil følge op på under-

søgelsen ved at tilbyde undervisning om familierådgivningsordningen på en temadag til de

12 kommuner, som efter en samlet vurdering ikke kan anses for at have implementeret ord-

ningen tilstrækkeligt, ligesom styrelsen vil tage stilling til undervisningsbehovet i den kom-

mune, som ikke har svaret på styrelsens henvendelser i forbindelse med undersøgelsen i

efteråret 2013. Ministeriet har oplyst, at resultatet af opfølgningen på implementeringen af

familierådgivningen vil indgå i den generelle evaluering af kvindekrisecentrene, som Social-

styrelsen har iværksat medio 2013, og som forventes at være afsluttet ultimo 2015.

Rigsrevisionen, den 15. januar 2014

Annie Nørskov

fg.

/Henrik Berg Rasmussen

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

LOVÆNDRINGER OG REGELJUSTERINGER PÅ OMRÅDET SIDEN 2004

Bilag 1. Lovændringer og regeljusteringer på området siden 2004

Marts

2004

Krisecentrenes virksomhed blev præciseret som led i satspuljeaftalen for 2003. Krisecentrene bliver udskilt fra lovparagraf om for-

sorgshjem og herberger og får sin egen lovparagraf i lov nr. 222 af 31. marts 2004 om social service.

Lovansvaret overgår fra 1. januar 2007 fra amter til kommuner som led i aftale om strukturreform fra 2004.

Januar

2007

Krav om, at kommunerne udarbejder kvalitetsstandarder for krisecentrene, følger af bekendtgørelse nr. 631 af 15. juni 2006 om

kvalitetsstandard for kvindekrisecentre efter § 109 i lov om social service.

Juli

2008

Kommunerne får pligt til at tilbyde 4-10 timers psykologbehandling til alle børn over 6 år og unge, der tager ophold på et krise-

center sammen med deres mor, jf. § 109, stk. 5, i serviceloven, jf. lovforslag som vedtaget ved lov nr. 549 af 17. juni 2008 om

social service og lov om friskoler og private grundskoler mv.

August

2008

Kommuner, der har krisecentre beliggende i kommunen, får pligt til at tilbyde koordinerende familierådgivning til alle voldsramte

kvinder med børn på krisecentre, jf. servicelovens § 109, stk. 5 (36 beliggenhedskommuner).

Januar

2009

Kommunernes pligt udvides fra at tilbyde psykologbehandling til børn over 6 år til også at omfatte børn under 6 år. Der bliver sam-

tidig afsat satspuljemidler til at evaluere ordningen, jf. vejledning 4 til serviceloven.

August

2010

Som led i kommuneaftalen for 2010 bliver ansvaret for at tilbyde koordinerende familierådgiverordning udbredt fra kun at omfatte

beliggenhedskommunerne til at omfatte alle 98 kommuner. Herefter skal alle kommuner tilbyde kvinder med børn på krisecentre

koordinerende familierådgivning. Baggrunden for ændringen følger af et ønske om at sikre sammenhæng mellem visitationskom-

petence og finansieringsansvar.

Januar

2011

Ministeriet vejleder kommunerne om, at kvinder, der har forældremyndighed over børn – også hvor børnene ikke har været med

på krisecenter – bør være omfattet af tilbuddet om koordinerende familierådgivning, jf. brev til kommunernes socialchefer af januar

2011.

Statsrevisorerne beretning SB8/2013 - Bilag 1: Beretning om kvindekrisecentre

ORDLISTE

Bilag 2. Ordliste

Delegationsaftale

En aftale mellem den kommune, hvor kvinden opholder sig på krisecentret, og den kom-

mune, som er kvindens hjemkommune. Aftalen betyder, at opholdskommunen giver

kvinden en ydelse, som kvindens hjemkommune betaler for i form af refusion mellem

de 2 kommuner, jf. lov nr. 550 af 2. maj 2010 om ændring af lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område og lov om social service.

Kommunerne varetager i henhold til servicelovens § 148 a det generelle driftsoriente-

rede tilsyn med krisecentrene, dvs. fører tilsyn med driften, men ikke med de ydelser,

som krisecentret yder.

Kommunerne skal tilbyde kvinder med børn, der har taget ophold på et krisecenter,

støtte og vejledning fra en familierådgiver. Familierådgiveren skal være den gennem-

gående og koordinerende person, som familien kan støtte sig til.

En frivillig og uafhængig organisation, som varetager krisecentrenes interesser. De fle-

ste krisecentre er medlem af foreningen.

Herved forstås, hvilken offentlig myndighed – her kommunen – som efter en konkret

lov har pligt til at handle på en given oplysning.

En § 50-undersøgelse kan blive gennemført af kommunen – eventuelt ved brug af en

psykolog/psykiater – når det vurderes, at et barn eller en ung har brug for særlig støtte.

Undersøgelsen skal afdække, hvilke problemer og resurser der er hos barnet og i fami-

lien. § 50-undersøgelsen er en socialfaglig vurdering, ikke en behandling.

Reglerne om refusion fremgår af bekendtgørelse nr. 195 af 27. februar 2013 om stats-

refusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på Social- og Integrations-

ministeriets, Beskæftigelsesministeriets, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters og

Ministeriet for Børn og Undervisnings ressortområder.

Sikrer, at kvinderne kan søge et krisecenter på alle tider af døgnet og få ophold, hvis

lederen af krisecentret vurderer, at kvinderne falder inden for målgruppen. Kvinderne

kan have børn med på krisecentret. Det er dermed ikke kommunen, som vurderer, om

kvinderne falder inden for målgruppen. Selvmødeprincippet understøtter også kvinder-

ne mulighed for at være anonyme.

Kommunalbestyrelsen i følgende kommuner varetager efter lov nr. 608 af 12. juni 2013

om socialtilsyn opgaven med at godkende og føre driftsorienteret tilsyn med sociale

tilbud:



Frederiksberg Kommune i Region Hovedstaden



Holbæk Kommune i Region Sjælland



Faaborg-Midtfyn Kommune i Region Syddanmark



Silkeborg Kommune i Region Midtjylland



Hjørring Kommune i Region Nordjylland.

Taksterne, der indberettes til Tilbudsportalen, bygger på retningslinjerne i:



serviceloven



bekendtgørelse om Tilbudsportalen samt om godkendelse af og tilsyn med visse

private tilbud



bekendtgørelse om omkostningsbaserede takster for kommunale tilbud.

Tilbudsportalen blev etableret i forbindelse med kommunalreformen i 2007. Tilbudspor-

talen er en landsdækkende, statslig internetbaseret database med oplysninger om kom-

munale, regionale og private tilbud på det sociale område. Tilbudsportalen drives af

Socialstyrelsen og indeholder oplysninger om bl.a. pris på de konkrete tilbud.

Fremgår af servicelovens § 153. Loven forpligter personer, som udfører offentlige op-

gaver, om at underrette kommunen, hvis de får kendskab til eller har grund til at tro, at

et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte.

Driftsorienteret tilsyn

Familierådgivning

Landsorganisation af Kvinde-

krisecentre (LOKK)

Myndighedsansvar

(handlepligt)

§ 50-undersøgelse

(serviceloven)

Refusion

Selvmødeprincippet

Socialtilsynet

Takster

Tilbudsportalen

Underretningspligten