Beretning nr. 28/2013 om revisionen af statsregnskabet for 2013

Status: Afsluttet

Om Statsrevisorenes beretning

I beretningen konkluderer Rigsrevisionen, at statsregnskabet for 2013 samlet set er rigtigt. Vurderingen er baseret på revisionen af de 20 ministerområder, der fremgår af statsregnskabet for 2013.

Beretningen indeholder et afsnit for hvert ministerområde, hvor regnskabet og forvaltningen vurderes, og hvor væsentlige revisionsresultater er gengivet, herunder bl.a. 3 forbehold. Vi har taget forbehold for, om Skatteministeriets forvaltning af ejendomsvurderinger er varetaget på en økonomisk hensigtsmæssig måde. Vi har endvidere taget forbehold for SKATs forvaltning af inddrivelsen af offentlige restancer, fordi SKAT ikke har kunnet løse væsentlige inddrivelsesopgaver. Endelig har vi taget forbehold for dispositionernes lovlighed i forbindelse med ansættelser og lønudbetalinger i Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konserveringer, fordi revisionen viste usædvanligt mange brud på love og regler. De øvrige revionsresultater, der er gengivet, handler fx om usikker regnskabsforvaltning hos enkelte virksomheder, eksempler på fejl og manglende sparsommelighed ved lønadministrationen og mangler ved it-sikkerheden i systemer, der understøtter virksomhedernes faglige, administrative og regnskabsmæssige opgaver.

Beretningen indeholder endvidere resultatet af 5 revisioner, som vi har gennemført på tværs af en række virksomheder. Analyserne handler om større engangsudbetalinger i staten, fratrædelsesaftaler i staten, 6 virksomheders forvaltning af statslige tilskud, 7 virksomheders fastsættelse af gebyrer og ledelsesinformation på 6 ministerområder.

Beretningen afsluttes med en gennemgang af statens drifts- og anlægsregnskab samt status.

Statsrevisorerne afgav beretningen og deres bemærkning til Folketinget 2. oktober 2014.
Emneord: statsregnskabet

Beretning: 02-10-2014

Beretning nr. 28/2013 om revisionen af statsregnskabet for 2013

Beretning om revisionen af statsregnskabet for 2013 (pdf-version)
Html-version