Dato: 10. december 2014
Statsrevisorernes Sekretariat
Christiansborg
1240 København K
Sagsnr. 2014-10454
Socialministerens redegørelse til beretning nr. 28/2013 om revisionen af
statsregnskabet for 2013
Som anmodet i brev af 10. oktober 2014 fremsendes hermed min redegørelse
for de foranstaltninger og overvejelser, som Statsrevisorernes beretning nr.
28/2013 om revisionen af statsregnskabet for 2013 har givet anledning til.
Jeg finder det først og fremmest tilfredsstillende, at Rigsrevisionen vurderer, at
Social- og Integrationsministeriets (nu Ministeriet for Børn, Ligestilling,
Integration og Sociale Forholds) regnskab er rigtigt.
Samtidig finder jeg det tilfredsstillende, at Rigsrevisionen finder, at sagen
vedrørende stigende brug af hensættelser i regnskabet for 2012 kan lukkes på
baggrund af ministeriets tiltag i 2013. Jeg kan hertil supplere med, at det har
været et fokusområde i forbindelse med ministeriets kvartalsvise opfølgninger
på institutionernes regnskaber i 2014, at der bliver fulgt særskilt op på
indregningen af de generelle hensættelser. Det øgede fokus på området er
etableret for at sikre, at indregningen af generelle hensættelser i institutionernes
regnskaber følger kriterierne herfor.
Jeg bemærker ligeledes, at Rigsrevisionen vurderer, at departementets
tilskudsforvaltning fortsat ikke er helt tilfredsstillende. Som det fremgår af
beretningen følger Rigsrevisionens vurdering blandt andet af, at Rigsrevisionen i
gennemgangen af forvaltningen af statslige tilskud generelt finder, at der ikke er
et tilstrækkeligt fokus på at sikre, at projektregnskaber og faglige rapporter
fremsendes rettidigt og gennemgås inden for en fastsat frist.
Til dette kan jeg orientere om, at departementet nu har nedbragt antallet af
ubehandlede faglige rapporter og projektregnskaber fra før 2012 yderligere, og
dette arbejde vil fortsætte fremadrettet. Da der imidlertid fortsat er et større
antal ubehandlede faglige rapporter og projektregnskaber fra såvel før som efter
2012, har jeg anmodet om to ting. Dels skal der gennemføres en ekstraordinær
indsats, for at den samlede mængde af ubehandlede faglige rapporter og
projektregnskaber nedbringes betydeligt, dels skal der fremadrettet
implementeres nogle ambitiøse mål for den maksimale sagsbehandlingstid af
indkomne faglige rapporter og projektregnskaber. Nedbringelsen af mængden af
uafsluttede faglige rapporter og projektregnskaber skal være foretaget senest
ved udgangen af andet kvartal 2015, hvorefter de ambitiøse mål for den
maksimale sagsbehandlingstid skal være fuldt implementeret.
Rigsrevisionen efterlyser i beretningen desuden klarere interne retningslinjer for
krav til og gennemgang af faglige rapporter, hvortil jeg kan bemærke, at det
fortsat er et væsentligt element i departementets strategi på tilskudsområdet, at
der sker udvikling af kravene til rapportering og opfølgning på tilskud med fokus
på de opnåede resultater på brugerniveau.
Side 1 af 2
www.sm.dk