Finansudvalget 2014-15 (1. samling)
sb 27 2
Offentligt
Statsrevisorernes Sekretariat
Christiansborg
1240 København K.
8. december 2014
Finansministeren
Statsrevisorerne har med brev af 10. oktober 2014 fremsendt beretning nr.
27/2013 om anvendelse af periodiseringer i regnskabet ved årsskiftet. I samme
brev anmodes om en redegørelse for de foranstaltninger og overvejelser, som
beretningen giver anledning til.
Statsrevisorerne konstaterer med tilfredshed, at Finansministeriets regelsæt gene-
relt understøtter korrekte periodiseringer i regnskabet i forbindelse med årsskiftet.
Endvidere viser beretningen, at de 10 statslige virksomheder, der indgår i
undersøgelsen, generelt har etableret en tilfredsstillende praksis for periodisering
af regnskabet ved årsskiftet.
Statsrevisorerne konstaterer dog også, at der forekommer enkeltstående fejl ved
udøvelsen af skøn og vurderinger, ved bogføringen og i virksomhedernes regn-
skabsinstrukser.
Statsrevisorerne finder derfor, at Finansministeriet kan medvirke til at sikre en
bedre praksis. Beretningen indeholder en række anbefalinger til, hvorledes regel-
sættet kan præciseres og udbygges med henblik på at understøtte en bedre praksis
for virksomhedernes periodiseringer i regnskabet.
Jeg lægger stor vægt på Rigsrevisionens konstruktive anbefalinger om yderligere
præciseringer af regelsættet. Finansministeriet vil på den baggrund i foråret 2015
præcisere og udbygge beskrivelsen af regelsættet for periodiseringer i regnskabet.
Kopi af dette brev er samtidig sendt til rigsrevisor.
Med venlig hilsen
Bjarne Corydon
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk